At gøre alle folk til Jesu disciple (Trinitatis søndag – Matt 28,16-20)

Tekstlæsningerne

Teksterne til Trinitatis søndag efter anden række har som samlende tema mission, men epistlen og især prædiketeksten har også et stærkt trinitarisk præg, som passer godt til Trinitatis søndag (18. maj 2008). Det er en dag, man burde overveje at bruge Den athanasianske Trosbekendelse.

Es 49,1-6

Dette stykke fra Esajas er en af Herrens tjener-sangene. Esajas viderebringer et ord fra Guds Søn, som skal være “et lys for folkene, for at min frelse skal nå til jordens ende” (Es 49,6). Guds Søn, Herrens tjener, citerer flere gange, hvad Herren har sagt til ham.

Es 49,6 citeres i ApG 13,47, omend med visse udeladelser. Eftersom Israel afviste evangeliet (ApG 13,46), sender Herren Paulus og Barnabas til hedningerne, som blev glade for, at også de skulle høre evangeliet (ApG 13,47f).

Straks fra starten i Es 49 adresserer Herrens tjener fjerne øer og folk langt borte. Det budskab, de skal høre og lytte til, handler om ham selv: Efter sin menneskelige natur er Kristus kaldet fra moders liv og navngivet af Gud selv, som det jo faktisk også skete (jf. Matt 1,18-25) (v. 1).

Faderen har gjort Sønnens mund til et skarpt sværd, dvs. givet hans ord myndighed, ja, også domsmyndighed. Han er så at sige gjort til et våben (v. 2).

Faderen kalder Sønnen for sin tjener, og giver ham navnet Israel. Det er også navnet på folket, men det berettiger ikke til, at man tolker Herrens tjener som folket. Herrens tjener er beskrevet i bl.a. Es 53, så det er hævet over enhver tvivl, hvem der er tale om. Men der er en sammenhæng mellem Herrens tjener og folket. Herrens tjener repræsenterer folket, ja meget mere: Herrens tjener vil ifølge Esajas træde i folkets sted. Det nye Testamente forkynder for os, at det var, hvad Jesus Kristus gjorde.

Ved Herrens tjener vil Gud vise sin herlighed. Det gør Gud netop ved Sønnen, som vi ser i Jesu ypperstepræstelige bøn (jf. “Jeg beder for dem” [5. s. e. påske – Joh 17,1-11]).

I Es 49,4 taler Guds Søn om, at han forgæves har anstrengt sig. Måske tænker han på, hvad han forgæves har gjort for sit folk, som ikke ville tage imod ham (jf. ovenfor). Eller måske er der tale om, hvad Guds Søn har forsøgt at gøre for sit folk, inden han blev menneske.

Men han vender straks sit blik mod Herren, sin Gud og Fader, for hos ham er hans ret og hans løn (v. 4).

Gud Herren, Sønnens Fader, har talt. Han har dannet ham i Marias moderliv, og det gjorde han, for at han skulle være Herrens tjener og føre Jakob, folket, tilbage, så Israel samles hos ham. Med navnene Jakob og Israel er der tænkt på Guds folk, som med det nye testamente (den nye pagt, som man gengiver det med nu om dage) er blevet et internationaliseret Guds folk: kirken. Herren har talt, og Sønnen er agtet eller æret i Herrens øjne, i sin Faders øjne, og han er hans styrke (v. 5). Den styrke, som hans Fader er, bruger han til fordel for sin kirke (jf. til de foregående søndages prædiketekster og til Matt 28,18 nedenfor).

Herrens tjener skulle genrejse Jakobs stammer og føre Israels overlevende hjem. Faderen beskriver altså Herrens tjeners, dvs. Sønnens gerning, som om det er en ny udvandring fra Babylon. Også i Es 52,7ff, særligt v. 11-13, møder vi den samme sprogbrug. Det er i det hele taget ikke så sjældent forekommende i Es 40–66. Det er det tema, vi også møder i f.eks. Mark 1,2ff, som handler om Kristus og Johannes Døber, der skal forberede hans komme. Udvandringsmotivet spiller i øvrigt også en stor rolle i Johannes’ Åbenbaring (f.eks. i Åb 18,4).

