Læsningerne
Læsningerne til Pinsedag efter anden tekstrække er: fra Det gamle Testamente Jer 31,31-34. Den nytestamentlige lektie er – naturligt nok – ApG 2,1-11, som handler om modtagelsen af Helligånden og det store sprogunder. Prædiketeksten er Joh 14,15-21, hvori Jesus lover, at han vil bede sin Fader apostlene “en anden talsmand,” “sandhedens Ånd.”
Jer 31,31-34
Umiddelbart hører Jer 31,31-34 ikke specielt til på Pinsedag. Denne tekst taler om “den nye pagt,” eller bedre: Det nye Testamente, som Gud vil slutte med sit folk. Herren vil stifte ‘et nyt testamente’ for sit folk: Israels hus og Judas hus, fordi begge er syndere, der har gjort oprør mod ham.
Det er et nyt testamente, et testamente, der er anderledes end den, Herren sluttede på Sinaj. Men hvori er den anderledes?
Svaret på det er ikke v. 32b. Her får vi snarere svaret på, hvorfor Gud vil stifte et nyt testamente. De syndede og gjorde oprør.
Det nye testamente skal bestå i, at Herren vil lægge sin lov i Israels hus’ indre, dvs. skrive den i deres hjerte. Han “vil være deres Gud, og de skal være [hans] folk” (v. 33). Men hvad menes der med “lov”? ‘Lov’ (hebr. torâh) betyder ikke kun ‘bud,’ men ‘belæring.’ Det får vi også at se i det følgende.
Alle skal kende Herren (v. 33a). Men hvordan? Jo, at kender Herren lærer man gennem syndernes forladelse: “Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd” (v. 34b).
Heri ligger, at vi skal kende Guds hellighed og vores syndighed, dvs. det er lovens gerning. Men vi er ikke et mål i sig selv. Det virkelige kendskab består i at kende Guds nåde og barmhjertighed, dvs. i troen.
Loven har aldrig kunnet lære os Gud at kende, endsige lære os at holde loven. For vi er syndere. Som Paulus skriver, “Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet” (Rom 8,3). Men Paulus har heldigvis mere at sige:
Thi det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden (Rom 8,3f).
Måske har man valgt Jer 31,31-34, fordi Gud gør denne gerning ved Helligånden. Det er bare ikke noget, som specielt har at gøre med Pinsedag. Til gengæld er der en forbindelse til prædiketeksten efter anden række.
ApG 2,1-11
Alle apostlene forsamlet (v. 1)
“Alle” er dem, der er nævnt i det foregående, dvs. de elleve og Matthias, som lige er blevet valgt.
Pinsedag betyder ‘den halvtresindstyvende dag.’ Det er 50 dage efter Påskedag, når man tæller både Påskedag og Pinsedag med.
Helligåndens komme (v. 2f)
Helligånden kommer til mennesker på to måder. I det skjulte, når Ordet bringer Ham nær. Dåben er således “det bad, hvori Helligånden genføder og fornyer” (Tit 3,5), selv om vi ikke kan se, at Helligånden er nær og virker. Til andre tider er Helligåndens komme synlig. Da Jesus blev døbt, steg Helligånden ned over ham i skikkelse af en due.
Pinsedag kom Helligånden, så det blev tydeligt for alle, der oplevede det. Hans komme var pludselig, og sammenlignes med kraftig vind (jf. Joh 3,8). Hele huset blev fyldt af Helligånden.
Helligånden blev givet til hver enkelt på en synlig måde, som svarer til det under, der skal ske med apostlene. ‘Tunger som af ild’ viste sig, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af de tilstedeværende.
Sprogunderet (v. 4)
Alle (tilstedeværende) blev fyldt af Helligånden, som gav dem evne til at tale ‘med andre tungemål,’ dvs. tale sprog, som de ikke før kunne tale. Også det følgende viser ganske tydeligt, at der her er tale om at kunne tale eksisterende sprog uden at have lært dem i forvejen.
Hensigten er helt sikkert at understrege, at apostlene som prædikanter og ledere af verdensmissionen skal gå til hele verden, fordi evangeliet er for alle folkeslag, sådan som det også fremgår af missionsbefalingen i Matt 28,18-20 og Luk 24,47 (se bl.a. “Ekstra: “Idet han velsignede dem …” [Kristi himmelfarts dag – Luk 24,46-53]“).
