Om absolutionen/skriftemålet

Dr. C. F. W. Walther skriver i sin artikel om Retfærdiggørelsen (i fordansket gengivelse):

“Ak, også i Den lutherske Kirke er der ofte falske lærdomme og falske overbevisninger om absolutionen (syndstilgivelsen; skriftemålet), idet man alt for ofte gør absolution afhængig af omvendelse og ikke tør tro på den, hvis omvendelsen ikke er fuldstændig. Mens paven og enthusiasterne (sværmerne) fordømmer vores rene lære herom, så ønsker mennesker generelt ikke at risikere deres frelse på noget uden for dem selv, men kun inden i dem selv. Hvor mange fristelser der dog rejser sig for de troende netop ud af, at de ikke altid tror fast af hjertet, at Gud allerede er fuldt ud forligt. Tro er den tillidsfulde tilegnelse af, hvad der er sket i Kristus og gennem Kristus. Troen udvirker ikke forligelse, men griber den. Det er derfor, apostelen ikke siger: “Lad Gud blive forligt med jer!”, men siger “Lad jer blive forligt med Gud!” (2 Kor 5,20), dvs. tro, at gennem Kristi fortjeneste er døden opslugt, Helvedes ild blevet slukket, (og) Himlen blevet åbnet. I absolutionen (syndstilgivelsen; skriftemålet) uddeler vi, hvad Kristus har vundet. Se, Han har fuldstændig vundet alt for alle. Derfor læser vi: “Alt er rede!” (Matt 22,4). Hvis man fortsætter med at synde, så kan man naturligvis ikke have tillid til Gud, siden Helligånden da bliver tvunget til at forlade en. Men hvis alle kunne tro, så ville alle blive lige fuldt frelst, for der er kun én synd, der kaster en i Helvede: vantro – som vores Herre Kristus bevidner, blandt andre ting, så klart i evangeliet i Joh 16,5-15.” (fra “Justification”, et essay fremlagt for Fifth Western District Convention, Addison, Illinois, fra 5. maj 1859 og frem; trykt i C. F. W. Walther: Essays for the Church: Volume I 1857-1879. St. Louis, Missouri: Concordia Publishing House, 1992, p. 57f).

Walther redegør her for noget aldeles afgørende. Hvis man lærer ret om Jesu gerning og om troen, så gør man ikke absolutionen afhængig af omvendelsen eller af, om omvendelsen nu er gennemgribende nok. I stedet uddeles, hvad Kristus har vundet: syndernes forladelse. Kristus udvirkede og vandt forligelsen, og derfor uddeles den. Den, der tror det ord, der lyder, har virkelig syndernes forladelse.

Alt for ofte bliver der imidlertid spurgt om omvendelsen og dens karakter. Det er en byrde for den, der har erkendt, hvor dybt synden sidder i en. Men netop fordi synden sidder dybt i en, har synderen brug for at høre et sikkert og pålideligt ord uden for sig selv. Præsten har fået overdraget et embede, der beskikker ham til på Kristi vegne og med fuld virkning i Himlen at uddele syndernes forladelse. Det eneste, der gør, at man ikke får syndernes forladelse, er vantro – dét ikke at ville tro Kristi ord om tilgivelse.

Omvendelsen og alt andet, som Den helllige Ånd udvirker i et menneske, er ikke sikkert nok at bygge på. Men det ord, som der på Kristi befaling forkyndes, det er sikkert. På det kan man leve – og på det kan man dø.

Se også Gerald S. Krispin: “Philip Jacob Spener and the Demise of the Practice of Holy Absolution in the Lutheran Church.” Logia: A Journal of Lutheran TheoIogy 8, no. 4 (1999): 9-18.

Bananskræl under skolen

“Menighederne lærer os med stor enighed, at den nicænske kirkeforsamlings bestemmelse om det guddommelige væsens enhed og om de tre personer er sand og bør tros uden tvivl” (Den augsburgske Bekendelse, artikel 1)
 
“Gudsfrygt har de ikke for øje.” (Romerbrevet 3,18)

Bananskræl under skoen

Sognepræst Gudmund Rask Pedersen mener ifølge Kristeligt Dagblad d. 20. maj 2005, at der kan findes “røde tråde for kristentro, men ingen facitliste” i Bibel, trosbekendelse, bekendelsesskrifter og salmer (KD 20.5). Men hertil må siges, at Bibelen og bekendelserne ikke er så usikre, som det her lyder. Det ved Rask Pedersen jo også godt, for han har selv aflagt præsteløftet. Man burde i al fald kunne gå ud fra, at han ved, hvad han har lovet at fremme og hvad han har lovet at bekæmpe. Hvorfor usikkerheden har bredt sig, skal vi lade usagt i denne sammenhæng. Men det, der bliver resultatet af denne usikkerhed og flytten grænser for det, der kan accepteres og det, der ikke kan accepteres, er værd at tænke lidt over.

