Oversættelserne
De danske
1819-oversættelsen: “Thi hvo som æder og drikker uværdeligen*, æder og drikker sig selv til Dom, idet han ikke gjør forskel paa Herrens** Legeme.”
1907-oversættelsen: “Thi den, som æder og drikker, æder og drikker sig selv en Dom til, når han ikke agter på Legemet.”
1948-oversættelsen: “Thi den, som spiser og drikker uden at ænse, at det er Herrens** legeme, spiser og drikker sig selv en dom til.”
1992-oversættelsen: “For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til.”
Wierøds oversættelse (1997): “Thi den, som spiser eller drikker uværdigt,* [det vil sige:] uden at han skelner, [at det er] HErrens** legeme, spiser og drikker sig en dom over sig selv!”
Andre sprog
Luther Bibel (1545): “Denn welcher unwürdig* isset und trinket, der isset und trinket ihm selber das Gericht damit, daß er nicht unterscheidet den Leib des HErrn**.”
King James Version (1611): “For he that eateth and drinketh unworthily, eateth and drinketh damnation*** to himself, not discerning the Lord’s** body.”
New King James Version (1982): “For he who eats and drinks in an unworthy manner eats and drinks judgment to himself, not discerning the Lord’s** body.”
New American Standard Bible (1995): “For he who eats and drinks, eats and drinks judgment to himself if he does not judge the body rightly.”
Svenska FolksBibeln (1998): “Ty den som äter och dricker utan att urskilja Herrens** kropp, han äter och dricker en dom över sig.”
English Standard Version (2001): “For anyone who eats and drinks without discerning the body eats and drinks judgment on himself.”
NET Bible (2004): “For the one who eats and drinks without careful regard**** for the body eats and drinks judgment against himself.”
Og så grundteksten
Grundteksten: ho [bestemt artikel: ‘den’] gar [for] esthiôn [spisende] kai [og] pinôn [drikkende] krima [dom] heautô [til/for sig selv] esthiei [spiser] kai [og] pinei [drikker] mê [ikke] diakrinôn [skelnende] to sôma [legemet].
Noter:
* Gengivelserne ‘unwürdig’ (Luther Bibel), ‘unwortily’ (King James), ‘uværdeligen’ (1819-overs.), ‘in an unworthy manner’ (New King James), ‘uværdigt’ (Wierød) skyldes, at man bruger en anden udgave græsk tekstudgave, end den jeg har gengivet ovenfor. Det græske ord, der gengives, bruges i v. 27: anaxiôs.
** Tilsvarende med ‘des HErrn’ (Luther Bibel), ‘the Lord’s’ (King James og New King James) ‘Herrens’ eller HErrens (1819- og 1948-oversættelsen; Wierød; Svenska FolksBibeln). Her følger man senere håndskrifter, der har ordene tou kuriou.
*** Et alternativ til ‘damnation’ er ‘judgment’, oplyser KJV.
**** “The word more literally means, ‘judging between, recognizing, distinguishing’,” anfører NET Bible i en note.
Det vanskelige udtryk
Hvad er det, der gør, at man kan spise og drikke en dom ned over sig? Af de foregående vers fremgår det, at man fejrer nadver uværdigt (1 Kor 11,27). Det siges udtrykkeligt i v. 27, at man forsynder sig imod eller pådrager sig skyld over for “Herrens legeme og blod,” når man spiser Herrens brød eller drikker Herrens bæger (bedre: kalk) på en uværdig måde. Derfor skal enhver i øvrigt ‘prøve’ sig selv først. Men hvorfor er det sådan?
