Læsningerne
3. søndag efter Trinitatis efter anden række – som i 2008 falder på 8. juni – er læsningerne som følger: Den gammeltestamentlige lektie er Es 65,1-2, som understreger, at det er Gud, der opsøger og frelser det fortabte. For ingen søger Gud, som salmisten og apostlen Paulus siger.
Den nytestamentlige epistel er Ef 2,17-22, som taler om, at Jesus Kristus kom og forkyndte fred for både jøder og hedninger, og forenede dem i én kirke.
Prædiketeksten i Luk 15,11-32 er den lignelse, vi som regel kalder “den fortabte søn.” Det er nok en af de mest kendte lignelser. Den er analyseret på kryds og tværs. Efter min opfattelse er der nok alligevel lidt at tage fat på.
Ef 65,1-2
Som nævnt understreger Gud Herren i Es 65,1-2, at det er ham, der tager initiativet til at frelse. Paulus gengiver Sl 14,2-4; 53,3f: “Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud.”
Med andre ord vil intet menneske tage initiativet og søge Gud. Mennesket kan heller intet bidrage med. Frelsen er i bund og grund monergistisk: Det er Gud, der har besluttet og fører sin beslutning ud i livet gennem forkyndelsen af evangeliet og forvaltningen af sakramenterne.
Frelsen er altså monergistisk, men den er ikke automatisk. Det lærer Jesus os i Matt 23,37:
Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke.
Gud virker gennem Ordet og sakramenterne. Guds vilje kan ingen modstå. Gud giver Helligånden ved Ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning, når og hvor det behager Gud (Den augsburgske Bekendelse, artikel 5). Alligevel er det muligt at modstå nådemidlerne og spotte Helligånden (Mark 3,28-30). Men det skyldes altså ikke, at Gud ikke ønsker, at alle skal frelses (1 Tim 2,4; 2 Pet 3,9; Ez 18,23).
Det er, hvad vi også læser om Israel i Skriften. Skønt Gud rakte ud efter Israel, førte dem ud af Egypten, osv. osv., vendte de alligevel ryggen til ham den ene gang efter den anden. Ja, selv hans søn slog de ihjel (Matt 21,38f). Skønt de jødiske ledere selv kunne svare på, hvad det ville føre til (Matt 21,41), gjorde de det alligevel.
Ef 2,17-22
Alle har syndet og mangler herligheden fra Gud. Hverken jøder eller hedninger søger Gud, men han må opsøge og frelse de fortabte.
I epistlen forklarer Paulus, at Kristus kom og forkyndte fred for såvel hedninger som jøder (Ef 2,17). Paulus kalder jøderne for “dem, der var nær,” fordi de havde løfterne osv. (Rom 9,4f). Modsat med hedningerne.
Det, som Paulus ellers slår fast, er, at der ingen forskel er på, hvordan jøder og hedninger bliver frelst. Såvel jøder som hedninger frelses ved Kristus og har afgang til Faderen i eller ved den ene Ånd, Helligånden (jf. 1 Kor 12,13) (Ef 2,18).
Hedningerne er altså ikke længere “fremmede og udlændinge,” men tværtimod borgere i det samme rige (jf. Fil 3,20). Derfor er hedningekristne ‘de helliges med-borgere.’ De er ‘medlemmer af Guds husstand’ (Ef 2,19).
Kirken har ikke erstattet det jødiske folk, som nogle polemisk siger. Kirken er og har altid været det folk, som er retfærdiggjort ved den tro, som Abraham, Paulus og alle andre har fået skænket. Den ene, rette tro. Men det folk er blevet internationaliseret, og nu optages alle i det på præcis samme måde: Ved dåb og tro.