Den svenske kriminolog og forfatter Leif GW Persson lader et sted i krimien Mellem sommerens længsel og vinterens kulde (2003) en højtstående – ikke alt for eksemplarisk – politimand give udtryk for, at højreekstremistiske betjente i det mindste har den betydning, at de skaffer råderum for de “almindelige” betjente.

Der er få, der direkte ønsker at blive sat i bås med Grosbøll. Men nogle vil altså ikke bare have ham fyret, for det er jo så svært at finde ud, hvad der er sandt og falsk. Sten i skoen betakker man sig – måske – for, men bananskræl under skoen tager man sig ikke af, selv om det jo som bekendt kan have alvorlige følger. Grosbøll og andre med ham skaffer altså råderum for “almindelige” “betjente”, der i ly af de rigtig slemme kan chikanere og mishandle.

Nu er sammenligningen med betjente i virkeligheden ikke helt dækkende, for bekendelsen er ikke først og fremmest en lov. Bekendelsesskrifterne er derimod den glade bekendelse, som den treenige Gud gennem Bibelen har skænket til sin kirke og som den derefter aflægger over for Gud og mennesker (Matt 16,16ff; 11,25f). Men netop derfor er bekendelserne en ufravigelig norm, som henter sin autoritet og sandhed i Guds evige Ord. Jesu ord skal nemlig aldrig forgå. Det ved hans disciple, for de kender den gode hyrdes stemme, dvs. hans ord, til forskel fra dem, der ikke kender, tror og holder sig til hans ord. Det er det ord, der frelser, men det er også kun det ord, der gør det. Derfor skal den, der taler, tale som Guds ord og ikke ændre på noget, for så fordærves og afskaffes evangeliet.

Det er derfor, enhver “Grosbøll” og enhver “almindelig” “hyrde”, de er med til at skaffe plads til, er så farlige. Så er det lige meget, om det er sten i skoen eller bananskræl under skoen. Hvis man virkelig har omsorg for Jesu hjord, så finder man sig ikke i, at sådanne “hyrder” får lov at tage sig af sjælene. Og hvis man virkelig hører til Jesu hjord, så lytter man heller ikke til dem, men finder en kirke, hvor der ikke er “betjente”, der chikanerer og mishandler menigheden, men trofaste evangeliske præster, som Jesus vil prise salige, når han kommer, fordi de er i færd med det, han befalede dem (Matt 24,45-51).

Det hører med til at have gudsfrygt for øje, ligesom det hører med til gudsfrygt at stole på og holde sig til Herrens ord også i alle andre lærespørgsmål end læren om Gud.

“Banenskræl under skoen,” Kristeligt Dagblad, 25. maj 2005 http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/bananskrl-under-skoen

Læren om Guds Søn – og vores frelse

Apostlen Johannes og Den augsburgske Bekendelse
“Guds Søns blod renser os fra al synd” (1 Joh 1,7).

“Ligeledes lærer de, at Ordet, det er Guds Søn, har påtaget sig menneskelig natur i den salige Jomfru Marias liv, så at der er to naturer, en guddommelig og en menneskelig, uadskillelig forenede i personens enhed, én Kristus, i sandhed Gud og i sandhed menneske, født af Jomfru Maria, i sandhed pint, korsfæstet, død og begravet for at forsone Faderen med os og for at være offer ikke blot for arveskylden, men også for alle menneskets gerningssynder” (Den augsburgske Bekendelse, artikel 3).

I dagens anledning: 475 års jubilæum for Den augsburgske Bekendelse
I dag er en ganske særlig dag, som man burde have gjort noget mere ud af! Sagen er, at det i dag er 475 år siden, Den augsburgske Bekendelse blev fremlagt for den tysk-romerske kejser. Det skete i Augsburg i Tyskland. Denne lille artikel er et udtryk for min dybe taknemmelighed over, at Gud gav Den augsburgske Bekendelse til kirken for 475 år siden og dermed til os i dag. Hvis en og anden får lyst til at læse mere i Den augsburgske Bekendelse, ville det heller ikke være uvelkomment.

