Læsningerne
Læsningerne til Søndag septuagesima er en interessant buket.
Job 9,1-12 forkynder Guds, Skaberens retfærdighed, almagt og hellighed. Ingen står over ham, men alle må bøje sig for ham. Spørgsmålet: “hvordan kan et menneske være retfærdigt over for Gud?” (Job 9,2b) er et udmærket spørgsmål at begynde forfasten med. Svaret gives med påsken. Vi tilregnes Kristi retfærdighed ved tro på “ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst for vor Retfærdiggørelses Skyld” (Rom 4,25).
ApG 17,22-34 er Paulus’ tale på Areopagos. Denne tale bruges ofte som begrundelse for, at man skal missionere “kontekstuelt.” Paulus tager jo udgangspunkt i deres religiøsitet. Men det er nu ikke særlig præcist. Paulus godkender ikke det, de gør, som en ret gudsdyrkelse eller tro.
Vigtigere er, at Paulus straks forkynder nogle centrale trosartikler. For det første om Gud som skaber og noget helt andet end en menneskeformet afgud af f.eks. guld eller sølv. For det andet vender Paulus op og ned på, hvem der tjener hvem. Det er ikke Gud, der lader sig tjene, som om han behøvede det. Det er tværtimod ham, der giver alle liv, ånde, ja, alt.
Denne Gud, som var ukendt for athenerne, har skabt alle folk på jorden af ét menneske: Adam. Også det kunne der udfoldes mere om, men skønt meget aktuelt, er det ikke relevant for næste søndag.
Hensigten med skabelsen er, at de skulle søge Gud, Skaberen. Det er jo en naturlig følge af, at det er i ham, vi (mennesker) lever, sættes i bevægelse (eller bevæger os), og er (til). Det har nogle af deres egne digtere endog tænkt sig frem til og givet udtryk for.
Nu er Paulus fremme ved en første konklusion, nemlig at vi, der er af Guds slægt (jf. vel også Luk 3,38), ikke skal tro, at Gud er noget, vi kan lave af guld, sølv eller sten.
Dermed bliver det tydeligt, at alteret for en ukendt Gud kun er en anledning for Paulus til at kritisere de mange guder, som athenerne lavede statuer m.m. af. En sådan kritik havde andre også fremført, men Paulus holder sig jo helt og holdent til Det gamle Testamente.
Fra v. 30 fører Paulus tankegangen videre. Athenerne og alle andre skal omvende sig til ham, der har skabt dem. Det siger han direkte i v. 30. Gud befaler dem, der (kun) er mennesker, at omvende sig. Han har båret over med dem og deres afgudsdyrkelse (jf. Rom 3,25), men nu skal de omvende sig.
Begrundelsen for befalingen til omvendelse er dommen. Heller ikke her undviger Paulus at forkynde det, som er sandt. Og man kan næppe argumentere for, at det er særlig “relevant” i forhold til, hvad athenerne selv tænkte, følte og troede.
Gud har, siger Paulus, fastsat en dag for dommen. Gud vil dømme hele verden med retfærdighed, ved en mand (ikke: ved et menneske), som han har bestemt til det, Jesus.
Hvad mere er, Gud har vist troværdighed over for alle, idet han oprejste ham fra de døde. At oprejse et dødt menneske er en magt- og troværdighedsdemonstration, som ingen kan matche. Man kan selvfølgelig benægte den, men det er en anden sag.
Athenernes reaktion var at afvise Paulus direkte eller indirekte. Nogle gjorde det direkte og spottede ham, andre gjorde det indirekte og sagde, at de ville høre om det en anden gang (hvad de næppe ville).
Nogle holdt sig dog til Paulus og troede.
Når Paulus sagde, at Gud har befalet alle mennesker at omvende sig, så skal det jo forstås ud fra, at omvendelse er syndserkendelse og tro på syndernes forladelse. Anger og tro, som Den augsburgske Bekendelse skriver i artikel 12 om boden.
Man har villet opstille en anden vej til ret gudsdyrkelse, men det må fastholdes, at alene det, som Gud accepterer på dommedag, er en ret gudsdyrkelse eller tro.
Nu siger Den augsburgske Bekendelse i øvrigt også, at der efter anger og tro “bør” følge gode gerninger (jf. også artikel 6). Det viser prædiketeksten også.
Prædiketeksten
Næste søndags prædiketekst sætter nemlig fokus på dommen og forholdet mellem tro og gerninger, på samme måde som det sker i det efterfølgende stykke i Matt 25,31-46, som jeg har gennemgået i en tidligere Næste Søndag. Jeg har også gennemgået det foregående stykke: Matt 25,1-13 og her bl.a. skrevet om myten om Luthers træplantninger i en anden tidligere Næste Søndag.
