Dette indlæg er en korrigeret udgave af “De syge har brug for læge.” Sl 40 er en Kristus-profeti, hvilket desværre ikke fremgik af den første udgave, skønt det tydeligt fremgår af Hebr 10,5-7. Tolkningen af Sl 40 er derfor ændret.
Læsningerne
Læsningerne til 17. søndag efter Trinitatis efter anden række – i 2008 er det 14. september – handler om at sætte sin lid til Den treenige Gud og lovsynge Ham for frelsen. I Sl 40 priser David den lykkelig – eller salig, som tager sin tilflugt til Herren. Det menneske kan synge en ny sang for Herren. Det har David, der ifølge vers 13 er en synder, også gjort.
I Jud 20-25 formaner Judas læserne til at opbygge sig selv deres højhellige tro, bede i Helligånden og bevare sig selv i Gud kærlighed. Han giver endvidere anvisninger på, hvordan de skal forholde sig over for syndere. Brevet slutter med en lovprisning.
Evangeliet i Mark 2,14-22 beretter om Levis kaldelse til at følge Jesus. Hovedparten af stykket handler om, at Jesus spiser med toldere og syndere, der ligesom David har brug for syndernes forladelse og derfor holder sig til Jesus. De faster ikke, men fester med brudgommen! Man skal ikke leve på smalhans, når det gælder syndernes forladelse. Tværtimod.
Sl 40,2-6
Baggrunden
Det fremgår klart af Det nye Testamente, at Sl 40 er en profetisk salme om Kristus. Sl 40,7-9 citeres jo i NT:
Derfor siger han, da han træder ind i verden: Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have, men et legeme har du beredt mig; brændoffer og syndoffer ønsker du ikke. Da siger jeg: ‘Se, jeg er kommet – i bogrullen er der skrevet om mig– for at gøre din vilje, Gud.’ ” (Hebr 10,5-7).
I vers 13 står der, at “Talløse ulykker omgiver mig, mine synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se; de er flere end hårene på mit hoved, og modet svigter mig” (Sl 40,13). Havde salmen handlet om David, ville det have været Davids egne synder.
Men nu er det Kristus, salmen handler om. David har altså fået åbenbaret (jf. “til David,” som der egentlig står i v. 1), hvad Kristus senere vil sige. Det er den inkarnerede Guds Søn, som taler. Han skal gøre Guds vilje, dvs. bære al verdens synd, for at David og alle andre kunne og kan få syndernes forladelse ved at tage deres tilflugt til Gud.
Kristi venten (v. 2a)
Kristus ventede på Herren (v. 2a). Efter sin guddommelige natur var Guds Søn naturligvis fuld af tillid til sin himmelske Fader. Men her er der altså tale om, at Jesus Kristus også efter sin menneskelige natur ventede tillidsfuldt på, at hans himmelske Fader ville gribe ind i hans lidelser. Hvad han jo også gjorde.
Herrens frelsergerning (v. 2b-3)
I overensstemmelse med evangeliet bøjede Herren sig ned og hørte hans råb om hjælp (v. 2b).
Herren hjalp ham op af graven. Den var Kristus ikke endt i for sine egne synders skyld, men fordi han bar alle andres synders, ja, hele verdens synd. Al denne synd sammenlignes med slam og dynd. Synd er nemlig i lyset af Guds ord ikke tiltrækkende. Det er lige så ulækkert som slam og dynd, der er gået i forrådnelse.
Men som i Eden forsøger Djævelen at gøre synden lækker, og aldrig er det vist lykkedes så godt som i vores tid. Man synder løs i lære og liv, alt imens man forsvarer det som attraktivt. Men det er et bedrag, der stammer fra det syndige begær, sådan som f.eks. også Davids begær efter Batseba gjorde det. Men bøjer man sig for Guds dom over synden og bekender sin synd, så frelser Gud os.
Det skyldes, at Kristus ikke blev i graven. Da han havde båret og sonet al verdens synd i vort sted, erklærede Gud ham – og dermed i ham alle andre – for retfærdig og oprejste ham fra de døde. Han
blev givet hen for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os. (Rom 4,25)
Fordi Kristus led, døde og opstod i vores sted, er han nu en frelsens klippe for os. Ja, det er Gud selv, der frelser og bevarer de frelste. Sådan kaldes Jesus også for en klippe i Matt 16,18. Jesus var den klippe, der fulgte med i ørkenen og stillede israelitternes åndelige tørst (1 Kor 10,4).
