Sidste søndag i kirkeåret – Matt 25,31-46

Indledning
Vi er nået til Sidste søndag i kirkeåret, hvor det efter første tekstrække er Matt 25,31-46. Temaet er dommen. Det er et tema, som forbereder adventstiden, som er en bodstid, og som derfor har lilla som liturgisk farve (jf. Kirkeåret).

Vi lever i en tid, hvor selv præster og biskopper tilsyneladende kan fornægte den evige fortabelse uden konsekvenser. Men bl.a. denne søndags tekst gør modstand mod denne fornægtelse. Problemet behøver ikke at være, at man gør Kristi lidelse og død overflødig. Det virkelige problem er, at man gør troen unødvendig.

Umiddelbart kunne også Matt 25,31-46 se ud til at ignorere troen. Det, der afgør, om man skal gå bort til evig straf eller ind til evigt liv, synes at være gerningerne. Det er imidlertid en overfladisk – en alt for overfladisk analyse. Det er også en såkaldt “biblicistisk” tolkning, dvs. en tolkning, som mener, at man kan tolke en tekst uden at tage hensyn til, hvad Skriften ellers siger. Den falder på Jesu egen måde at tolke Skriften på: Til djævelen, som er mesteren over alle mestre i at mistolke og misbruge Skriften – sagde Jesus: “Der står også skrevet …” (gr. ‘igen,’ ‘på den anden side’ eller ‘men’).

De øvrige læsninger
Den gammeltestamentlige læsning fra Es 65,17-19 handler om, at Gud skaber en ny himmel og en ny jord. Dermed sættes tidspunkt og sammenhæng for Matt 25,31-46. Glæden og jublen og fravær af det gamle og af gråd og skrig understreges. Nogle kunne sikkert finde på at bruge det som afsæt for en prædiken om alles frelse, men det er forfejlet.

Epistellæsningen fra 2 Thess 2,13-17 knytter til ved Matt 25,34. Begge taler om udvælgelsen, som er et vigtigt tema. Dem, der frelses, kan takke Gud for det, mens dem, der går fortabt ikke kan give Gud skylden. Men det er virkelig Gud, der står bag, når mennesker kommer til tro. Når den troende ser på sig selv i lyset af en prædiketekst som Matt 25,31-46, kan man let fortvivle.

Men Paulus skriver: “… dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre. Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort” (Rom 8,29f). Skal vi ikke se på os selv og fortvivle, men stole på Guds frelsesvilje og frelsesgerninger, som evangeliet forkynder for os. Det er netop den tro, som regnes os til retfærdighed, os, som ikke vil gøre gerninger for at blive frelst, men som tror på ham, som gør den ugudelige retfærdighed (Rom 4,5f).

Menneskesønnens komme og selve dommen (v. 31-33)
Menneskesønnens komme (v. 31)
Jesus indleder sin undervisning om, hvad der skal ske på dommedag, med at tale om Menneskesønnens komme.

Der er skrevet meget om Menneskesønnen. Imidlertid er der for mig ingen tvivl om, at baggrunden for denne titel er Dan 7,13: “Med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn; han kom hen til den gamle af dage og blev ført frem for ham.” ‘Menneskesøn’ betyder slet og ret et menneske. Nu står der så ‘så ud som’ (hebr. ‘som’). Betyder det så, at denne person i virkeligheden ikke er et menneske (men fx en engel)? Nej, for som forskere har gjort opmærksom på, begynder Daniel 7 med en fortælling om fire dyr, der på samme måde beskrives med ordet ‘som’ (fx “Det første var som en løve,” Dan 7,4). Disse fire dyr symboliserer fire konger (Dan 7,17). Når de imidlertid beskrives som dyr eller faktisk som hybrider, skal det forstås på baggrund af, at Gud har skabt dyrene efter art. Hybrider er en sammenblanding af arter og dermed en ugudelighed efter gammeltestamentlig tankegang. Forskellen på disse fire hybriddyr og ham, der ser ud som et menneske, er altså forskellen på ugudelige konger og et menneske, der ikke er ugudeligt.

