Makedoneren (eller albaneren?) Agnes Gonxha Bojaxhiu med det lange ophold i Kolkata, Indien (“Moder Teresa”) har både før og efter sin død givet anledning til mange samtaler og debatter. Nu diskuterer man hendes tro og tvivl.
Ét er, hvad katolikkerne synes. De følger deres – falske – teologi, når de skal tale om en af deres egne. Det er næppe tilfældigt, at Teresas breve bliver offentliggjort nu. Selv om nogle vil undre sig, vil andre – som det jo også er sket – tage det som udtryk for, at hun trods tvivl alligevel, ja, alligevel hvad? Talte hun om Guds velgerninger i Kristus? Eller var det hendes gerninger, der talte for hende? Hvis det er det sidste, hvilket budskab havde hendes gerninger så? Katolikker må jo tolke det i lyset af deres tro.
Men lutheranere burde derimod vide, at sand hellighed består i at blive retfærdiggjort af tro alene, af nåde alene, for Jesu Kristi skyld alene, sådan som det læres i Skriften alene. Kristus er vores retfærdighed. Men han er ikke kun vores retfærdighed, men også vores helligørelse og forløsning. Den hellighed, som Helligånden måtte skabe i os, er ikke noget, vi vil bruge i forkyndelsen, endsige i retfærdiggørelsen. De gerninger har hverken vi selv eller Gud brug for. Det har vores næste.
Det afgørende er derfor ikke, om Teresa tvivlede. Og det er i al fald forkert at lade tvivlen være udtryk for hellighed. Isoleret set kan man sikkert glæde sig over hendes gerninger, i den udstrækning de kom næsten til gavn. Men i rammen af Teresas katolske tro bliver de til farlige forkyndere af den katolske gerningsretfærdighedslære.
Anderledes ville det have været, hvis Teresa havde aflagt en klar og sand bekendelse til Ham, der alene kan frelse syndere. Havde hun virkelig vedgået sin egen tvivl, synd og afmagt, ville hun ikke have tiet om Kristi frelsesgerninger. Så ville hun heller ikke behøve at forstille sig.
Sand tro tror Guds Ord og skænkes gennem Guds Ord ved Helligånden. Den tro aflægger sin bekendelse, og den gør gode gerninger.
Derfor er det forkert, når Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerarger skriver, at hendes kamp for at finde troen er “et bevis på den tro, som hun ikke selv følte, hun havde” (leder om Tro og tvivl, 31. august 2007) Desværre, nej. Den slags tvivl, mennesker kan have, skal bekendes som synd og mødes med evangeliets klare tale. Den skal ikke dyrkes, og slet ikke bruges som argument for, at tvivleren er helgen.
Bjerager bør også lære sig at skelne mellem Helvedes straf, som ramte Kristus på korset, og menneskelig lidelse, er den end aldrig så stærk. Det er gal teologi, når Bjerarger i samme artikel skriver:
Den åndelige og trosmæssige lidelse, hun gennemlevede i så mange år, gav hende en særlig forudsætning for at leve sig ind i det udstødelsens mørke, som Jesus måtte have følt på korset, og som hun mødte hos de fattige i Calcutta og andre slumområder i verden. Derved blev tvivlen og mørket en del af den kraftfulde dynamo, som drev hende og hendes med tiden mange tusinde medsøstre til at præstere et helt enestående socialt, diakonalt arbejde. Og var denne præstation ikke i sig selv udtryk for tro?
Det står dårligt til med den lutherske lære i dette land, men det står åbenbart heller ikke alt for godt til på Kristeligt Dagblad. En ordentlig forståelse af Luthers lille Katekismus kan ellers bringe en langt.