Lammets vrede

Mange fortolkere har set, at kapitel 7 i Johannesʼ Åbenbaring står som et svar på det spørgsmål, kapitel 6 ender med: »Hvem kan så stå?«, som der egentlig står. Meningen er: »Hvem kan holde stand?« Vi finder lignende spørgsmål i Joel 2,11; Sl 76,8 (75,8 LXX); 147,17 (147,6 LXX); Nah 1,5f, jf. Mal 3,2 og Sl 130,3 (129,3 LXX). Disse spørgsmål stilles ofte, når Guds vrede er omtalt tidligere (se opslaget ἵστημι, ἱστάνω i Balt–Schneiders Exegetical Dictionary of the New Testament fra 1990). Beskrivelsen i de foregående vers har dommedagspræg, som jeg viser i min kommentar. Det er »deres vredes store dag«, der er kommet, dvs. Guds og Lammets vredes store dag. Udtrykket forekommer kun her, men at også Kristus tager del i dommen finder vi også andre steder. Når dommen får disse konsekvenser, hvad skal vi så stille op – og hvilke krav stiller det til en god forkyndelse?

16. Den rædsel og frygt, som Guds og Lammets komme skaber, er så uudholdelig, at de vantro endda – forgæves – foretrækker en grusom død under bjerge og klipper, der kan skjule dem for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede. Som i Åb 4f omtales Gud her som den, der sidder på tronen. De vantro forsøger at flygte for Guds åsyn og for Lammets vrede.

Ikke så få fortolkere har store vanskelighe­der med denne tale om Guds (v. 17) og Lammets vrede. Guds vrede er et velkendt, om end et ofte fornægtet begreb. Men Lammets vrede på Herrens dag nævnes ikke direkte andre steder i Skriften. Selve sagen findes dog en lang række steder, hvoraf Sl 45 og Matt 25,31-46 kan nævnes. Forsøget på at ignorere eller borttolke det fra Åb negligerer, hvad der står i Åb 14,9-11.14-20 og 19,11. Det er i det hele taget ikke i overensstemmelse med strukturen og indholdet i 17,1-22,5, men heller ikke med truslerne i Åb 2-3. Den reelle årsag til, at mange fortolkere afviser, hvad der udtrykkeligt står her, er, at man har en lære om Gud, Kristus og frelsen, der er ubibelsk og fordømt i Skriften – f.eks. i Gal 1,6-9; Åb 22,18f – og i de lutherske bekendelsesskrifter.[321]

I mødet med Gud og Lammet på dommedag vil alle sådanne direkte eller indirekte fornægtelser af Guds og Lammets vrede forstumme. I disse vers er det tydeligt, at vantro ikke fører til en sand gudsfrygt, men kun til frygt. Troen fører derimod til sand og evangelisk gudsfrygt. Den troende bliver sat i frihed til at frygte (11,18; 19,5), elske (19,7; 21,2.9; jf. til 3,19 og 22,17) og give Gud ære (19,7 efter DO1948; 16,9). Alle vil dog komme til at frygte og ære Gud (11,13; 14,7; 15,4; jf. Fil 2,10f), men det betyder desværre ikke, at alle vil blive frelst. Heri ligger en fundamental begrundelse for at forkynde lov og evangelium, sådan som Jesus gør det i Åb 2-3, og sådan som det i og for sig sker i hele Åb.

17. I v. 17 gives begrundelsen for ønsket om at blive »skjult« af bjerge og klipper. Deres, dvs. Guds og Lammets, vredes store dag er kommet, og derfor spørger de uden håb: Hvem kan så bestå, nemlig i dommen? Der er en allusion til Joel 2,11, eftersom begge tekster nævner den store dag og gengiver et spørgsmål, selv om dette dog ikke er helt identisk.[322] I Luk 21,36 formaner Jesus til at våge (jf. Åb 3,2f) og til at bede om at få styrke til at undslippe det, der skal ske, og til at stå foran Menne­skesønnen. Kun den, der i troen har sine synders forladelse, er årvågen og rede til at møde Menneskesønnen på dommedag. Det er i realiteten også det svar, som gives i kap. 7.

[321] Jf. AB, art. 17.

[322] For sådanne spørgsmål, se også Sl 76,8; Nah 1,6 og Mal 3,2. Udtrykket ‘store dag’ bruges også i Jer 30,7; Joel 3,4; Sef 1,14; Mal 3,23; ApG 2,20; Jud 1,6 og endelig Åb 16,14.

Kilde: Ovenstående kommentar til v. 16 og 17 er fra Georg S. Adamsen, Johannesʼ Åbenbaring. (Credo Kommentaren). Fredericia: Credo Forlag, 2010, s. 212–213 (citeret efter mit manus, så der kan være afvigelser i forhold til den trykte udgave).

Ti faldgruber ‒ bliv en bedre oversætter

Illustration med en kvinde med en attachemappe, der springer over faldgruber, som andre falder i
Få hjælp af Kirsten Marie Øveraas til at undgå ti almindelige faldgruber. Læs Ti faldgruber!

