Om at beregne omkostningerne (2. søndag efter Trinitatis – Luk 14,25-35)

Tekstlæsningerne

2. søndag efter Trinitatis efter anden række, som i 2008 falder på 1. juni 2008, har tre læsninger, som udfordrer os til at kigge efter fælles temaer eller berøringspunkter. Der er et fælles tema i Jer 15,10.15-21 og Åb 3,14-22, idet Jeremias og Laodikea-menighedens ‘engel,’ dvs. biskop, kaldes til omvendelse, men omstændighederne er ellers vidt forskellige. En anden forbindelse er, at såvel den gammeltestamentlige lektie og prædiketeksten taler om de vilkår, der gælder for dem, der tror. Jeremias’ klager, fordi han hånes og spottes, ja, forbandes. Det er således et konkret eksempel på, hvad Herren mener med, at disciple skal elske ham mere end selv deres eget liv.

Første række har umiddelbart en tættere tematisk forbindelse, idet Luk 14,16-24 handler om det store festmåltid, der er et billede på frelsen. Det nævner jeg også, fordi dagens prædiketekst er fortsættelsen til Luk 14,16-24. Den gammeltestamentlige læsning er Es 25,6-9, som tilsvarende handler om det store festmål, som opfyldes, når kirken prædiker evangeliet og forvalter sakramenterne. Det er dog en opfyldelse i tro, mens opfyldelsen i skuen vil følge med Kristi genkomst. Den nytestamentlige epistel i 1 Joh 3,13-18 handler om evangeliet, men også om at elske sine medkristne i gerning og sandhed. Anden række har en anden karakter.

Jeremias 15,10.15-21

Den gammeltestamentlige lektie er fra Jer 15, hvor man læser v. 10 og v. 15-21. Det er Jeremias’ dybtfølte klage over den forbandelse, der rammer ham, fordi han er Guds profet. Profeten Jonas gjorde også oprør mod det budskab og i virkeligheden mod den Gud, som sendte ham. Men for Jonas var problemet Guds nåde og barmhjertighed, som han ikke brød sig om, fordi den også omfattede ninevitterne.

Jeremias derimod giver som vel ingen andre i Skriften udtryk for den byrde, det kan være at være kaldet til at være Herrens talerør. Vil man kende omkostningerne – og det bør man jo, inden man begiver sig i kast med en opgave eller en tjeneste – så bør man læse Jeremias’ bog.

Jeremias er så vred (og måske deprimeret), at han endog klager over, at han er blevet født. Årsagen er, at alle forbander ham, skønt han intet har gjort (v. 10).

Jeremias vender sig dog til Herren med hans klage og beder Herren skaffe ham hævn. “Du skal vide, at jeg bærer skammen (eller hån og spot) på grund af dig,” drister Jeremias sig til at sige til sin Gud (v. 15). Han har dog helt ret. På samme måde underviser Jesus om, at disciplene/apostlene vil blive forfulgt for Jesu og evangeliets skyld (Matt 5,10f; Mark 8,35). Men alligevel er Jeremias’ klage ikke acceptabel i Guds øjne, fordi den skyldes, at Jeremias ikke tror på Hans omsorg og hjælp (se nedenfor).

Jer 15,16 fortæller hvordan Herrens ord blev fundet. Under kong Josias fandt man “lovbogen,” som førte til Josias’ reform (2 Kong 22f), men Jeremias tænker nok på alle de ord, som Gud har givet ham. Jeremias, der blev profet under Josias (Jer 1,2), fordybede sig med glæde og fryd i Guds Ord, “for dit navn er nævnt over mig, Herre, Hærskarers Gud” (Jer 15,16).

Jeremias er imidlertid blevet fyldt af Guds vrede (v. 17), for modstanden har fået ham til at vende sin vrede mod Gud. Han retter sin anklage mod Gud:

Hvorfor er min smerte uden ende? Hvorfor kan mit sår ikke læges og ikke helbredes? Du er blevet mig en bæk uden vand, et upålideligt vandløb” (v. 18).

