Jesus er opstået, som han har sagt (Påskedag – Matt 28,1-8)

Tekstlæsningerne

Sl 118

Tekstlæsningerne til Påskedag giver valgmulighed for to stykker fra Sl 118: enten Sl 118,13-18 eller Sl 118,19-29. Salme 118 er slutsalmen i den store jødiske påske-hallel. I Sl 118,13-18 synes det at være Israel, der taler. Trods dets synd og (fra)fald har Gud ikke endegyldigt og totalt forkastet Israel. Hvorfor ikke? På grund af det, som det næste afsnit i salmen siger. “Luk retfærdighedens porte op, jeg vil gå ind og takke Herren!” De retfærdige skal gå ind ad Herrens port (Sl 118,19f).

I templet mødes Herren med sit folk, dvs. med de retfærdige. Det ville være en grov mistolkning, ja, afvisning af Det gamle Testamentes nådeslære, hvis man vil tolke det sådan, at man enten må leve i overensstemmelse med en ydre retfærdighed (hvilket vel er muligt) eller i overensstemmelse med Guds virkelige krav til mennesker (som om det er muligt) for at være retfærdig. Sådan tolkede Luther til at begynde med “Guds retfærdighed.” Han havde lært, at det drejede sig om det, som Gud kræver. Det er det på sin vis også, men den retfærdighed har intet menneske, der er undfanget på naturlig vis.

Guds retfærdighed er i stedet noget, Gud skænker og tilregner. Dermed gør han faktisk det menneske retfærdigt. Han lader ikke bare som om. Sådan var det i Det gamle Testamente, og sådan er det i Det nye Testamente. Det viser Paulus klart, f.eks. i Rom 4. Den retfærdige, der går ind i Herrens helligdom gennem Herrens port, er altså det menneske, Gud har gjort retfærdig ved at tilregne det Kristi retfærdighed ved tro.

I Det nye Testamentes tid er helligdommen slet ikke længere noget, der er begrænset til et bestemt sted. Det er i stedet bundet til Herrens nærvær i Ord og sakramenter (jf. Joh 4,21.23f).

Gud blev til frelse, siger salmen. Det skete, fordi “den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten” (Sl 118,22). Jesus Kristus blev forkastet, men Gud oprejste ham fra de døde og gjorde ham til hovedhjørnesten. Han er det tempel, som alle, der er gjort retfærdige ved hans retfærdighed, er sat ind i som levende stene. Frelsen er ene og alene Guds værk (Sl 118,23), og det er et vidunderligt evangelium. For ellers havde der ingen frelse været.

Nu lyder det så på Påskedag, opstandelsens dag – og takket være den dag på enhver Herrens dag – at “Denne dag har Herren skabt, lad os juble og glæde os på den” (Sl 118,24). For i evangeliet om Herrens død og opstandelse uddeles syndernes forladelse efter Herrens egen befaling, og derfor kan Guds folk opfordres til at juble og glæde sig på Herrens dag. I den forstand er enhver dag under nåden en Herrens dag. Hverken tider eller steder kan begrænse denne sande gudsdyrkelse.

Med salmen kan man derfor bede: “Herre, frels dog! Herre, lad det lykkes” (Sl 118,25). Det er Hosianna-råbet, som folk brugte, da Jesus palmesøndag drog ind i Jerusalem. Men de forstod slet ikke, hvad forudsætningen for denne bøn var. Heldigvis besvarede Gud bønnen alligevel. Han besvarer den også, når hans menighed efter hans befaling og løfte synger sit Hosianna forud for nadveren. For også her kommer Herren selv med den frelse, han vandt på korset. Ja, han kommer med de største gaver, der tænkes kan: Hans legeme og blod, som han ofrede for synders skyld. Nu uddeler han dem i, med og under nadverens brød og vin som forkyndelse af og bekræftelse på syndernes forladelse.

Derfor kan det stadigvæk lyde: “Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!” (Sl 118,26). For Herren er Gud, der giver lys (jf. Sl 118,27). Han er den, der ved sit ord oplyser os om synd, dom og retfærdighed (Joh 16,9-11).

På Påskedag skal det derfor ligesom alle andre dag, ja, mere end alle andre dage lyde: “Du er min Gud, jeg takker dig, min Gud, jeg priser dig. Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid” (Sl 118,28f).

1 Pet 1,3-9

1 Pet 1,3-9 forkynder sammenhængen mellem Kristi opstandelse og vores genfødelse til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Genfødslen i dåben, som vi jo også hører om i bl.a. Joh 3 og Tit 3,4-7, hænger sammen med, at dåben er en dåb ind på Kristus (jf. Rom 6,1ff; 1 Kor 12,13; Rom 11,17). Vi “blev begravet sammen med ham i dåb, og i den blev [vi] også oprejst sammen med ham ved troen på Guds kraft, der oprejste ham fra de døde” (Kol 2,12).