Med talen om dom og troens og vantroen gerninger bevæger vi os ind i fastetiden, som ligesom adventstiden er en bodstid, sådan som også den liturgiske violette farve viser.
En mand rejser udenlands og betror sine tjenere sin formue (v. 14)
Jesu lignelse om de betroede talenter følger op på lignelsen om brudejomfruerne. Jesus slutter med at sige: ‘vær derfor årvågen, for I kender ikke dagen og heller ikke timen’ (Matt 25,13).
Med ordene ‘for’ (gr. gar, som 1992-oversættelsen udelader) og ‘(det er) ligesom (med)’ gør Jesus det klart, at lignelsen om de betroede talenter udfolder, at disciplene ikke kender tidspunktet for dommedag og derfor skal være årvågne. En årvågenhed, som består i at bruge ordet og sakramenterne, så Gud kan bevare troen hos disciplene og lade dem bære troens frugter.
Jesus introducerer hovedpersonen: et mennesker, der skal rejse væk hjemmefra (‘udenlands,’ som vi lidt unøjagtigt plejer at sige). Dette menneske er naturligvis Jesus selv, og det svarer til hans himmelfart. Lignelsen dækker altså tiden fra Jesu himmelfart og, som vi skal se, til hans genkomst og dommen.
Dette menneske betror sine tjenere det, han ejer. Han gør det ikke for at fælde dem, men han giver dem, hvad han vurderer, de kan klare. Han forventer altså, de som gode tjenere tager sig godt af den del af formuen, han betror dem hver især.
Men hvad er herren, betror sine tjenere? Brugen af denne lignelse i daglig tale tyder på, at vi tænker på alt, hvad vi har til rådighed: penge, evner og hvad vi ellers kan komme i tanke om.
Når dette menneske nu er Jesus selv, er det dog meget nærliggende ikke kun eller måske ikke først og fremmest at tænke på vores evner og ting. Hvad Jesus har, er jo først og fremmest evangeliet. Men naturligvis har vi alt andet fra ham, som “bærer alt med sit mægtige ord” (Hebr 1,3).
Efter evne (v. 15)
Manden betror sin formue i ulige portioner, afhængig af den evne, hans tjener hver især har. Ingen kan altså undskylde sig med, at der kræves noget af dem, som de ikke burde kunne. Tværtimod er det nøje afpasset, fordi herren er god, ikke hård, som den tredje tjener senere siger i sin vantro og frygt.
De to tjenere (v. 16f)
De to af de tre tjenerne investerer penge i forretninger. Hvad slags får vi ikke at vide. Ordet ‘straks’ (gr. eutheôs) står i v. 15, men hører sikker til v. 16. Dels forklarer det andre varianter, dels er pointen ikke, at manden rejser straks, men at tjeneren straks sætter pengene i arbejde (jf. Metzger i Textual Commentary).
Ordet straks fremhæver tjenerens lydighed. Det fremhæver også – på forskud – forskellen mellem de to første tjenere og den tredje.
Den anden tjener tjente nemlig “på samme måde” det dobbelt af, hvad han havde fået. På samme måde må betyde, at han også straks satte pengene i arbejde.
Den tredje tjener (v. 18)
Helt anderledes med den tredje tjener (jf. ‘men,’ gr. de). Han gravede et hul i jorden skjulte sin herres (sølv) penge. Jesus understreger med ordene ‘sin herres’, at denne tjener opfører sig forkasteligt. Det er ikke hans egen formue.
Craig Blomberg skriver i sin bog om lignelsestolkning (Interpreting the Parables), at man i samtiden ville have anset den tredje tjeners handlen for at være den kloge og sikre adfærd. For det var ikke kun et spørgsmål om renter, men også om i det hele taget at sikre den del af formuen, man fik overdraget. I så fald har Jesus med denne lignelse vendt det traditionelle på hovedet. Men de jødiske tekster, der taler om disse spørgsmål, handler dog ikke om penge, der skal investeres (p. 215f).
Regnskabet efter lang tid (v. 19)
Med v. 19 får vi først at vide, at tjenernes herre kommer ‘efter lang tid.’ Man kan naturligvis forsøge at bortforklare disse ord på forskellig vis. Men med disse ord gør Jesus klart, at han ikke nødvendigvis forestiller sig, at han skulle komme igen vældig snart.
Der er meget, der viser, at Jesus tænkte langsigtet. Jesus er næsten færdig med en flerårig oplæring af apostlene. Det er ikke for sjov, men for at de skal sørge for, at vi får de apostoliske skrifter og at missionen sættes i gang.