Herren svarer ved i sin nåde at kalde Jeremias til omvendelse. For selv om det trods alt er bedre, at Jeremias retter sin klage til Gud, er det jo alligevel udtryk for vantro. For Jeremias kender jo Gud og hans nådige handlen i historiens løb, ligesom han selv har fundet tilgivelse og er blevet taget i Guds tjeneste. Jeremias tvivlede, ja, anklagede Gud for at ikke at have omsorg for ham og hjælpe ham. Det er ikke from tale, og derfor er det, Gud kalder ham til omvendelse.

Derfor siger Herren: Hvis du vil vende om, lader jeg dig vende om, så du kan stå i min tjeneste. Hvis du fremfører dyrebare ord og ikke tom snak, skal du være min mund. De vil vende sig til dig, men du må ikke vende dig til dem. (Jer 15,19).

Jeremias skal forkynde Herrens ord, og han må ikke under nogen omstændigheder “vende sig til dem,” der skal lytte til ham.

Jeremias har fremført tom snak imod Gud, men Gud kalder ham til omvendelse, så han igen kan være Herrens mund og forkynde “dyrebare ord.” Herren lover tilmed, at Jeremias’ tjeneste skal bære frugt.

Som Jesus Kristus sagde til apostlene, da han gav missionsbefalingen (jf. til Matt 28,16-20), vil Herren være med Jeremias. Ja, han vil frelse og redde ham (Jer 15,20f). Det sidste har Gud ikke sagt til alle prædikanter, men Jeremias fik det på dette tidspunkt. Kristus har derimod lovet at være med alle sin prædikanter (Matt 28,20).

Åb 3,14-22

Jeg har gennemgået Åb 3,14-22 i indlægget “Den åndelige ‘rigdoms’ selvbedrag (Åb 3,14-22)” på min blog Om Johannes’ Åbenbaring.

Ligesom Jeremias skal denne biskop omvende sig, men til forskel fra Jeremias, som forfølges og har mistet troen på Guds omsorg og hjælp, er denne biskops problem, at han mener at være åndelig rig, skønt han ikke er det. Omvender han sig ikke, går han fortabt. Omvender han sig, vil Kristus have fællesskab med ham, og så gælder løfterne om at sidde på tronen hos Kristus også ham.

Biskoppens åndelige “rigdom,” som i virkeligheden er åndelig fattigdom, har et alternativ, nemlig den rigdom, der består i frelse og syndernes forladelse. Som det ses, ligger Åb 3,14-22 i forlængelse af temaet fra bl.a. 1. søndag efter Trinitatis.

Prædiketeksten i Luk 14,25-35

Forud for prædiketeksten fortæller Jesus lignelsen om det store festmåltid, som jo er et meget godt billede på gudstjenesten og ikke mindst nadvergudstjenesten, hvor Herrens forvaltere tjener med Guds hemmeligheder, dvs. evangeliet, dåben og Herrens nadver. Nu er alt rede, men de, som allerede tidligere havde fået invitationen, nemlig israelitterne eller jøderne, som vi kalder dem, ville ikke. De havde forskellige “undskyldninger” og ville derfor ikke komme. Invitationen går derfor videre ud, nemlig til hedningerne. Jesus slutter af med at konkludere, at “ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid” (Luk 14,24). De får derfor heller ikke del i det store festmåltid, hvor folk fra alle folkeslag skal spise sammen med Herren og med Abraham, Isak og Jakob (Matt 8,11f).