På den klippe, som udgøres af, hvad Den treenige Gud har gjort og gør for at frelse os, kan vi stå fast. Han har ladet Kristus bære al vor synd, dø i vort sted og oprejst ham og retfærdiggjort ham i vores sted. Derfor kan vi stole på evangeliet om, at vi er tilgivet og retfærdige, ja, retfærdiggjorte i Kristus.
Alt andet er dynd og slam, som man ikke kan stå fast på, men tværtimod opsluges af og fortabes i.
Frelsens lovsang (v. 4a)
Kristus fik en ny sang lagt i sin mund. En lovsang til Gud, fordi Gud oprejste ham i vort sted. Den, som er tilgivet og retfærdiggjort, får også en ny sang, en ny lovsang lagt i sin mund og sit hjerte. Denne lovsang lovpriser Gud for hans frelsergerninger. Det er en lovsang, som også de frelste skal synge i evigheden ifølge Åb 5,9 og 14,3 (se også Sl 96,1 og 144,9).
Frygt og tillid (v. 4b)
David profeterer endvidere, at ‘mange skal se det og frygte.’ Den frygt, der er tale om, er ikke en angstens eller frygtens frygt, men den frygt, der udspringer af tro og tillid, altså gudsfrygt. “Vi skal frygte og elske Gud og stole på ham over alle ting,” som Luther forklarer det første bud. Hvad der skete med Kristus, forkynder alle menneskers synd, men er også Guds grundlæggende frelserhandling for os. Det skaber frygt og tillidsfuldt håb til Gud. “Mange … skal stole på Herren.”
Saligprisning (v. 5)
Kristus priser nu selv det menneske, der tager sin tilflugt til Herren og får tilgivelse, “salig” (1931-oversættelsen) eller “lykkelig” (1992-oversættelsen). David oplevede jo i øvrigt også selv, hvilken befrielse det var, da han holdt op med at benægte og fortrænge sin synd, og i stedet fik tilgivelse (jf. Sl 51,10). Men her er det Kristus selv, der siger det, der i øvrigt fremgår mange steder i Skriften.
Men selv om David og alle andre retfærdiggjorte oplever dette og kan føle sig “lykkelig” over det, så rummer ordet ‘salig’ (אַשְׂרֵי/μακάριος) mere end blot en subjektiv følelse. Der er tale om en objektiv tilstand, uafhængig af følelser, men naturligvis ikke uafhængig af tro, eftersom den, der prises salig, netop er den, der tror og altså tager sin tilflugt til Herren.
Modsætningen til at tage sin tilflugt til Herren er at vende sig til “dæmoner og til dem, der søger løgneguder,” hævder 1992-oversættelsen. Hvordan man er nået frem til oversættelsen ‘dæmoner,’ ved jeg ikke. Måske skyldes det, at det pågældende ord (רְהָבִים) er flertal af et ord, som antagelig fungerer som et egennavn: Rahab. Men her betyder ordet ‘dem, der trykker,’ dvs. ‘undertrykkere’ eller mere generelt ‘fjender.’ Den traditionelle oversættelse er ‘hovmodige.’ Der er ikke nogen grund til at afvige derfra. Parallelt hermed nævner Kristus ‘dem, der søger løgnen’ eller måske ‘dem, der bliver viklet ind i løgnen.’ I stedet for at tage sin tilflugt til Gud tager de vantro tilflugt til de mennesker, man tror, der kan være “gud” for en. De er hovmodige, fordi de tror, de kan være gud for sig selv og andre. De søger derfor løgne(guder) i stedet for den sande Gud, som har skabt himlen og jorden, som stedfortrædende har båret al verdens synd, hvorefter han opstod fra de døde, og som kalder, oplyser, helliger og opretholder os i den sande tro.
