Tekstlæsningerne
Tekstlæsningerne til 4. s. e. påske (i 2008 er det den 20. april) udgøres af Sl 124. Som lektie/epistel kan læses enten ApG 9,1-18 om Paulus’ omvendelse på vej til Damaskus eller 2 Kor 5,14-21. Sl 124 taler om Herren, der frelste Israel. De to nytestamentlige tekster handler om forligelsens tjeneste og – for 2 Kor’s vedkommende – dens forudsætninger. Prædiketeksten handler om evangeliet, der gør trælle under synden frie.
Sl 124 er næppe, som det oversættes, en “valfartssang,” men en salme, der kan bruges og synges (bedes) til enhver tid. Måske har Luther ret i, at det skal forstås som “im höhern Chor.” Det er i al fald en salme, der lovpriser Gud for, at han har grebet ind med frelse. Uden Hans indgreb havde situationen været katastrofal. Sådan har Kristus jo også lovet, at Helvedes porte ikke skal få magt over Kristi kirke (Matt 16,18).
Salmen er gendigtet af Luther (og Grundtvig) (Gl DS 298; Ny DS 338)
Var Gud ej med os denne stund,
må Israel bekende,
var Gud ej med os denne stund,
forgik vi i elende;
thi vi er kun en lille flok,
men fjendens hob er talrig nok,
som os opsluge ville.De truer os så vredelig,
og ville Gud tilstede,
opslugte de os visselig
med al vort liv og glæde;
da blev vi som det flade land,
hvorover flodens høje vand
med styrke sig henvælter.Men lovet være du, vor Gud!
du hjælper os af fare,
vor bange sjæl du leder ud
som liden fugl af snare;
ja, snaren brister, vi er fri,
thi Herrens navn os stander bi,
han skabte jord og himmel.
ApG 9,1-18 er Lukas’ beretning om Paulus’ omvendelse. Paulus var kompromisløs i sin forfølgelse af de kristne, som de snart ville blive kaldt (ApG 11,26). Selv mord veg han ikke tilbage for. Han ville til Damaskus for at arrestere de kristne i synagogerne.
Men Jesus Kristus, Herren, åbenbarer sig for Paulus, da han er undervejs. Herren forkynder loven for ham, i form af et spørgsmål om, hvorfor Paulus forfølger ham. Paulus mister synet, og hverken spiste eller drak.
Ananias får besked på at gå hen og give Paulus synet tilbage. Det gør han, omend modvilligt, eftersom han har hørt om Paulus og hans ærinde. Men begrundelsen er Paulus’ tjeneste.
Men Herren sagde til ham: »Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.« (ApG 9,15f).
Budskabet er dobbelt. Paulus skal være Guds redskab og forkynde evangeliet – det er det, der menes med at bringe Kristi navn frem. Han skal også komme til at lide for Kristi og evangeliets skyld.
Endelig skal Ananias også meddele Paulus, at han skal udrustes med Helligånden (ApG 9,17). Efter at have fået besked, bliver Paulus døbt (ApG 9,18). Han er tilgivet sin forfølgelse af Kristus selv og hans kirke, og han er tilgivet sine synder.
2 Kor 5,15-21 udfolder grundlaget for Paulus’ og alle andres tjeneste som prædikanter. Kristus døde for alle. Faktisk betyder hyper pantôn ikke kun ‘for alle,’ men også ‘i stedet for alle.’ Det fremgår bl.a. af drøftelsen i Wallaces Greek Grammar Beyond the Basics pp. 383-389. Her fremgår dét tydeligt af, hvad der siges i v. 14: “vi har fældet den dom, dvs. sluttet: “en døde for alle, altså døde alle.” Meningen i 2 Kor 5,14 er ikke blot, at de er døde, men at de døde dengang, fordi Kristus nemlig døde i stedet for alle.
Det gjorde han, for at vi skal leve for ham, “der døde og opstod (i stedet) for dem,” dvs. os (v. 15). Det er faktisk værd at lægge mærke til, at det ikke kun er Jesu død, der skete i stedet for og til bedste for os, men også hans opstandelse. Sådan som Jesus bar al verdens synd, stod han også op i stedet for al verden.
