bLogos

Filosofien bag Det Nye Testamente på nudansk (Den Nye Aftale)

Bibelselskabet – og andre, der udgiver samme slags gengivelser ‒ mener, man skal tage til efterretning, at folk synes, Bibelen er svær at læse i de almindelige oversættelser. Derfor skal man have en oversættelse, der gør den så nem at læse som muligt. Bibelselskabets påstand er, at det er tilfældet med Den Nye Aftale ‒ Det Nye Testamente på nudansk.

Det kan der siges meget til. Man kunne fx sige, at det var bedre, om man fik lært at forstå, hvad Bibelen egentlig siger. Det burde også ske i skolerne. Det er da underligt, at vi bor i et land, hvor der har været kristendom i over 1000 år. Men folk flest antages ikke at kunne forstå teksten. Så de må have en lettere udgave ‒ så skidt med, at den ikke fremmer en rigtig og dyb forståelse af Bibelens tekst.

Gad vide, hvad man ville sige, hvis man oversatte litterære hovedværker på den måde? Ringenes Herre gengivet med et ordforråd, der passer til triviallitteratur? Var der nogen, der sagde kulturel dovenskab?

Forstå uden særlige forudsætninger?

Men naturligvis har det videre konsekvenser. Som det fremgår af efterordet, har formålet med Den Nye Aftale (DNA) været »at få en oversættelse af Det Nye Testamente som man kan forstå uden særlige forudsætninger, og som derfor kan være et godt sted at begynde når man vil vide noget om kristendom« (s. 517).

Som ovenfor antydet, skal en oversættelse nu tilpasses de forudsætninger, man mener, folk har. Man kan i høj grad diskutere, om forudsætningen er korrekt. Jeg mener ikke, at man burde henvise folk til at læse hele Det nye Testamente, hvis de gerne vil vide noget om kristendommen. Ikke fordi det i princippet er et dårligt forslag. Men det er et ineffektivt forslag. Det er bedre at lære dem de grundlæggende ting: Luthersk lille Katekismus.

Vil man derefter hjælpe folk til at læse Det nye Testamente eller Bibelen, burde man i stedet for en oversættelse, der i virkeligheden er unøjagtig/​misvisende/​forkert, have lavet en bibeludgave med forklarende noter og ordentlige introduktioner.

Bibelen kan skam forstås, hvis den er oversat korrekt. Men det betyder nu ikke, at man ikke kan have brug for konkret viden og forklaringer ‒ især om den indre sammenhæng. Nogle afsnit kræver mere forklaring end andre.

Dertil kommer, at Bibelen grundlæggende ikke er forstået, førend man forstår, at den har to forskellige budskaber. For det første lærer den os, hvad Gud kræver af os. Det gælder især, hvis vi vil forsøge at opfylde Guds bud selv. For det andet lærer den os, hvad Gud gjorde for at tilvejebringe den retfærdighed, vi ikke selv kan stille med. Denne rette forståelse af henholdsvis lov og evangelium er helt central i den lutherske lære, men som vi ser i Det Nye Testamente, er det ikke altid, at selv bibellærde nåede frem til denne forståelse.

Er Det Nye Testamente på nudansk en videnskabelig oversættelse?

Slagordene står i kø. DNA-folkene skriver nemlig, at »Præmisser og grundlag for oversættelsen … har været: 1) det skal være en videnskabelig oversættelse af den græske grundtekst« (s. 517). Hvad menes der med en videnskabelig oversættelse? Skal det betyde andet, end at oversætterne og de øvrige medarbejdere mener, at de har faglige forudsætninger for arbejdet, må det jo betyde, at man for det første gør sit yderste for at forstå ordene korrekt og præcist, og at man for det andet gør sit yderste for at gengive meningen så præcist som muligt på dansk med tanke på læsere, der vil gøre sig de største anstrengelser for at erhverve sig de nødvendige forudsætninger for at forstå indholdet. Hvad skulle en videnskabelig oversættelse ellers være?

En videnskabelig oversættelse er ikke nødvendigvis – og i praksis faktisk ikke – en oversættelse, man kan forstå uden særlige forudsætninger. Det er en oversættelse, der kan forstås med de nødvendige forudsætninger. Den Nye Aftale: Det Nye Testamente på nudansk er ikke altid præcis, og det fremmer desværre ikke den korrekte forståelse hos læsere uden særlige forudsætninger. Tværtimod.

Ifølge efterordet, at man har fundet en gruppe af mennesker, der til sammen har de nødvendige kvalifikationer. Jeg kan kun konstatere, at jeg ikke er enig i resultatet.

Enkelt og mundret sprog uden fagsprog

DNA fortsætter: »2) den skal holdes i et enkelt og mundret dansk der kendes af de fleste, og kun i begrænset omfang bruge hvad man kan kalde fagsprog« (s. 517). Men det er jo ikke en videnskabelig oversættelse. En videnskabelig oversættelse må jo betyde, at man tilstræber at gengive indhold, stil og struktur så præcist, som det nu er muligt. Er der svære eller sjældne ord, så må de jo gengives med svære eller sjældne ord, hvis disse ord nu engang er svære eller sjældne på dansk, og ellers forklares i noter. Men for DNA-oversætterne går det muliges kunst ikke på at gengive grundteksten bedst muligt, men at anvende så meget af »et enkelt og mundret dansk der kendes af de fleste«.