Ingen står mål med Kristi Gud (v. 6)
Jo, Gud har gjort store ting, siger Kristus. Kristus kalder Herren for sin Gud, sådan som David også gør det i Sl 45,8: “Du elsker ret og hader uret, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie frem for dine lige.” Kristus er Gud, ligesom Faderen er Gud.
Hvad han har gjort og gør, og hvad han har planlagt, er (til gavn) for os. Derfor er han i særklasse. Der er ingen andre guder end ham. “For os” kunne umiddelbart tyde på, at det er David, der indskyder en bemærkning. Men der er snarere tale om, at Kristus taler om sig selv og sine brødre, som han blev menneske for at frelse (jf. Hebræerbrevet, f.eks. Hebr 2,14f).
Guds mange undere og velgerninger kan ikke tælles, ellers ville Kristus gøre rede for dem alle. Det kan Kristus egentlig godt, men det er for omfattende i forhold til os. Århundreder senere kunne Johannes konstatere det samme om Kristus selv!
Men vi kender jo de vigtigste af dem, og dem kan vi gøre rede for og prise Gud og hans Søn for!
Judas 20-25
I sit brev formaner Judas de kristne til at kæmpe for den tro, der engang for alle er overleveret de hellige (v. 3). Da Judas skrev dette, var der ikke mere, der skulle føjes til.
Derfor kan han også formane læserne, som for Kristi skyld er ‘elskede,’ til at opbygge sig selv på deres højhellige tro, dvs. den tro, som vi tror, altså læren. Den er ganske enkelt ‘hellig’ (formen er en elativ superlativ) eller ‘meget hellig, dvs. “højhellig,” som 1948-oversættelsen med rette gengiver det.
Man opbygges ikke af følelser eller af andre mennesker, ikke engang af det kristne fællesskab, selv om det naturligvis har en vigtig betydning. Kristne opbygger sig selv på den højhellige tro og lære, som vi har fået i og ved evangeliet.
Vi skal også bede ved Helligånden, for kristne har lært at bede og takke. Ikke-kristne kan også sige ord, der kan lyde som bøn, men ægte bøn er bøn, der bedes i tillid til evangeliet. Derfor er det kun kristne, der kan bede.
Vi skal bevare os selv i Guds kærlighed (v. 21), hvilket betyder, at vi skal blive i hans ord og lære, som så vil holde os fast deri. Det skal vi gøre, men vi venter på vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed til evigt liv, dvs. som fører til og skænker evigt liv.
Judas forklarer endvidere de kristne, hvordan man skal forholde sig til andre. Man skal være barmhjertige mod dem, der tvivler. Dem skal man frelse ved at rive dem ud af ilden.
Men der er også nogle, som er plettet af synden. Deres synd kan ske at rive de kristne med, og derfor skal man være barmhjertige imod dem med frygt. Nu om dage tager man så let på synden, at man for alt i verden ikke må sige, at der er synder, der søler andre til. Men der er synd, som andre syndere er involveret i, som risikerer at drage en selv med i faldet. Derfor skal man hjælpe, men man skal ikke være selvsikker og hovmodig. For syndens og kødets magt er en farlig magt.
Det kunne nemt få os til at fortvivle, for hvilken synd kan ikke tænkes at overmande en? Men Judas minder i den afsluttende lovprisning om, at Gud har kraft til at bevare os ‘uden fald,’ dvs. fra at falde, og i stedet (bringe os frem til fuldendelsen og) stille os uplettede over for hans herlighed. Det betyder ikke, at vi ikke synder, men han vil bevare os fra frafald. Derfor vil vi også stå foran Ham på den dag, ‘i fryd.’
Den Gud beskriver Judas i det sidste vers. Gud er den eneste Gud (jf. ovenfor). Han er ‘vor frelser ved Jesus Kristus vores Herre.’
Hans er og skal være al ære, majestæt, kraft og magt fra evighed (‘før alle tidsaldre’), nu og i al evighed (‘i alle tidsaldre’).
Amen!