Det benægter Lenski ganske vist kategorisk i sin fortolkning. Han henviser til, at præpositionsleddet hyper autôn står foran apothanonti, ligesom det står foran apethanen i v. 14 og 15. Men her er der tale om en anden konstruktion. De to participier er jo styret af samme artikel, og efter min vurdering er det helt naturligt at placere et fælles led lige efter artiklen. I al fald finder jeg det meget vanskeligt at se, hvorfor Lenski hævder, at præpositionsleddet kun kan gå på det første led. Lenski anfører faktisk heller ikke noget teologisk argument imod. Han påstår blot, at det er umuligt. “It cannot be said that Christ was raised up instead of anybody. To be sure, this cannot be said, and for this reason ….”
Der findes præster og teologer, der benægter, at Jesus led og døde stedfortrædende. Det kan afvises med henvisning til mange skriftsteder. “Se Guds Lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,29) og bl.a. dette afsnit hos Paulus.
Der findes også nogle, der benægter, at Kristus døde for alle. Han døde kun for dem, der er udvalgt til frelse, og som derfor vil blive frelst. Overfor enhver sådan benægtelse af, at Kristus døde i stedet for alle, må det påpeges, at der ganske enkelt står: “Kristus døde (i stedet) for alle” (v. 15). På dette og mange andre steder – f.eks. Matt 20,28 og Mark 10,45 – hviler læren om Jesu stedfortrædende lidelse og død.
2 Kor 5,16 er oversat helt forkert. Det, Paulus taler om, er ikke at kende Kristus “rent menneskeligt,” men “efter kødet” i betydningen “det syndige kød.” Udtrykket kata sarka, som er oversat med ‘rent menneskeligt’ (1992-overs.) eller ‘efter kødet’ lægger sig til verbet, ikke til ‘ingen’ eller ‘Kristus.’
Den, som er i Kristus, er ‘en ny skabning.’ Det svarer fuldstændig til, at vi i dåben er frelst, genfødt og fornyet (Tit 3,4-7). Det medfører noget nyt. Menneskets situation er ikke længere, som den var (2 Kor 5,17). Her nævner Paulus det, fordi det er det, der gør, at de er kontrolleret af en kristen kærlighed (2 Kor 5,14), ikke af kødet (v. 16).
Paulus understreger i 2 Kor 5,18, at det alt sammen er fra Gud, dvs. skyldes Gud og hans nådige vilje. Derefter beskriver Paulus Gud. Det er et af de meget centrale vers i hele Skriften. Gud “forligte os med sig selv ved Kristus” (v. 18). Vi havde brug for at blive forligt med Gud, for vi havde forbrudt os mod ham og var skyldige til forbandelse, død og evigt fortabelse. Det gik Jesus ind under, lærer vi af “ved Kristus.”
Men det er ikke nok, at denne forligelse fandt sted. Det enkelt menneske skal også forliges (se mere her: Embedet og den frelsende tro). Selv om Kristus døde og opstod (i stedet) for os, skal der forkyndes, så hvert enkelt menneske kan blive forligt med Gud. Derfor har Gud givet os “forligelsens tjeneste” (v. 18). Det er ordet tjeneste, som omtales med en del forskellige begreber i Det nye Testamente: Hyrde og lærer, ældste, tilsynsmand (biskop), forvalter af Guds hemmeligheder (som er åbenbaret). Det er nøglemagtens embede, som Kristus omtalte ved Cæsarea Filippi og igen påskedags aften efter opstandelsen (jf. “Vær hyrde for mine får” [1. s.e. påske – Joh 21,15-19]).
Paulus udfolder, hvordan forligelsen nærmere gik til og går til (v. 19): Gud forligte verden med sig selv i Kristus, idet han for det første ikke (længere) tilregnede dem deres overtrædelser, og idet han for det andet oprettede forligelsens tjeneste iblandt os. Hvad vil det sige, at Gud ikke længere tilregnede dem deres overtrædelser? Hvornår fandt det sted? Hvis Gud kunne oprejse Kristus (i stedet) for os, må Kristus ikke alene have båret synden og dens straf. Han led og døde med rette, for så vidt han var gået i alle synderes sted, men dog gjorde det uden selv at være en synder, der var skyldig. Derfor blev Jesus også oprejst og kendt retfærdig. Han blev retfærdiggjort, og alle blev retfærdiggjort i ham.