Uden Jesu Kristi død og opstandelse og uden syndernes forladelse er en gudsdyrkelse ikke bare tom, men den er bedragerisk og fører folk i Helvede. Derfor er Påskedag den største fest i kirkeåret. Det er heller ikke så underligt, at oldkirken gjorde Påskedag til den store dåbsdag. Det er velbegrundet, som det fremgår af de tekster, jeg lige har anført.

Prædiketeksten Matt 28,1-8

Jesus var blevet korsfæstet, sådan som vi i kirken har hørt om det Langfredag. Inden han udåndede, råbte han “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” (Matt 27,46). Jesus blev nemlig forladt af Gud, forbandet af Gud og ramt af hans vrede – i vores sted.

Resultatet var bemærkelsesværdigt. Først og fremmest var al verdens synd nu forsonet, og Jesus blev, som vi skal høre Påskedag, oprejst på grund af vores retfærdiggørelse, på samme måde som han blev givet hen for vore synder skyld (Rom 4,25). Dermed var der ikke længere brug for templet, og templets forhæng flængedes (Matt 27,51).

Men dermed var der heller ikke længere brug for offertjenesten. Den kunne og skulle ikke fortsætte, for nu var det endegyldige offer bragt, sådan som bl.a. Hebræerbrevet lærer os. Nu var det ikke længere ypperstepræsterne, der skulle frembære ofre på på vores vegne. Nu er Jesus vores mellemmand. Det betyder, at der ikke længere er brug for nogen offertjeneste. Men der er brug for en lærer- og hyrdetjeneste, for evangeliet skal forkyndes til syndernes forladelse, og sakramenterne skal forvaltes.

Matthæus beretter også, at jorden skælvede og klipperne revnede. Og “gravene sprang op, og mange af de hensovedes helliges legemer stod op” (Matt 27,52). Jesus har selv opvakt mindst tre fra de døde: Jairus’ datter, enkens søn fra Nain og Lazarus. Apostlene fik også myndighed til at opvække døde (Matt 10,8). Med Jesu stedfortrædende lidelse og død er syndens magt og dermed dødens magt brudt. Det viser Gud ved at oprejse disse hensovede helliges legemer fra de døde. De viste sig for mange (Matt 27,53) og førte til en sand bekendelse fra officeren og hans mandskab (Matt 27,54).

Matthæus gør opmærksom på, at der også var kvinder, der overværede Jesu lidelse og død. “Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor” (Matt 27,56). Da Jesus senere blev lagt i graven af Josef fra Arimatæa, sad Maria Magdalene og den anden Maria over for graven og så på (Matt 27,61).

Der blev også sat vagt ved graven, fordi ypperstepræsterne og farisæerne huskede, hvad Jesus havde sagt. De kunne måske ikke engang selv tro på, at Jesus bare var et almindeligt menneske, som selvfølgelig ikke kunne opstå fra de døde. Derfor måtte de have vagt ved graven. Det pakkede de så pænt ind i en påstand om, at det skulle forhindre disciplene i at have stjæle Jesus og hævde, at han var opstået fra de døde.

Kvinderne ved graven (v. 1f)

Tidlig søndag morgen kommer Maria Magdalene og den anden Maria ud for at se til graven.

Jordskælv og en engel, der åbenbarer sig (v. 2f)

Mens de var, kom der et jordskælv. Det gør der tit i forbindelse med, at Gud eller hans engle åbenbarer sig for mennesker. Og som vi så, skete det i forbindelse med de helliges opstandelse (jf. Matt 27,51.54). Denne gang er det ‘et stort jordskælv,’ som der egentlig står. For nu er der ikke blot nogle helliges opstandelse, det drejer sig om. Nu er det proklamationen af Jesu opstandelse. Samtidig spiller det sikkert ind, at ordet ‘stor’ ofte bruges i forbindelse med de sidste tider, sådan som det er tilfældet utallige gange i Johannes’ Åbenbaring.

Englen beskrives, så det er klart, at han kommer fra Himlen, fra Guds herlige og usynlige verden.

Herrens engel, dvs. ‘sendebud,’ vælter stenen fra. Det gør han ikke, fordi Jesus skal kunne komme ud. Jesus er nemlig ikke i graven. Han gør det derimod, for at kvinderne – og senere apostlene Peter og Johannes – skal kunne se, at graven er tom.