Den augsburgske Bekendelse – en fælleskristen bekendelse
Den augsburgske Bekendelse er ikke nogen speciel luthersk bekendelse, men slet og ret en bekendelse af, hvad Skriften lærer. En række menigheder fremlagde denne bekendelse, som deres teologer (først og fremmest Luthers medarbejder Philipp Melanchthon) havde udarbejdet. Men det var menighedernes bekendelse, for de havde i tro taget imod, hvad Skriften lærer. Fordi det er Skriftens lære, er det også alle sande kristnes lære, for en sand kristen tager imod Guds ord og bliver i det.

Den augsburgske Bekendelse – nyttig at læse: Se f.eks. art. 3
Den augsburgske Bekendelse er et skrift, som det lønner sig at læse. Tag nu bare artikel 3 om Guds Søn. Lutheranere har undertiden en tendens til at skynde sig videre til artikel 4 om retfærdiggørelsen, men den kan vi læse på en anden gang.

Artikel 3 siger:

”Ligeledes lærer de, at Ordet, det er Guds Søn, har påtaget sig menneskelig natur i den salige Jomfru Marias liv, så at der er to naturer, en guddommelig og en menneskelig, uadskillelig forenede i personens enhed, én Kristus, i sandhed Gud og i sandhed menneske, født af Jomfru Maria, i sandhed pint, korsfæstet, død og begravet for at forsone Faderen med os og for at være offer ikke blot for arveskylden, men også for alle menneskets gerningssynder.

”Den samme nedfor til Helvede og opstod i sandhed på den tredje dag, opfor dernæst til Himlene for at sidde ved Faderens højre hånd og stedse regere og herske over alle skabninger og helliggøre dem, der tror på ham, ved at sende Helligånden i deres hjerter til at styre, trøste og levendegøre dem samt forsvare dem mod djævlen og syndens magt.

”Den samme Kristus skal åbenlyst komme igen for at dømme levende og døde osv., efter Den apostolske Trosbekendelse.” (citeret i en redigeret udgave af Th. Jørgensens oversættelse fra 1937)

Oldkirkens kamp for den rette lære om Kristus
Hvad denne artikel siger, er jo ikke nyt. Det er for det første, hvad Skriften lærer. Det er for det andet, hvad den kristne altid har lært, men dog ikke uden kamp. For i oldkirken dukkede der nye synspunkter om Kristus op. Undertiden var det vanskeligt at gennemskue, hvorfor disse nye synspunkter ikke var bibelske, og diskussionerne tog ofte lang tid. Ofte bestod problemet i, at de, der fremsatte nye synspunkter, var dårlige teologer og dårlige logikere. De drog de forkerte slutninger. Sommetider drog de de forkerte slutninger, fordi de havde galt fat i det bibelske materiale. Til andre tider skyldtes det slet og ret, at de drog forkerte slutninger. Akkurat som saddukæerne i Mt 22,23-33 (som deltagere på Luthersk Sommerlejr får lejlighed til at høre mere om). Jo mere udspekuleret de vranglærende kristne var, jo tydeligere måtte de retlærende fremstille, hvad Skriften lærer, og hvad alle kristne derfor skal have lært og tro. De retlærende kristne afviste altså de nye synspunkter. Det kostede dem ofte lidelse. Patriarken Athanasios måtte f.eks. gå i eksil fra sit embede fem gange.

Hvorfor denne kamp var så vigtig
Når det gjaldt læren om Kristus, måtte man derfor formulere sig, så vranglæren blev udelukket. For tror man på en falsk Kristus, der ikke kan frelse, så bliver man ikke frelst. De kirker, som faktisk lærte og forkyndte falsk om Kristus, var ikke nogen kristen kirke, men sekter. En sådan sekt fornægtede f.eks., at Jesus var sand Gud. Det kætteri er den dag i dag centralt i muhamedanismen eller islam, som man kalder det i dag. En sådan Kristus, der ikke er Gud, frelser ikke. En muhamedaner eller muslim kan jo ikke sige, at Guds Søns blod renser os fra al synd. En Jehovas Vidne kan heller ikke, i al fald ikke uden at mene noget andet end Skriften. Dvs. ikke uden at mene noget andet end det, artikel 3 lærer ud fra Skriften.

… for at … i artikel 3 om Guds Søn
Det er det, artikel 3 fastslår. Det, der læres om Kristus, fører frem til “for at forsone Faderen med os og for at være offer ikke blot for arveskylden, men også for alle menneskets gerningssynder“. Selv om det er sandt, at Guds Søn blev menneske, betyder det jo ikke, at han ophørte med at være Guds Søn, at være guddommelig, ja, at være Gud (Joh 1,1).