Jesus skulle være israelitternes frelser, som desværre for størstedelens vedkommende ikke vil(le) vide af ham. Men han skulle mere: Han skulle være frelser for alle folkene. Det er det tema, som bl.a. Trinitatis søndag løfter frem.

Guds Søn blev menneske og blev ikke blot Herrens tjener, men Herrens lidende tjener, “for at [Guds] frelse skal nå til jordens ende!”

Ef 1,3-14

Lovprisningen i Ef 1,3-14 er en særdeles indholdsmættet tekst, som det ikke er muligt at gennemgå i detaljer. Men den velsignelse, som Gud lovprises for, har vi fået i Kristus, som vi er sat ind i ved dåb og tro (jf. bl.a. 1 Kor 12,13).

Et tema, som spiller en central rolle, er udvælgelsen i Kristus. Det er derfor en god tekst til en søndag med mission som tema. For som jeg har været inde på før, er det Guds forudbestemmelse og nådige udvælgelse, som virker, at vi kommer til tro (jf. v. 4ff og Rom 8,30). Det prædikes der – desværre – vist ikke meget om i vores tid, men det bør man faktisk, for det er jo til trøst for os. Og så er det jo altså en del af evangeliets lære, vi har fået åbenbaret!

I Kristus har vi forløsning ved hans blod og tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde (v. 7). Det er jo forudsætning for al forkyndelse, også den forkyndelse, vi kalder mission.

Paulus beskriver nåden, som vi har fået i rigt mål, ikke formidlet på en udefinerlig spirituel måde, men med eller i “al visdom og indsigt.” Visdom og indsigt formidles gennem De hellige Skrifter, som gør vis til frelse osv. (2 Tim 3,15-17). Det udfoldes i Ef 1,9, hvor det hedder, at Gud har åbenbaret sin viljes hemmelighed efter egen beslutning. Denne hemmelighed er åbenbaringen. Indholdet er Guds frelsesplan eller “økonomi.” Den er præster forvaltere (gr. oikononomos, ‘økonom’) af (1 Kor 4,1f).

Alt skal sammenfattes eller bringes sammen i Kristus, for Kristus er hoved (jf. Ef 1,22). Det er bl.a. jøder og hedninger, fremgår det af Ef 2,14ff. Men her er det altså også både det jordiske og det himmelske. Måske er der tænkt på dem, der nu er i Himlen, og dem, der stadig er på jorden. Måske er den himmelske verden og vores verden, som engang skal bringes sammen, når himlen og jorden bliver nyskabt – og himlen så at sige kommer ned på jorden.

Det er ved, at Kristus er blevet vores broder af kød og blod og ved sin død har oprettet et nyt og bedre testamente, at vi har fået del i arven “i ham,” dvs. i livsfællesskabet med ham ved dåb og tro. Igen understreger Paulus, at alle sande kristne er det efter Guds forudbestemmelse og beslutning (v. 11).

Derfor lover og priser vi hans herlighed, hvilket vi faktisk gør, når vi stoler på ham (jf. ovennævnte gennemgange af Jesu ypperstepræstelige bøn) (v. 12).

Paulus tiltaler nu direkte modtagerne, som er beseglet med “forjættelsens [H]ellige [Å]nd’ (1992-oversættelsen) eller “Helligånden, som var forjættet os” (1948-oversættelsen). Han er “pantet på vor arv” (v. 14; jf. 2 Kor 1,22; 5,5 og videre ApG 2,38). Når vi har Ham, ved vi også, at vi vil få arven. Han er pant lige indtil fuldendelsen, ‘forløsningen.”

Dermed er alle tre personer i treenigheden omtalt i søndagens epistel (v. 13f; jf. Ef 4,30).