Store skarer omkring Jesus (v. 25)

Jesus forkyndte ikke kun med myndighed, men også med nåde og barmhjertighed. Han gjorde undere af forskellig slags. Og han forkyndte dom over jødernes ledere, hvad der sikkert har været populært hos en del af folket. Det er derfor ikke så underligt, at store skarer fulgte ham. Men Jesus ved, at mange af dem kun følger ham, så længe der er medgang. Derfor advarer han dem om, at det at være hans discipel slet ikke er nogen “dans på roser,” men snarere en vandring med tornekrone, hån og spot, ja, forbandelse fra mennesker.

Jesus skal være ens Gud (v. 26)

Når Jesus i dette vers taler om ‘at hade,’ skal det ikke forstås sådan, at vi skal hade folk i den betydning, man ofte bruger ordet (som f.eks. i Luk 19,14): “En person, der føler had, ønsker kun absolut skade eller lidelse for den person, gruppe, organisation eller ideologi, som personen hader” (fra Wikipedia-artiklen “Had“). Det betyder her snarere at se bort fra eller lade ude af betragtning. Eller at elske mindre end.

Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. (Matt 10,37)

Der er under ingen omstændigheder tale om, at man i moderne forstand skal hade sin naturlige familie for at blive eller være en kristen. Det fjerde bud er ikke sat ud af kraft for kristne, tværtimod. Buddet om at elske sine fjender gælder også for kristne.

Men hverken ens forældre, ægtefælle, børn eller søskende, ja, ikke engang ens liv må være mere værd end Jesus. Med andre ord siger Jesus, at vi skal frygte og elske ham og stole på ham over alle ting, så vi intet sætter over eller ved siden af ham. Hvis man vil være Jesu discipel og lade andet være mere værd, så må loven forkyndes:

Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv. (Luk 10,27)

Den rige rådsherre ville gerne have evigt liv, men han ville også gerne beholde sin rigdom. Ham mødte Jesus med loven og krævede, at han så skulle opfylde lovens mindste krav og bogstav til punkt og prikke. Det gjorde han, for at rådsherren skulle komme til erkendelse af sin synd (Luk 18,18-30; Rom 3,20).

Elsker man sin familie eller sit eget liv mere end man elsker Jesus, så har man endnu ikke forstået, at man er fortabt og skyldig til evig fordømmelse på grund af sin skyld og synd. Så har man i virkeligheden ikke brug for Jesus endnu, og man skal ikke regnes for at være Jesu discipel.

Hvis man selv kommer til Kristus, er det altid for at opnå noget. For som syndere kan vi ikke komme til ham, med mindre Faderen drager os (Joh 6,44). Gud må drage os ved loven og evangeliet. Andre måder er der ikke.

Man skal bære sit kors (v. 27)

Jesus udfolder, hvad det vil sige at hade ens liv. Det betyder at bære sit kors, dvs. være villig til at lide og dø i efterfølgelsens liv. Det betyder at følge Jesus og ikke forvente at blive behandlet bedre end han blev. Forudsætningen herfor er, at man er blevet genfødt ved dåb og tro og har fået Helligånden som gave (se mere i de afsluttende bemærkninger nedenfor).

Men én stor forskel er der i al fald på Jesu kors og vores kors. Jesus bar sit kors og døde på det under Guds forbandelse for os (Gal 3,13). Vi bærer derimod vores kors, som nok kan slå vort syndige legeme ihjel. Men det kan ikke skille os fra Kristus og Guds kærlighed (jf. til Rom 8,31b-38).

Vi skal bære vores kors og følge Jesus (egt. ‘komme efter ham’), men vi fortjener ikke noget ved det. Vil vi bilde os selv ind, at vi gør det eller kan gøre det, ja, så må vi opfylde hele loven, som Paulus lærer os i Galaterbrevet.

Man skal beregne omkostningerne, før man bygger (v. 28-30)

Med et billede advarer Jesus de store skarer, som følger ham, fordi han er så imponerende. Men de følger ham (endnu) ikke, fordi de er kommet til tro på, at han er deres herre, som må lide og dø for deres synders skyld.

Med dette billede beder han dem om at blive realistiske omkring, hvad det medfører at følge Jesus.