I et større perspektiv er der tale om det omvendte af sprogforvirringen, som Gud sendte over menneskene, fordi de ville bygge Babelstårnet (1 Mos 11,1-9). På gudsoprørets præmisser skulle man ikke have lov at lave et globalt samarbejde.
Et globalt projekt er derimod den kristne mission. Men den kan ikke føre til et gudsoprør, hvis den ellers er tro mod den befaling, som Kristus har givet. For så forkynder den loven, som sætter al oprør mod Gud under dom. Og den forkynder evangeliet, som tilgiver syndere og skænker Helligånden, som driver os til at gøre gode gerninger.
Det budskab og hele den kristne lære skal ifølge Kristi befaling forkyndes i hele verden, og derfor udrustes apostlene med det, man ofte kalder for “tungetalens nådegave.” Det er slet og ret Helligåndens udrustning til (pludselig) at (kunne) tale sprog, man ikke kunne før. “De begyndte at tale andre sprog,” skriver Lukas jo.
Gudfrygtige jøder fra alle folk under himlen (v. 5.9f)
Lukas giver os nu noget baggrundsinformation, idet han forklarer, at der boede gudsfrygtige jøder fra ‘ethvert folk under himlen’ i Jerusalem. I v. 9f får vi eksempler på det.
Lukas kalder dem ‘fromme’ eller ‘gudfrygtige’ (gr. eulabês). Eksempler herpå er Simeon og dem, der begravede Stefanus (jf. Luk 2,25 og ApG 8,2).
En ny sprogforvirring (v. 6f)
Helligåndens komme kunne høres i Jerusalem, og det fik en mængde til at samles. De blev ‘hældt sammen,’ står der egentlig. Man skal vel forestille sig de bevægelser, det medfører i væsker, der hældes sammen. Ud fra brugen af verbet (gr. syngcheô) må man vel se for sig, at folk bliver oprørte eller skælver. Men Lukas er næppe helt uvidende om, at det bruges i 1 Mos 11,7.9 som oversættelse af ordet bâlal, der betyder ‘blande’ eller ‘gør forvirret’ (jf. ordspil på Babel).
Nok var Jerusalem så at sige en international by, men de fremmede var slet ikke vant til, at andre kunne tale ens sprog. Det sker Pinsedag, og det gør tilhørerne helt forvirrede og formentlig også urolige. For det var jo helt usædvanligt.
Deres forvirring blev ikke mindre af, at det jo var galilæere, der talte. De forventedes åbenbart ikke at kunne være kyndige i fremmede sprog.
Hvorledes? (v. 8.11)
Hvorledes kan de så høre evangeliet, Guds mægtige gerninger (gr. ta megaleia tou theou), på deres egne modermål? Ja, det er jo netop underet på Pinsedag. Helligåndens under.
Prædiketeksten i Joh 14,15-21
I prædiketeksten begynder og slutter Jesus med at tale om ‘holde’ eller ‘bevare’ Jesu bud. Som altid er det vigtigt at holde sig for øje, hvordan vi overhovedet kan elske Jesus og holde hans bud. Det kan vi kun, fordi Gud elskede os og sendte sin søn for at lide og dø for vore synder, og fordi han har sendt forligelsens tjenere, som har forkyndt evangeliet for os, så vi ved Helligånden kan blive genfødt og tro evangeliet.
Kærlighed og Jesu bud (v. 15)
Hvordan kan vi elske Jesus? Hvad er Jesu bud? Jesu bud er ikke De ti bud, selv om han som den anden person i treenigheden har givet dem. Det, Jesus her mener, er det stik modsatte af loven og budene, som blot vil binde os i ny trældom. Tilmed en trældom, som vi hverken vil eller kan kæmpe os ud af uden hjælp.
Nej, Jesu bud er for dem, der ved troen er blevet retfærdiggjort og derfor har fået et nyt sind, som gerne vil holde Jesu bud. Uden troen er der heller ikke nogen, der vil eller kan holde dem. Men uden at Jesus gik til Golgata og blev gjort til synd for os, så han led, døde og opstod for os, og uden at det bliver forkyndt for os, ville ingen af os elske ham.