Oversættelserne gengiver teksten i v. 29 på vidt forskellig måde. Så forskellig, at man godt kunne få den tanke, at oversætterne i virkeligheden har forskellig lære om nadveren, når det kommer til stykket. Det drejer sig om frasen mê diakrinôn to sôma (
‘Skelnende’
1819-oversættelsen oversætter diakrinôn meget direkte med ‘gøre forskel på.’ Wierød oversætter med ‘at skelne.’ Det svarer i realiteten til Luthers ‘unterscheiden’. Hvis King James og New King James bruger discern i betydningen ‘to recognize or identify as separate and distinct’ (Merriam-Webster’s Collegiate Dictionary), hører disse oversættelser måske også med i denne gruppe.
1807- og 1992-oversættelserne oversætter med ‘agte på,’ mens 1948-oversættelsen bruger ‘at ænse.’ Her er der ikke længere tale om en oversættelse, hvor man kan høre, at det græske ord angiver, at man mentalt opererer med to faktorer, som man altså skal skelne imellem.
Det behøver der heller ikke nødvendigvis at være. Det kommer helt an på sammenhængen. I 1 Kor 4,7 spørger Paulus, ‘hvem [der] giver dig nogen særstilling.’ Altså: Hvem har gjort forskel på dig og andre. I 1 Kor 6,5 spørger Paulus, om menigheden ikke har nogen, som magter at skelne tingene, og derfor kan afgøre sager, mellem de kristne. I 1 Kor 11,31 er der tale om at ‘skelne sig selv,’ dvs. vurdere, om man er er det ene eller det andet.
I 1 Kor 14,29 er der tale om, at nogen taler profetisk, og de andre skal bedømme, hvad de siger. De skal vurdere eller bedømme, dvs. egentlig skelne lyde og ord, så de forstår, hvad der bliver sagt. Og så de eventuelt kan afgøre, om det, der bliver sagt, er sandt. Det skal Guds menighed ifølge 5 Mosebog 13,2ff. I 1 Kor 12,10 bruges det tilsvarende navneord om nådegaven at ‘skelne’ ånderne, dvs. bedømme, om det er en falsk ånd eller Helligånden, der taler gennem den, der gør krav på at have fået Helligånden.
Nu skal man ikke tro, at et ords betydning er summen af alt, hvad ordet betyder på alle de steder, hvor det forekommer. Det manede James Barr i jorden for over 45 år siden. Man skal heller ikke tro, at det kun er de steder, hvor ordet forekommer, som man skal tage med i betragtning. Man skal heller ikke forsøge at finde ordets “grundbetydning,” hvergang man støder på et ord. Selv om en sådan grundbetydning måske kan analyseres frem, er det ikke sikkert, at grundbetydningen længere kan og skal gøres gældende i en given kontekst.
Men der er heller ingen grund til ikke at spørge, om ordets grundbetydning er den bedste oversættelse eller i al fald en mulig oversættelse. Betyder udsagnsordet altså ‘skelne (mellem noget)’ eller ‘at rette sin opmærksomhed på, ænse, agte på’? Der er i al fald helt klare steder i Det nye Testamente, hvor udsagnsordet anvendes om at skelne eller gøre forskel: ApG 15,9 og Hebr 15,4.
Efter alle disse overvejelser er det på tide at kigge på 1 Kor 11,29 igen.
‘Legemet’
Udsagnsordet bruges egentlig med to (eller flere) led eller faktorer, som der skal skelnes mellem. Men som det så ofte sker, udelades det ene ofte. Her er det konkret: ‘legemet’ og noget andet. Nemlig det, som ikke er ‘legemet.’
Ordet ‘legeme’ bruges helt entydigt om Herrens legeme, som man får i, med og under – altså i forening med – brødet i v. 24, ligesom bægeret (bedre: kalken) i v. 25 giver fællesskab, dvs. delagtighed i, Herrens blod ifølge 1 Kor 10,16. Også 1 Kor 11,27 viser, at brødet og vinen er forenet med Herrens legeme og blod.
