Fortabelse en nutidig tilstand
Biskop emeritus Holger Jepsen skriver i Kristeligt Dagblad den 18. juni 2007 om fortabelsen. Ordet vækker “ubehagelige associationer til en dyster kristendomsforkyndelse”. Man kan, skriver han, ikke “befri sig for en fornemmelse af, at truslen om fortabelsen er blevet brugt som et kirkeligt magtmiddel.” Man har “forsøgt at skræmme mennesker til tro,” skriver eks-biskoppen. Jepsen mener, at Jesus talte om fortabelse, blandt andet i de kendte lignelser om den fortabte søn (Luk 15,1-32). “Men for ham var fortabelsen en nutidig tilstand, som han med sine ord og handlinger ville hente mennesker ud af!”
Ødelagt og meningsløst liv?
Biskop emeritus Jepsen har ret i, at fortabelsen er en nutidig tilstand. Men Jepsen beskriver denne nutidige tilstand på en måde, som slet ikke får Jesu egne pointer frem. Måske kan man sige, at den fortabte søns liv var blevet ødelagt og meningsløst. Men også kun måske. Først og fremmest siger Jesus selv, hvad der var galt. Den fortabte søn havde gjort oprør mod sin fader. Ja, hans ønske om at få sin del af arven kan godt forstås som et ønske om at se faderen død. Han havde bortødslet formuen, så han til sidst måtte tage et usselt arbejde med urene dyr. Men betyder det, at man kan sige, at hans liv var ødelagt og meningsløst? Både ja og nej. Ja, fordi det jo åbenlyst ikke var en ansvarlig måde at forvalte sit liv på. Nej, fordi han jo faktisk havde et arbejde, selv om det var usselt – og urent for en jøde.
Det rigtige spørgsmål
Men spørgsmålet er forkert stillet. Hans ødelagte og – på sin vis – meningsløse liv er ikke det egentlig problem. Det egentlige problem var det, der gjorde, at han ikke ville opsøge den hjælp, der var at få. Han ville ikke gå tilbage til faderen. Det ville jo være at indrømme, at han havde syndet. Hans situation forkyndte hver dag for ham, at han havde gjort oprør mod faderen og levede sit liv uden fællesskab med ham. Det er ikke meningsløst. Det er nemlig lovens tale i samvittigheden. Hensigten dermed er, at han skal erkende sin synd og sin skyld. Det gjorde den fortabte søn til sidst. Og hans viden om faderen og forholdene i faderens hus fik ham til sidst til at bryde op og drage hjem. Da han mødte faderen, bekendte han sin synd. “Jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.”
Fortabelsen borttolket
Den nutidige tilstand var, at den fortabte søn levede i synd og borte fra Gud. Biskop emeritus Holger Jepsen udelader ikke blot en væsentlig side af fortabelsen. Ved at udelade denne del af fortabelsen omtolker han begrebet fortabelse og gør det til noget andet. Dette andet er en virkelighed, som vi alle kender til. Men det ændrer ikke på, at det ikke først og fremmest er den virkelighed, som Jesus taler om. Man siger tit om den lutherske kirke, at den er en “professorkirke” eller en “begrebskirke.” Og det gør man med rette, for det er afgørende, at man ikke blot bruger de rigtige ord, men bruger ordene rigtigt. Det gør Jepsen ikke.
Faderens svar
Nu kan en lignelse ikke rumme hele den kristne lære. I denne lignelse fokuserer Jesus ikke på Guds vrede. Det er en væsentlig pointe, at faderen tilgiver sin fortabte søn og holder en stor fest. Faderen benægter ikke sønnens situation, for han siger: “Min søn her var død, men er blevet levende igen; han var fortabt, men er blevet fundet.” Der er dybde i det, faderen siger. Faderen bekræfter for det første, hvad loven har sagt til sønnen. For det andet forklarer faderen, hvad det vil sige at være fortabt. Det vil sige at være “død”. Det må naturligvis forstås i lyset af den virkelighed, lignelsen handler om. Det fortabte menneske er død i sine synder, er borte fra Gud og uden del i de velsignelser, som Gud giver gennem evangeliets løfter. For det tredje skal vi lægge godt mærke til, at sønnen ikke fandt hjem, men “er blevet fundet”. Pointen er nemlig ikke, at sønnen fandt hjem til barnekåret. Gud virkede gennem det, som sønnen engang havde hørt og lært. Han blev fundet og kaldet hjem. Det var faktisk slet ikke “hjertets frie hengivelse”, men Guds overbevisende gerning, der bragte sønnen hjem. Loven og den situation, den fortabte søn var i, skræmte ham ikke til tro. Men den overbeviste ham om synd. Det var Helligånden, der ved evangeliets løfter skabte troen i ham og gjorde ham levende igen.
Fortabelsen og Guds vrede
Så kunne man tro, at fortabelsen ikke har noget at gøre med trusler, sådan som biskop emeritus Holger Jepsen lægger op til det. Men det skyldes udelukkende, at Jesus ikke fokuserer på det i denne lignelse. Andre steder lærer Skriften os, at fortabelsen også består i, at Guds vrede forbliver over den vantro (Joh 3,36). Ordet forblive skal forstås helt bogstaveligt. Dersom man ikke bliver omvendt, forbliver Guds vrede over et menneske her i tiden og siden i evigheden.
Lov og evangelium
Biskop emeritus Holger Jepsen har ikke skelnet ret mellem lov og evangelium i ovenstående. Han har ikke engang forstået lov og evangelium korrekt. Frelse og fortabelse forstås løsrevet fra Gud. Men Gud er en hellig Gud, som vredes over synd og vantro. Men Gud er også en kærlig Gud, der lod sin enbårne Søn dø for hele verdens synd og skyld, og som forkynder evangeliet til omvendelse og tro på syndernes forladelse. I lignelsen om den fortabte søn fokuserer Jesus på faderens kærlighed, dvs. på Guds kærlighed, som for Sønnens skyld tilgiver synd. Det gør eks-biskop Holger Jepsen ikke engang. Dermed bliver evangeliet evangelie-løst. Det er synd.
Se “Det mistede får, den tabte mønt og den fortabte søn” i Kristeligt Dagblad den 18. juni (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/254602)