Ordet & Israel og tusindårsriget
Ordet og Israel er en dansk organisation, der hævder at bygge sit arbejde på “Den danske Folkekirkes evangelisk-lutherske bekendelse” og citerer Joh 10:35: “Skriften kan ikke rokkes” som deres motto. Organisationen vil give Israel Bibelens syn på Jesus Kristus. De mener også, at kristne har en taknemmelighedsgæld til “Israel” (vedtægter, § 2).
Der er mange paradokser i denne verden. Et af dem er, at denne organsisation, som efter egne oplysninger er evangelisk-luthersk, støtter “messiansk-jødisk menighedsarbejde” i Israel (§ 2, stk. 2). Mon det er lutherske menigheder? Findes der reelt lutherske messiansk-jødiske menigheder i Israel? Dvs. menigheder, hvor man døber børn, holder luthersk nadver, underviser og prædiker efter Den augsburgske Bekendelse og derfor ikke samarbejder med ikke-lutherske kirker?
Et andet paradoks drejer sig om tusindårsriget. På den ene side hævder man, at Skriften ikke kan rokkes, og at man bygger på Den danske Folkekirkes evangelisk-lutherske bekendelse. Men på den anden side propaganderer man for læren om tusindårsriget. Nuværende generalsekretær, cand.theol. Ole Andersen, har skrevet en lille bog, hvori han forsøger at vise, at særligt Johannes’ Åbenbaring støtter læren om tusindårsriget (Jesus kommer igen. 1995; 2006). Andersen har bl.a. skrevet en artikel på Ordet & Israels hjemmeside med titlen: “Kommer der et ‘tusindårsrige’ på jorden?”
Andersen hævder, at “Blandt bibeltro kristne er der uenighed om, hvordan vi skal forstå tusindårsriget. … Det er helt i orden! Debatten om tusindårsriget må ikke bruges til at skelne mellem kristne eller ikke-kristne – eller mellem gode og dårlige kristne, bibeltro og ikke-bibeltro kristne” (Månedsbladet Ordet & Israel, november 2007; citeret herfra).
Et af Folkekirkens bekendelsesskrifter siger ellers det stik modsatte: “De fordømmer også visse andre, der nu udspreder jødiske meninger om, at de fromme forud for de dødes opstandelse skal overtage herredømmet i verden, efter at de ugudelige overalt er undertrykt” (Den augsburgske Bekendelse, artikel 17). Selv om udtrykket ‘tusindårsrige’ ikke bruges, er det bl.a. læren om tusindårsriget, der fordømmes. Men faktisk fordømmes en hvilken som helst form for teokratisk stat, dvs. en stat, som ikke blot har en religiøs identitet, men mener at være Guds religiøse styre på jorden.
I Månedsbladet Ordet & Israel, december 2007, kan man læse “Kongen vender tilbage” af Bent Houmaa Jørgensen (citeres herfra). Heri skriver Houmaa Jørgensen, at vi er i fare for at begå den samme fejl som jøderne: at der er en dimension i profetierne, som vi ikke kan få øje på. Jøderne kunne ikke få øje på den dimension, som handlede om Jesu første komme, mens vi står i fare for ikke at kunne se en anden dimension. Denne anden dimension er jødernes “forventninger til Messias som en politisk og jordisk konge.” De stammer nemlig – ifølge Houmaa Jørgensen – fra Det gamle Testamente. Nærmere bestemt Zak 9,9f; 14,3f.9.16; Es 2,2-5; Ez 37,21-25.28 og Jer 33,25f.
Disse profetier har ifølge Houmaa Jørgensen deres bekræftelse i Luk 1,32f og ApG 1,6-12. Her citerer og kursiverer Houmaa som følger:
“Mens de nu var sammen, spurgte de ham: ‘Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?’ Han svarede: ‘Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.’
“Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem. De sagde: ‘Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.’ Så vendte de tilbage til Jerusalem fra Oliebjerget, som ligger tæt ved Jerusalem, kun en sabbatsvej derfra.” (ApG 1,6-12) Houmaa Jørgensen henviser også til andre vers.