Soldaternes frygt (v. 4)

Vagtmandskabet reaktion var “naturlig,” når man tager i betragtning, at det var syndere, som nu stod over for et sendebud, som viste sig med Himmelens herlighed og renhed. De skælvede af frygt for englen. Ordet ‘skælve’ er det ord, der også brugtes om jordens skælven i Matt 27,51. De blev “som døde.” Sådan reagerer mennesker, når de får en åbenbaring. Sådan reagerede Johannes f.eks. også på Patmos. Om englen har sagt noget til dem, ved vi ikke. Men vi ved, at han sagde noget til kvinderne.

Kvinderne søger efter Jesus (v. 5)

Først siger englen, at kvinderne ikke skal frygte. Dette “frygt ikke!” skal berolige kvinderne, for en åbenbaring kan jo også være til dom og straf. Her åbenbares englen for at forkynde evangeliet. Derfor lyder hans “frygt ikke!”

Englen fortæller dem, at han ved, hvad de kommer for: at søge efter Jesus, den korsfæstede. Jesus betyder ‘Herren frelser,’ og det skulle Jesus hedde, fordi han skulle frelse sit folk fra deres synder (jf. til Matt 1,21). Det skulle han netop gøre ved at dø som den korsfæstede (jf. Matt 20,19; 26,2; 27,22 m.fl.). Denne Jesus, den korsfæstede, er – Gud været lovet – ikke i graven mere!

Jesus er opstået (v. 6)

Englen kan derfor forkynde jordens mægtigste og herligste budskab. Jesus er ikke i graven. Han er opstået fra de døde. Det havde han også sagt på forhånd (Matt 12,39-41; 16,21; 17,23; 20,19; 26,32 jf. 17,9). Foruden disse direkte udsagn om opstandelsen forudsætter Jesus det ofte, når han taler om sin egen genkomst. Hvis man har øjne at se med, er der mange steder!

Englen vil nu vise kvinderne, hvor Jesus lå. Senere får vi at vide, at ligklæderne er lagt pænt sammen (Joh 20,5-7).

I skal se ham i Galilæa (v. 7)

Nu skal kvinderne skynde sig tilbage og fortælle hans disciple, at Jesus er opstået fra de døde. Kvinderne bliver således hjælpe-sendebude i dagens anledning. Men det betyder ikke, at de bliver prædikanter. De bliver budbringere, men det er ikke deres vidnesbyrd, som den kristne forkyndelse bygger på. Den bygger på Kristi ord og gerning, herunder hvad han gjorde og sagde, når han åbenbarede sig efter opstandelsen. Den bygger også på apostlenes skrifter, og på de skrifter/forfattere, som blev autoriseret af dem.

Kvinderne skal gå hastigt hen og fortælle disciplene, at Jesus er opstået. Hvorfor? Fordi de har brug for at høre det. Selv om Jesus mange gange talte om sin opstandelse, troede de det ikke, og opstandelsen har fundet sted midt i deres vantro. Men Jesus vidste på forhånd, at det ville gå sådan, at de alle ville forlade ham. Men det var også for dem, han døde. Og derfor skal evangeliet også forkyndes for apostlene. Ellers ville de heller ikke kunne forkynde evangeliet selv.

Jesus er gået foran til Galilæa. Det havde han også sagt i forvejen (Matt 26,32). I Galilæa giver Jesus sine apostle og dermed kirken befaling om at gøre alle folk til hans disciple ved at døbe dem og lære dem at holde alt, hvad han har befalet. Jesu korsfæstelse og opstandelse er det helt centrale heri (1 Kor 15,3ff). Det betyder blot ikke, at det er det eneste nødvendige.

I Galilæa skal de se ham, men han vil også åbenbare sig adskillige gange forinden (jf. også 1 Kor 15,5f). Når det alligevel fremhæves, at de skal se ham i Galilæa, hænger det sammen med, at Matthæus lader sit evangelium ende med, hvad der sker der, inden Jesus farer til Himmels.

Kvinderne adlød med frygt og stor glæde (v. 8)

Kvinderne gjorde nu, hvad englen havde befalet dem. De løb bort med frygt, men ikke en frygt, som den man har, når man skal møde Gud i hans vrede. Det var ærefrygt, den frygt, som mødet med den hellige og nådige Gud giver mennesker.

Sammen med den var ‘en stor glæde.’ Det er glæden over, at Jesus var opstået fra de døde og at han derfor levede og lever. Livet former sig ikke altid sådan, at mennesker af den grund er glade hele tiden. Men evangeliet er en kilde til en glæde, som kan bestå midt i alt andet. En vished om, at Jesus har sonet al synd og er opstået, og at vi som kristne er døbt og genfødt til en glædelig opstandelse fra de døde – for Jesu Kristi skyld.

Vi skal ikke være kede af det eller bange.

Glædelig påske!

Update: Ovenstående indlæg er rekonstrueret, fordi formatteringen var i stykker, hvilket medførte, at en stor del af gennemgangen af Matt 28,1-8 var forsvundet.