Prædiketeksten i Matt 28,16-20

Missions- eller dåbsbefalingen er afslutningen på Matthæusevangeliet. Jesus har tilvejebragt forudsætningen, idet han har stiftet et nyt testamente, som er for alle folk. Derfor er missionen ikke længere begrænset til de fortabte får af Israels hus (Matt 10,5f; 15,24). En væsentlig forudsætning er naturligvis ikke kun Jesu lidelse og død, men også opstandelsen.

Galilæa (v. 16)

Som apostlene havde fået besked på (Matt 28,7.10), er de gået til Galilæa, hvor de skal møde den opstandne.

Tro og tvivl (v. 17)

Selv nu, efter opstandelsen og efter, at Jesus havde vist sig for apostlene ved adskillige lejligheder, var reaktionen blandt apostlene delte. Nogle tilbad ham, fordi de med rette troede, at han var deres Herre og Gud, og fordi de også forstod, hvad det indebar.

Om nogle andre hedder, at de ‘tvivlede.’ Det var det samme ord, Jesus brugte, da han talte til Peter, efter at denne var begyndt at synke (Matt 14,31). Men vi får ikke mere at vide om denne tvivl. Jesus var endnu lidt på afstand af dem, fremgår det af v. 18, men om det er en forklaring, er ikke til at sige. Den blev i al fald overvundet med Pinsedag.

Men om vi mennesker af og til som apostlene kan ‘tvivle,’ selv om vi ikke bør gøre det, så kan dog forkyndelse og mission fortsætte, så længe man trofast forkynder og bekender det evangelium, som alene kan overvinde tvivl og anfægtelse. At apostlene tvivlede, er altså ikke en undskyldning for at dyrke tvivlen, endsige for at tillade vranglære med henvisning hertil. Det er langt mere et vægtigt argument for at forkynde hele evangeliet rent og klart, så man ikke skal blive årsag til vantro og dermed skyld i nogens død (ApG 20,26f).

Jesus har al magt (v. 18)

Jesus begynder med at sige: “Mig er blevet givet al magt i himlen og på jorden.” Som Guds Søn fra evighed blev han ikke givet magt, for den har han altid haft. Han er jo Gud (Joh 1,1f). Det er derfor efter hans menneskelige natur, at han er blevet givet al magt i universet.

Det er ikke kun en almindelig oplysning, selv om den i sig selv er fuld af trøst og opmuntring. Det er en oplysning, som apostlene – og efter dem alle kristne – har brug for at vide. Jesus Kristus har al magt. Derfor skal den kristne kirke og dens prædikanter/missionærer ikke frygte for noget. Intet kan ske, uden at Kristus er med og tillader det.

Det betyder ikke, at Kristus vil redde alle kristne fra forfølgelse og modgang. Tværtimod underviste Jesus grundigt om, hvordan vilkårene er i denne verden. Men vi skal ikke fortvivle, uanset hvad der sker. Et godt eksempel på det er Daniel og hans venner.

Kommer det dertil, så kan vores Gud, som vi dyrker, redde os. Han kan redde os ud af ovnen med flammende ild og ud af din magt, konge. Og selv om han ikke gør det, skal du vide, konge, at vi ikke vil dyrke din gud, og at vi ikke vil tilbede den guldstøtte, du har opstillet. (Dan Bog 3,17f).

Apostlene og missionærer, ja, mange lærere og hyrder, siden dem har stået i lignende situationer. For hvor evangeliet forkyndes rent og purt, der vil djævelen altid foranstalte forfølgelse. Det havde Jesus undervist apostlene om. Ind i den situation understreger han, at han har al magt i himmelen og på jorden.

Gør alle folk til mine disciple (v. 19a)

Det første, Jesus nu siger med henvisning til denne magt, som han har fået – og som han vil virke i dem med (jf. til Joh 17,2 i “Jeg beder for dem” [5. s. e. påske – Joh 17,1-11]) – er, at de skal gå og gøre alle folk til Jesu disciple.

At gøre til disciple betyder, at mennesker grundlæggende skal lære evangeliet om Jesus, men det betyder egentlig også, at de bliver gjort til nogen, der altid skal lære. For så længe vi er i dette liv, vil vi altid have brug for igen og igen at høre og få indprentet evangeliets lære.