Ti faldgruber ‒ oversættelse for ikke-oversættere af Kirsten Marie Øveraas opnår to ting med sin bog: Hun hjælper ikke-professionelle til at blive bedre oversættere, og hun højner respekten for de professionelle oversættere. Vidste man det ikke i forvejen, ved man efter at have læst Ti faldgruber, hvor meget gode oversættelser kræver.

Ti faldgruber  består af tre dele samt en indledning og anvendt og anbefalet litteratur, kilder, et indeks og noter.

Sprog og oversættelse

Første del af Ti faldgruber handler om sprog og oversættelse: Om forskellige sprog og forholdene imellem dem og om overordnede oversættelsesstrategier (makrostrategier) samt strategier, man kan anvende i oversættelsen af de enkelte ord og sætninger (mikrostrategier).

Ti faldgruber

Anden del ‒ bogens hoveddel, tror jeg ‒ gennemgår ti faldgruber. Øveraas gennemgår de ti faldgruber med eksempler og anviser, hvordan man i hvert enkelt tilfælde kan oversætte uden at falde i gruben. De ti faldgruber er

  • kulturspecifikke elementer
  • faste udtryk
  • falske venner (eller lumske ligheder)
  • egennavne
  • rang og titler
  • fagsprog
  • stil
  • undersættelser
  • ikke-oversættelser
  • maskinoversættelser

I hvert enkelt afsnit henviser Øveraas hele tiden til de 12 mikrostrategier, hun har beskrevet i Første del.

Hver faldgrube er illustreret med konkrete eksempler. Nogle af dem fra Ritzau og dr.dk, men der er næppe mange, der har oversat bare en smule, som ikke kan finde eksempler i egne oversættelser. Og der er næppe heller mange, der har oversat meget, som ikke kan finde smuttere i ens egne oversættelser. Bl.a. derfor er bogen god at læse.

Hvad må man, når man oversætter?

O tredje del af Ti faldgruber reflekterer Øveraas over oversætterens loyalitet mod kildeteksten, oversættelsens sprog og opdragsgiveren. Hun formaner til at undgå den største faldgrube, nemlig den at tro, at man bare kan oversætte. Det kan man gøre ved selv at vurdere sine oversættelser i lyset af de 12 mikrostrategier og de 10 faldgruber, men også ved at bede andre kigge på sine oversættelser.

Ressourcer

Til sidst i Ti faldgruber får vi en liste over gode ressourcer:

  • opslagsværker
  • forslag til videre læsning
  • de værker, Øveraas selv har anvendt

Vi får også udførlige kildeangivelser, ligesom der er et stikordsregister. Endelig er der et par sider med noter.

Ti gruber anbefales!

Utallige mennesker må oversætte større eller mindre tekster, uanset om det er på arbejde eller som en del af en fritidsbeskæftigelse. Intet kan erstatte den lange faglige uddannelse, når det gælder oversættelse som metier. Selv om Øveraas i Ti faldgruber giver os en oversigt over mikrostrategier og de faldgruber, er det ingen erstatning for at lære et fag ordentligt, uanset om det er oversættelsesfaget eller et andet fag.

Men for alle, som er nødt til at oversætte som en del af ens arbejde eller hobby, er Øveraasʼ bog et godt sted at begynde. Det fremgår, at hun ved, hvad hun skriver om, og hun er så venlig at lade mange formaninger ledsage af sjove eksempler, så læselysten og læseglæden vedligeholdes. Man må nok sige, at der er en del gentagelser, men det er kun en fordel, for så kan man også bruge bogen som opslagsbog (hvilket stikordsregisteret også bidrager til).

Jeg kan kun anbefale Kirsten Marie Øveraasʼ Ti faldgruber til ikke-oversættere. Men faktisk er den anvendelig også som en introduktion til studerende, der skal lære at oversætte. Nogle råd er mere relevante end andre for f.eks. teologistuderende, men hovedparten er relevant for de fleste.

Et område, Øveraas skriver relativt lidt om, er oversættelse af fagsprog og faglitteratur. Der er imidlertid henvisning til bøger, man kan fortsætte med, så det er en mangel, man kan leve med.

Detaljer

Øveraas, Kirsten Marie: Ti faldgruber ‒ oversættelse for ikke-oversættere. Frederiksberg: Samfundslitteratur, 2014. ISBN: 9788759319642 (softcover) / 9788759321430 (e-bog)

Skyerne, som Kristus kommer med eller på (Åb 1,7)

Skyerne i Åb 1,7

»Se, han kommer med skyerne,« og hvert øje skal se ham, står der i Johannes’ Åbenbaring 1,7. At hvert øje skal se ham viser, at der er tale om, at Kristus åbenbarer sig for alle. Der er ikke, som i Luk 12,54 og Judas brev 1,12, tale om et meteorologisk fænomen.