Dertil kommer, at dette gudsfrygtige menneske kommer ‘med himlens skyer’ (Dan 7,13). Det er ellers en beskrivelse, som Det gamle Testamente forbeholder Gud. Det er der en god grund til. Han er nemlig Gud. Skikkelsen i Dan 7,13 er altså både Gud og menneske.

Han får nu herredømme, ære og kongerige og universel tilbedelse. Ja, hans herredømme er evigt og skal ikke forgå. Det var også, hvad englen sagde til Maria: “Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige” (Luk 1,32f; se også Den nikænokonstantinopolitanske Trosbekendelse).

Udtrykket Menneskesønnen angiver, at Jesus tænker på en bestemt ‘menneske(søn),’ nemlig ham, der ifølge Dan 7,13 er både menneske og guddommelig, dvs. Gud.

Når Jesus derfor siger, at “når Menneskesønnen kommer,” så betyder det, når Menneskesønnen kommer på netop det tidspunkt, som Dan 7,13f handler om. Med andre ord, når Jesus kommer igen.

Jesus understreger det ved at tale om, at han kommer ‘i sin herlighed.’ Under sit jordeliv skjulte Jesus sin guddommelige herlighed, ære eller glans. Han åbenbarede den dog direkte på bjerget (Matt 17,1-9), og han har også åbenbaret sin guddommelighed indirekte: ved sine ord og gerninger, som viste, hvem han er, fuld af nåde og sandhed (Joh 1,14).

Jesu engle skal følge ham.

Når Jesus kommer igen, skal han tage sæde ‘på hans herligheds trone.’ Dette udtryk kan være en semitisk måde at sige ‘hans herlige trone,’ eller det kan måske betyde den trone, hvor hans herlighed hører til.

Under alle omstændigheder er pointen, at Jesus indtager sit kongedømme, sådan som Dan 7,14 taler om det: Ham blev givet ‘kongerige’ eller ‘kongedømme.’ Der er en nuanceforskel, om man taler om det rige, han skal være konge over, eller om det, at han skal være konge. I virkeligheden er der jo tale om samme sag. Johannes’ Åbenbaring kapitel 4-22 beskriver denne sag nærmere, men særlig relevant er Åb 11,15-17: “Den syvende engel blæste i sin basun. Da lød der høje røster i himlen, som sagde: Verdensherredømmet er nu vor Herres og hans salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder. Og de fireogtyve ældste, som sad på deres troner foran Gud, faldt ned på deres ansigt og tilbad Gud og sagde: Vi takker dig, Herre, Gud, Almægtige, som er og som var, fordi du har overtaget din store magt og er blevet konge.”

Dom over folkeslagene (v. 32a)
‘Alle folkeslagene,’ dvs. alle folk eller alle mennesker, skal blive samlet. Det er nemlig englene, der skal samle alle de udvalgte sammen (Matt 24,31). Man må formode, det så også gælder de øvrige. De vil blive anbragt foran ham, dvs. foran Menneskesønnen, der sidder på sin trone. Som det fremgår af bl.a. Daniel 7 og en lang række steder i Johannes’ Åbenbaring, er det faktisk ikke kun Menneskesønnen, der er tilstede. Men Jesus vælger i denne sammenhæng ikke at fokusere på andre end sig selv.

Skellet (v. 32b og v. 33)
Det centrale er, at han vil skille dem fra hinanden. Når Menneskesønnen kommer igen, er der nemlig to grupper, og der er ikke længere nogen mulighed for at skifte gruppe, om man så må sige. Det er, som når en hyrde skiller fårene fra bukkene, dvs. han-gederne eller slet og ret gederne. En lignende adskillelse læser vi om i Ez 34,17. Pointen er formentlig, at det kan være svært at se forskel, men Menneskesønnen kan se, hvordan det er med troen. Derfor kan han skelne.

