Som bekendt har der været en del diskussion omkring nogle tegninger, Jyllands-Posten bragte i 2005.
Ytringsfriheden er vigtig i den vestlige verden. Den har dog sine grænser. Det gælder juridisk. Det gælder også – eller burde gælde moralsk. Hvis alle kun udtalte sig i overensstemmelse med sandheden, ville meget være vundet. Hvis man også fulgte Det ottende bud og værnede næstens ry og rygte, ville endnu mere være hjulpet.
Men når det gælder religion, er sagen ikke så let gennemskuelig. For en kristen, gælder det, at sandheden er den rette, kristne lære. Al anden religion er derfor ikke sandhed, men en benægtelse af sandheden. Det er afgudsdyrkelse. Skal man så have lov at håne og spotte?
Paulus har i sin vejledning til Titus følgende formaning:
“Påmind dem om at underordne sig under øvrigheder og myndigheder, adlyde og være rede til enhver god gerning; de må ikke forhåne nogen eller være stridbare, men skal være milde og vise sagtmodighed mod alle mennesker.”
Kristne skal ikke forhåne nogen, skriver Paulus. Det betyder naturligvis ikke, at falsk gudsdyrkelse ikke skal afsløres, for den bringer i fortabelse. Men det betyder, at man ikke skal nedværdige nogen i sin tale med hån og spot. Man skal vise ‘sagtmodighed’ mod alle mennesker.
Man kan begrunde den formaning på mange måder. Paulus begrunder sin formaning, som ikke direkte har noget at gøre med tegninger af andre religioners grundlæggere eller tilhængere, at han selv og læserne jo også selv har været uforstandige: “Vi var jo også selv engang uforstandige, ulydige og på afveje, vi lå under for alle mulige tilbøjeligheder og lyster; vi levede i ondskab og misundelse, vi var forhadt og hadede hinanden” (v. 3).
Man kunne også begrunde formaningen med, at det hverken gavner samkvemmet på det menneskelige plan eller den kristne kirkes mission, hvis man håner og spotter andre mennesker.
Saglig debat og diskussion og religiøse udsagn om sandhed og løgn er ikke i modstrid hermed.
Til gengæld må enhver form for religiøse voldshandlinger afvises.