Fagsprog vil man ikke have. Men måske burde man overveje, om ikke Det nye Testamente såvel som Det gamle Testamente faktisk i sig selv indeholder et slags fagsprog. Et fagsprog har mange årsager, men en af dem er, at man skal kunne henvise til et begreb eller et kompleks af begreber med et enkelt ord eller to, så kommunikationen lettes. Det gør alle tekster, der handler om noget bestemt på et vist niveau. Vi bruger faktisk alle sammen sådanne fagord, men om de føles svære, afhænger af, om vi har lært, hvad de betyder. Har man ikke, forstår man ikke (nok); har man, forstår man meget bedre. Det letter altså ikke, men hæmmer kommunikationen, hvis man med (sproglig) vold og magt vil undgå sådanne begreber og samleord. Så vi kender alle sammen fagord, fordi de indgår i vores hverdag, og i DNA-oversættelsen kan man heller ikke helt undgå fagord: discipel, farisæer, saddukæer og denar.

Lad os tage et konkret eksempel: DNA nævner ordet ‘testamente’ (diathêkê, gr. διαθήκη) og siger, at dette ord »ikke alene er noget man skriver før man dør, men også en aftale, eller med et andet bibelord, en pagt« (s. 518). Ordet ‘testamente’ er et fagord, som er i almindelig brug. De fleste ved, hvad et testamente er, eller kan få det forklaret. Men ordene aftale og pagt er også fagord; de betyder blot ikke det samme som ordet testamente, faktisk slet ikke det samme. Det har derfor grundlæggende konsekvenser for, hvad man kan få ud af oversættelsen, om man bruger det ene eller det andet fagord, ja, om man lægger den ene eller den anden forståelse af de tekster, hvori disse ord forekommer, til grund (hvilket jeg har skrevet mere om i indlægget »Den Nye Aftale (I)«).

DNA’s tredje krav: »3) oversættelsen skal være meningsbaseret« (s. 517). Ja, hvad ellers? Men pointen er jo, at man har en forestilling om, at man så at sige kan afkode ordenes betydning, stilen og strukturen i den græske tekst og så gengive »meningen« på dansk med andre ord, i et vist omfang med andre strukturer og stile. Intentionen er måske god nok, men de nytestamentlige skrifter er faktisk blevet til på et bestemt tidspunkt et bestemt sted. Alt for ofte ender det som med ovenstående eksempel med, at man får lavet en »meningsbaseret« oversættelse, som afspejler så meget eller så lidt, som den enkelt oversætter(gruppe) nu har forstået eller tror, at læserne af oversættelsen kan forstå eller kan forstå uden nogen særlig indsats.

Er nettet en pålidelig reference for nudansk?

Som med Bibelen På Hverdansk misbruger man Luther, som om Luther mente, at Bibelens mening skulle rette sig efter torvet eller køkkenet. Man glemmer, at Luther havde brugt år af sit liv til at studere indholdet i Skriften, inden han gav sig til at oversætte. Man glemmer måske også, at Luther havde betydeligt større kompetencer på alle områder end dem, der generelt oversætter nu om dage.

DNA’s oversættere har brugt nettet som reference, ikke snakken i køkkenet eller på torvet. Nok findes der meget på nettet, men det, der findes på nettet, afspejler ikke alt, hvad der kan siges og forstås, og afspejler ikke alle de måder, man kan formulere noget på, ligesom man ikke nødvendigvis skal forvente at finde alle stillejer på nettet.

Ordet retfærdig i Det Nye Testamente på nudansk

Med al respekt er de overvejelser, DNA kommer med i efterordet, uholdbare. »Derimod bruger man i dag ikke ordet ‘retfærdig’ hvis man vil sige om nogen at de opfører sig som de skal ‒ at de har en ret færd. Men det er faktisk det ordet ›retfærdig‹ betyder i den græske grundtekst for Det Nye Testamente. … Vi har oversat det til ›gøre som man skal‹ og tilsvarende« (s. 518).

Men sådan er det ikke alle steder. Når DNA så skal gengive sådanne steder, så må de gribe til gendigtning, som fx i Gal 3,11. Her har 1992-oversættelsen: »Men at ingen bliver retfærdig for Gud ved loven, er klart; for ›den retfærdige skal leve af tro‹.« DNA gendigter: »Meningen er ikke at Gud accepterer nogen fordi de overholder Loven. Det er klart, for der står i Skriften: ›Den der er accepteret af Gud, har sit livsgrundlag i troen‹.«

Skal man virkelig forstå, hvad det vil sige at være retfærdig, skal man lære, at de krav, Gud stiller til os i først og fremmest De ti bud, afslører, at alle er syndere, dvs. at der ikke findes en eneste retfærdig (Rom 3,10). Modsat har Jesus Kristus sonet al synd, og Gud gør den retfærdig, som tror på Kristus (Rom 3,26). Denne gøren retfærdig er en dom: Gud afsiger dom om, at den anklagede er retfærdig i henhold til det retsgrundlag, der gælder ved den himmelske domstol. Det er ens tro, der regnes en til retfærdighed (Rom 4,3), men dog ikke en hvilken som helst tro, men en tro på ham, der gør den ugudelige retfærdighed (Rom 4,5).

Selv om man måske kan hævde, at det er alt dette, der ligger i oversættelsen »den der er accepteret af Gud, har sit livsgrundlag i troen«, så er problemet, at denne gengivelse også kan betyde så meget andet. Så ikke alene er det en såkaldt fri gengivelse, men også denne gengivelse kræver i virkeligheden en udførlig forklaring, hvis den ikke skal kunne forstås på mange forskellige – forkerte – måder.

Paulus skriver, at »den retfærdige skal leve af tro« (Rom 1,17). Det handler ikke om, at de har »en ret færd«, som DNA-oversætterne påstår. Tværtimod, for sådanne mennesker findes jo ikke. Det var, hvad Luther opdagede, og derfor var det ham alt om at gøre, at det blev formidlet i tale og skrift, herunder også bibeloversættelser af så høj en kvalitet som muligt.