Men fordi han har frelst os, så vil vi også gladelig elske ham og holde hans bud, som Luther siger.
Therefore if you want to keep My commandments, see that you love Me, and think of what I have done for you. It is proper that you should love Me, who am about to give My life for you and to shed My blood for you. Do this for My sake. Live in harmony and friendship with one another. At the same time adhere steadfastly to Me in your preaching, bear with one another in love, and do not introduce schisms and factions. (AE, 24,102).
Hvad Jesus vil have holdt eller bevaret, er, at vi skal prædike om Ham, bevare hans ord og sakramenter, vise kærlighed og enighed over for hinanden for Kristi skyld, og bære den modgang, som det vil medføre. Sådan skriver Luther et andet sted i sin udlægning, og han har ret. Men det er netop det, ingen kan uden Helligåndens bistand og virke ved ordet og sakramenterne.
Det er en tragedie, hvis man tolker Jesu formaning, som om det drejer sig om lovbud. Jesus gjorde jo netop op med farisæerne. De forkyndte ikke det rene evangelium, der frelser og giver kærlighed til Kristus. Og særligt blandt dem, der prædiker og underviser, ville der opstå uenighed. Men det bør der ikke for dem, der elsker Jesus (jf. ” ‘Sandheden skal gøre jer frie’ [4. s. e. påske – Joh 8,28-36]“).
Men der vil være og har været mange, der gerne vil smykke sig med Jesu navn, prale af at være hans disciple og evangeliets prædikanter, men som sætter deres eget omdømme, herlighed og ære over Kristi blod og død. Kristi nåde, hans uudsigelige kærlighed og alle hans frelsesgerninger bryder de sig ikke så meget om, at de vil risikere og sætte alle deres egne glæder, ære og magt til side for det (Luther, ibid.). De vil ikke opgive deres egen viden og klogskab, fordi deres ry for at være klog, vis og lærd har større betydning for dem end Kristus og evangeliets rene lære (AE, 24,102f).
They would not deprecate their own knowledge and cleverness, because their reputation for smartness, wisdom, and learning is of greater consequence to them than Christ and the pure doctrine of the Gospel. (AE 24,102f)
Jesus siger altså, at hvis de elsker ham (konjunktiven signalerer: hvad der er sandsynligt, at de gør), så skal de holde hans bud. Futurumformen ‘vil I holde’ har her befalende eller formanende karakter. Selv om et godt træ bærer gode frugter (jf. Matt 7,16-20) og man derfor godt kunne forstå futurumsformen konstaterende, er det næppe meningen her.
Faderen vil give en anden talsmand (v. 16)
Man skal ikke forbinde v. 15 og 16, som om apostlenes kærlighed er forudsætningen for, at Faderen vil sende Helligånden.
Baggrunden for, at Jesus taler om at give dem Helligånden, er, at han snart vil gå tilbage til Faderen. Dermed menes ikke, at Jesus vil forandre sig. Jesus er den samme, men han vil ikke længere vælge at vise sig for dem, som han har gjort og vil gøre indtil Kristi himmelfarts dag. Han vil gå til Faderen for at overtage sin magt og sit rige og så lade sin magt og rige manifestere sig hos dem (Luther, ad loc.). De skal altså ikke lade sig bedrøve af, at Jesus ikke længere vil være synligt og legemligt til stede hos dem i verden. Verden vil ikke forandre sig, så ingen skal forvente bedre behandling, end den Jesus fik. Verden vil ikke trøste dem, der bliver forfulgt på den ene eller anden måde for Jesu skyld. Men de vil få en anden til at trøste sig.
Jesus siger ganske enkelt, at han vil anmode eller bede Faderen. Hvad han anmoder eller beder om, får vi at vide i det følgende. Ovenfor har Jesus sagt, at “Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det” (Joh 14,14). Dermed viser Jesus, at han er Gud selv. Her i Joh 15,16 beder han som sandt menneske. I Joh 14,14 bad Jesus som sand Gud. Sådan kommer hans to naturer til udtryk på forskellig vis, men det er den samme en person, der taler, som Luther siger (AE 24,104). Som Luther siger, må man gøre dette helt klart for menigheden. Menneskelig kløgt hverken kan eller vil fatte det, men den kristne tager imod det, fordi Helligånden lærer os det i Ordet.
