Læsningerne til 23. søndag efter Trinitatis efter anden række – i 2008 er det den 26. oktober og søndagen før Alle helgens dag – lader os se to slags mennesker: Den ene er farisæeren, der sætter sin lid til løgneord, der intet gavner, og som derfor er fjender af Kristi kors. Den anden er enken, der repræsenterer dem, der har borgerskab i Himlen. De sætter deres lid til Gud i alle ting og i tro gør de gode gerninger.
I Jer 7,1-11 forkynder Herren(s profet) dom over dem, der kommer for at tilbede i Herrens tempel, for deres liv viser, at de er vantro og onde hyklere. Omvender de sig, vil de blive frelst og få lov at “bo” i Herrens nærvær. Sætter de deres lid til løgnemantraer som “Herrens tempel,” der nok består af de rigtige lyde, men er gennemsyret af alt andet end Guds ord og lære, så vil man blive ramt af dom og fortabelse. Deres omvendelse skal følges af et retfærdigt liv.
Skal vi ikke følge farisæernes og hyklernes forbillede, kan vi til gengæld have Paulus som forbillede ifølge Fil 3,17-21. For han er ikke en de fjender af Kristi kors, som følger deres eget begær og deres egne lidenskaber og får fortabt. Han er borger i Himlen, og vender Frelseren, Herren Jesus Kristus, som vil give os et helt nyt, åndeligt opstandelseslegeme.
Også Jesus advarer mod de hykleriske skriftkloge i Mark 12,38-44. De udbytter enkerne (og uden tvivl alle andre svage), og det vil de få deres dom for. Der er rige, der overfladisk set giver meget til templet, men Jesus fremhæver i stedet enken, der (i tillid til Gud) giver det, som hun egentlig selv skulle leve af. Men som vi lærer af 1 Kong 17, kan Gud sørge for sådanne enker.
Er Herrens tempel en røverkule? (Jer 7,1-11)
Profeten Jeremias’ domsord over de besøgende i Herrens tempel er Herrens egne ord, som Han lod komme til Jeremias (v. 1). Det er altså ikke profetens egen mening, men Herrens dom, han forkynder.
Ifølge v. 2 skulle Jeremias stille sig i indgangen til templet, for alle havde brug for at høre domsordet og omvende sig. Hele Juda, dvs. alle dem, som udadtil nu hørte til Guds folk, og alle tempelgæsterne skulle høre Jeremias. De kom for at tilbede Herren, men som vi skal se, var deres tilbedelse falsk. Det er i sig selv tragisk, at disse mennesker kom for at tilbede Herren, men de var ligeglade med hans ord.
Hvis de, der kom for at tilbede Herren, skulle få lov til at “bo,” dvs. at høre til i templet (jf. f.eks. Sl 15,1; 65,5) og i Guds åndelige folk, så skulle de omvende sig (v. 3). Deres færd og gerninger var ikke gode, for deres hjerter var onde.
Folk satte deres lid til, at de havde templet (v. 4). Templet var ikke længere det sted, hvor Gud åbenbarede sig, og hvor der blev bragt ofre for folkets synder. Det var blevet en åndelig sovepude. Derfor var henvisningerne til templet blevet til løgne. Sådan har det været mange gange siden, og sådan er det også blevet igen. Måske har der aldrig været så mange, som tror sig reddet for tid og evighed, fordi de kommer i en “kirke,” men Guds ord og lære, ja, Kristus selv, er de ligeglade med. Det ses også i deres liv, sådan som det sås på Jeremias’ tid.
Nej, Herren kræver omvendelse og et retfærdigt liv og levned, som også giver sig udslag i retfærdighed i mellemmenneskelige forhold (v. 5). Det betød konkret, at man ikke måtte undertrykke den fremmede (v. 6a). Det betyder i øvrigt ikke, at man skal tillade de fremmede at undertrykke andre, endsige et lands egne indbyggere, sådan som det i stigende grad sker i den vestlige verden. Den faderløse og enken må heller ikke undertrykkes (v. 6a). Det betyder i øvrigt ikke, at man så skal ringeagte familien og tillade familieopløsende ordninger, sådan som det nu om dage sker i den vestlige verden i et omfang, som verden ikke tidligere har set.