Derimod bruger Paulus i 1 Kor 11 ikke ordet ‘legeme’ om kirken. Det gør han i 1 Kor 10,16f, men der er Kristi legeme netop konstitueret af, at det velsignede bæger giver delagtighed i Kristi blod, ligesom det brød, vi (velsigner og) bryder, giver delagtighed i Kristi legeme. Kirken er ét legeme, fordi vi får del i Kristi legeme. Kirken er i øvrigt også et legeme, fordi vi er døbt med den ene Ånd til at være ét legeme. Man kan sige, at dåben er en primær grund, mens nadveren er en sekundær grund.
‘For’ eller ‘thi’
Ordet ‘for’ (gr. gar) i 1 Kor 11,29 viser, at v. 29 begrunder v. 28. Her er der tale om, at et menneske (dvs. ethvert menneske) skal prøve sig selv og således (gr. houtôs) spise af brødet og drikke af bægeret (bedre: kalken). V. 29 er altså færdiggørelsen af en tankerække, der begynder med v. 23, og derfor er det realpræsensen, dvs. det reale nærvær af Jesu legeme og blod i, med og under brød og vin, der er tale om i v. 29.
Men Paulus taler ikke desto mindre kun om at ‘skelne legeme,’ ikke om at skelne legemet og blodet. Forklaringen herpå kan være, at det er en slags forkortelse. Men jeg tror nu, der kan være en forklaring mere. I 1 Kor 10,17 er det brødet – brødlegemet, som Luther med rette kalder det et sted – som der gør, at alle kristne (som deltager i nadveren) er ét legeme.
Reelle konsekvenser
1 Kor 11,30 siger direkte, at det har drastiske konsekvenser at fejre nadveren uværdigt. Det er derfor, siger Paulus, at der er mange svage og syge i menigheden i Korinth. Ja, der er endog nogle, der dør af den grund.
Nadveren og Paulus’ konkrete anliggende i 1 Kor 11,17-34
Paulus har altså vist os selve nadverens væsen, realpræsensen, i 1 Kor 10,16f og 1 Kor 11,23-27. Ordenes simple og ligefremme betydning siger, at vi sammen med brød og vin får Jesu sande legeme og blod, ikke kun et symbol på det.
Fordi det at få Herrens legeme (og blod) gør, at vi er ét legeme, Kristi kirke, er det altså direkte i modstrid med nadverens væsen, når man fejrer nadveren på en måde, der benægter denne enhed.
Paulus anliggende er i øvrigt ikke, at der ikke må være forskel, så nogle har mere end andre. Men de splittelser, som der er i menigheden, skal overvindes, ikke ved en socialistisk udjævning af sociale forskelle, men ved en fælles lære og tro på evangeliet, en fælles etik og altså også ved en nadverforvaltning i enhed og enighed (1 Kor 1,10; 11,17). Helt konkret er det forkert, når en sulter, mens en anden spiser og drikker sig beruset.
Men det er endnu mere forkert, når man fejrer nadveren uden at være enig om læren: evangeliet (1 Kor 1–4), realpræsensen (1 Kor 11,17-34) og f.eks. dåbens reale karakter som indpodning af alle på Kristi legeme ved den ene Ånd (1 Kor 12,13), som genføder og fornyer i dåbens bad (Tit 3,4-7).
Men en rigtig løsning er ikke at danne separate kirkesamfund, men at vende sig fra den falske lære og praksis til den rette lære og en ret forvaltning af sakramenterne. Danner man separate kirkesamfund, kan det ganske vist give enighed om læren, men en enighed, der er i strid med Kristi åbenbarede vilje i Skriften. Skriften formaner enhver kristen til at forlade et sådant samfund og advarer i øvrigt stærkt mod ikke at blive i Kristi lære (Joh 8,31f; 2 Joh 9).
Vælger man at danne kirkesamfund, hvor man lærer falsk om dåben og nadveren, ja, om evangeliet, gør man i virkeligheden det samme som dem, Paulus irettesætter i Korinth.
Se også følgende artikler om 1 Kor 11: