Genindfør oplæring i Luthers katekismus

Jesus og Luther

“… idet I lærer dem at holde alt, hvad jeg har befalet” (Jesus, Matthæusevangeliet 28,20a)

Luther om, hvordan Guds navn bliver helliget her hos os: “Når Guds ord læres klart og rent, og vi som Guds børn også lever helligt efter det. Hjælp os dertil, kære Fader i Himmelen! Men den, som lærer og lever anderledes, end Guds ord lærer, han vanhelliger Guds navn hos os. Bevar os derfra, himmelske Fader!” (fra Dr. Martin Luthers lille Katekismus, forklaring til Anden bøn. Overs. af Leif Grane).

Uvidenhed

“Størstedelen af folkekirkens medlemmer mangler elementær viden om, hvad evangelisk-luthersk kristendom er”, stod der i Kristeligt Dagblad d. 10.9. Det samme var tilfældet for snart 500 år siden. Derfor skrev Luther Den lille Katekismus med korte, men rigtig gode kommentarer til De ti Bud, Trosbekendelsen, Fadervor, dåb og nadver, samt samlede nogle vigtige bibelsteder, som belærer kristne om deres forpligtelser i dagliglivet. Katekismen skulle ikke kun læres udenad. Det var vigtigt, at der også blev prædiket, så folk lærte at forstå katekismestoffet. Til hjælp for præsterne skrev Luther derfor Den store Katekismus med eksempler på, hvordan man kunne prædike. Præsterne havde hårdt brug for denne hjælp. Det har mange desværre også i dag.

Uvidenhed og kristenstand

Luther regnede selv sine katekismer for noget af det vigtigste, han skrev. For uvidenheden var stor, og det var en yderst alvorlig åndelig sag. Den manglende elementære viden dengang og i dag betyder i virkeligheden, at størstedelen af (folke)kirkens medlemmer ikke kunne og ikke kan regnes som kristne. Selv skrev Luther i forordet til Den store Katekismus, at den, der ikke ved besked med katekismestoffet, ikke vil kunne regnes blandt de kristne og ikke bør få adgang til noget sakramente.

Katekismusoplæring og samfundslivet

Men det var også en alvorlig sag for samfundet, for den manglende oplæring i Guds bud fik snart ugudeligheden til at brede sig med nedbrydelsen af samfundet til følge. Det samme er sket hos os. Børn slås ihjel, skønt Gud i det femte bud forbyder drab. Skønt vi har fået det sjette bud, holdes ægteskabet ikke i ære, men skilsmisser er en naturlig sag, når man ikke længere får sine behov opfyldt. Én ting er, at mennesker dermed synder imod Guds vilje for ægteskabet. Noget andet er, at det også er ødelæggende for samfundet. Skilsmisser koster mange milliarder, stod der i Kristeligt Dagblad d. 11.9. Hvert år, forstås. Fordi man i vor tid ikke vil sætte grænser for egoismen, men vil leve og give folk lov til at leve et ugudeligt liv.

I generationer var det en lykke for både kirke og samfund, at vort og andre folk blev oplært i katekismen. Lad os blive ordentlig lutherske igen og genindføre oplæring i Luthers Lille Katekismus. Så gør vi både kirken og samfundet en tjeneste.

Katekismusoplæring i praksis

Alvorlige kristne kan begynde at læse Den lille Katekismus til husandagten i hjemmet. Andre skal nok hjælpes i gang. Men det er også helt nødvendigt, at præster og teologer selv flittigt bruger begge katekismer, sådan som Luther selv gjorde det.

For det første burde det i en evangelisk-luthersk kirke være en selvfølge, at såvel præster som “børn og jævne mennesker” kender børnelærdommen.

For det andet burde det være lige så naturligt, at de, der ikke kender katekismen, ikke bør regnes blandt kristne og derfor heller ikke få adgang til noget sakramente.

Genindførelsen af katekismeoplæring i hjem og kirke kan ved Guds nåde og barmhjertighed føre til, at børn, jævne folk, menighedsråd, ja, selv teologer og præster igen får en elementær viden om kristendom og Guds vilje, så vores kirke og vort samfund kan komme på fode igen.