Naturligvis må man heller ikke udgyde uskyldigt blod, slet ikke i templet (v. 6b). Det er ikke et forbud mod dyreofringer, som jo netop indgik i den gammeltestamentlige gudstjeneste. Men det er et forbud mod at misbruge sin magt, sådan som det desværre skete alt for ofte.
I det hele taget må de, der kommer for at tilbede Herren, ikke følge andre guder, for det bliver til ulykke, dvs. til fortabelse for dem (v. 6c). Man følger andre guder, når man f.eks. dyrker Mammon.
Men omvender folket sig, så vil Gud lade dem “bo,” dvs. lade dem blive i sin nærhed, i det land, som Gud gav deres fædre (v. 7). Pladsen rækker ikke til at vise, at Det gamle Testamente selv taler om templet og landet på en måde, der går ud over den helt konkrete betydning, men sådan er det. Det er derfor, Jesus taler om, at “de sande tilbedere” ikke skal tilbede på et bestemt sted, men i ånd og sandhed (Joh 4,23f).
Profeten Jeremias er sat til at tale til dem, der ikke tilbeder i ånd og sandhed, men som i stedet sætter deres lid til løgne, der intet gavner eller hjælper (v. 8). Selv det at bruge ordet “Herrens tempel” er løgnagtige mantraer, der nok siger de rigtige lyde, men i øvrigt er løgn fra ende til anden.
Gennem profeten lader Herren folkets gerninger afsløre deres vantro og falske gudsdyrkelse (v. 9f). Det fremgår af det retoriske spørgsmål, at folket stjæler (7. bud), dræber (5. bud), bryder ægteskabet (6. bud), sværger falsk (8. bud) og tænder offerild for afguder og følger nye guder (1. bud). Det er afskyelige handlinger i Guds øjne, og det burde det også være i dette folks øjne.
Alligevel kommer de til Herrens tempel, det tempel, som bærer Herrens navn, og hævder, at de er frelst eller reddet (v. 10).
Herren spørger, om hans hus, som bærer hans navn, er en røverkule eller røverhule, et sted, hvor forbrydere kan søge tilflugt og opholde sig (v. 11). I Herrens egne øjne er svaret naturligvis nej, men det var det ikke i folkets øjne på profeten Jeremias’ tid. Det var det heller ikke i folkets øjne på Jesu tid, som Jesus havde sagt kort tid forinden (Mark 11,17).
I vor tid er det ikke meget bedre. Man kan vælge at benægte det, men der foregår meget i de kirker, der burde være huse, hvor Guds ord og lære forkyndes rent og purt. Der lyves, og der handles ondt. Vi kaldes til omvendelse, ja, daglig omvendelse. Vil vi prædike i overensstemmelse med denne søndags læsninger, må der forkyndes dom over alle løgnene. Ellers hjælper det ikke at forkynde evangeliet. Tværtimod. For ingen har brug for evangeliet, hvis ikke man erkender sin synd.
Kristendom er syndsbekendelse og – først og fremmest – tro på evangeliet om vore synders forladelse, af nåde, for Jesu Kristi skyld. Alt andet er løgne. Gud give, at der ikke forkyndes løgne denne søndag.
Paulus som eksempel (Fil 3,17-21)
Man skal ikke følge judæernes, farisæernes eller de skriftkloges eksempel. Men man må gerne følge Paulus’ eksempel (v. 17). Ikke fordi han eller vi bliver frelst af at leve ret. Men Paulus levede et forbilledligt liv for enhver, der tror, fordi han levede i Kristi efterfølgelse. Der var – og er heldigvis – også andre, der lever efter det forbillede, vi har fået i Paulus. Dem skal vi også se på som forbilleder.
Modsat er der de mange, der vandrer som “fjender af Kristi kors” (v. 18). De vil ikke lade korset forkynde lov og evangelium, og derfor lever de i vantro. Som vi lærer af både den gammeltestamentlige læsning og evangeliet til denne søndag, giver det sig udslag i deres liv. For uden syndserkendelse, syndsbekendelse og tro kan ingen korsfæste kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne (Gal 5,24).
