bLogos

.. for at vi ikke skal fortvivle

“Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.” (Jesus, Matthæusevangeliet 16,18)

“Ligeledes lærer de, at der bestandigt vil forblive én hellig kirke.” (Den augsburgske Bekendelse, art. 7)

“… for at vi ikke skal fortvivle …” (Apologien til Den augsburgske Bekendelse, art. 7/8, stk. 9)

Anledningen

Den 25. juni 1530 fremlagde de evangeliske (“lutheranerne”) deres bekendelse for de romerske teologer og for kejseren. Det skulle egentlig have været den 24. juni, men Melanchthon blev færdig så sent, så det måtte udsættes til dagen efter. Apologien er skrevet senere. Senere forklarede Melanchthon, hvorfor art. 7 i Den augsburgske Bekendelse begynder, som den gør.

Bekendelseskirken

Jesus lærte disciplene, at han vil bygge sin kirke på den bekendelse, som Faderen i Himlene har åbenbaret for og skænket til Peter: “Du er Kristus, den levende Guds Søn”. Den bekendelse kan intet menneske selv tænke sig frem til, men den må skænkes gennem Guds Ord, sådan som Gud skænkede den til Peter og sådan som han har skænket den sande bekendelse til enhver kristen før og siden. Jesus, Marias søn, er Kristus, den levende Guds Søn. Den sande kirke er enhver, som i sandhed tror, lærer og bekender dette med alt, hvad det indebærer.

Dødsrigets porte skal ikke få magt over den

Denne sande bekendelses kirke skal dødsrigets porte ikke få magt over; den vil altid bestå, har Kristus lovet. Derfor bekendte de augsburgske konfessorer (“bekendere”) i 1530, at “der bestandigt vil forblive én hellig kirke” (art. 7). Tanken er ikke, at en bestemt kirke, som f.eks. den romerske, den “lutherske” eller den danske folkekirke, ikke kan forgå. Derimod er meningen, at der altid vil være en kirke, som bekender, at Jesus er Kristus, den levende Guds Søn. Det løfte har Kristus givet.

Løfte med stor trøst

Og det løfte er en stor trøst. Det var det for kirken på Jesu tid og i flere hundrede år derefter. For forfølgelser fra jødiske og hedenske magthavere og fra kætterske kirker gjorde, at det set med mennskelige øjne tit så helt umuligt ud, at denne kirke skulle kunne overleve. Det var også en stor trøst for kirken på reformationstiden. Den romerske kirke forfulgte Luther og de evangeliske kristne. Da pavedømmet udelukkede Luther af romerkirken og kejserdømmet erklærede ham fredløs, så enhver kunne dræbe ham uden at blive straffet for det — tværtimod — da var der ikke meget, der for det menneskelige øje tydede på, at det skulle gå godt for evangeliet. Anderledes var det ikke i 1530, da nogle få evangeliske mødte op i Augsburg. Overmagten var enorm. Ikke desto mindre fastholdt Luther, som han også tidligere havde gjort det i 1521 i forbindelse med rigsdagen i Worms, at han ville møde op. I 1530 fik han dog ikke lov af sin fyrste. Det er ind i denne situation, at de augsburgske konfessorer frimodigt løfter Skriftens løfte frem: Dødsrigets porte skal ikke få magt over Kristi kirke. Denne lære fremsættes, skriver Melanchthon i Apologien (“Forsvarsskriftet”), af en meget nødvendig grund, nemlig “… for at vi ikke skal fortvivle …” (stk. 9 i art. 7/8). Det var ikke af menneskelige grunde, på grund af menneskelige kræfter, at de bekendte således. Det var ikke, fordi de ræsonnerede sig frem til, at det kirkepolitisk og politisk ikke ville være muligt for paven og kejseren at gennemføre deres forehavende. Nej, den sande begrundelse var, at Kristi løfte står fast og ikke kan slå fejl, for Kristus taler sandt og er ikke en løgner. Han vil bevare den sande bekendelses kirke.