Genindfør katekismusoplæringen!

Lad os derfor genindføre katekismen. Den giver elementær viden om evangelisk-luthersk kristendom, som er forsvundet. Den viser vejen til en sand, bibelsk tro. Og den beskytter samfundet mod f.eks. ødelæggelse af familierne og de deraffølgende enorme udgifter.

Ugudelighed eller ugidelighed

Lav deltagelse i folkekirkelige gudstjenester
En leder i Morsø Folkeblad 30. juni 2005 med overskriften “Ugidelighed eller ugudelighed” mener, at den lave deltagelse i de folkekirkelige gudstjenester ikke er udtryk for ugudelighed, men blot ugidelighed. Bag denne tanke kunne ligge, at man kan være gudelig uden at gå til gudstjeneste. Måske er tanken ligefrem, at man kan være “kristen”, uden at det har noget at sige, om man går i kirke. En sådan tanke kunne man godt få, hvis man lytter til nogle præster og biskopper.

Luther om ikke at gå til gudstjeneste
Det står i skærende kontrast til Luthers opfattelse. Efter at have været på visitats udarbejdede han “En lille håndbog. Den lille Katekismus for ulærde præster og prædikanter”. Heri skriver Luther (i P. Olsens oversættelse):

Fordi pavens tyranni nu er væk, så vil folk ikke længere gå til sakramentet, og de foragter det. Her er det nødvendigt at formane, dog på den måde, at vi ikke skal tvinge nogen til troen eller sakramentet. Vi skal heller ikke gøre det til en lov eller bestemme tid og sted, men prædike sådan, at de drives dertil af sig selv uden vore påbud og ligefrem tvinger os præster til at række dem sakramentet. Det kan man gøre ved at sige sådan til dem: Den, der ikke søger eller beder om sakramen­tet i det mindste omkring fire gange årligt, om ham må man frygte, at han foragter sakramentet og at han ikke er kristen, ganske som den ikke er kristen, der ikke tror eller hører evangeliet. Jesus sagde jo ikke: “Undlad dette” eller “foragt dette”, men: “Gør dette, hver gang I drikker det” (1 Kor 11,25) osv. Han vil virkelig have det gjort og ikke helt und­ladt og foragtet. “GØR dette”, siger han.

Den form for ugidelighed, som lederskribenten taler om, har altså ikke Luthers opbakning. Desværre er den meget almindelig og udtryk for, at en stor del af Danmarks befolkning ikke har lært det mest grundlæggende om, hvad en kristen er. Det vidste dog ellers (på Luthers tid) selv en syvårig: “For hvad kirken er, det ved, Gud ske tak, et barn på syv år, nemlig de hellige troende, og “de får, som hører sin hyrdes røst” (Joh 10,3). At høre Guds ord og gå til alters er altså ikke noget, man som kristen kan vælge fra.

Uvidenhed om den kristne lære
Ligesom på Luthers tid er der derfor alvorlig grund til at indføre katekismusundervisning. Luther selv gav i indledningen til Den lille Katekismus en deprimerende skildring af sin egen tids forhold.

Hjælp, kære Gud, hvor har jeg dog set megen jammer. Den jævne mand ved overhovedet intet om den kristne lære, særligt ikke i landsbyerne, og desværre er mange præster næsten helt uegnede og unyttige til at undervise. Alli­gevel skal de allesammen kaldes kristne, være døbte og nyde det hellige sakramente, selv om de hverken kan Fadervor, Troen eller De ti Bud. De lever som det kære kvæg og de dumme svin, og hvor evangeliet er kommet, har de allerede nok så nydeligt lært at misbruge al frihed.

Uddannelsesniveauet nu til dags er højere, men mange er rystende uvidende om den kristne lære. Det kræver fx ofte en del roden i hukommelsen for at huske, hvad de kristne højtider drejer sig om. Men hvem har ansvaret.

Hvem har ansvaret?
Spørgsmålet er dog, hvem man skal revse. Skal man revse dem, der måske af ugidelighed, måske af uvidenhed ikke kommer til gudstjenesten bare nogenlunde regelmæssigt? Uden ansvar er de ikke, men der må og skal siges noget mere. Luther selv skjulte ikke sandheden.