Paulus nævner det med gråd, for det er sørgeligt, for de lever under Guds vrede og vil blive dømt til Helvede (v. 19a), hvis ikke de omvender sig.
Bugen er deres Gud. Den norske NT-professor Karl Olav Sandnes har vist, at ‘bug’ er sæde for det syndige begær ifølge samtidige tekster. Fjenderne af Kristi kors følger altså deres bug, dvs. deres egne begæringer og lidenskaber. Det er altså deres vantro og begær, som fører dem i fortabelse. De har deres ære i deres skam. De tænker på og tragter efter det, der hører det jordiske, dvs. det syndige liv til (v. 19).
Helt modsat er det med kristne (v. 20). Vi har borgerskab i Himlen. Vi hører til i Himlen og nyder beskyttelse og omsorg i Himlen. Fra Himlene venter vi også Frelseren, Herren Jesus Kristus. Det gør fjenderne af Kristi kors naturligvis ikke, desværre.
I dette liv lever vi i vores syndige og dødelige legeme, der er underlagt behov for mad, og hvor ægteskabet er indstiftet af Gud til så at sige at opretholde menneskeheden. Men synden hersker, også i vort kød, og derfor er der tale om ‘fornedrelses-legemer,’ som det hed i de gamle oversættelser.
Når Frelseren kommer, vil han forvandle dette legeme og give det ny skikkelse (jf. også Matt 22,29-32). Vores legeme skal få samme skikkelse som Jesu Kristi opstandelseslegeme. Dvs. vi skal ikke længere have et sjæleligt legeme som det, Adam blev skabt med. Men vi skal få et åndeligt legeme ligesom Jesu eget. Det er det, Jesus taler om, når han siger, at der ikke skal være ægteskab i Himlen, men at vi skal være som engle. Det forstod saddukæerne ikke, og det forstår de fleste vesterlændinge heller ikke, for vi ønsker at opretholde illusionen om det perfekte menneske (skønt det jo højest lader sig gøre for nogle få i nogle få år). Saddukæerne blev derfor belært om, at de hverken kender Skrifterne eller Guds kraft. Skrifterne vidner om opstandelsen. Og den kraft, Jesus talte om, er den kraft, som Kristus vil underlægge sig alt med. Det er den kraft, som virkede Kristi opstandelse (Ef 1,20). Han virker i os med sin kraft til både at ville og at virke for hans gode vilje (Fil 2,13).
De grådige og de grådiges ofre (Mark 12,38-44)
Der er ikke mange brancher, som leverer så mange illustrationer på grådighed som den finansielle samt topdirektører. I de forløbne uger har vi set ekstremt mange, afskyvækkende eksempler. Deres grådighed er chokerende. Men grådigheden er ikke gratis. Andre betaler prisen.
En anden branche, som den finansielle er afhængig af, er den juridiske. Her findes også grådighed, ligesom jurister ikke bare er objektive fagfolk, men i høj grad er med til at undertrykke svage. Den lille mand eller kvinde må se pengestærke folk købe sig til juridisk assistance, så man kan bøje uretten og slippe alt for billigt – økonomisk eller juridisk – når man har på subtil vis har bestjålet folk eller opført sig voldeligt/samfundsomstyrtende. Alt det ser vi også ekstremt mange eksempler på i vore dage.
Men sådan skal det ikke være, og sådan skal især kristne ikke opføre sig. De, som vil undertrykke den virkeligt svage, skal kaldes til omvendelse, så de kan komme til at bære omvendelsens frugter (jf. også til 22. søndag efter Trinitatis ???).
Tag jer i agt for de skriftkloge (v. 38a)
Man skal formentlig forstå imperfektum af ‘at sige’ (ἔλεγεν) sådan, at det var noget, Jesus sagde mere end en gang. Han advarede med andre ord mod de skriftkloge gentagne gange. Det hænger sammen med den åndelige risiko, de udgjorde.
