Luther skrev den 6. maj 1524 et brev til Nikolai Gerbel i Strassburg. Heri hedder det bl.a.:
“Hos os opvækker Satan dog på et andet sted en sekt, som hverken vil have med papisterne eller med vore folk at gøre. De praler af, at de drives af rene ånder uden den hellige Skrifts vidnesbyrd. Deraf ser man, at det Ord, vi forkynder, er Guds Ord, da det må lide ikke blot af vold, men også af nye kætterier.” (Udvalgte Breve af Dr. Martin Luther, v. C.J. Holt, bd. 2, s. 14; retstavning ajourført).
Luther havde opdaget, at der i kirken var meget, som ikke var begrundet i Skriften, men tværtimod var i strid med Guds Ord. Han opdagede, at selv kirkemøderne, som havde taget mange gode og nødvendige beslutninger, også nu og da havde taget fejl. I visse tilfælde modsagde de endda hinanden. Det eneste sikre grundlag for teologiske afgørelser var altså Guds Ord selv. Guds Ord var den treenige Guds egen tale ved deres menneskelige talerør, og derfor havde Skriften Guds egen autoritet og skulle følgelig dømme i alt vedrørende tro/lære, liv og kirke.
Papisterne accepterede ikke Luthers påstand, men forlangte, at han skulle bøje sig for kirkemøderne og paven. Man formulerer det tit på den måde, at papisterne henholder sig til både Skriften og traditionen. Måske ville det være mere korrekt at sige, at det i virkeligheden er papisternes læreafgørelser (traditionen), som er eneste autoritet. For når traditionen – i øvrigt som hos farisæerne – kan overtrumfe Skriften, har Skriften ikke længere autoritet. For Luther og hans trosfæller havde Skriften, som lærer lov og evangelium med Kristus som centrum, absolut autoritet. For papisterne var traditionen overordnet, og Kristus, nåden og retfærdiggørelseslæren var ikke centrum. Kristus, nåden og retfærdiggørelseslæren var dømt helt væk med papisternes teologiske læreafgørelser. To uforenelige autoriteter og rettesnore stod over for hinanden.
Nu nævner Luther så en “sekt”, som hverken vil have at gøre med papisterne eller de evangeliske. Luther kaldte dem også sværmere. Disse sværmere pralede af, at “de drives af rene ånder uden den hellige Skrifts vidnesbyrd”. Denne sekt havde brug for en kilde med autoritet for at kunne begrunde deres nye – og kætterske – lære. De henviste til, hvad Luther kaldte “rene ånder.” Det var ikke Helligånden, for Han virker gennem Guds Ord og kun gennem det. Derfor er det Satan, der stod bag disse rene ånder. For Satan ønsker intet højere, end at Guds Ord bliver lagt og sat til side. Hos papisterne skete det med traditionen og kirkelige/pavelige læreafgørelser. Hos sværmerne skete det med henvisning til subjektive åbenbaringer, dvs. sværmernes følelser, erfaringer og spekulationer, og med subjektive “tolkninger”. Guds Ord spillede ingen rolle. Traditionen spillede slet ingen rolle i begyndelsen, men efterhånden fik sværmerne deres egen tradition, om end den ikke har fået den styrke og fasthed, som vi finder i papisternes officielle lære.
Sværmerne havde deres subjektive oplevelser. Papisterne havde deres traditionelle læreafgørelser. Lutheranerne havde Guds Ord, som var klar, entydig og tilstrækkelig. Det har lutheranere, som ikke kun er det af navn, men af gavn, stadigvæk.
Papisterne har stadigvæk deres kirkemøder og deres paver. Når de kommer med læreudtalelser – som det lige er sket – er der tale om autoritative udtalelser. De kan enten imødegås med Guds Ord. Eller man kan, som mange har gjort i juli 2007, reagere mod, at der er nogen, der formaster sig til at udtale sig med autoritet, og gøre krav på, at alle andre også burde reagere imod autoritativ tale. I virkeligheden er dét den sværmeriske stemme, som er ligeglad med al autoritet og selv vil bestemme alting. Også selv om det er rigtigt at afvise pavens påståede autoritet.