Åh, I biskopper, hvordan vil I dog svare Kristus, når I så skammeligt har ladet folket være og ikke et øjeblik har passet jeres embede? Bare nu ingen ulykke rammer jer! I forbyder den ene skikkelse og presser på med jeres menneskelove, men spørger slet ikke efter, om de kan Fadervor, Troen, De ti Bud eller noget Guds ord. Ak og ve over jeres hals til evig tid. Derfor beder jeg for Guds skyld jer alle, mine kære herrer og brødre, som er præster og prædikanter, at I af hjertet tager vare på jeres embede, at I forbarmer jer over de mennesker, som er betroet jer, at I hjælper os med at lære folk katekismus, særligt de unge, og at I, hvis I ikke er i stand til at gøre det på en bedre måde, tager disse tavler og formuleringer til jer og gennemgår dem for folk ord for ord, nemlig således.

Biskopperne har travlt med andre ting end at sørge for, om folket kan Fadervor, Troen (Trosbekendelsen), De ti Bud eller Guds ord. Det skal de stå til regnskab for hos Gud selv på dommedag. Det skal de ikke glæde sig til. Men præster og prædikanter burde under alle omstændigheder sørge for, at særligt de unge får lært katekismen. Det gør de altså ikke i dag. Det skal de også selv bære ansvaret for. Men ændrer ikke på, at det er folket, det går ud over. For enhver skal jo møde sin Skaber på dommens dag og få sin dom. Det er dybt ulykkeligt, at så mange blot ser til, mens både præster og folket går deres dom i møde. Måske ser man ikke alvoren, fordi man har afskaffet dommen og/eller fortabelsen. Men det gør blot ulykken større.

Genindfør katekismen
Der er derfor i høj grad brug for at genindføre katekismen. Det kan alle gøre derhjemme. Det burde kirken gøre med det samme. Det siger sig selv, at det skal på en måde, så man reelt får lært det indhold, som Luther gav Den lille Katekismus. Ellers er man lige vidt og i lige stor ulykke.

Hvis stemme(r) hører folkekirken?

Kristeligt Dagblad skriver d. 29. juni 2005 om en undersøgelse fra Landsforeningen af Menighedsråd. Den “viser, at kun 20 procent af dem, der stemte ved valget, både går i kirke mindst en gang om måneden og tilslutter sig kirkens traditionelle lutherske tro.”

Det er der nogle, der ikke vil kalde et reelt problem, selv om det nok kan give anledning til at overveje, om der skal være noget mere undervisning. Sognepræst Jørgen Anker Jørgensen, næstformand i omtalte Landsforening, siger, at “Jeg synes, at tallene giver anledning til at overveje, om vi ikke skulle gøre mere for at folk bliver mere bekendt med kristendommen”. Andre – som Luthersk Missions nye generalsekretær, cand.theol. Jens Ole Christensen – mener, at man bør afholde menighedsrådsvalgene i forbindelse med gudstjenesterne.

Mange vil utvivlsomt mene, at det ikke er noget problem, for de, der stemmer, er jo medlemmer og betaler deres medlemskontingent (kirkeskat).

Men så enkelt er det ikke, hvis man tager teologiske briller på. Valget drejer sig jo om, hvad menighedens penge skal bruges til og hvem der skal ansættes. Det har stor betydning for en menighed. Her er det ikke et godt kriterium, at man har betalt sin kontingent. For det kan føre til taarbækske tilstande, hvor man har en præst, man ikke burde (kunne) have.

Det virkelige problem drejer sig om noget andet. Det afgørende spørgsmål er, om man skal lytte til Kristi stemme, sådan som vi har den i Den hellige Skrift, Bibelen, eller om man skal lytte til stemmerne, dvs. dem, der ikke nødvendigvis opfylder andet kriterium end at betale kontingent.

De, der mener, at det vil afskaffe folkekirken, har utvivlsomt ret. Men er det ret at lade stemmerne bestemme?

Dr. Spids