Kristi løfte gælder stadig

Om nutidens kirker vil overleve, er ikke til at vide. Flere og flere kirker fornægter selv de mest grundlæggende trosartikler, og endnu flere tillader, at de hyrder, der i princippet skulle repræsentere Kristus og være forvaltere af Guds hemmeligheder (1 Kor 4,1), både taler og handler i strid hermed, når de forvalter deres embede. For ikke at tale om, at de får lov at leve i strid med Guds ordninger og Guds ord. Om sådanne kirker overlever, kan være svært at vide. I en vis forstand kan de kaldes for Guds kirker, så længe og for så vidt som evangeliet dog i et eller andet omfang stadigvæk forkyndes og tros. Men det er ikke sådanne kirker, Jesus lover, dødsrigets porte ikke skal få magt over. Det løfte gælder derimod den kirke, der ud over jord består af enhver sandt troende. Den kirke vil bestå, fordi evangeliet forkyndes og bliver troet. Den tro, som Gud virker ved sit Ord og sin Ånd, vil have tillid til Guds ord, netop fordi den selv lever af dette ord. Derfor vil den kirke også have tillid til, at dødsrigets porte ikke skal få magt over den.

Manglende tro på Kristi løfte og Kristi ord

I dag er der imidlertid mange, der ikke længere synes at have tillid til, at evangeliet virkelig er Guds kraft til frelse. Skønt Gud ved evangeliet faktisk har skænket og opretholdt troen i løftets folk, kirken, lige siden Adam og Eva troede Guds løfte (1 Mos 3,15), tør man(ge) ikke længere stole på, at han vil gøre det i dag og fremover. Hvor det vigtigste spørgsmål for de lutherske reformatorer var det rene evangelium og derfor den rette lære om evangeliet, fordi Gud frelser derigennem, så er opmærksomheden i dag rettet mod andre ting. Man taler nedsættende eller direkte afvisende om behovet for den rette lære. Man skammer sig over evangeliets lære. Endnu mere tragisk er det, at kirker, der kalder sig lutherske eller evangelisk-lutherske, også skammer sig over evangeliets lære, skønt de formelt bekender sig til de lutherske bekendelsesskrifter. Man har ikke tro på, at kirken vil overleve, med mindre forkyndelsen af evangeliet bliver suppleret med tanker og teknikker, som mennesker har fundet på. Guds ord og lære er ikke nok, hvis hvis vi skal standse tilbagegangen for kristenheden i den vestlige verden. Man mener ikke, at den rene lære, som Gud har skænket os i sit ord, har kraft til at føre folk til tro og frelse dem. For at standse tilbagegangen, må man udvande forkyndelsen, forvalte dåb og nadver mere lempeligt eller folkeligt, og dermed giver man afkald på netop det, som Gud har bestemt at bruge for at føre folk til tro og frelse. Hvor tragisk, at mistillid til Guds ord og lære breder sig og dermed modarbejder Guds virke i evangeliet. Hvor sørgeligt, at vantroen breder sig og sætter dagsordenen. Hvor hvordan skal Gud kunne skænke os den levende tro og den sande bekendelse, hvis vi ringeagter de midler, han vil bruge til det?

Lad os ikke fortvivle!