For at fastholde, at Jesus Kristus faktisk kunne forsone Faderen, og for at fastholde, at Ordet, Guds Søn, påtog sig menneskelig natur for at forsone Faderen med os, derfor måtte oldkirken skrive klare bekendelser, som afviste den falske lære. Nerven i den oldkirkelige bekendelse var altså dels sandheden om Kristus, dels at værne om den lære, som kan skænke den frelsende tro. Præcis det samme gælder Den augsburgske Bekendelse.

Hvad artikel 3 bl.a. lærer om Guds Søn
Hvad må der så siges om Kristus, for at læren/forkyndelsen kan skænke den frelsende tro? Hvad må og skal der siges, for at der i det hele taget kan være tale om en kristen kirke?

Jo, der må bl.a. siges det, som artikel 3 siger: At Ordet, Guds evige Søn, har påtaget sig menneskelig natur i den salige jomfru Marias moderliv. Det er undfangelsen ved Helligånden, vi taler om. Resultatet er, at der på samme tid er to naturer: en guddommelig, som er evig, og en menneskelig, som blev til ved undfangelsen. Og begge dele er og vil altid være der samtidig.

Disse to naturer er uadskillelig forenede i personens enhed, én Kristus, i sandhed Gud og i sandhed menneske. Dermed menes, at der er ikke to personer i Jesus. Han er heller ikke skiftevis det ene og så det andet. Det er heller ikke sådan, at Jesus Kristus nogensinde vil ophøre med at have begge naturer. I den ene person, Jesus Kristus, er den guddommelige og den menneskelige natur uadskillelig tilstede hele tiden. Jesus er i sandhed Gud og i sandhed menneske.

Jesus Kristus var i sandhed Gud og i sandhed menneske, da han blev født, da han indstiftede nadveren, da han led og døde, da han opstod, og når han f.eks. kommer for at give os sit legeme og blod i den hellige nadver. Hvis han ikke var det, kunne han ikke frelse.

Hvad en kristen tror om Guds Søn
Derfor kan man ikke være kristen uden at tro dette. Sådan som man jo gør, når man tror, at Guds Søn blod renser fra al synd. Sådan som man jo også gør, når man tror Hans ord i nadveren. Hans ord, der siger, at det velsignede brød i nadveren er hans legeme og at det velsignede vin er hans blod, der blev udgydt for vore synder.

Moderne afvisning af artikel 3 om Guds Søn
Mange såkaldte lutheranere og mange andre såkaldte kristne afviser i dag, hvad artikel 3 lærer. Måske er de ikke klar over, at de da lærer og forkynder et budskab, der ikke kan frelse. I dag må man ikke sige, at vranglære ikke kan frelse. Man må slet ikke sige, at den, der virkelig tror på vranglære om Kristi person, går fortabt eller i bedste fald står i stor, stor risiko for at gå fortabt. Det er utroligt, at de vil kalde sig kristne, endsige lutherske. Det er endnu mere utroligt, at de får lov til det af dem, der ved eller burde vide bedre. For det er helt nødvendigt at lære, forkynde og tro, hvad denne artikel siger. For læres der falsk om Kristus, så kan man ikke længere sige … “for at han kunne forsone Faderen med os”. Der findes også kristne, som (næsten) lærer, hvad der siges i artikel 3, men som drager falske konsekvenser. Nogle ønsker f.eks. at lære ret om Kristi person, men de afviser i virkeligheden denne lære, når de afviser den bibelske og derfor lutherske nadverlære. Reformert og sværmerisk nadverlære går altid i hånd i hånd med en falsk lære om Kristus, hvad enten det har form af en direkte afvisning eller det er falske slutninger. Det er ikke sikkert, de ved det eller vil acceptere det, men det ændrer nu ikke på, at Luther viste, at det faktisk er tilfældet.

Grund til at glæde sig i dagens anledning
Det var Luthers fortjeneste at tage dette frem i lyset. Det er Luthers fortjeneste, at det kom med i Den augsburgske Bekendelse. Og det er Luthers fortjeneste, at den lutherske teologi tog dette alvorligt – også og ikke mindst i nadverlæren.

Derfor er der al god grund til at være glade og festligholde dagen i dag, for det var en stor gave, Gud gav kirken i Augsburg d. 25. juni 1530. I 475 år har denne bekendelse lydt rent og klart. Gud give, at den også fremover vil lyde rent og klart – også hos os. Gud give, at den fremover vil lyde rent og klart, hvor det ikke sker i dag.

Den augsburgske Bekendelses Dag, det Herrens år 2005