Oversætteren og litteraten Niels Brunse har for en del år siden oversat et værk af Goethe, som jeg ikke skal komme ind på. I et meget læseværdigt indlæg skriver han om den »modstand,« som teksten byder læseren, og som oversætteren ikke skal spare læserne for.
De skeptiske indvendinger gik på, at jeg havde gjort sproget unødvendig snørklet, unødvendig gammeldags. Jeg ved ikke hvilken grad af gammeldags snørklethed anmelderne ville have anerkendt som nødvendig – jeg tror slet og ret at det er en smule anstrengende og krævende at læse Goethe, og at de skeptiske anmeldere havde forventet af mig, at jeg skulle have sparet dem for den anstrengelse. Ikke tale om, den tjeneste nægter jeg at gøre folk.
En ikke uvæsentlig del af glæden ved at læse klassikere ‑ og for den sags skyld også “svære” nutidige forfattere ‑ er glæden ved selve tilegnelsen, glæden ved at overvinde den modstand, teksten byder én. Den skal man ikke kimse af. Forudsætningen er selvfølgelig, at teksten har noget at give én bag modstanden, at den ikke viser sig at bestå af modstand og intet andet. Den slags bøger findes jo. De holder bare ikke ret længe.
Bibelen hører ikke til den slags bøger. Tværtimod.
Bibelens tekster byder ganske rigtig modstand. Mange nu om dage vil fjerne så meget af denne modstand som muligt. Det er måske også nødvendigt, hvis mange ikke lærer at læse så godt, at de kan læse en så vigtig del af vores kulturarv som Bibelen? Det kræver jo en vis træning ikke alene at læse de enkelte ord, men også at kunne se de mange sammenhænge. Brunse sammenligner det med rette med at kunne læse et partitur, «en polyfoni af mange bevægelser på én gang.«
Læs endelig hele Niels Brunses artikel Den snørklede Goethe.