Selv var Jesus på vej til Golgata, hvor han skulle lide, dø og siden opstå for at blive verdens frelser. Han bar “al verdens synd” (Joh 1,29). Det skal naturligvis forkyndes, sådan som han også befaler i Matt 28,18-20.
Al tale om, at Jesus forventede sin snarlige genkomst, og at der i stedet kom en “forsinkelse af Jesu genkomst” (den såkaldte Parusieverzögerung), baserer sig på en enøjet og ensidig læsning af enkelte skrifter. Det er som kun at se nålen og ikke høstakken.
Der kan sikkert være mange grunde til det – i det mindste overfladisk set. Men det er jo i al fald også en måde at holde sig Jesu budskab fra livet. “Jesus tog fejl,” og derfor behøver man ikke at tro på ham og stole på hans ord.
Det er en variant af den reaktion, Paulus mødte på Areopagos. Det hjælper ikke at “tilpasse” budskabet for at få flere tilhørere. Et tilpasset budskab omvender ingen, men fastholder dem i deres kødelige vantro og sætten-sig-til-herre over Jesu ord. Det er et sørgeligt og tragisk svigt af prædikanter og kirker, når man gør det. Det har også fatale konsekvenser for de prædikanter, der hellere vil arbejde med deres egen (eller andres) formue end med det, som Jesus har betroet dem. De skal stå til regnskab for det (jf. Matt 24,48-51 og Luk 12,41-44)
Men deres herre kommer (gr. erchetai). Der er ingen tvivl om, at Jesus bruger ordet med bevidst henspilning på sin komme til dom (jf. til Matt 25,31-46).
I lignelsen siger Jesus, at deres herre kommer og ‘gør regnskabet op med dem’ (Matt 24,19). I lignelsen er det afregningen af deres formueforvaltning, det drejer sig om. I virkeligheden er det dommen på dommedag, der er tale om. Regnskabsdagen, som man sagde, førend man(ge) holdt op med at tale om dommedag. Alle skal træde frem for Kristi dommersæde og dømmes, skriver Paulus i 2 Kor 5,10, og enhver skal få igen efter det, han har udført ved sit legeme, enten godt eller ondt.
De to første tjenere (v. 20-23)
De to første tjener kommer og aflægger rapport om deres fordobling af den formue, deres herre havde betroet dem.
Svaret til dem er ord for ord helt ens. Jesus udtrykker sin tilfredshed med ordet ‘godt.’ Han kalder de to tjenere ‘god’ og ‘tro.’ De er ikke gode og tro, fordi de har forvaltet hans formue godt. Det er omvendt. Fordi de er gode og tro, har de gjort, hvad deres herre befalede dem.
At de er gode og tro, skyldes ikke dem selv, men det faktum, at de har er hans tjenere, at han er deres herre. Selv om Jesus ikke bruger ordene, er det, han taler om, tro og troens gerninger, ikke lovgerninger.
Men nu nævner Jesus jo deres handlinger, ligesom han gør i Matt 25,31-46. Det er ikke deres gerninger, der frelser dem. Gerningerne er kun indikatorer på deres tro. Ligesom et træs gode frugter viser, at der er tale om et godt træ. Vi skal ikke tage fejl. Det er Jesus, der afgør, hvem der har gjort gode gerninger. Men det skal ikke medføre, som det ofte sker i dag, at man ændrer Guds lov og kalder onde gerninger for gode, og omvendt. Det er ikke nogen god gerning at slå f.eks. ufødte børn ihjel, uanset hvad samfundet så mener.
De var blevet betroet ‘nogle få ting,’ siger deres herre i lignelsen. Det betyder ikke, at det var ligegyldigt med formuen. Det skal ses i modsætning til det, som de nu får betroet.
Hvad det er, de vil få betroet efter regnskabsaflæggelsen, forklarer Jesus ikke her. Men senere fremgår det jo, at det er hele arven, hele det rige, som har været bestemt for Jesu faders velsignede, siden verden blev grundlagt (Matt 25,34; se mere her). Det er jo virkelig “meget.”
Deres herre kan derfor befale dem at gå ind til deres herres glæde, dvs. til den glæde, der er hos deres herre, består i at være hos ham, og stammer fra ham.
Den onde og frygtsomme tjener (v. 26-30)
Den tredje tjener er på alle måder en kontrast til de to første. Han var dog tjener, og han fik også en del af formuen at passe – i forhold til sin evne. Det er altså ikke “manglende evne,” der adskiller ham fra de to andre.