Fra ældgammel tid har venstre været betragtet som den uheldssvangre side, fordi dårlige varsler kom fra venstre. I stedet for det “rigtige” ord for venstre har man i århundreder brugt en eufemisme: ‘med godt navn.’ Det spiller naturligvis ikke nogen rolle her, men det ville dog have været højst overraskende, hvis fårene var blevet placeret ved hans højre side.

Denne adskillelse og placering på henholdsvis den højre og den venstre side af Menneskesønnen er faktisk selv dommen. Det, vi nu får, er en delvis domsbegrundelse. Faktisk må man sige, at Jesus ikke omtaler en helt afgørende sammenhæng. Jesus taler om gode gerninger, men han forklarer ikke, hvordan det går til, at de kan gøre gode gerninger. For en overfladisk betragtning kunne det se ud, som om Jesus taler om frelse ved lovgerninger.

De velsignede (v. 34-40)
Proklamation af dommen over de velsignede (v. 34)
Kongen, Menneskesønnen, Guds Søn, vil tale til dem på sin højre side.

For det første siger han: “Kom” (gr. deûte). Det er det stik modsatte af det, han senere vil sige til dem på den venstre side: ‘gå bort fra mig’ (Matt 25,41).

Han kalder dem ‘min faders velsignede’ (v. 34). Det betyder utvivlsomt dem, som Jesu fader har velsignet og vil velsigne evigt. Det modsatte er ‘de forbandede’ (Matt 25,41). Guds velsignelse og forbandelse er allerede nu realiteter, men man kan ikke aflæse folks status ved at se på, hvordan det går dem i deres daglige liv. Hvis man vil vide, hvem der kan være velsignet, må man se på, hvem der samles der, hvor de midler, Gud velsigner med, bruges, dvs. evangeliet og sakramenterne. Hvem der så faktisk står på den højre side på dommedag, ved vi ikke helt. For der er hyklere blandt dem, der bruger nådemidlerne.

Men vi har ikke fået til opgave at spekulere i den slags ting. Vi har fået til opgave at forkynde evangeliet rent og forvalte sakramenterne ret. Det skal vi gøre så meget, vi kan, og så er resten op til Guds Ånd. Modsat skal man altså heller ikke lade være med at forkynde eller tillade forkyndelse med et urent evangelium. Det er særdeles farligt for det åndelige liv.

Man bliver ikke velsignet af at gøre gerninger, der ser gode ud. Som Jesus har sagt tidligere: “Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget” (Matt 5,20). Der skal en retfærdighed til, som Jesus må tilvejebringe ved at gå ind under syndere kår og tage straffen for alle, sådan som Jesus gjorde, da han blev døbt (jf. Matt 3,15). De gerninger, som følger af troen, er kvalitativt forskellige. For “alt, hvad der ikke er af tro, er synd” (Rom 14,23). Det, der betyder noget, skriver Paulus, er “tro, virksom i kærlighed” (Gal 5,6). Men som vi klarest lærer i Romerbrevet, har gerningerne intet med frelsen at gøre. Vi retfærdiggøres af tro. Punktum. “For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger” (Rom 3,28).

Hvorfor kalder Jesus/Menneskesønnen de velsignede til sig? Jo, det udtrykkes med ‘I skal arve det rige osv.,’ som der egentlig står. Verbet ‘arve’ skal forstås helt bogstaveligt. Man arver noget, som en person før sin død har testamenteret til en. Jesu død har gjort testamentet retsgyldigt, og så kan ingen ophæve eller føje noget til testamentet (Gal 3,15; Hebr 9,15ff). De velsignede er blevet arvinger i kraft af testamentet og troen.