Lenski forsøger at gøre også denne del af vers 19 til noget præsentisk, men det er ikke sprogligt begrundet. Præsens participium er en del af det perifrastiske verbum ên … katalassôn, som efterfølges af det, der skete påskedag: ikke-tilregnelsen, som er identisk med retfærdiggørelsen (således også f.eks. Rom 4,6f), og (gen)indstiftelsen af forligelsens tjeneste. Det er en alt for omfattende diskussion at gå nærmere ind på her, men som svar til Lenski, som også hævder, at der ikke kan være tale om et perifrastisk verbum, henvises til Stanley E. Porters Idioms of the Greek New Testament, p. 47, og hans katallassô in Ancient Greek Literature, with Reference to the Pauline Writings (Córdoba, Spain: Ediciones El Almendro, 1994), ch. 6.
Han “blev givet hen på grund af vore overtrædelser og oprejst på grund af vores retfærdiggørelse,” som der ordret står i Rom 4,25. “Vores retfærdiggørelse” er netop, at “han ikke tilregnede dem [dvs. os] vore overtrædelser.
Men selv om det er en virkelighed i Kristus, er der lige så fuldt brug for, at dette forkyndes. Vi har brug for at blive retfærdiggjort. Det er ikke bare en information, vi skal have. At få sine synder tilgivet er en reel handling, som Gud har befalet prædikanterne at udføre på sine vegne. Det er det, nøglemagten drejer sig om. Når syndernes løses eller bindes på jorden, løses og bindes de i Himlen.
Prædikanterne er repræsentant for Kristus, dvs. handler på hans vegne og i hans sted, akkurat som en ambassadør (v. 20). Når prædikanterne formaner, er det Gud, der formaner, gennem dem. “Vi beder i Kristi sted: Lad jer blive forligt med Gud.
Paulus slutter af med at understrege det kristologiske grundlag for denne forkyndelse og tjeneste. Kristus blev gjort til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham (v. 21). Det er det salige bytte, som Luther har lært os om.
Prædiketeksten i Joh 8,28-36
Jesus har holdt sin tale om, at han er “verdens lys” (Joh 8,12-20). Han er den, der giver oplysning, ikke om alt muligt i denne verden, men om synd og nåde. Derfor kan Jesus sige, at “Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys” (Joh 8,12).
Som så ofte før, vækker det farisæernes modstand og vrede. De påstod, at Jesu vidnesbyrd ikke var gyldigt, men det afviser Jesus. For både Faderen og han selv vidner. Problemet er, at de, jøderne, ikke kender hans Fader (Joh 8,19).
Derfor kommer de til at dø i deres synder (Joh 8,21). De tror ikke på, at Jesus er “jeg er den, jeg er,” og derfor vil de dø i deres synder (Joh 8,24; se mere i gennemgangen af 2 Mosebog 3 i “‘for at hvor jeg er, dér skal I også være’ [3. s. e. påske – Joh 14,1-6]“)
Jesus talte til dem om Faderen og dermed om sig selv som Sønnen, men det forstod jøderne ikke. De ville i al fald ikke forstå det.
Når I får ophøjet Menneskesønnen (v. 28a)
Menneskesønnen er en af de titler, der bruges om Jesus i Det nye Testamente. Som alle øvrige gammeltestamentlige titler, refererer også denne til den frelser, som var blevet lovet til Guds folk lige fra begyndelsen. De forskellige titler betyder ikke, at der blev forjættet flere frelsere. Hver titel henviser derimod til grundlæggende forjættelser i Det gamle Testamente. Denne titel refererer således til Dan 7,13. Det har jeg gennemgået i lidt flere detaljer i “19. søndag efter Trinitatis – Mark 2,1-12.”
Jøderne skal “ophøje” Menneskesønnen. Og da Jesu time kom, blev Jesus ophøjet, ligesom slangen i ørkenen (Joh 3,14). I Joh 12,33 står direkte, at Jesus med ophøjelsen mente, “med hvilken død han skulle dø.” Det forstår jøderne ikke noget af, for de har lært af (Mose)loven, at Kristus bliver til evig tid. Men pointen er jo netop, at Jesus skal ophøjes, dø, og derefter opstå.
Hvem Jesus er (v. 28b)
Når det er sket, vil de komme til at forstå, at “jeg er,” dvs. “jeg er den, jeg er.” Det var det, Jesus også talte om i Joh 8,24 (se ovenfor). De skal altså forstå, at Jesus er Herren(s engel), Guds Søn, ja, Gud, som åbenbarede sig for Moses i tornebusken.