Treenighedslæren må med på prædikestolen. Som Den augsburgske Bekendelse siger, “Vore kirker lærer med stor enighed hos os …” (artikel 1). Luther forklarer, at alt hvad Skriften siger om Kristus, handler om den hele person, som om både Gud og menneske var et væsen. Skriften bruger ofte de samme udtryk om begge og tilskriver begge naturers egenskaber til begge naturer. Det sker for at give udtryk for de to naturers enhed i den ene person, dvs. det man kalder “kommunikation af egenskaberne” (lat. communicatio idiomatum). Jeg anbefaler i øvrigt Luthers gennemgang i kommentaren til Johannes 14. Han viser, hvor nødvendig og trøsterig tonaturlæren er.
Faderen vil ‘give en anden talsmand til dem’ (gr. allon paraklêton hymin). Jesus taler om en anden talsmand, fordi han også selv er talsmand:
Børnlille, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; og han er soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens. (1 Joh 2,1-2).
En talsmand er altså klart en, der går i forbøn for en og som sådan er hjælper og mellemmand (jf. Rom 8,34: ” ‘Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de … være hos mig’ [6. s. e. påske – Joh 17,20-26]“). Ordet paraklêtos betyder enten en advocatus, en, der er kaldet til hjælp for en anden, eller en, som optræder på en andens vegne, dvs. en mediator, en, der går i forbøn, en hjælper (jf. BDAG s.v.). Eller slet og ret en Trøster (jf. verbet parakaleô).
Hvad skal Helligånden gøre som talsmand? Det svarer bl.a. prædiketeksten efter første række på. Det er fortsættelsen af denne tekst, dvs. Joh 14,22-31. Helligånden skal for det første bistå apostlene på en måde, som ikke gælder andre: “han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer” (Joh 14,26). Senere i samme tale siger Jesus også, at han vil sende talsmanden, sandhedens ånd, som “skal vidne om mig” (Joh 15,26). Også apostlene selv skal vidne.
Men Helligånden, Talsmanden, har også en opgave over for alle kristne, som det fremgår af prædiketeksten til 4. søndag efter påske efter første række:
Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom; om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. (Joh 16,8-11)
Her lærer vi, at Helligånden ikke alene vil overbevise os om synd, men han vil også vise os, at synden er sonet og tilgivet. Og Helligånden kommer os til hjælp, når Djævelen angriber os ved bestandigt at få os til enten at fortvivle over vores synd, skønt den er forsonet og tilgivet i Kristus, eller forsøger at lokke os til at tilpasse os verden og følge Djævelen, denne verdens fyrste. For Helligånden forkynder for os, at Djævelen allerede er dømt.
Men Helligånden vil også udruste dem og give dem og alle kristne trøst og hjælp i verden. Det, som Kristus indtil nu har gjort, vil Helligånden gøre fremover (således bl.a. Rom 8,18-30).
Det skal ikke forstås sådan, at Jesus selv ikke længere vil være hos dem eller hos de troende. Det skal jeg vende tilbage til. Men de har haft en særlig glæde og trøst, så længe Jesus Kristus gik hos dem, og de er sluppet for lidelser hidtil. Men det skal få ende, og derfor har de har brug for Helligånden. Han vil hjælpe dem og stå dem bi. Jesus forlader dem, men Helligånden vil blive hos dem og alle andre, som virkelig er Jesu disciple, til evig tid (jf. Luthers udlægning til stedet).
Luther understreger for øvrigt, at Talsmanden eller Trøstermanden (en guddommelig person!), som det hed(der) i den gamle indgangsbøn, ikke vil skræmme eller forurette de kristne. Det kommer fra djævelen, når det sker. Gud selv er ét med Kristus og har samme forhold til os som Kristus har. Og en Talsmand eller Trøster har heller ikke negative hensigter. Jesu bøn bliver helt sikkert hørt; Faderen vil gøre, hvad Sønnen beder ham om.