Arven består af ‘det rige, der (for)beredt for/til jer fra verdens grundlæggelse.’ Leddet ‘(for)beredt for/til jer’ er fremhævet. Måske kan man ikke alene på grund af dette vers slutte, at Gud har forudbestemt dem, der bliver frelst, til at blive det, men det fremgår i al fald af Rom 8,29f. Her understreger Jesus, at det ikke er de velsignedes indsats, der bringer dem ind i riget. Det er tværtimod, fordi Gud har besluttet og gennemført det.

Riget har været beredt for de velsignede siden, ja, før jordens grundlæggelse. Faderen elskede Sønnen før verdens grundlæggelse (Joh 17,24), og Faderen ‘udvalgte os i ham før verdens grundlæggelse til at være hellige og fejlfrie foran ham i kærlighed’ (Ef 1,4). Her betyder riget det område, hvor Kristus/Menneskesønnen hersker som konge fra og med sin genkomst.

Begrundelse af dommen (v. 35-40)
I de følgende vers begrunder Jesus den dom, han lige har afsagt (jf. “for”). Men som nævnt er det afgørende at se – og forkynde – at Jesus ikke lærer frelse af lovgerninger. Det er ikke gerningerne, der frelser. Men gerningerne er troens frugter. Det er tegn, der viser, at troen er der. Det er taknemmelighedens gerninger over den frelse, Gud har skænket ved evangeliet.

Disse tegn vil være der. Et godt træ bærer gode frugter: “Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre” (Joh 15,5). “Thi det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden” (Rom 8,3f; citeret efter den mere præcise 1948-oversættelsen).

Den kristne beskrives i Det nye Testamente på en dobbelt måde. Det indre eller det nye menneske i modsætning til det gamle menneske eller det kødelige menneske. I 2 Kor 4,6 finder vi også modsætningen mellem det indre og det ydre menneske, hvor det ydre menneske nærmest betyder legemet.

For så vidt det kristne menneske tror, har det ikke brug for nogen vejledning i, hvad kærlighedens gerninger er. Den troende gør af sig selv gode gerninger, på samme måde som et godt træ bærer gode frugter. Men fordi det kristne menneske stadig bærer på sin syndige natur, har det brug for vejledning. Det er derfor, der er så mange formaninger i Det nye Testamente. Fx hos Paulus: “Bliv ingen noget skyldige uden det at elske hverandre; thi den, som elsker sin næste, har opfyldt loven. Thi det: ‘Du må ikke bedrive hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke begære,’ og hvilket som helst andet bud, sammenfattes i dette ord: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’ Kærligheden gør ikke næsten noget ondt; derfor er kærlighed lovens opfyldelse.” (Rom 13,8-10).

Vi ser også her i Matthæus 25, at troens frugter ikke er spektakulære gerninger, men gerninger, alle i princippet kan udføre. Alle kan give den sultne noget at spise; alle kan give den tørstige noget at drikke; alle kan tage imod (bringe med sig ind, nemlig i huset) en fremmed, som kommer forbi; alle kan give den nøgne tøj; alle kan tage sig af en syg, og alle kan besøge en, der sidder i fængsel.

Luther måtte gøre op med dem, der mente, at det var særligt fortjenstfuldt at gå i kloster og gøre såkaldte gode gerninger dér. I dag er der mange, der vil “måle” en kirkes sundhedstilstand efter, hvor meget kirkeligt arbejde, der bliver sat i gang. Men i gudstjenesten kommer Kristus selv og tjener os med evangeliet gennem sin stedfortræder, præsten, og sender os derefter ud i vores dagligdag for at tjene ham med disse helt almindelige gerninger. En mor, fx, giver sine børn mad og drikke og tøj og tager sig af dem, når de er syge.

På dommens dag vil de velsignede spørge, hvornår de så deres Herre og gjorde disse gerninger imod ham. De velsignede har ikke noget at rose sig af, for de kender udmærket til, hvordan synden har klæbet til dem i alt, hvad de gør.