Jesus gør intet af sig selv, men taler det, som Faderen har lært ham. Jesus har talt om det en del gange, bl.a. i talen i Joh 8,12-20. Udadtil er de guddommelige tre personers gerninger udelelige, mens de ikke er det indadtil i treenigheden. Sønnen er af samme væsen som Faderen (homoousios), men de er tre forskellige personer. Det er et af de områder, som der sjældent prædikes om, men det bør man gør. Luther selv prædikede om det, for det er Skriftens lære (se Pieper, Christian Dogmatics, bd. 1, s. 415ff).
Når Jesus kan tale om, at Faderen har lært ham, hvad han skal tale, må det forstås som et udsagn om Jesus som den, der er blevet menneske (som den inkarnerede). For som Guds Søn fra evighed af har han ikke brug for at blive oplært af Faderen, men det har han som den, der er blevet menneske.
Når Jesu tilhørere har fået ham ophøjet, skal de erkende, hvem han er. Det må være opstandelsen, Jesus tænkte på. Nogle forstod det og troede. Andre forstod det sikkert, men ville ikke vide af det. Efterfølgende har den jødiske teologi gjort, hvad den kunne, for at udrydde ethvert spor af en trinitarisk teologi i Det gamle Testamente. Og bl.a. liberalteologerne har villigt gået samme ærinde. Men om ikke før vil alle – jøder såvel som hedninge – komme til at forstå det, når de ser Faderen og Guds Søn i herlighed på dommedag. De vil komme til at anerkende, hvem Jesus er (Fil 2,9-11). Men den anerkendelse er ikke tro, og i sig selv frelser den ikke.
Gud er med Jesus (v. 29a)
Jesu blev ikke blot udsendt af Gud, men Gud er med ham. Det profeterede jo allerede Esajas om: “Derfor vil Herren selv give eder et Tegn: Se, Jomfruen bliver frugtsommelig og føder en Søn, og hun kalder ham Immanuel” (Es 7,14; 1948-oversættelsen). Det skete, for at det skulle opfyldes: ” ‘Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel’ – det betyder: Gud med os,” skrev Matthæus (Matt 1,23).
Jesus gør altid det gudvelbehagelige (v. 29b)
Gud har heller ikke ladt Jesus ene, efter at han kom til verden. I sin begrundelse herfor anfører Jesus, at “jeg gør altid det, der er velbehageligt for ham.” Det er en anden måde at sige på, at Jesus er syndfri. Han syndede aldrig.
Også det vakte jødernes vrede, men tilbagevise det kunne de ikke. Også i dag vil det syndige menneske gerne nedskrive Sønnens lydighed og syndfrihed. Man vil ikke tro, at Jesus var sand Gud og sandt menneske, som ikke syndede. Men sådan var det (jf. Hebr 4,15).
Mange kom til tro (v. 30)
Mange kom til tro på ham, ikke alene mens han talte sådan til dem, men også fordi han talte sådan til dem. Det er jo Jesu ord, der skaber troen (Rom 10,17). Men Jesu ord skaber ikke med nødvendighed troen hos det enkelte menneske. Det er muligt at stå nådemidlerne imod, ser vi i det følgende.
De sande disciple (v. 31)
“Hvis I bliver i mit ord, er I i sandhed mine disciple,” sagde Jesus til de jøder, som troede ham. En discipel er en, der lærer. Det, man skal lære, er Jesu ord, evangeliet. Bliver man i evangeliet, er man virkelig Jesu discipel. Evangeliet, De hellige skrifter, for så vidt de ikke er lov, men evangelium, har kraft til at gøre vis til frelse.
Omvendt kan man ikke forblive en sand Jesu discipel, hvis man ikke bliver i hans ord. For så er den kraft eller magt, som formår det ikke til stede.
De, som troede ham, skulle altså vide, at de måtte blive i Jesu ord. Dette vers er et af de mange, som lærer, at en kristen per definition ikke kan tillade sig at ignorere Kristi ord og lære. Det er et af de klare tegn på frafald, at man(ge) er så ligeglad med Guds/Kristi ord, samtidig med, at man kan gå utroligt meget op i, at andre forstår og gengiver ens egne meninger 100 % korrekt.