Therefore we must learn to know and believe in the Holy Spirit and as Christ depicts and describes Him, namely, that He is not a Spirit of anger and terror but a Spirit of grace and consolation, and that the entire Deity reflects sheer comfort. The Father wants to comfort, for it is He who grants the Holy Spirit; the Son likewise, for He prays for this; and the Holy Spirit Himself is to be the Comforter. Here, therefore, there is no wrath, threat, or terror for Christians; there is only a friendly smile and sweet comfort in heaven and on earth. (AE, 24, 111)
Sandhedens Ånd kun for apostlene (v. 17)
Talsmanden, Helligånden, er “sandhedens Ånd,” for han skal minde apostlene om sandheden om
Jesu undfangelse, fødsel, liv, lidelse, død, opstandelse og himmelfart. Han skal også lære os vores synd og syndernes forladelse at kende.
Verden, de vantro menneske, kan ikke modtage Helligånden. De ser og kender ham ikke, for de vil ikke. Man kan altså stå Helligånden imod, men ikke uden konsekvenser for tid og evighed (jf. Mark 3,28-30). Det var, hvad farisæerne gjorde. Skønt Helligånden viste dem Jesu guddommelighed på så mange måder, at de ikke burde kunne benægte det, gjorde de det alligevel med en skamløs løgn. Heller ikke da Helligånden senere virkede med med tegn og undere, tog de fleste imod.
Men der er en ond åndsmagt, som gerne lærer folk løgn, nemlig djævelen, som er løgnens fader (jf. 3. søndag i fasten – Joh 8,42-51). Han står bag tyranniske og skismatiske ånder, siger Luther med rette (ad loc.). De er selvsikre, når de har penge og magt. Men Helligånden hjælper dem, der i ydmyghed og sagtmodighed bekender sandheden og må lide for det. De har ikke andet og andre at sætte deres lid til end Kristus, deres Herre og Gud. Men det er også nok, og for hans skyld må vi, som Luther siger i “Vor Gud han er så fast en bog,” være villige til at lide og miste alt. Sandhedens Ånd trøster os, og derfor behøver vi ikke at være bange for at blive svigtet eller bedraget!
Anderledes med dem, der hverken har eller ønsker at have sandhedens Ånd. De får på så mange måder lov at leve i bedrag og mørke. Det største og mest fundamentale mørke er: ikke at kende mennesket Kristus og “tro, at vi ene og alene ved Hans blod reddes vi fra vore synder, frelses og har og beholder en nådig Gud”. De kan og vil ikke “forkaste alt andet, som kan nævnes som noget, der fjerner vore synder og bevarer Guds nåde blandt os” (AE, 24,122).
Apostlene kender derimod Helligånden, for han (for)bliver hos dem og han vil være i dem. Der er altså ikke tale om, at apostlene først får Helligånden Pinsedag. De har allerede Helligånden, for han har – trods alt – lært dem om synd og nåde og skænket dem frelsende tro. Jesus vil endvidere udruste dem med Helligånden påskedags aften (jf. “Vær hyrde for mine får” [1. s.e. påske – Joh 21,15-19]).
Endelig vil de som nævnt blive udrustet af Helligånden til at forkynde på alverdens sprog.
Helligånden vil ikke forlade dem i deres tjeneste. Det skal forkyndes stærkt og ofte, så sande kristne trøstes af Trøstermanden i denne verden. Ligesom Faderen er god, nådig og barmhjertig, og Kristus er vores himmelske konge og ypperstepræst, som går i forbøn for os, sådan er Helligånden vores Trøstermand.
Derfor skal vi også flittigt bruge det, som Trøstermanden trøster os med: Guds ord og lære. Det bliver vi aldrig færdig med, for verden, djævelen og vores syndige kød forsøger hele tiden at overdøve Guds Ord. Men når vi tror på Herren Jesus Kristus og værdsætter hans ord, så ved vi også, at vi kender Helligånden, og så ved vi, at han bor hos os. Ja, han vil altid være hos den kristne kirke. Derfor vil den bestå.
Luther er for øvrigt inde på, at der kun er få virkelige kristne, som stadig har Helligånden boende i sig. Og af dem er der nogle, der har så lidt af Helligånden, at de på grund af deres svaghed er fristet til at tvivle på, at de har Helligånden. De skal trøstes (AE 24,125). Men de skal trøstes, ikke med karismatisk sværmeri, men med Skriftens lære om Helligåndens gerning.
