1 Mosebog 1,1-25: Skabelse af intet – alt det omkring os (Skabelseslæren i Skriften [1])
Indledning
Man diskuterer nogle gange, hvad de første læsere af GT ville have forstået. Det er ikke uvæsentligt, men vi ved ikke, hvor meget de havde fået at vide ud over Skriften. Men vi ved, hvad Gud har fortalt os i hele Skriften.
Det væsentligste er altså, at Den hellige Skrift er Guds ord, dvs. Gud tale ord for ord til os. Målet for os er derfor at forstå, hvad Gud mente med det, han sagde, når vi ser det i lyset af, hvad Gud ellers har talt til os (jf. Heb 1,1f). Derfor læser vi heller ikke de første kapitler løsrevet fra resten af Skriften, som vi har.
Bibelen vidner om, at Gud havde en frelsesplan, der var lagt, allerede da verden blev skabt (Matt 13,35; 25,34; Ef 1,4; Hebr 1,4; 1 Pet 1,20; Åb 13,8; 17,8). Profeters og apostles budskab, dvs. Bibelen, er nemlig Guds visdom åbenbaret til os. Den visdom er fra før verdens skabelse (1 Kor 2,7) og derfor læser vi med frimodighed Skriften i lyset af den egentlige forfatters (dvs. Guds) visdom, mening og mål med den.
Vores tro skal nemlig ikke afhænge af menneskers visdom – heller ikke når det gælder skabelsen – men af Guds kraft i sit Ord og evangelium (1 Kor 2,6; 1,18-24; Rom 1,16).
1 Mos 1,1-2
1 Mosebog og særligt kap. 1-3 giver os helt grundlæggende besked om, hvordan det forholder sig med os og vores verden.
I vores tekst hedder det, at Gud skabte universet i begyndelsen. Før det var der intet, for så kunne man ikke have kaldt det “begyndelsen”. Gud skabte med sit Ord (Sl 33,6; 148,5; Joh 1,3): “For han talte, og det skete, han befalede, og det stod der” (Sl 33,9).
V. 2 fortæller os, at det, Gud har skabt, ikke er mere end det blotte materiale, formentlig formet som en bold, og endnu uden lys. Endelig hedder det, at Guds Ånd (ikke Guds ånd som i dansk overs.) svævede over vandene.
Det ord, der er oversat med ‘Gud’ i v. 1, er egentlig flertal. Den Gud, der har skabt Himmelen og jorden, er nemlig den treenige Gud: Gud Fader, der skaber i begyndelsen (v. 1) ved Ordet (v. 3) og ved Helligånden (v. 2).
Spørgsmål
- Vores tekst begynder ligesom Joh 1,1 med “I begyndelsen”. Hvad betyder det? Med hvis øjne gælder det så at sige?
- Er der noget, “himlen og jorden” ikke omfatter?
- Drøft, hvem det egentlig er, der skaber og giver liv? Inddrag de ovenfor nævnte tekster samt f.eks. Sl 104,30; Joh 6,63; Rom 8,11; 2 Kor 3,6; Es 32,15 og Tit 3,5.
1 Mos 1,3-25
I det følgende begynder Gud at ordne, hvad han har skabt som en uordnet masse. Først skaber han lyset; han skiller dag fra nat og lys fra mørke (v. 3-5).
Dernæst skaber Gud hvælvingen, som skiller mellem det vand, der er hhv. under og over den. Hvælvingen kalder han “himmel”, dvs. himmel i en snævrere betydning end i v. 1 (vv. 6-8). Jord og hav adskilles (vv. 9f), og frø og frugttræer skabes (v. 11f).
Først på den tredje dag skaber Gud sol, måne og stjerner til at skille dag fra nat (jf. v. 3-5), til at fastsætte festtider, dage og år og til at oplyse jorden (vv. 14-18). I øvrigt er det ærgerligt, at det gentagne “efter deres arter” (v. 11.12.21.24f) ikke er gengivet direkte i oversættelsen. “Alle slags” er for svagt. Meningen er, at Gud har skabt forskellige arter, der afviger fra hinanden. I Bibelen er det oprør mod Skaberen at nedbryde disse artsforskelle.
Vand- og himmeldyr skabes på den fjerde dag. Disse levende væsener beordres til at blive frugtbare og talrige (vv. 20-22).
Den femte dag skabes menneskene, men det ser vi nærmere på næste gang. Her gælder det alle de dyr, der lever på landjorden: husdyr (“kvæg”), krybdyr (som ikke endnu betyder dyr, der æder andre dyr) og vilde dyr, der lever frit (vv. 24f).
Spørgsmål
- Gud skabte lyset på den første dag, men lyskilderne først på den tredje. Hvor stammer lyset fra og kan vi undvære sollyset (se også Åb 22,5)? Hvorfor/hvorfor ikke?
- Lyset (v. 4), land og hav (v. 10), alt det grønne (v. 12), lyskilderne (v. 18), havdyr og fugle (v. 21) og alle landdyrene (v. 25) er “godt”. Hvad siger det os om skaberværket, som det egentlig var?
- Nogle steder i Bibelen starter en dag med aftenen (f.eks. Matt 12,40; ApG 10,40; 1 Kor 15,4), men her i skabelsesberetningen begynder dagene om morgenen: “Så blev det aften, og det blev morgen, første dag” (v. 5.8.13.19.23.31). Hvad menes der med “dag” (se også 2,3 og 2 Mos 20,8-11)? Kan “dag” i lyset heraf betyde “en meget lang tidsperiode”?
- Eftersom beretningen herom er skrevet til os mennesker, så kan det ikke – og skal det heller ikke – undgås, at vi spørger efter, hvad alt dette har med mennesket og dermed med os at gøre. Drøft med hinanden, hvad det betyder. Hvad betyder det for alle mennesker? Hvad betyder det særligt for os, der tror, at den treenige Gud: Gud, Kristus (Heb 1,2f) og Helligånden (Job 34,14f) – er skaber og opretholder af himlen og jorden (jf. f.eks. Es 40,28-31; 45,18-25)?
- Drøft evt., hvis I har lyst og tiden rækker, hvordan alt dette forholder det sig til udviklingslærens tale om død og overlevelse som “mekanisme” for den “tilfældige” udvikling af det, vi ser i dag.