Houmaa Jørgensen slutter: “Jesus bliver Jerusalems konge, Israels og jødernes konge, ja, konge over hele jorden. Evangeliets lys skal skinne klarere end nogensinde før, og han skal udbrede fred og retfærdighed til folkeslagene. Det er svært at se, at det ikke skulle være det samme kongedømme, som er omtalt i Åb 20,1-6 og kaldes for tusindårsriget.”
Det nye Testamentes lære
Så vidt jeg kan se, mener Ordet & Israel, at Det gamle Testamentes profetier bekræftes i Det nye Testamente. Det er et godt – men også nødvendigt – udgangspunkt. Hvis Det nye Testamente ikke bekræfter Det gamle Testamente, er Jesus jo ikke opfyldelsen af profetierne, og hverken jøder eller kristne bør tro på Jesus som Messias eller Kristus.
Men konsekvensen af det er da også, at Det nye Testamentes lære fastlægger den rette tolkning af Det gamle Testamente. Her vil mange indvende, at Det gamle Testamente skal læses “på egne præmisser.” Men dets egne præmisser er netop, at det fra først til sidst handler om løfterne, som opfyldes i og med Det nye Testamente. Det er derfor ikke en kristen, men en jødisk eller en rationalistisk tolkning at spille Det gamle ud mod Det nye Testamente.
Hvad siger da Det nye Testamente om tusindårsriget? Tusindårsrigetilhængerne henviser gerne til forskellige steder i Det gamle Testamente samt Åb 20,1-6 som bevis for læren. Desuden henviser man til steder i Det nye Testamente, som man mener, kan tolkes, så der bliver plads til et tusindårsrige (fx 1 Kor 15,23-28).
Nu kan man slet ikke begrunde kirkens lære i Johannes’ Åbenbaring, fordi den kanonisk set er et “modsagt” skrift. Derfor er det ikke tilstrækkeligt at henvise til steder, der måske kan tolkes som støtte for ideen om tusindårsriget. Lærespørgsmål skal afgøres på grundlag af klare skriftsteder.
Tag nu eksemplet ovenfor fra ApG 1,6-12. Det er helt rigtigt, at Jesus ikke afviser at oprette tusindårsriget for Israel. Men hvem er Israel og hvornår skal det foregå? Daniel 7 synes at pege på, at der er en tæt sammenhæng mellem Menneskesønnens komme, dommen og de helliges overtagelse af kongedømmet. Matt 19,28 kæder direkte genfødelsen, Menneskesønnens komme og apostlenes status som konger og dommere sammen. Det er altså Menneskesønnens komme, der genopretter riget på jorden. Og ved Menneskesønnens komme skal Jesu på én gang dømme dem, der frelses, og dem, der går fortabt (Matt 25,31-46). Meningen er følgelig, at Jesus vil oprette det synlige rige i herlighed, når han kommer igen. Noget tusindårsrige kan der ikke være tale om, fordi oprettelsen er samtidig med dommen til evigt liv eller evig fortabelse.
Åb 20,1-6
Det eneste sted i Det nye Testamente, som tusindårsrigetilhængerne vil hævde, klart lærer tusindårsriget, er Åb 20,1-6. Man tolker da disse vers helt løsrevet ikke alene fra Det nye Testamente og dets lære, men faktisk også fra resten af Johannes’ Åbenbaring.
Men for så vidt angår metode, er en helt forkert måde at tolke Skriften på. Hvis man vil tolke Johannes’ Åbenbaring løsrevet fra resten af Det nye Testamente, har man dermed i realiteten erklæret, at Johannes’ Åbenbaring ikke er kanonisk og dermed et autoritativt skrift – tilmed på bekostning af klare læreudsagn i Det nye Testamente. Da det ikke kan være rigtigt, må Johannes’ Åbenbaring må bortfalde som argument.
Vil man endvidere tolke Johannes’ Åbenbaring løsrevet fra resten af Skriften, herunder Det nye Testamente, har man i virkeligheden også gjort klart, at man ikke anser hele Skriften som Guds ord, inspireret af Helligånden og uden fejl og modsigelser. Dermed har man forladt det lutherske princip, at læren alene bestemmes af Skriften (det lutherske formalprincip).
Nu vil nogle hævde, at det måske godt kan være, at resten af Det nye Testamente ikke lærer så meget om tusindårsriget, men at Det gamle Testamente til gengæld gør det. Dermed har man også opløst Skriftens enhed.