Mark 2,14-22
Temaet i de to afsnit, som evangeliet består af, er synderes glæde over deres frelser, deres “brudgom” og farisæernes/hyklernes modstand herimod. Har man fået smag for evangeliet, vil man nyde evangeliet i fulde drag. Har man ikke fået smag for evangeliet, men sætter sin lid til egne gerninger, egen fromhed eller egne oplevelser, vil man leve på smalhans under loven. Man skal ikke glæde sig (for meget) sammen med Jesus, især ikke hvis man har levet et liv, der også i det ydre er syndigt. Man skal faste i det ydre, som om man på den måde overholder loven.
Levis kaldelse og beværtning (v. 14)
Jesus kalder Levi, Alfæus’ søn til at følge sig. Det er tolderen Matthæus, som har skrevet Matthæusevangeliet, som altså i det store og hele er en øjenvidneberetning. Levi/Matthæus skulle lige som de andre være apostle. Dem kaldte Jesus, “for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike og have magt over dæmoner” (Mark 3,14f). I modsætning til i Sl 40 er der her tale om dæmoner, altså urene eller onde ånder.
Det er muligt, at dette er Levis første møde med Jesus, men det er ikke sikkert. I al fald havde en del af de andre disciple mødt Jesus, inden de blev kaldet. Levi var det navn, en af Jakobs sønner havde båret. Nu sad denne Levi som tolder, hvilket ikke netop var en af de mest ærefulde stillinger, man kunne have i det jødiske samfund. Uanset indtægten. Det var altså ikke hans høje sociale position, som gav ham troværdighed som evangelist. Det var Jesu kaldelse og udrustning af ham og de andre apostle. I den sammenhæng har det ikke været uden betydning, at han kunne læse og skrive, men den slags kan jo nu også læres.
Jesus sagde altså “Følg mig!” For apostlene var det som nævnt en befaling til at være sammen med Jesus, være øjenvidne til Jesu gerninger og være elev i Jesu apostel- og præsteskole. Efter en tid skulle de også prædike det samme budskab som Johannes og Jesus og uddrive dæmoner m.m. (jf. Matt 3,2; 4,17 og 10,7f). De skulle også helbrede syge og opvække døde (Matt 10,8).
Levi adlød.
Det skete på et tidspunkt, at Jesus sad til bords i Levis hus. Levi beværtede altså Jesus, men ikke kun ham. Der var også mange toldere og syndere, som sad til bords med Jesus og hans disciple. Der var i det hele taget mange, for der mange, der fulgte Jesus. Levi har altså næppe været en fattig mand. Men nu brugte han sin rigdom til gode for Guds rige.
En rimelig forklaring er, at Levi i sin glæde over at have fået sine synders forladelse og blive taget i Jesu tjeneste har inviteret sine kolleger samt “syndere.” Ordet ‘synder’ (ἁμαρτωλός) betyder her dem, der ikke overholdt loven og farisæernes regelværk, sådan som farisæernes angiveligt selv gjorde. Derfor var det ikke folk, som de øvrige jøder gerne omgikkes med. Med et moderne ord var de marginaliserede. Men forskellen på dem og farisæerne var hykleriet.
De skriftkloges protest (v. 16f)
De skriftkloge blandt farisæerne spurgte Jesu disciple (ikke Jesus selv), hvorfor Jesus spiste sammen med disse mennesker. Det hørte Jesus, enten fordi han overhørte samtalen, eller fordi det blev sagt til ham.
Svaret er en dom over farisæerne og de skriftkloge. Det er de syge, ikke de raske, der har brug for læge. Jesus er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.”
Det betyder ikke, at Jesus ikke kaldte farisæerne og de skriftkloge til omvendelse. Det gjorde Johannes, og det gjorde Jesus. Pointen er, at ingen er retfærdig, ikke en eneste (Rom 3,10; jf. Sl 14,1-3).
Jesus følte sig ikke for fin til at spise sammen med dem. Han vidste jo, hvad der bor i alle mennesker. Nogle skjuler det bedre end andre, men det er også forskellen.
Om alle Levis gæster omvendte sig, ved vi ikke, men vi ved, at Jesus ved denne lejlighed sagde, hvorfor han var kommet. Han var kommet for at være deres sjælelæge. Her var der ikke kun tale om at udskyde døden. De var døde i deres synder og havde brug for det guddommelige tilgivelsesord, som kan skabe åndeligt liv af åndeligt døde. Derfor kom Jesus, “for at kalde … syndere.”