Men Menneskesønnen vil svare dem, at for så vidt de gjorde noget for eller imod ‘en af min mindst brødre,’ har de gjort det imod ham. Jesus taler om den mindste af hans brødre, hvilket må betyde den mindste af de troende. Det betyder ikke, at kristne kun skal gøre godt mod hinanden, for det lærer vi andre steder i Det nye Testamente: “Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vore trosfæller” (Gal 6,10).

De forbandede (v. 41-45)
Proklamation af dommen over de forbandede (v. 41)
De, der står ved Menneskesønnens venstre side, skal ikke komme og arve riget, men tværtimod gå bort fra ham. Jesus kalder dem ‘de forbandede.’ Det er det modsatte af at være velsignet. I realiteten er det Guds forbandelse, der rammer dem. Men det er ikke Guds, men deres egen skyld, at de er forbandede.

Deres opholdssted er ‘den evige ild,’ eller ild- og svovlsøen, som det kaldes i Johannes’ Åbenbaring (Åb 19,20; 20,10.14f; 21,8). I Det gamle Testamente straffede Gud Sodoma og Gomorra med ild og svovl (1 Mos 19,24). Ild- og svovl er altså Guds straf. I Es 30,33 står der om Herrens ånde, at det er “som en strøm af svovl, der sætter det i brand.” Gog fra Magog skal rammes af en lignende straf. I Johannes’ Åbenbaring er ild- og svovlsøen en metafor for Guds og Lammets vrede (Åb 6,16f; 14,9-11; jf. her).

Det er sikkert rigtigt, at mange jøder kendte til noget, der kunne minde lidt om en ild- og svovlsø. Når affald går i forrådnelse og selvantænder, møder man stanken af svovl, og man ser det brænder. Det græske ord for Helvede (geenna) stammer fra det ‘gê hinnom,’ ‘Hinnoms dal,’ som lå lidt syd for Jeruslame. Uanset hvordan dommen og fortabelsen beskrives, er det Guds vrede, der er tale om.

Her er der tale om ‘den evige ild,’ ligesom der i v. 46 er tale om ‘evig pine.’ Også Åb 14,9-11 viser klart, at der er tale om en lidelse, der aldrig får ende.

I modsætning til, hvad der gælder velsignelsen og det evige liv, er den evige ild ikke beredt eller forudbestemt for de mennesker, der er forbandede og går fortabt. Den er derimod “bestemt djævelen og hans engle.” Med andre ord har Gud allerede før verdens grundlæggelse vidst, at djævelen ville falde og blive hans modstander. Det er det, Guds frelsesplan skal råde bod på. Men Gud har kun forudbestemt djævelen og de engle, der følger ham, til den evige ild. Gud vil nemlig, at alle mennesker skal frelses. Gud “vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden” (1 Tim 2,4); “han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse” (2 Pet 3,9).

Men de mennesker, der alligevel er forbandede og ender i den evige ild og pine, er de vantro. De kan have gjort mange gerninger, som så ud ligesom de gerninger, de velsignede har gjort. Men som vi skal se, satte de deres lid til dem. De forsøger derfor at gøre indsigelse mod Guds dom med henvisning til, at de da mener at have gjort de gerninger, Kristus efterspørger. Men de er ikke gjort i tro.

Selv om Gud vil, at alle skal gøre gode gerninger – det lærer vi af De ti bud, og det ved vi også, hvis vi tænker efter – i al fald hvis vi tænker efter, hvordan de andre bør være – så er det afgørende, om et menneske tror på Kristus. Derfor er det afgørende også, at evangeliet bliver forkyndt, så Helligånden kan skabe den tro, som bliver regnet os til retfærdighed.

Begrundelse af dommen (v. 42-45)
Menneskesønnens, dvs. Jesu begrundelse af dommen, er præcis den modsatte af det, vi så ovenfor. De har ikke gjort de gerninger, Jesus nævner, mod ham, for de har ikke gjort nogen gerninger i tro.