Ellers vil man sige, at de er som en mand, der vil bygge et tårn, men kun havde råd til at lægge soklen. Han vil blive til spot og spe hos mennesker.

Mange prædikanter og kirker opfører sig på samme måde. De præsenterer Jesus og livet som kristen på en måde, der er løgnagtig, fordi det er uden omvendelse og uden efterfølgelse. I stedet appellerer man til de behov, som man har som menneske. Ja, der findes også alt for mange, som mere eller mindre lige ud lover mennesker, at de skal få et herligt liv som kristne.

Når det så viser sig, at der følger et kors med, vil man ikke mere. Måske retter man også – ikke uberettiget – sin vrede mod de løgnagtige prædikanter.

Allerede i oldkirken erfarede man, at det er nødvendigt med en ordentlig undervisning af dem, der (forhåbentlig) skulle døbes. De skulle vide, hvad kristendom er, men de skulle også vide, hvilke konsekvenser det kunne medføre. Ikke mindst i de første næsten tre århundreder var det helt afgørende, fordi mange faktisk blev martyrer for evangeliets skyld.

Også i dag er der omkostninger ved at tro, lære og bekende, som Kristus har lært os. Men det er værd at lide for evangeliets skyld, for der venter en herlighed hjemme hos Kristus.

Det kan imidlertid ikke nægtes, at mange kirker og prædikanter fortier omkostningerne. I det danske samfund er det (endnu) langt på vej sådan, at det ikke har de store omkostninger, for man har udvandet Jesu budskab, så det stort set ikke forarges nogen. Det kan snart ændre sig. Det er vel allerede ved at ændre sig. Så vil man for alvor se, hvem der har beregnet omkostningerne, og hvem der ikke har. Det gør det også nødvendigt at undervise og prædike om, hvilke omkostninger der følger med.

Men som udtrykket “sit kors” viser, drejer det sig ikke kun om ydre forfølgelse, men det drejer sig i det hele taget om at efterfølge Jesus. Her må man også være villig til at forsage sig selv. Det kan ingen af os, med mindre Gud ved sit ord omvender os, tilgiver os og skænker os sin Helligånd (jf. f.eks. Rom 8,3f). Det hele må begynde med at få fred med Gud, som vi lærer i Romerbrevet:

Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi i troen har fået adgang til den nåde, som vi nu står i; og vi priser os lykkelige over håbet om Guds herlighed. Ja, ikke det alene, men vi priser os også lykkelige over vore trængsler, da vi véd, at trængselen virker udholdenhed, og udholdenheden prøvet fasthed, og den prøvede fasthed håb, og håbet gør ikke til skamme; thi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet. (Rom 5,1-5).

Man skal vurdere ens og fjendens styrke, før man drager i krig (v. 31-32)

Jesus bruger endnu et godt eksempel, som man i øvrigt kan finde mange illustrationer til gennem historien (men det skal jo ikke tage opmærksomheden fra pointen). Hvis man ikke kan gennemføre en krig, så bør man hellere optage fredsforhandlinger, selv om det bliver ydmygende. Alternativet vil være et forsmædeligt nederlag, der vil medføre samme reaktion som ovenfor.

Man skal give afkald på sit eget (v. 33)

Jesus drager nu konklusionen af de to billeder. ‘På samme måde kan altså enhver af jer, som ikke giver afkald på alt, hvad der er hans, ikke være min discipel,’ siger Jesus mere direkte oversat.

Det drejer sig, som vi også ser af v. 26, næppe kun om materielle eller økonomiske besiddelser, men om alt, hvad man har i denne verden.

Saltløs salt må smides væk (v. 34-35a)

Prædiketeksten slutter af med, at Jesus taler om saltet, der mister sin kraft. I sammenhængen er det endnu et billede på at begynde, men ikke fuldende. Salt, der ikke længere er salt, kan ikke gensaltes, men må bare smides ud. Det dur faktisk slet ikke til noget. Tilsvarende ser vi andre steder om, at disciplene skal være salt i verden (Matt 5,13; Mark 9,50).