Det var det, Luther forstod, når han i indledningen til Den store Katekismus siger, at han læste Den lille Katekismus om morgenen (og når han ellers havde tid), selv om han var en lærd doktor. Vi skal ikke kun lære om Jesu stedfortrædende lidelse og død og om hans opstandelse, selv om det er centralt og vigtigt (jf. Rom 4,25). Vi skal lære hele troen.

Det gælder ikke kun Israel, som det gjorde under det gamle testamente (den gamle pagt) (Matt 10,5f; 15,24). Det gælder alle folkeslag. Det skal ikke forstås sådan, at det er nok, at nogle fra hvert folkeslag bliver gjort til Jesu disciple. I praksis vil det ganske vist være sådan, at mange, måske de fleste, ikke vil tro evangeliet.

‘Alle folk(eslag)’ betyder noget mere grundlæggende. Ligesom Israel betyder alle (troende) israelitter, mænd og kvinder, børn og voksne, så betyder ‘alle folkeslag’ alle i alle folkeslag. Altså: alle folk. Under det gamle testamente var det dog kun drenge og mænd, der skulle omskæres. Under det nye testamente skal alle døbes.

Luther mente, at verbet ‘gøre til disciple’ (gr. mathêteuô) betyder ‘lære.’ Jeg er ikke sikker på, at det er tilfældet, men i realiteten er der ikke langt fra den tolkning, jeg giver ovenfor, til Luthers forståelse.

Døb i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn (v. 19b)

Hvad det vil sige at gøre til Jesu disciple, får vi at vide i v. 19b og 20a. Det ene er, at de skal døbe alle folk i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

Det betyder ikke kun, at man skal nævne denne formel eller remse over dem, der skal døbes, som om der bare er tale om en magisk remse. Eksemplet med Kandakes skatmester viser, at voksne skal undervises, så de kender eksempelvis Esajas 53.

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn betyder heller ikke kun, at det gøres på Den treenige Guds vegne og på deres befaling, selv om det også er sandt.

Det betyder også, at den, der bliver døbt, skal lære at kende, hvem Faderen og Sønnen og Helligånden er. Man skal kende den treenige Guds væsen. Det lærer man kun ved at lære at kende evangeliet om, hvem Faderen, Sønnen og Helligånden er.

Netop dette varetager Den apostolske Trosbekendelse. Derfor er det teologisk helt følgerigtigt, at den bruges ved dåb. Men man må dog ikke tro, at man har lært alt, hvad man har brug for, hvis man har lært Den lille Katekismus, inkl. Den apostolske Trosbekendelse. Som Luther siger (Den lille Katekismus, Indledningen, afsn. 17), skal man så fortsætte med Den store Katekismus. Man kan også gå videre med Den athanasianske Trosbekendelse, som går tættere på treenighedslæren end Den apostolske gør.

Israelitterne skulle også lære Gud at kende. Men ligesom de omskar drengebørnene, når de var otte dage gamle, og derved bragte dem ind under det gamle testamente, ind under Guds løfte, som Adam og Eva fik og troede, og som Abraham fik og troede, så kan og skal vi også døbe børn, selv om de først kan blive undervist bagefter.

Det allervigtigste argument er, at Jesus i dåbsbefalingen ikke undtager nogen fra alle folk(eslagene). Derfor gælder det mænd og kvinder, voksne og børn. Det svarer helt til, at Jesus bar al verdens synd, og at der skal forkyndes omvendelse til syndernes forladelse for alle mennesker.

Man kan derudover også pege på en lang række steder i Det nye Testamente, hvor børn er omfattet. Det kan slås op i gængse gennemgange heraf. Et sted må være nok.

Peter svarede: “Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på.” (ApG 2,38f).

Lær dem at holde alt, hvad Jesus har befalet (v. 20a)

Det andet, Jesus siger, er, at disciple skal læres at holde – eller måske snarere: bevare – alt, hvad Jesus har befalet “jer,” dvs. apostlene.

