Rødt kan da ikke gør hvidt. Og blod gør slet ikke tøj hvidt. Derfor er det soleklart, at følgende citat ikke skal forstås bogstaveligt.
Og han sagde til mig: “Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.” (Rev. 7,14)
De klæder, der er tale om, er følgelig heller ikke bogstaveligt ment som tøj, der er renset. Det er der naturligvis heller ikke nogen, der påstår. Alle tolker helt automatisk dette og lignende steder symbolsk. Pointen er imidlertid, at det ofte er temmelig vilkårligt, om læsere af Åbenbaringsbogen tolker et givet sted symbolsk eller ej.
Her er der tale om en symbolsk beskrivelse af noget, der i høj grad er virkeligt. Faktisk er der ikke noget, der er mere virkeligt. Det, dette vers handler om, er nemlig sandt både her i tiden og i evigheden.
Det, tekstens ‘jeg’ ser, er den store hvide flok foran Guds og Lammets trone. De er karakteriseret af noget, der ikke gælder for den anden gruppe mennesker i Åbenbaringsbogen.
De har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Selve formuleringen, at “de har …” betyder ikke, at det er dem selv, der har sørget for det eller udvirket det. Det hører til den symbolske side af udsagnet. Det bliver klart, når vi ser på, hvad denne symbolske tale dækker over i virkeligheden.
Der er altså en forskel på disse og de andre. Forskellen er dog ikke, at kun de andre har syndet. Når kriteriet er Guds vilje og bud, så vil Guds dom være, at alle har syndet i ord, tanker og gerninger og er uden undskyldning (jf. Rom 3,23). Vores klæder er billedligt talt møgbeskidte. Hvis de ikke har erkendt det her på jorden, kommer de til det, når de bliver fremstillet for Guds domstol efter døden.
Forskellen er, at de hvidklædte har erkendt dette. De er blevet bragt til den erkendelse ved at høre, hvad Guds vilje er, og se deres ord, tanker og gerninger i det lys.
Men i sig selv betyder en sådan erkendelse ikke, at de har fået hvide klæder på. Rent faktisk er det en realistisk mulighed, at man får en sådan erkendelse, men ikke for alvor kan gøre noget ved den skyld, man faktisk har, og den skyldfølelse, erkendelsen medfører. Der er ellers ikke ende på alle de midler og metoder, der er opfundet for at dulme folks dårlige samvittighed. Det rækker lige fra den direkte fornægtelse af til alle mulige forsøg på selv at skabe sig en god samvittighed. Men det virker ikke. Det kan måske føles sådan i en kortere eller længere tid her på jorden. Men når man skal dø og fremstilles for Guds domstol – som i ordets egentligste forstand er Højeste ret – så vil disse afværgemekanismer falde til jorden.
Der findes kun én måde, hvorpå skylden og den dårlige samvittighed effektivt kan fjernes. Det er den røde metode. Den valgte Jesus Kristus, Gud og menneske på samme tid. Han påtog sig alle menneskers synd og skyld og led døden for at sone al den synd og skyld.
På det grundlag forkyndes der nu tilgivelse for synd for alle mennesker. Synden er allerede sonet og tilgivet. Det eneste, der mangler, er, at mennesker tror det. Derfor skal dette gode budskab forkyndes.
Synden er objektivt set tilgivet, men tilgivelse skal uddeles og modtages. Dét er frelse. Dét er at få sine klæder vasket og gjort hvide. Det kan ikke ske med hverken psykologisk eller allehånde falske teologiske metoder. Skam få den, som forsøger at male synden og skylden væk med uholdbar vandfarve. Det kan kun ske ved forkyndelsen af det rene evangelium om Jesu Kristi person og gerning.
Når et menneske har fået sine synder tilgivet ved tro på Jesus Kristus og hans gerning for os, så er rødt gjort til hvidt. Det gælder her på jorden her i tiden, også selv om vi stadig fejler i ord, tanker og gerninger og er uden undskyldning. Det gælder for Den højeste ret og i al evighed.
Det er den virkelige forskel, som alt i virkeligheden afhænger af. Derfor er der ikke noget vigtigere end at være dér, hvor dette budskab forkyndes ret i ord og kirkelige handlinger, så ens klæder virkelig bliver vasket rene og gjort hvide i Lammets blod.