Det er efterhånden blevet ret almindeligt, at teologer bliver ordineret til vikariater. En del ansættes på åremål. Det accepteres tilsyneladende af alle.
Bekendelsen
Den augsburgske Bekendelse, som Folkekirken formelt bekender sig til, lærer, at man ikke må lære offentligt i kirken eller forvalte sakramenterne, med mindre han er retteligt kaldet. Den tyske tekst siger, at ingen må lære eller prædike offentligt eller række sakramentet uden en ordentlig kaldelse. ´
Det er et historisk faktum, at der med “en ordentlig kaldelse” menes, at menigheden rækker kaldet til en, der er personligt og teologisk kvalificeret til at indehave embedet.
Det nye Testamentes lære og dens konsekvenser
Det kirkelige embede er en tjeneste på Kristi vegne og i hans sted (jf. Luk 10,16; Kor 5,20). Kristus har selv lovet at være hos dem (Matt 28,18-20).
Før sin himmelfart og en enkelt gang efter, nemlig ved kaldelsen af Paulus, kaldte Jesus direkte. Siden har han ladet Helligånden kalde (ApG 20,28). Men det sker nu gennem mennesker. Det er helt i orden gerne at ville være præst, hvis man ellers er personligt og fagligt kvalificeret (1 Tim 3,1). Men man kan ikke udnævne eller kalde sig selv til at være det. Først skal man prøves (jf. 1 Tim 3,10), derefter skal menigheden kalde og sende (Rom 10,15).
Kaldelse
Det kirkelige embede har større myndighed end dronningens tjenere, “ministre,” for dronningens ministre og embedsmændene har kun myndighed i denne verden. Det kirkelige embede har fået givet myndighed med konsekvenser for tid og evighed. Selv om nogle gerne vil være ministre – det er der ikke noget galt i – så kan man ikke udnævne sig selv til minister. Man kan heller ikke tage sig myndighed til at handle på Den treenige Guds vegne. Den myndighed må gives.
Jesus har som nævnt lovet at være med sine tjenere (Matt 28,18-20), men det er selvsagt ikke en tilladelse til at sige og gøre, som man selv vil. Tværtimod. Så lidt som f.eks. en ambassadør selv kan bestemme, hvad han vil sige og gøre.
At tjene i Kristi sted og på hans vegne kræver altså en menigheds kvalificerede kaldelse. Denne kaldelse skal have et indhold og foregå på en måde, så menighed og præst kan være sikker på, at det er Kristus, der kalder en mand, der kan varetage embedet.
Afsættelse
Ligesom man skal sikre sig, at det er den treenige Gud, der kalder, sådan skal man også sikre sig, at det ikke er mennesker, der på egen hånd afsætter en præst.
Af og til tales der om forkyndelsesfrihed. Denne frihed handler ikke om, at man skal have lov til at sige (næsten) hvad som helst, sådan som mange – også mange præster – åbenbart tror. Den handler om, at man skal have lov at sige alt det, som Gud har befalet præsten at sige. Ingen præst skal kunne afsættes for at sige det, som Gud har befalet ham at sige.
Men en præst skal afsættes og afskediges, hvis han ikke siger og gør, som Gud har befalet. Kan det konstateres, at en præst ikke prædiker og ikke vil prædike det budskab, Gud har befalet ham at prædike, eller kan det konstateres, at han ikke forvalter sakramenterne efter Kristi indstiftelse og befaling og ikke vil gøre det, eller kan det på anden vis konstateres, at Gud har befalet at afsætte og derfor reelt har afsat en præst, så skal en præst afskediges. En sådan situation foreligger, hvis præsten f.eks. lever i synd og er ubodfærdig, eller hvis han er blevet til offentlig forargelse, f.eks. ved at være utro eller kriminel.
Gud selv kan tage en præst ud af tjeneste ved dødsfald eller alvorlig og uafvendelig sygdom (hvilket naturligvis i de fleste tilfælde ikke betyder, at en præst eller prædikant har gjort noget forkert). Men eftersom Gud har befalet, at præster skal holde sig til Kristi ord og lære og leve helligt, så følger det også, at Gud har befalet afskedigelse, hvis en præst bliver vranglærer eller lever vanhelligt og ikke vil omvende sig og rette op. Her har menigheden ret og pligt til at afsætte og afskedige en præst eller prædikant.
Det siger sig selv, at man ikke på forhånd kan vide, hvornår en sådan situation kan opstå. I så fald burde man jo slet ikke kaldes til at være præst. Da man altså ikke på forhånd kan vide, hvornår Gud tager en præst ud af tjeneste, så kan en kaldelse aldrig være tidsbegrænset. (Man kan dog godt have vikarer, men disse vikarer må da have deres egen kaldelse, således at man låner en kaldet præst af en menighed).
Problemerne med tidsbegrænsede ansættelser
En tidsbegrænset kaldelse – i form af vikariater eller åremålsansættelser – betyder altså, at mennesker tiltager sig den ret til at afsætte, som kun Gud har. Følgelig kan man ikke med rette sige, at det er Gud, der har kaldet.
Det er i stedet mennesker, der hyrer en sådan præst. I stedet for en kaldet hyrde får en sådan menighed en lejesvend, en ansat, de selv hyrer og afskediger. En luthersk teolog kan ikke gå ind i en sådan ansættelse.
Ordination og “kaldelse” til midlertidige stillinger er altså teologisk set utilladeligt. For det vil sige, at mennesker tilraner sig en myndighed, der efter Skriften kun tilkommer Gud og den menighed, der handler på Guds vegne, hvis de følger den lære, som Gud selv har givet i Skriften. Fra gammel tid har man kaldt illegitim afsættelse af en præst for tempelran. Man raner noget, som tilhører Gud. Kalder man til midlertidige stillinger, fratager man egentlig Gud retten til at indsætte en retlærende præst i et tidsubegrænset embede. Det er vel også en form for tempelran.
Vranglærende præster kan som nævnt altid afsættes, hvis man i øvrigt følger visse basale regler, som sikrer, at det er efter Guds vilje, at en af hans tjenere afsættes. Forudsætningen er, at der virkelig er tale om en af hans tjenere, altså en, der er retteligt kaldet som ovenfor anført. Der er altså ingen grund til at gøre ansættelser tidsbegrænsede for at undgå vranglærere.
Tidsbegrænsede ansættelser rummer på den anden side altid en risiko for, at en præst eller prædikants forkyndelse bliver censureret af dem, der skal forlænge ansættelsen eller foretage en genplacering. Forkyndelsesfriheden vil derfor kun eksistere, hvis alle parter bakker op om det. Enhver kan se, at det ikke er tilfældet i f.eks. Folkekirken. Sådan vil det nødvendigvis gå, hvis ikke alle parter bekender sig til den rette lære om embedet.
Der findes i historien desværre også utallige eksempler på, at en menighed vender sig mod den rette lære og præsten, skønt han ikke forkynder vranglære. Har der været gode ordninger i retlærende kirker, har en sådan menighed og præst fået hjælp af nabopræster eller tilsynsførende (superintendenter, superattendenter, biskopper eller hvad man nu har kaldt dem). Sådanne ordninger findes nu kun i ganske få kirker. Folkekirken er ikke en af dem.
Note: En oprindelig udgave af dette indlæg henviste til en aktuel debat om menighedsrådsvalget i Folkekirken og de såkaldte frihedsrettigheder. Et forsøg på at redigere disse henvisninger væk resulterede i, at næsten hele indlægget gik tabt, da WordPress skulle gemme det. Nuværende udgave er en rekonstrueret udgave, der derfor ikke er identisk med den oprindelige.