Der findes kirker, som stadigvæk i ord og handling (dvs. dåb, skriftemål og nadver) forkynder evangeliet rent i overensstemmelse med den rene lære. Nogle er store, men slås med meget alvorlige indre splittelser. Andre er små og kommer ikke i Guinness’ rekordbog på nogen måde. Sådan set kan man godt sige, at situationen i dag ser fortvivlende ud med menneskelige øjne. Men vi vil alligevel ikke fortvivle, for Kristus har lovet, at Dødsrigets porte ikke skal få magt over den kirke, som han bygger på den sande bekendelses klippe, og som han bygger på sig selv som Klippen. Ja, vi tror, lærer og bekender, at den kirke vil Kristus opretholde. Netop derfor vil vi værne om den rette lære, så evangeliet kan blive forkyndt rent og sakramenterne blive forvaltet ret. Så stoler vi på hans løfte om, at han vil samle sig et folk der, hvor det sker. Om vi så er få eller mange og om de kirker, vi ser i dag, overlever eller ej, betyder ikke så meget. For Kristus har lovet at være med denne kirke alle dage indtil tidernes ende. Og der hvor Kristus er og virker, sådan som han har lovet, er der ikke grund til fortvivlelse. Der er tværtimod god grund til frimodigt at gøre, som de lutherske konfessorer gjorde for 474 år siden: At aflægge bekendelse om den rene evangeliets lære, som han har skænket os i sit hellige Ord, og at prædike og lære dette rene evangelium i vore menigheder. Det er også den eneste grund, vi har, til ikke at fortvivle.

Jesus og Den augsburgske Bekendelse

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: ’Fred være med jer!’ Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: ’Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.’ Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: ’Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.’ (Johannesevangeliet 20,19-23)

For at vi skal nå til denne tro, er der indstiftet et embede til at forkynde evangeliet og række sakramenterne. For ved ord og sakramenter som midler gives Helligånden, der – hvor og når Gud vil – virker troen i dem, der hører evangeliet: at Gud ikke for vore fortjenesters skyld, men for Kristi skyld retfærdiggør dem, der tror, at de tages til nåde for Kristi skyld. (Den augsburgske Bekendelse, art. 5)

Embedet og troen

Én af de store forskelle på en luthersk og en ikke-luthersk forståelse af evangeliet er det embede, som præsterne har. Jesus har selv befalet, at kirken skal have dette embede. Ja, uden dette embede er det slet ikke muligt at være en kirke. Kirken er nemlig i streng forstand ”de helliges forsamling, hvori evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret” (Den augsburgske Bekendelse, art. 7). Kristus har indstiftet dette embede og befalet, at dem, der tjener i dette embede, skal forlade synder på Guds vegne. For Kristi skyld retfærdiggør – erklærer retfærdig – Gud dem, der tror, at de tages til nåde for Kristi skyld. Og for at vi skal nå til denne tro, indstiftede Gud et embede til at forkynde evangeliet og række sakramenterne. Det er på denne måde, Gud virker troen.

Syndernes forladelse

Det har Luther givet udtryk for på smukkeste vis:

Om syndernes forladelse har vi to ting at sige. Den ene er hvorledes den er købt og etableret, den anden er hvorledes den bliver uddelt og givet os. At den blev købt var det, Kristus gjorde på korset, det er sandt nok, men han uddelte eller gav den ikke på korset. I nadveren eller sakramentet købte han den ikke, men der delte han den ud og gav den selv gennem ordet, sådan som det sker i evangeliet, når det bliver forkyndt. Erhvervelsen skete én gang for alle på korset, uddelingen derimod sker mange gange, både før og efter, fra verdens begyndelse og lige til enden. For siden han først havde besluttet at købe den en gang for alle, var det akkurat det samme for om, om han gennem sit ord delte den ud før eller efter. … Dersom jeg nu vil have min synd tilgivet, må jeg ikke løbe af sted til korset, for der finder jeg endnu ikke syndsforladelsen uddelt. Jeg skal heller ikke holde mig til det at mindes og erkende Kristi lidelse … for i det finder jeg den heller ikke. Nej, til sakramentet [nadveren] eller evangeliet må jeg; dér finder jeg ordet, som uddeler, skænker, frembyder og giver mig den tilgivelse, som blev købt på korset. Derfor har Luther lært ret, når han siger, at den, som har dårlig samvittighed på grund af sine synder, skal gå til sakramentet og hente trøst – ikke i brødet og vinen, ikke i Kristi legeme og blod, men i det ord, som i sakramentet frembyder, skænker og giver mig Kristi legeme og blod som givet og udøst for mig.” (Citeret i fordansket form fra det norske Martin Luther Verker i utvalg, bd. 3, s. 341)