Forklarelsen på Bjerget

Dette tema eller motiv møder vi mange gange i Det Nye Testamente (NT). Da Jesus og tre af apostlene, Peter, Jakob og Johannes, var oppe på et højt bjerg, åbenbarede Kristus sin guddommelige herlighed for dem (Matt 17,1-13). Derefter hedder det: »Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: ›Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!‹« (Matt 17,5). Gud Fader siger – ligesom ved Jesu dåb – at Jesus er hans elskede søn, som han har fundet (eller fandt) velbehag i. Og Gud Fader lægger til, at det er ham, disciplene skal lytte til. Den lysende sky er altså det middel, hvori Gud åbenbarer sig, omend det ikke er en fuldstændig åbenbaring (det ville disciplene som dødelige ikke kunne tåle, jf. 2 Mosebog 33,20).

Skyer og de sproglige variationer

Selv siger Jesus, at han, Menneskesønnen, vil komme igen »på himlens skyer med megen kraft og herlighed« (Matt 24,30; jf. 26,64). Det er netop det, Åb 1,7 handler om. Forskellen på ›med skyerne‹ og ›på skyerne (Himlens skyer)‹ er formentlig stilistisk. I Mark 13,26 og Luk 21,27 hedder det ›i skyerne,‹ mens det i Mark 14,62 hedder ›med Himlens skyer.‹ I Åbenbaringsbogen hedder det senere ›på skyerne‹ (Åb 14,14.15.16).

Skyer og himmelfart

Lukas beskriver Jesu himmelfart som ikke en åbenbaring, men som det modsatte:  »Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne« (ApG 1,9). En sky kan altså både være det middel, Gud bruger til at åbenbare sig, og noget, han bruger, når han igen vil gøre sig usynlig for os mennesker. I Åb 11,12 bruges motivet på samme måde om de to vidner, som vi ikke her skal gå ind i en nærmere tolkning af (I kan sikkert finde en kommentar at slå op i!).

Skyer og bortrykkelse

Er de to vidner den sande kirke, er det parallelt til 1 Thessalonikerbrev 4,17: »Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren«  (1Thess 4,17, 1992-oversættelsen). Udtrykket ›i skyerne‹ er dog ikke helt præcist gengivet, for der står egentlig ›i skyer.‹ Det kan altså være en parallel til, at Kristus kommer ›i skyerne‹, ›på skyerne‹ eller ›med skyerne‹. I så fald skal skyerne i 1 Thess 4,17 ikke forstås som målet for de kristnes bortrykkelse – at de kristne skal bortrykkes til skyerne, hvor de skal møde Kristus – men som et middel for deres himmelfart, så at sige, nemlig i betydningen, at de rykkes ind i den himmelske verden. Det er ikke helt indlysende, hvad ›i luften‹ eller ›i luft‹ betyder, men resultatet er i al fald, at de troende, den sande kirke, skal møde Kristus og for altid være sammen med ham. Vi ved, at Kristus skal stige ned fra himmelen, på samme måde, som han steg til himmels (ApG 1,11). Forskellen på jorden, hvor vi bor, og Himlen, hvor Gud bor, ophæves, for vi skal være, hvor Gud og Kristus er. ›I luften‹ må dække over det sted, hvor de kristne er transporteret til ›i skyerne‹ (jf. ovenfor).

1 Kor 10 og Det Gamle Testamente

I 1 Kor 10,1-2 møder vi skyen og havet, men det viser jo tilbage til udvandringen af Egypten, hvor Gud er i skysøjlen om dagen (2 Mosebog 13,21). En nærmere analyse af de mange forskellige gammeltestamentlige ord, der refererer til skyer, mulm, mørke osv., viser, at langt de fleste af disse ord bruges på samme måde i hele Det Gamle Testamente (se min kommentar og min afhandling for henvisninger, hvis du har brug for dem).

Skyer – så at sige Guds transportmiddel

Gold Model Chariot (Persian, Achaemenid, 5th to 4th Century BCE). Tajikistan, River Oxus. Miniature with gold metalwork. From collection of British Museum, London, England.
Guldmodel af vogn (Persien, Achæmenidisk, 5. til 4. århundrede før Kristus). Tadsjikistan, Oxus-floden. Fra samling i British Museum, London, England. Hentet fra History 2701 Wiki.

Skyer er det middel, den vogn, som Gud bruger, når han åbenbarer sig, eller vender tilbage til den usynlige himmelske verden. I næsten alle tilfælde bruges disse ord i Det Nye Testamente om Gud eller Kristus/Men­neskesønnen. I Det Gamle Testamente gør det samme sig gældende. Skyer bruges af Gud eller en guddommelig person som Menneskesønnen i Daniel 7,13-14. Med andre ord viser skyerne, at Jesus Kristus –og Danielsbogens Menneskesøn – er guddommelig. Skyerne viser ikke, at der kun er tale om engle.

Se også min Facebook-side på www.facebook.com/Densidstebog.