En grundig indføring i retorik er, hvad man får i I retorikkens hage, Øivind Andersen (Oslo: Universitetsforlaget, 1995). 360 s. Foreløbig udkommet i 5 oplag. Anmeldelsen blev oprindelig publiceret i Ichthys 1996, nr. 4, s. 177-180.
Hvorfor læse en grundig indføring i retorik?
Hvorfor læse om retorik? Dybest set, fordi den hjælper os med at besvare det spørgsmål, som menigheden til enhver tid bør stille til de bibelske tekster, nemlig: Hvad ville forfatteren sine tilhørere gennem denne tekst?
Retorikken var rygraden i hele det antikke skolesystem fra ‘1. klasse’ og til det højeste niveau, nemlig retor-skolerne. Hele retorikken skulle hjælpe til med, at man formulerede sig i indhold og form på en sådan måde, at ens anliggende trådte så overbevisende frem som muligt. Hensigten eller formålet styrede formningen af indhold og opbygning både i det store (valg af genre) som i det små (stil). Den antikke retorik arbejdede derfor “forlæns”, fra tanke/idé til talen. Men når vi skal analysere eksempelvis de bibelske skrifter, så må vi arbejde den anden vej. Her hjælper det i høj grad at have læst noget om den “forlænse” proces, så vi kan tænke “baglæns”.
Retorikken var ikke alene rygraden i hele det antikke uddannelsessystem, men også i tiden derefter, især i renæssancen og omkring reformationen. Melanchton og Luther var godt skolede i retorikken. Disputationerne er et eksempel på det. Luthers egne prædikener afslører også et godt kendskab til retorik. Mere end så mange andre vidste Luther at belægge sine ord i forhold til, hvad han ville. Egentlig banalt, men alligevel har retorikken været i vanry i mange år blandt teologer. Nu er retorikken taget op igen, bl.a. inspireret af George Kennedys New Testament Interpretation through Rhetorical Criticism. Endelig får de fleste af os, der læser dette tidsskrift, jo et kald, hvor det faktisk er en af de absolutte hovedopgaver at tale, eller at prædike, som vi kalder det. Selvfølgelig er det rigtigt, at vi ikke skal lade alt bero på retorik. Paulus’ ord om at han ikke kom til korinterne med udspekuleret retorik har jo lært os det. Men ikke desto mindre var Paulus’ en særdeles kompetent retoriker. Han vidste blot, at retorikken har sine grænser, og at uden Guds Hellige Ånds medvirken, nytter det intet. Prædiken er et af de steder, hvor vi alle har brug for at kunne tænke både forlæns og baglæns. Forlæns når vi selv skal prædike og derfor skrive en prædiken eller tale. Baglæns, når vi skal forberede vores prædiken gennem et stykke gedigen fortolkningshåndværk eller når vi skal analysere vores egne eller andre prædikener. Det sidste slipper vi ikke for, for retorik kan jo blive manipulation. Derfor må vi og menigheden også have et solidt kendskab til det, der skal være prædikenens indhold.
Retorikken hjælper os altså med: 1. At tolke de bibelske skrifter. 2. At tolke andre antikke og kirkehistoriske tekster, som er affattet i en tid, hvor retorikken direkte eller indirekte prægede forfatterne. 3. At tolke og vurdere vores egne såvel som andres prædikener. 4. At lave vores egne prædikener og taler og andre skriftlige og mundtlige produktioner. Det er med andre ord rimeligt svært at undgå at skulle anvende retorik, hvad enten man nu kalder det det ene eller det andet.
Selv finder jeg, at de antikke retoriske håndbøger giver mig et videnskabeligt grundlag at arbejde ud fra, samtidig med, at jeg stiller et spørgsmål til teksten, som menigheden med rette kan stille til teksten. Svaret på det videnskabelige spørgsmål bliver også svaret på menighedens åndelige spørgsmål til en tekst. På den måde kommer videnskaben (akademiet) til at tjene menigheden (kirken). Netop denne enhed må være et af MFs vigtige punkter at fastholde.
Selv om man naturligvis kan nøjes med at læse Kennedys bog, så er det anbefalelsesværdigt at gå til kilderne. Nogle af de retorikke håndbøger forudsætter en del af læserne (de var jo oplært i retorik, selvfølgelig). Derfor er det godt at have adgang til en tematisk fremstilling på et sprog, som vi kan læse. Her kommer Øivind Andersens bog os til hjælp, for han giver os en grundig indføring i retorik.
Professor Øivind Andersen
Professor Øivind Andersen er professor i klassisk filologi ved Universitetet i Trondhjem og er absolut en kender på området. Han har samlet en række uddrag, som han med sine præcise kommentarer sætter ind i hele retorikkens sammenhæng. Uddragene er interessante og lærerige, og kommentarerne løfter uddragene op på et lærerigt niveau. Hele processen i det retoriske arbejde er med, også fremføringen, et område, som vi jo helst ikke vil tænke med, i al fald ikke som nybegyndere. Vi er ikke trænede til at kunne en tale udenad, men måske vi ville have større gennemslagskraft, hvis vi var?