Den dobbelte udgang (v. 46)
Jesus slutter derfor sin lære om verdensdommen med at disse, de forbandede, skal gå bort til ‘evig straf,’ dvs. til evig pine. Ordet kolasis betyder nemlig at tilføje lidelse eller smerte som straf (jf. BDAG). Man kan altså ikke tolke ‘evig straf’ som noget, der sker på dommedag, og så ophører, enten fordi straffen derefter ophører (en slags skærsildslære for alle), eller fordi de forbandede ikke mere eksisterer (den såkaldte annihilationsteori).

Det har ført til mange anklager – også fra præster i fx den danske folkekirke. Men løsningen er ikke at benægte fakta, men at forkynde det rene evangelium, som kan frelse mennesker ud af fortabelsen.

De retfærdige, dvs. dem, der har fået tilregnet Kristi retfærdighed, skal gå ind til evigt liv. Det evige liv betyder det liv, som Gud vil blive ved at give dem til evig tid. På samme måde som Helligånden er den, der gør levende nu (Joh 6,63), er det Gud, der giver liv i evigheden.

Såvel livet som vredesdommen er altså noget, der udgår fra Gud i al evighed. Det ene fra hans nåde og barmhjertighed. Det andet fra hans hellighed og vrede.

Et par dage efter
I Matt 25,31-46 har Jesus åbenbaret den herlighed og (doms)magt, han vil få, når han tager sæde som konge på dommedag. Men det var ikke den herlighed, hans tilhørere så den dag. Og slet ikke den herlighed, som de så for deres øjne i påsken, som begyndte to dage senere (Matt 26,2).

Jesus begyndte også først at undervise om Menneskesønnens komme i herlighed, da han gennem sine ord og gerninger havde åbenbaret, at han var den frelser, som Gud ifølge Det gamle Testamente har lovet menneskeheden.

Jesus vil nemlig ikke dyrkes for den magt og herlighed, han vil få på dommedag, men han ønsker, at alle skal tro og tilbede ham som frelser. Som den, der nok vil komme for at dømme alle mennesker til enten evig frelse eller en evig pinefuld fortabelse, men som først og fremmest blev menneske for at gå til Golgata og dø i alle synderes sted.

Alle vil komme til at erkende, at Jesus er Gud og konge med al himlens herlighed, men det i sig selv frelser ikke. Det er ved tro på Jesus Kristus, det er tro på syndernes forladelse for Jesu Kristi skyld, der frelser.

Derfor skal der også på søndag forkyndes lov og evangelium, så flest mulig kan få Guds velsignelse i her i tiden og i evigheden. Loven skal afsløre synden og Guds vrede over synden, og evangeliet skal forkyndes, så Helligånden kan skabe troen på syndernes forladelse for Jesu Kristi skyld. For intet er mere tragisk, end at de mennesker, hvis synd Kristus bar og led for, går fortabt.

Måske er deres gerninger endog meget store og meget agtværdige i egne og andres øjne, men uden tro er deres gerninger dog i virkeligheden onde og selvcentrerede. Verden har brug for disse tilsyneladende gode gerninger, og sådan sørger Gud for, at verden trods alt ikke bryder totalt sammen.

Men de vantros gerninger bringer ikke frelse og ros på dommedag. Heller ikke hyklernes gerninger er noget værd på den dag. Derfor er det alt om at gøre, at sandheden kommer for en dag, mens tid er, og at der forkyndes, så alle kan få syndernes forladelse. Derfor blev Guds Søn menneske. Dommedag og fortabelsen er den baggrund, som for alvor viser os mennesker, hvor stort det er, at Ordet blev kød og tog bolig iblandt os for at frelse os fra synd, død og djævel. Sidste søndag i kirkeråret peger frem mod advent og jul.