Gud bygger og opbygger sin kirke herigennem

Til at udføre denne tjeneste for menigheden, i Kristi sted og på hans vegne har Gud indstiftet embedet: lære- og hyrde-embedet. Derfor er dette embede vigtig, fordi det skal tjene os med det evangelium i ordet og sakramenterne, der gør, at vi kan få syndernes forladelse og få vished om at have fået syndernes forladelse. Det er vigtigt, fordi det er derigennem, at Gud bygger og opbygger sin kirke. Hvad enten det drejer sig om at drive mission og grundlægge en ny kirke eller det drejer sig om en kirke, der ikke længere er helt ung, så er centrum altid forkyndelsen af evangeliet til trøst for dem, der har dårlig samvittighed.

Gud virker kun gennem nådemidlerne

Der er grund til at minde om dette, for det er svært at komme uden om, at der i dag er mere tiltro til, at Gud vil bygge og opbygge sin kirke på alle mulige andre måder end netop gennem lære- og hyrdeembedet, dvs. gennem prædiken, dåb, skriftemål og nadver. I kort form: nådemidlerne. Men den, der er nået til den sande tro, som Gud skænker gennem nådemidlerne, vil aldrig være i tvivl om, at Gud virker herigennem, men vil tværtimod afvise ethvert forsøg på at sætte noget andet i stedet. Det gælder også, hvis man vil afskaffe dette Gud-givne embede og erstatte det med hvad menigheden kan gøre.

De troendes vidnesbyrd

Men afskaffer dette ikke det kristne vidnesbyrd? Nej, på ingen måde. Tværtimod. For det første kan vi vidne om, hvad Gud har gjort for os gennem nådemidlerne, som de forvaltes af det embede, Gud har indstiftet: Han hjælper os med den dårlige samvittighed. Det er værd at tænke over i en tid, hvor flere og flere bliver alvorligt syge på sjælen af dårlig samvittighed. For det andet sættes vi ved dette evangelium i frihed til at tjene. Naturligvis er der ikke noget galt i at have et godt fællesskab i kirken og tjene hinanden dér. Men en troendes tjeneste er alligevel ikke primært i kirken, men i hverdagen. Her er der nok at tage fat på i familien, på arbejdet og for samfundet. Konkrete anvisninger kan findes i Luthers lille katekismus. Luther lærte os faktisk, at Gud vil, at vi skal tjene vores næste i dagligdagen. Det er gode gerninger, som Gud har påbudt. Det er ikke i klostrene på Luthers tid eller i kirkerne i vores tid, vi først og fremmest skal gøre gode gerninger. I kirkerne skal præster – og de øvrige ansatte – tjene på fuld tid. Vi andre skal tjene Gud i hverdagslivet. Sådan er Guds vilje.

”… til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig”!

I dette indlæg er det altså særligt embedet, jeg har valgt at koncentrere mig om. Lad mig slutte med en formaning af Herrens apostel Paulus. Den var rettet til en af hans medarbejdere: præsten Timotheus.

Giv agt på dig selv og på den undervisning, du giver, hold fast ved det; for når du gør det, bliver du til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig. (Paulus’ Første Brev til Timotheusbrev 4,16).

Undervisning betyder her både det at prædike og undervise i evangeliet, og det betyder det evangelium, som er indholdet. Timotheus skal som hyrde og lærer holde fast ved at gøre det, “for når du gør det, bliver du til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig”. Så herlig en gave har Gud givet os i evangeliet og vore hyrders tjeneste for os med dette evangelium. Hvem kan da andet end love og prise Gud for hans nåde og barmhjertighed?