I retorikkens hage
Andersen giver først en oversigt over retorikken (19-54): dens situation, publikum, genrerne, bevismidlerne (retorikken tog først og fremmest sigte på retstalerne), de tre opgaver en taler har, de fem elementer i det retoriske arbejde og talens disposition. Undervejs opdager man, at den antikke retorik har lagt grundlaget for mange af også nutidens pædagogiske råd (f.eks. “kun tre punkter i en tale”-maximet). Derefter tager Andersen fat på sprog og stil (55-92), mundtlighed (93-136, hvor vi nok kan have en del at lære), retorisk argumentation (137-162), retorik, filosofi og fag (163-198, om sofisterne, Platon, Isokrates og forholdet mellem filosofi og retorik), etiske problemer og perspektiver (199-216), retorik, pædagogik og kultur (217-272, bl.a. om øvelserne, der i praksis gjorde en til taler), retorikken og samfundet (273-306). Sidste kapitel hedder “Retorik og poetik” og er en forelæsning, som George A. Kennedy holdt på et nordisk forskerkursus om retorik i 1987 arrangeret af Øivind Andersen. Kurset inspirerede Andersen til at skrive denne bog. I forelæsningen behandler Kennedy poetikkens og retorikkens forhold til hinanden og forståelsen af dem igennem tiden for at give et vigtigt bidrag til forståelse af litteraturkritikken (307-323). Endelig er der en virkelig fin præsentation af kilderne inkl. udgaver og kommentarer med de nordisk-sproglige udskilt for sig. Litteraturliste, stikordsregister og kilderegister afslutter denne fornemme bog, som enhver teolog ikke alene burde have stående, men også læse som introduktion til området. Det er svært ikke at få lyst til at læse kilderne efter at have været i selskab med Øivind Andersen.
En sådan indføring findes ikke ellers på nordiske sprog, og dens høje faglige og efter min mening praktiske niveau for både fortolkning, prædikenarbejde og eftertanke over vor tids måder at gøre taler på , gør det en oplagt følgesvend til de bløde pakker under juletræet.
Refleksioner over retorikkens nytteværdi
Men for nu at vende tilbage til indvendingen fra Paulus er retorik ikke enten ligegyldig eller endda af det onde? Skal ikke Helligånden gøre arbejdet? Jo, men vi skal også. Vi behøver jo ikke lave “dørtærskelen” højere end højst nødvendig. Kedelighed er ingen dyd. Selvfølgelig kan vi formulere os så formfuldendt (?), at tilhørerne kun hører formen og ikke indholdet. Men da vi har netop brug for nogle overvejelser over sammenhængen mellem form, indhold og funktion eller hensigt. De to første skal tjene det sidste, men det sidste skal på den anden side også være i overensstemmelse med indholdet, sagen. Sådan kan overvejelserne fortsætte. Gør det gerne sammen med Øivind Andersen’s I retorikkens hage.
Men naturligvis er der også mere konkrete anliggender i denne bog, som man kan hæfte sig ved. Afsnittet om mnemoteknik vil sikkert føles meget fremmed for de fleste af os, men det rejser jo unægtelig det spørgsmål, om der er noget galt med vores uddannelse. Vi kender jo alle sammen forskellen på at se og høre en taler eller studievært på TV, når de henholdsvis læser op, er afhængig af notekort eller er helt fri. Tænk blot på Morten Stig Christensen fra TV2. Måske skulle vi faktisk gøre noget mere ved at få lært nogle metoder til at kunne ting udenad i et samfund, hvor mundtligheden jo faktisk spiller en større og større rolle i medierne og uden for vore akademiske cirkler. Vi skal ikke smide barnet ud med badevandet, men “kun” tilegne os en mere effektiv kommunikationsstrategi. For tilhørernes skyld. Det handler også om pædagogik, og om hvorvidt man er (af natur) eller bliver (ved oplæring og øvelse) en god taler.
Også retorikernes overvejelser om stil burde vi måske kigge mere på. Stil skal svare til indhold og situation. En bispeindvielse eller et kongeligt bryllup kræver sit stilleje, og bliver det for lavt, har det katastrofale kommunikative følger. Gudstjenester kan måske også blive for dagligstueagtige. På den anden side kan lejet også blive for højt. Stilen opleves så som malplaceret og patetisk, og tilhørerne koncentrerer sig om stilen i stedet for indholdet. En stor del af antikkens uddannelse bestod i øvelser, hvor eleverne øvede sig igen og igen. De bedste kunne bruge alle disse virkemidler, så tilhørernes reaktioner kunne forudsiges. Det rejser naturligvis etiske problemstillinger. Andersen giver en indføring i retorikernes overvejelser omkring dette.
Som nævnt slutter bogen med et kapitel af George A. Kennedy. Kennedy har viet hele sit liv til studiet af retorikkens historie, men i dette kapitel går Andersen videre og diskuterer forholdet mellem poetikken og retorikken også i forhold til moderne litteraturkritik. Forelæsningen sætter flere steder den nutidige debat om hermeneutik og metode i relief med vigtige påpegninger. Spørgsmålet om forholdet mellem forfatter(intention), budskab, dvs. tekst, og tilhørerne stilles klart og præcist. Omend jeg ikke kan følge Kennedys konklusioner i et og alt, så rejser han vigtige problemstillinger. Retorik handler dybest set om at få det sagt, som vi vil, og så det bliver hørt, som vi gerne vil. Læs derfor bogen med både dens teoretiske og praktiske sider. Få en grundig indføring i retorik. For som Piet Hein siger i et gruk, så er der intet så praktisk som en god teori!