Vil man vide, hvor Helligånden virkelig er, så må man undersøge, hvem der prædiker ret om Kristus og priser dåben, nadveren og evangeliet, Han gav os (AE 24,127).
Jesus vil komme til apostlene (v. 18)
Jesus er helt klar over, hvilken betydning han som deres Herre og mester, som Gud og menneske, har for apostlene. Han er som en fader, ja, langt mere. Hvis han forlod dem, ville det være katastrofalt for dem. Verden ser os som hjælpeløse, fattige, ynkværdige faderløse – og på grund af verdens forfølgelse af de kristne har der også tit været faderløse i de kristne menigheder. Men uanset hvordan verden ser på os og vore små menigheder, så er vi ikke faderløse.
For Kristus efterlader os ikke faderløse. Han vil sende Helligånden. Ja, endnu mere: Nok skal han gå til Faderen (Joh 13,3; 14,28; 16,10.17), men han vil ikke efterlade dem faderløse. Jesus siger nemlig: “Jeg kommer til jer.” Det er det, der ligger bag, at han i missionsbefalingen siger, at han er med dem indtil denne verdens eller tidsalders ende (Matt 28,20b).
Jesus mener ikke kun, at han skal dø og så opstå. Han mener heller ikke kun, at han vil sende Helligånden. Det er Jesus selv – Gud og menneske – der vil komme og være hos apostlene. Ja, han vil komme og være hos sine menigheder: “Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” (Matt 18,20).
Men han vil også bede Faderen sende Helligånden, som vi så. Det er et eksempel på, at treenighedens gerninger nok er delt udadtil, for os, men ikke indadtil i treenigheden. Jesus vil bede Faderen sende Helligånden (jf. Joh 15,26), men Faderen og Sønnen vil “komme til ham [der elsker Sønnen og holder fast Hans ord] og tage bolig hos ham” (Joh 14,23).
Det er et mægtigt budskab, men det er det, fordi der er en mægtig realitet bag. Derfor giver kristne ikke op, uanset hvor få og svage man er, og uanset hvor meget modgang der måtte være. Det havde apostlene særligt brug for at høre. Men vi har alle brug for dette opmuntrende budskab.
Jesus lever, og disciplene skal leve (v. 19)
Jesus holder denne tale efter nadverens indstiftelse, og kort tid før han byder apostlene at rejse sig og følge ham til Getsemane (Joh 14,31). Når Jesus taler om “endnu en kort tid,” så er det de få timer, der vil gå, indtil Jesus dør. Derefter skal folk flest ikke se Jesus. Jesus taler om verden, som ganske ofte refererer til dem, der er vantro.
Men apostlene skal få Jesus at se, for Jesus bliver ikke i døden, grav og Helvede, men står op igen. Jesus vil give dem del i det liv, han selv har. Derfor skal de leve evigt.
Den mystiske forening (v. 20)
Det tema, vi mødte i prædiketeksten til 6. søndag efter påske (jf. “Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de … være hos mig” [6. s. e. påske – Joh 17,20-26]), kommer nu igen. Opstandelsen vil lære dem om forholdet mellem Sønnen og Faderen: at Sønnen er i Faderen, og om den dybe forening mellem Jesus og de troende: at de troende er i ham, og han i dem.
Om kærlighed og åbenbaring (v. 21)
Jesus siger nu, at den, der har og hører Jesu bud, er den, der elsker ham (se til v. 15).
Den, der elsker Jesus, vil blive elsket af Jesu Fader. Men det er ikke årsagen til Guds kærlighed, for den er tværtimod det, som fører til, at Jesus er på vej til Golgata. Guds kærlighed og frelsende gerninger i Jesus og ved forligelsens tjeneste er forudsætning for vores kærlighed (1 Joh 4,19).
Jesus vil også elske den, der har og holder Jesu bud. Han vil også åbenbare sig selv for denne person (1992-oversættelsens ‘give sig til kende for’ er for svag). Jesus åbenbarede sig faktisk for apostlene og for mange andre. Han åbenbarer sig også i sit ord, og engang vil han åbenbare sig i herlighed og ære, så alles øjne skal se ham (jf. Åb 1,7).