Det skal man ikke forstå, som om Jesus nu erstatter farisæernes mange bud med nye bud.

Hvad Jesus har befalet, er meget glædeligere. Det er nemlig, at evangeliet skal forkyndes for alle folkeslag (her og Matt 24,14: “Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme”).

Det er, at der skal døbes (her), og at der skal holdes nadver (“Gør dette!” Luk 22,19). Disciple skal også lære at bede (Matt 6,9-13).

Jesus har også befalet, at vi skal leve efter Guds vilje. Men det er afgørende at understrege, at det ikke først og fremmest er det, Jesus mener her. Men Guds vilje skal forkyndes, for som Paulus direkte siger, så er det ved loven, at syndserkendelsen kommer (Rom 3,20).

Det er en del af at gøre folk til Jesu disciple, at de lærer loven at kende, så de kan lære deres synd at kende. For gør de ikke det, vil de ikke (kunne) forstå evangeliet.

Gennem denne lovens forkyndelse lærer vi vores synd at kende, og det skal vi fortsat som kristne. Hele livet skal være bod. Loven skal ikke forkyndes på den måde, for at vi skal bringes ud i fortvivlelse, sådan som det alt for ofte er sket blandt pietister og “missionsfolk.” Men loven vil altid og skal altid fordømme vores syndige natur og alt, hvad der stammer derfra. Loven vil så også lære os, hvad der er Guds vilje for den kristne, og det har vi brug for, så længe vi lever i dette syndige legeme.

Evangeliet skal tilsvarende altid forkyndes, så vort nye menneske kan hvile i, at det er sandt, hvad Jesus sagde på korset: “Det er fuldbragt!” (jf. Rom 4,25).

Hvad Jesus har befalet, omfatter altså hele Jesu guddommelige vilje, både loven og evangeliet. Det omfatter også toregimentelæren (Matt 22,15-22), som lærer os at skelne mellem Guds regimente i kirken og Guds regimente gennem kejseren, dvs. den verdslige øvrighed. Osv. osv.

Alt det skal Jesu disciple læres igen og igen – men også bedre og bedre! Vi skal holde eller bevare (gr. têrein) det, som Jesus har pålagt os. Alle hyrder og lærere forsømmer at efterleve missionsbefalingen, hvis de ikke oplærer de kristne således. Det er i den sammenhæng uden betydning, om der er tale om en gammel menighed eller en ny menighed på “missionsmarken.”

Jesu løfte om nærvær til verdens ende (v. 20b)

Jesus har ikke alene al magt i himlen og på jorden, men han vil også være hos apostlene med sin magt. Ja, dette løfte gælder ikke kun apostlene som hyrder og lærere, men alle dem, der på samme måde er hyrder og lærere (uden at have de særlige opgaver, som kun apostlene havde). Det ser vi af, at Jesus lover at være med dem alle dage indtil denne tidsalders ende, som der egentlig står.

Den korsfæstede og opstandne og nu snart himmelfarne Herre og frelser vil være hos sit folk alle dage. Det er han ikke mindst, når han lader sit legeme og blod uddele efter sin egen befaling. Men han er dér, hvor to eller tre er forsamlet i hans navn (Matt 18,20).

Det er godt, at børn og andre lærer at synge, at Jesus er med dem alle dage indtil verdens ende. Men det må ikke få os til at overse, at dette løfte grundlæggende er et løfte fra vores Herre og Frelser, som har fået givet al magt i himlen og på jorden, og at det løfte er givet i forbindelse med kirkens virke, uanset hvor i verden.

Luther og mission – en henvisning

Nu afdøde professor Ingemar Öberg har skrevet en bog om Luther og verdensmission.

Öberg, Ingemar. Luther and World Mission: A Historical and Systematic Study with Special Reference to Luther’s Bible Exposition. Translated by Dean Apel. St. Louis, Missouri: Concordia Publishing House, 2007. ca. 540 pp. ISBN:9780570033226. Man kan også læse et uddrag.