Tusindårsriget og den rene lære
En tolkning af Åb 20,1-6, som giver plads til et fremtidigt tusindårsrige mellem Jesu første, skjulte komme, og Jesu andet komme i herlighed, støder imod en række trosartikler.
For det første kommer Jesus ikke igen to gange. Det fremgår tydeligt af fx Matt 25,31-46, og et andet steds siges det udtrykkeligt, at Jesus vil komme til syne anden gang for at frelse dem, der venter på ham (Hebr 9,28). Det er ikke kun et spørgsmål om, hvor vidt Jesus kommer igen én eller to gange, men det handler også om, hvad der sker, når Jesus kommer igen. Hans komme fører til verdensdommen. Skriften kender ikke til andet.
For det andet er læren om tusindårsriget, sådan som den antydes af Houmaa Jørgensen, lodret i strid med toregimentelæren. Indtil Jesus kommer igen for at dømme alle, er Kristi rige ikke af denne verden, men man skal give kejseren, hvad kejserens er, og Guds, hvad Guds er. Det har og har haft alvorlige konsekvenser, at denne (vrang)lære om tusindårsriget har åbnet for et teokrati her på jorden. Det skal jeg komme tilbage til, for tanken om et teokrati på jorden har hærget verdenshistorien både før og efter Jesu tid – med forfærdelige konsekvenser.
For det tredje betyder denne (vrang)lære om tusindårsriget også en helt anden forståelse af lov og evangelium. Afvisningen af tusindårsriget i Ordet & Israel-udgaven følger af en ret forståelse af lov og evangelium. Det handler bl.a. om, at vi retfærdiggøres af tro, af nåde, for Jesu Kristi skyld. Det giver loven sin bestemte plads, og det bestemmer også forholdet mellem Guds rige og kejserens rige. Guds rige består ene og alene i have sine synders forladelse. Der hvor syndernes forladelse er, der er Guds rige virkelig til stede, og det skal ikke være anderledes før Kristi komme og verdensdommen.
Man må også spørge meget alvorligt, om man ikke – i det mindste indirekte – får folk til at sætte deres lid til et falsk håb. Ifølge Skriften og den lutherske lære virker Gud gennem evangeliet (inkl. dåb og nadver). Det kan mennesker afvise. Tanken om tusindårsriget kan flytte opmærksomheden fra evangeliets rene lære til noget fremtidigt, ja, til noget temmelig luftigt, der i virkeligheden ikke har nogen sikre løfter fra Gud.
For det fjerde medfører talen om et jordisk tusindårsrige i Israel uklarhed om forholdet mellem Israel og kirken. Det sande Israel og kirken er ikke længere fjender, endsige adskilte (Ef 2,11-22; G 3,28; Rom 2,25-29). Derfor kan Paulus også tale om kirken som det Israel, den kirke, der består af troende jøder og troende ikke-jøder, der alle har Abraham til fader (Rom 4,11-17). At tale om det kødelige Israel, som primært er vantro jøder, som om de (næsten) allerede er i Guds rige eller med sikkerhed vil komme det som helhed, sammenblander Skriftens tale om det Israel, der er den troende kirke, med det Israel, der af natur er Abrahams efterkommere. En af følgerne kan være, at man ikke driver mission blandt jøder eller gør det uden at kræve omvendelse fra jødernes falske tro og lære.
Læremæssigt er Ordet & Israels lære om tusindårsriget derfor i strid med Den augsburgske Bekendelse, artikel 17, men også med de artikler, som artikel 17 forudsætter.
Manglende konsekvens på højrefløjen
Man kan i øvrigt undre sig over, at mange på højrefløjen er enige om at fordømme Kaj Mogensens vranglære, fordi den er i strid med artikel 17, mens næsten ingen siger noget om Ordet & Israel og de mange andre, der mener det samme. Man kan jo prøve at forestille sig, hvad der ville ske, hvis Kaj Mogensen på samme måde hævdede, at man var lige gode kristne, uanset om man lærer den evige pinefulde fortabelse eller ej. Det gør han nu ikke, for han mener, at artikel 17 og dem, der har samme lære, er barbariske.