Hør endelig efter (v. 35b)

Jesus formaner med denne formel til, at alle hører efter og tager det til sig.

Afsluttende bemærkninger

At være salt-løs salt bruges til sidst i prædiketeksten om dem, der ikke vil påtage sig de konsekvenser, som der følger med at være discipel. Det bruges om dem, der ligesom de store skarer følger Jesus, fordi de er nysgerrige og gerne vil se en, der har fantastiske evner, men ikke mere. Sådanne mennesker er der altid nogen af.

Jesus var ikke nogen charlatan, der gerne så store skarer omkring sig uanset deres motivation og forhold til ham. Det samme kan ikke siges om mange moderne prædikanter, eksempelvis de såkaldte helbredelsesprædikanter. De har store skarer omkring sig, fordi den nysgerrighed, der fik folk til at følge Jesus, også kan få folk til at følge charlataner og bedragere.

Jesus kalder til at beregne omkostningerne, og det forudsætter, at man også oplærer potentielle kristne, inden man døber dem – forudsat, at det ikke er børn, som forældre eller faddere lover at oplære efterfølgende.

Men ligesom med sidste søndags prædiketekst kan man nemt falde i, så man kun prædiker loven og kravene til en ret discipelefterfølgelse. Det skal man selvfølgelig gøre. Men man skal også prædike det, der er forudsætningen for at kunne blive og være discipel.

Man skal prædike om ham, som bar sit kors til Golgata, led og døde for os mennesker og for vor frelses skyld. Man skal prædike om ham, som opstod på grund af vores retfærdiggørelse (Rom 4,25). Man skal prædike om, at han befalede os at døbe og oplære, for genfødelsen og fornyelsen ved Ordet og Helligånden samt Helligånden som gave er forudsætningen for at leve i efterfølgelse.

Man skal også prædike om ham, som vi skal elske mere end vores eget liv, fordi han er den eneste, der kan frelse os fra synd, død og evig fordømmelse.

Nok kaldes vi til at bære vores kors, men vi får også et løfte om en evig herlighed, som mere end opvejer det, vi må lide her i tiden (Rom 8,18ff).

Men som nævnt er det jo selvfølgelig også oplagt at knytte til ved den lignelse, som går forud for prædiketeksten (se ovenfor).

Uanset hvordan det gribes an bør evangeliet fylde mere end loven, også selv om prædiketeksten lægger op til mere lov- end evangelieforkyndelse.

Og så en god salme!

Den bedste kommentar er måske Luthers store salme: “Vor Gud han er så fast en borg”

1 Vor Gud han er så fast en borg,
han kan os vel bevare,
han var vor hjælp i al vor sorg,
vort værn i al vor fare;
den gamle fjende led
er nu for alvor vred,
stor magt og argelist
han samler mod os vist,
ej jorden har hans lige.

2 Vor egen magt ej hjælpe kan,
let kan os fjenden fælde;
men med os står den rette mand,
omgjordet med Guds vælde.
Det er den Herre Krist,
og sejer får han vist,
hærskarers Herre prud,
der er ej anden Gud,
han marken skal beholde.

3 Og myldred djævle frem på jord
og os opsluge ville,
vi frygter dog ej fare stor,
de deres trusler spilde;
lad rase mørkets drot
med løgn og mord og spot,
han har dog få’t sin dom,
da Krist til jorden kom,
et ord ham nu kan fælde.

4 Guds ord de nok skal lade stå
og dertil utak have,
thi Herren selv vil med os gå
alt med sin Ånd og gave;
og tager de vort liv,
gods, ære, barn og viv,
lad fare i Guds navn,
dem bringer det ej gavn,
Guds rige vi beholder.