Han kan nok kalde sin herre for herre (gr. kyrie), men han har ikke lært ham at kende som en nådig og barmhjertig herre.
Tværtimod lægger han straks ud med at give sin herre skylden for det, som er hans eget ansvar. Han kalder ham for “hård” og sige, at han beriger sig på andres bekostning: Du er et hårdt menneske, for du høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvorfra du ikke har spredt (eller eventuelt renset, dvs. renset kornet for avner).
Derfor har han heller ikke handlet i tro og tillid (v. 25). Tværtimod har han, som han selv siger, handlet ‘af frygt’ (gr. phobêtheis). Dermed slår han selv fast, at han er vantro, og at hans (ikke-)gerninger er vantroens gerninger, dvs. lovgerninger. Han forkynder dommen over sig selv.
Når man har hørt Herrens befalinger og ved, at man bør følge dem, men ikke har hørt evangeliet, så kan man ikke gøre andet end at handle i frygt. Så bliver ens gerninger aldrig andet end lovgerninger, uanset hvordan de tager sig ud i andre menneskers øjne. “Alt, hvad der ikke er af tro, er synd,” som Paulus skriver (Rom 14,23).
Denne tjener har altså handlet ud af frygt og ikke i tillid til, at hans herre vil velsigne hans tjeneste.
Han levere formelt set sin herres formue tilbage, men det er jo ikke det, der er problemet. Det er hans hjerte, der er problemet.
Det siger hans herre også med det samme, indledt af ‘men’ (gr. de). Han siger først, hvad denne tjener er. Han er ond (gr. ponêros). Det er han, fordi han i sit hjerte er vantro.
Han er også ‘doven,’ siger i al fald den danske oversættelse. Men det pågældende ord (gr. oknêros) betyder normalt ikke doven, men ’tilbageholdende,’ ‘tøvende’ eller ‘frygtsom’ (se Liddell-Scott-Jones-McKenzie, A Greek-English Lexicon). Det svarer altså til, at han begrunder sin egen handling sin frygt (se ovenfor).
Jesus tager ham på ordet. Når tjeneren kender sin herre og hans krav, så burde han have handlet efter dem, og ikke brugt det som undskyldning for intet at gøre. Han kunne have bedt vekselererne om at forrente pengene, så hans herre havde fået formuen tilbage med renter.
Jesus accepterer altså ikke falske undskyldninger. Det bør forkyndelsen over denne prædiketekst derfor heller ikke gøre. Prædikanterne skal forkynde Herrens krav – hans bud, men også hans nåde. Dem, der afviser evangeliet i deres vantro, vil også gengive Herrens bud i forvrænget form, og de vil fremstille Herren som en hård og uretfærdig herre.
Dette udslag af arvesynden skal ikke imødekommes, men afsløres som det, det er. Prædikanten må gøre klart, at falske undskyldninger kan overbevise mennesker i dag, ja, selv præster, der ellers burde være klogere. Men det vil ikke narre deres herre, når han kommer.
Jesus ser nemlig ikke først og fremmest på handlingerne, men ser hjertet – ser efter troen. Handlingerne er jo bare det, der udspringer enten af troen og tilliden eller af vantro og frygt.
Den tredje tjener får frataget den ene talent, han fik, og den første tjener får en ekstra (v. 28)
V. 29 skal forstås konkret i lyset af det foregående, selv om Jesus siger noget tilsvarende i Matt 13,12. Den, der har tro og tillid, skal få mere, ja, få overflod i fuldendelsen. Modsat med den, der ikke har tro, men vantro og frygt.
Med v. 30 fastslår Jesus, at en vantro og derfor frygtsom tjener ikke får del i velsignelsen, men kastes ud i mørket udenfor, dvs. uden for Kristi rige på den nye jord. Der vil Guds evige vrede og pinsel føre til gråd og tænderskæren som udtryk for fortabelsens pine.
Forfasten er bodstid og forberedelse på påsken
Der skal prædikes lov og evangelium hver søndag. Man kan måske lade sig friste af, at de to første tjenere går ind til deres herres glæde, så man starter med at forkynde evangelium og ender med at forkynde lov.
Det er prædikantens ansvar at lade evangeliet fylde mest og lade prædikenen ende med evangelium.
Men det er også prædikantens ansvar at forkynde loven. Uanset hvordan vantro mennesker formulerer deres oprør og tro på egen indsats, når det gælder frelsen, må prædikanten gøre sit til at afsløre det som det, det i virkeligheden er: Frygt og vantro, som vil få sin dom. Så meget desto stærkere må prædikanten også forkynde evangeliet, så den synder, der angrer, kan høre evangeliet og komme til tro ved Helligåndens gerning.