Når det siges, at Jesus “kom” (ἦλθον), tænkes der ikke kun på, at han kom til Levis hus. Det er hans inkarnation ved Helligånden, som der er tænkt på. Han kom til verden for at kalde syndere – og for at lide, dø og opstå som forudsætning herfor.
Den nye frelse og faste (v. 18f)
Skriften fordømmer faste, som ikke udspringer af et gudfrygtigt hjerte. Alt, hvad der ikke udspringer af tro, er jo synd (Rom 14,23).
Det gamle Testamente påbyder ikke faste. Det var frivilligt, med mindre det var en offentlig befaling. Farisæerne lærte, at faste var fortjenstfuld, ligesom siden hen romerne og andre.
Jesus selv påbød ikke faste, men han forbød det heller ikke. Han og disciplene fastede ikke, som vi lærer i dagens evangelium. Apostlene fastede nogle gange (ApG 13,2; 14,23).
Faste betyder, at man ikke spiser noget før aften, men det er i øvrigt blevet praktiseret vidtforskelligt gennem tiden. De lutherske Bekendelsesskrifter lærer, at faste er en frugt af omvendelse, som Gud påbyder på samme måde som bøn og almisse. Det er nyttigt til at holde kødet i tømme, og det er en udmærket forberedelse til at modtage Den hellige Nadver.
Faste og legemlig forberedelse er nok en smuk udvortes øvelse; men værdig og vel forberedt er den, som har troen på disse ord: “Givet og udgydt for jer til syndernes forladelse.” Men den, som ikke tror disse ord eller tvivler, han er uværdig og uforberedt; for ordet “for jer” kræver netop troende hjerter. (Lille Katekismus)
Her er Jesu svar tydelig nok. Han sammenligner sin tilstedeværelse med et bryllup. Kan man mon forestille sig, at man faster, så længe brudgommen er der, spørger han. Nej.
Skriften sammenligner adskillige steder syndernes forladelse og frelsen med bryllup, og Frelseren og dem, der tror, med brudgom og brud, med brudgom og brudejomfruer eller med brudgom og bryllupsgæster (Sl 45; Matt 22,1ff; Åb 19,1-9).
Farisæerne fastede, fordi de troede, det var nødvendigt. Johannes’ disciple fastede, fordi de var blevet omvendt, bad for deres tilhørere og frygtede kødet (jf. Judas’ brev).
Jesus og hans disciple fastede ikke, for de glædede sig over, at frelsens tid var kommet. Men Jesus skulle ikke blive hos dem på den måde.
Brudgommen skulle tages fra dem (v. 20)
Jesus sagde, at der ville komme dage, en tid, da brudgommen var blevet taget fra dem. Til den tid kunne de faste, hvad de altså også gjorde.
Dermed henviste Jesus som så mange andre steder til sin død, opstandelse og himmelfart. Men i øjeblikket var Jesus hos dem, og så kunne man ikke faste!
Ung vin på nye sække (v. 21f)
Satte man dengang en lap af nyt stof på en gammel kappe, der er krympet det, den skal. Så rives kappen i stykker, når lappen krymper, og hullet bliver naturligvis større.
Tilsvarende medfører ny vin en kemisk proces i lædersækkene.
At Jesus er kommet med syndernes forladelse, må derfor medføre et opgør med farisæernes lovtrældom. Men den, der er tilgivet og har fået den kristne frihed, kan efterfølgende øve sig udvortes, som Luther lærer os i citatet ovenfor.
I prædikenen og ved alterbordet fester de kristne. Syndernes forladelse og Herrens legeme og blod er sandelig grund til fest og glæde. Naturligvis er der også en alvor i det, så man ikke skal pjanke og pjatte. Men først og fremmest er en gudstjeneste en fest.
Faste og andre udvortes øvelser skal heller ikke gøres for at blive set af andre, sådan som farisæerne gjorde det (Matt 6,1). Men for den, der tror og er tilgivet, er bøn, faste og almissegivning en udmærket ting.
Lad os holde fest med det rene evangelium, uden tilsætningsstoffer af loviskhed og falsk lære. Det er en fest efter Herrens hjerte.