De skriftkloge var eksperter i tolkningen af Moseloven og dens anvendelse, hvorfor de også sad i Sanhedrin. Fordi Moseloven er en religiøs lov, var der elementer af både teologi og jura i deres virke. De havde også ansvaret for oplæring af nye eksperter. De skriftkloge var eller burde have været eksperter i både loven og løfterne/evangeliet. De var blandt dem, der blev tilkaldt, da Herodes skulle finde ud af, hvor Kristus skulle fødes (Matt 2,4).
Men det var ikke løfterne om Kristus eller evangeliet, der var fremtrædende. I stedet var det loyaliteten mod forgængernes tolkninger, skønt disse havde fjernet sig længere og længere væk fra grundlaget. I øvrigt slet ikke ulig, hvad Luther opdagede på reformationstiden, og heller ikke ulig det meste af den moderne teologi. De så sig ikke som tjenere, men som magthavere, der skulle æres.
Det er derfor, Jesus i sin lære gentagne gange advarede mod dem. Man skal tage sig i agt for disse skriftkloge. De er interesseret i den status, som deres stilling medfører, men ikke i at tjene med deres ekspertise.
Jagten på status (v. 38b-39)
Det giver sig udslag på flere måder. De går i fine dragter, de lader sig hilse på torvene som vigtige personer, de vil sidde øverst i synagogerne og lægge/sidde til bords ved siden af værten, dvs. på den mest ærefulde plads, når de var til middag.
Sandheden om deres forhold til enker og bøn (v. 40a)
Profeten belærer folket – og derfor naturligvis også de skriftkloge – om, at man ikke må undertrykke bl.a. enkerne (se ovenfor til Jer 7,6). Men i stedet ‘åd’ de enkernes huse.
Sprogligt set må man forstå v. 40a som en substantiveret participium, der enten står i apposition til genitiven i præpositionsleddet i v. 38 og i al fald som en nominativus pendens (således Robertson, s. 413 og 458). Som det ses, er der i givet fald ikke kongruens. Men mon ikke man også kan tage den som en selvstændig begyndelse, der genoptages med ‘disse’?
Vigtigere er det dog, at objektet for participiet ‘de ædende’ (οἱ κατεσθίοντες) er enkernes huse, ikke enkerne. Meningen er derfor snarere, at de med deres virksomhed ikke beskytter enkerne, men hjælper til med at udbytte dem. De skulle sikkert (hjælpe med at) administrere enkernes ejendomme, men i stedet kanaliserede de enkernes ejendom over i egen varetægt.
De beder længe, men de beder ikke, fordi Gud har befalet det og knyttet store løfter til bønnen. De beder derimod for at få det til at se ud, som om de er fromme mennesker. Jesus afslører de skriftkloge i fuld offentlighed. Deres “fromme” bønner tjener kun til at dække over deres forbryderiske adfærd.
Dommen (v. 40b)
Jesus konstaterer derfor, at disse hyklere vil få en meget streng dom. For de burde vide bedre. Som eksperter burde de kende Skriften og bruge den til det rette formål, men de gør det præcist modsatte.
Den tom, Jesus tænker på, er uden tvivl fortabelsen. Fortabelse er en skrækkelig straf i sig selv, men på en eller anden måde er der dog en graduering, som vi i øvrigt ikke kender nærmere til.
Gaver til templets skatkammer (v. 41)
Efter at Jesus har advaret mod de skriftkloge, satte han sig lige over for det, der normalt oversættes med tempelblokken, men som normalt betyder ‘skatkammeret’ i templet. Konkret var der ifølge Mishnah opsat 13 trompet-lignende indsamlingsbøsser. At dømme ud fra antikke kilder, skulle alle fattiggaver godkendes af præsterne. En fattig kvinde blev latterliggjort på grund af hendes ringe gave (Lev. Rab. 3 [107a] ifølge Balz-Schneider s.v. γαζοφυλάκιον). Modsat er der ingen tvivl om, at de rige blev æret for deres store gaver. Det kendes jo også i dag. Det er ganske givet situationen, vi har her i disse vers. De rige gav meget, men så var der også den fattige enke.