Paulus skriver også om dette i forbindelse med trældom og frihed:
Men Gud ske tak, fordi I, som har været trælle under synden, nu af hjertet er blevet lydige imod den læreform, til hvilken I blev overgivet. Og frigjorte fra synden er I blevet trælle under retfærdigheden. Jeg bruger et udtryk fra menneskelivet for jeres svage, kødelige naturs skyld. Ligesom I nemlig før stillede jeres lemmer som trælle til rådighed for urenheden og lovløsheden, så det førte til lovløshed, således skal I nu stille jeres lemmer som trælle til rådighed for retfærdigheden, så det fører til helliggørelse. Thi så længe I var trælle under synden, var I frie over for retfærdigheden. (Rom 6,17-20; 1948-oversættelsen)
Sandheden skal gøre jer frie (v. 32)
Bliver man i Jesu ord, så vil man lære sandheden, for Ordet indeholder jo netop sandheden om os mennesker: at vi i os selv er fortabte syndere under Guds vrede og forbandelse, og om Kristus: at han blev menneske for at lide, dø og opstå i vort sted og at han har forordnet forligelsens tjeneste (jf. 2 Kor 5,14-21 og Joh 16,8-11).
Det er den sandhed, der kan gøre fri. Et vantro menneske er nemlig ikke fri, men er trælbunden. Man kan gøre, hvad man vil, men man vil kun, hvad djævelen vil (jf. Luthers Om den trælbundne vilje). Men sandheden, evangeliet, kan sætte fri. Evangeliet sætter fri fra synden.
Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene. (Matt 16,19)
Den, der ved evangeliet er blevet løst fra sine synder, er fri. Det kan ikke ske ved egen kraft eller fornuft, som Luther siger i forklaringen til den tredje artikel i Trosbekendelsen i Den lille Katekismus.
Men Kristus forlader os ikke kun vores synd. Når han tilgiver os, sætter han os også fri fra syndens magt, selv om det i dette liv aldrig sker fuldkomment (som vi så smerteligt ved). I Den augsburgske Bekendelse formuleres det således i den tredje artikel om Guds Søn:
Den samme nedfor til helvede og opstod i sandhed på den tredje dag, opfor dernæst til himlene for at sidde ved Faderens højre hånd og stedse regere og herske over alle skabninger og helliggøre dem, der tror på ham, ved at sende helligånden i deres hjerter til at styre, trøste og levendegøre dem samt forsvare dem mod djævlen og syndens magt.
Men pointen er, at det sker alt sammen ved evangeliet. Det er evangeliet, der tilgiver os vore synder og derigennem sætter os fri.
Som jøder har vi aldrig trællet for nogen (v. 33)
Jødernes svar viser, hvor lidt de har forstået. For det første fremhæver de deres status som Abrahams efterkommere. For det andet benægter de, at de har været trælle for nogen og derfor har brug for at blive frie. Hvad de mener, er ikke helt nemt at afgøre. Måske har de glemt, at Israel var slaver i Egypten. Måske tænker de på deres egen tid, og mener ikke, at de er slaver, skønt besat af romerne. Men den alvorligste trældom, som de faktisk lever i, hverken kan eller vil de se. Derfor må Jesus sige det lige ud.
I er syndens trælle (v. 34)
Med den velkendte formel, som understreger sandheden og vigtigheden i det efterfølgende, forklarer Jesus, hvad han mener.
‘Enhver, som gør synden, er syndens træl’ eller slave. Den, hvis vilje man udfører, er man en træl af. Paulus er inde på det samme i Rom 6,6: “Ved I ikke, at den, I stiller jer til rådighed for som trælle og viser lydighed, må I også være trælle for og vise lydighed, hvad enten det er synden, og det fører til død, eller det er lydigheden, og det fører til retfærdighed?”
Man kan benægte med ord, at man er træl under synden. Men ens handlinger afslører en. Og ens status har konsekvenser helt ind i evigheden.
Kun den, som Sønnen har givet sønnekår, bliver i huset for evigt (v. 35f)
Jøderne mente, at de var Abrahams efterkommere og arvinger. At de hørte til ikke blot i Abrahams hus og slægt, så at sige, men også i Guds folk. Men fysiologisk slægtskab alene hjælper intet.
En slave kan godt høre til en husstand, men man er ikke arveberettiget og har ingen ret til at blive der. Det bruger Jesus til at skelne mellem dem, der i det ydre – bl.a. på grund af omskærelsen – hører til Guds folk. De er at sammenligne med slaver, for de træller eller slaver under synden og hører derfor hjemme hos djævelen. Det er kun Sønnen, altså Jesus Kristus, der kan gøre virkelig fri (v. 36).