Den fattige enkes tro og gudsfrygt (v. 42)
Denne fattige enke kom og gav to små kobbermønter. En dagløn på en denar svarede til 128 af disse mønter. De to mønter svarede til den mindste romerske mønt: en quadrans, en fireogtresindstyvende del af en denar. Så det var ikke noget stort beløb.
Det er muligt, at denne enke også blev latterliggjort, men det ved vi slet ikke noget om, men vi ved, hvad Jesus sagde om hende.
Hun gav alt (v. 43f)
Da Jesus havde set på dette, kaldte han sine disciple til sig, for nu skulle de lære noget om penge-forhold. Jesus har gjort brug af sin guddommelige viden, så han ved faktisk, hvordan det er fat med denne fattige enke og hendes situation.
Med den formel, der som sædvanligt angiver, at det er sandt og sagt med hans autoritet, siger Jesus, at denne fattige enke har givet mere end alle de andre givere. Vi kan håbe, at disciplene ikke blev overraskede, men under alle omstændigheder ønskede Jesus at gøre det klart for både dem og os, hvordan det virkeligt forholder sig med gaver.
Jesus begrunder sit udsagn om den fattige enke med, at alle de andre jo bare gav af deres overflod. De skulle ikke give afkald på noget for at give disse gaver. Anderledes med enken, som mange nok vil mene, i virkeligheden gav så lidt, så det var lige meget.
Hun gav ud af sin mangel på det nødvendige. Hun gav faktisk alt, hvad hun havde, dvs. alt det, hun skulle leve af. 1992-oversættelsens ‘alt det, hun havde at leve af’ er for en gangs skyld bedre end ‘hele sit eje’ eller ‘sin hele Ejendom’ (hhv. 1948- og 1907-oversættelsen).
Skal vi prøve at forklare, hvorfor Jesus fremhæver den fattige enke, er det vigtigt ikke at ignorere den nytestamentlige lære. Jesus fremhæver hende altså ikke, fordi hun ville blive frelst på grund af sit offer.
Vi må derimod forstå det i lyset af Jesu kritik af de skriftkloge og deres behandling af enkerne. Søger man – som farisæerne og de skriftkloge – sin ære hos Gud eller mennesker, så vil det være al den ære, man får. Og behandler man til og med enkerne m.fl. ondt, så vil man få sin dom for det.
Konkret betyder det naturligvis også, at vi skal være glade for både store og små gaver til Guds rige. Vi må ikke forfalde til at vise personsanseelse ved at ære dem, der absolut set giver meget. Den relative størrelse er faktisk vigtigere.
Men også det er kun en menneskelig betragtning. Jesus ærede ikke (kun) den fattige enke, fordi hun relativt set gav mest. Jeg tror, vi skal forstå det ud fra en mere grundlæggende betragtning. Den fattige enke gav og kunne give, hvad hun egentlig skulle leve af, fordi hun frygtede og elskede Gud og stolede på ham over alle ting. Hun vidste, at uanset om hun havde meget lidt eller ingenting, var hun i et og alt henvist til Guds omsorg. Hendes offer – og det er det virkeligt – er kvalitativt forskelligt fra alle de andres, som Jesus kommenterer på (jf. også Lenski).
Den fattige enke er altså modsætning til farisæerne og de skriftkloge, som i deres vantro ikke frygtede og elskede Gud og stolede på Ham over alle ting, men i stedet søgte ære og alt andet fra sig selv og andre mennesker.
Afsluttende bemærkninger
I mødet med denne søndags læsninger er der altså rig anledning til at forkynde loven. Men denne fattige enke bliver let anledning til, at der prædikes lovisk. En sådan evangelie-fattig prædiken frelser ingen. Den sætter heller ingen i stand til at omvende sig, så vi bekender vores synd og tror evangeliet om vore synders forladelse.
Derfor må loven forkyndes, men evangeliet skal også forkyndes. Ingen bliver frelst af deres ofre, ikke engang hvis man ofrer som enken. Vi bliver derimod frelst af ham, der gik til Jerusalem og Golgata for at frelse os syndere, der af natur mener at være rige i os selv, skønt vi i virkeligheden er fattige, ja, åndeligt døde.
I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom. (2 Kor 8,9)
Lukket for kommentarer.