Men det triste faktum er, at vil man ikke erkende sin syndighed og sin skyld og dermed sit behov for Sønnen, bliver man ikke gjort virkelig fri, og dermed får og bevarer man ikke sønnekår, så man kan blive i frelsens hus eller folk.
Paulus kommer ind på det samme i Galaterne. Her viser han, hvor vigtigt det er at have barnekår. Men barnekår og arveret fås kun ved evangeliet. Uden evangeliet er man som trælkvindens søn, dvs. som Ismael (Gal 4, særligt 4,1-7 og 4,21-31).
Og som i Johannes 8 er Kristus en forudsætning for at få og bevare arveret. For han er den, der skal stifte det nye testamente, som giver arveret til det evige liv. Derfor blev han undfanget og født:
Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår. Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving. (Gal 4,4-7)
Disse jøder troede nok på ham nu. Men de ville ikke høre tale om trældommen under synden og behovet for Jesus og sandheden, der alene kan sætte dem fri. Det fremgår også af det følgende (se mere i gennemgangen i “3. søndag i fasten – Joh 8,42-51“).
Kun Sønnen kan gøre virkelig fri (Joh 8,36), og kun Kristus og evangeliet kan bevare en troende i den frihed (Gal 5,1). Vil man pukke på loven eller menneskelig afstamning, kraft eller fornuft, pukker man på noget, der intet kraft har til at sætte fri og bevare en fri.
Det er upopulær tale nu om dage i mange kredse. Men det er ikke til at komme uden om, at Jesus utvetydigt fraskriver jøder at være Abrahams efterkommere, hvis de ikke tror på ham (se resten af Johannes 8).
Paulus skriver det samme. Dels definerer han klokkeklart, hvem der er jøde, og hvem der ikke er (Rom 2). Dels gør han det klart, at den, som tror på Kristus, er Abrahams efterkommer, uanset om man er Abrahams efterkommer fysiologisk set eller ej.
For jøde er man ikke i det ydre, og omskærelse er ikke det, som ses på kroppen. Jøde er man i det indre, og omskåret er den, som er det i sit hjerte, i Ånden, ikke efter bogstaven. Hans ros kommer fra Gud, ikke fra mennesker. (Rom 2,28f)
Faktisk gør Paulus i Romerne 4 det helt klart, at det er retfærdiggørelsen, der afgør, om man er Abrahams efterkommer eller ej. For Abraham selv troede og blev retfærdiggjort ved troen (Rom 4,1-6). På samme måde er Abraham også fader til de omskårne, hvis de ikke kun har omskærelsen, men også den tro, Abraham havde før sin omskærelse.
Gælder denne saligprisning nu kun de omskårne eller også de uomskårne? Vi siger jo: »Troen blev regnet Abraham til retfærdighed.« Hvordan blev den tilregnet ham? Efter at han var blevet omskåret, eller mens han endnu var uomskåret? Ikke som omskåret, men som uomskåret! Omskærelsen fik han som et tegn og som et segl på den retfærdighed ved tro, som han havde, inden han blev omskåret, for at han skulle være fader til alle de uomskårne, som tror, for at retfærdigheden også skal tilregnes dem; men han blev også fader til de omskårne, når de ikke kun har omskærelsen, men også går i sporene af den tro, som vor fader Abraham havde, før han blev omskåret. For det var ikke ved loven, at Abraham eller hans efterkommere fik løftet om at skulle arve verden, men ved retfærdighed af tro. Hvis det er dem, som har loven, der er arvinger, er troen gjort til intet og løftet sat ud af kraft; for loven fremkalder vrede, men hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse. Derfor var det af tro, for at det kunne være af nåde, så at løftet kunne stå fast for alle hans efterkommere, ikke kun dem, som har loven, men også dem, som har Abrahams tro. Han er fader til os alle, sådan som der står skrevet: »Jeg gør dig til fader til mange folkeslag,« fader over for Gud, som han troede på, Gud, som gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så det bliver til. (Romerbrevet 4,9-17).
Frihed og retfærdiggørelse
4. søndag efter påske er altså en søndag, hvor man får lejlighed til at forkynde om Kristus og den betydning, han har, for at man kan blive retfærdiggjort og fri, og få sønnekår/barnekår.