Om et givet folk ønsker at bevare sit folkelige særpræg, er i et kristeligt perspektiv irrelevant, så længe disse karakteristika ikke er religiøse og/eller i strid med evangeliet. Men vil man f.eks. bevare omskærelsen som nådemiddel i stedet for (barne)dåben, da er det ikke et spørgsmål om kristen frihed. Så bliver det et spørgsmål om at bevare noget af sin gamle religion, skønt det nu er forældet. Så bliver det ikke en frivillig sag, men det bliver til oprør mod Kristus og hans ord og sakramenter.
For som Paulus siger, gælder det for kirken – såvel dem af israelitisk som dem af hedensk afstamning – at den kirke er bygget på “apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten.” (Ef 2,20). Kristus har indstiftet et nyt testamente med evangeliet om ham og med dåb og nadver. Afviser man noget af det, sætter man sig selv udenfor.
I kirken er der ikke længere grund til at omskære. Ja, hvis nogle vil forlange omskærelse eller forlange, at man skal tillade omskærelse, må man stå imod af alle kræfter, for da er det lovens krav, man vil gennemføre, og så skal hele loven opfyldes. Det er Paulus’ klare tale i Galaterbrevet (Gal 4,21; Gal 5,2-4.6).
Kristus befalede at døbe og holde nadver, ikke at fortsætte med at omskære.
Det er Kristus, som ved sin frelsergerning har revet muren ned mellem israelitter og hedninger, som holder kirken sammen og giver vækst. Der er næppe tænkt på åndelig vækst, sådan som mange taler om åndelig vækst i vore dage. Paulus tænker på den vækst, som består i, at flere og flere føjes ind i dette tempel ved dåb og tro. Sådan vokser vokser Guds bygning og bliver “et helligt tempel i Herren” (v. 21).
Det gælder altså også for hedningekristne, at de bliver bygget op på denne måde, på samme måde som det gælder de israelittiske kristne. Det sker ‘i Ånden’ eller ‘ved Ånden,’ og resultatet er, at de bliver ‘en bolig for Gud’ (v. 22). Som Paulus siger, “Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds Ånd bor i jer?” (1 Kor 3,16). Paulus beder også om, at ‘Kristus ved troen må bo i [vores] hjerter og [vi] være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed’ (Ef 3,17). Kristne er en bolig for den treenige Gud.
Prædiketeksten i Luk 15,11-32
Lignelsen om den fortabte søn er populær. Der er skrevet meget, f.eks. om at Faderens opførsel er alt andet end sædvanligt i Orienten (f.eks. Kenneth E. Bailey). Dette motiv ligger i forlængelse af den gammeltestamentlige lektie fra Es 65,1f.
Men et andet motiv ligger mere i forlængelse af Ef 2,17-22. For lignelsen handler jo ikke kun om den yngste søn, men også om den ældste. Han repræsenterer det vantro Israel, som ikke glæder sig over, at også hedningerne kan blive frelst, men som i stedet skælder ud på Faderen, fordi denne tillader sig at holde fest for lillebroderen, som er blevet omvendt.
Det gamle testamente er erstattet af et nyt og bedre, som gælder for såvel israelitter/jøder som hedninger. Vil man holde sig til det gamle, holder man sig til et testamente, som ikke længere er gyldigt. Det var det engang, indtil Kristus kom. De troende under det gamle testamente var fuldt ud Guds børn og arvinger, ved tro på Guds løfter. Men nu er der et nyt og bedre testamente.
Man kan godt få det indtryk fra denne lignelse, at den yngste søn så at sige omvender sig selv. Men sådan er det ikke. Det er hans viden om faderens kærlighed, som kalder ham tilbage. Eller rettere: Helligånden kaldte ham tilbage ved at bruge sønnens viden om faderen. Man må altså være opmærksom på, at man prædiker, så tilhørerne kan lære, at frelsen er monergistisk, ikke synergistisk eller decisionistisk, som om vi skulle kunne søge Gud, beslutte os for at være kristne, eller på anden måde bidrage til frelsen.
De to sønner (v. 11)
Lignelsen handler om Gud og de to sønner. Det er samme tema, som Paulus er inde på i Galaterbrevet. Den ene søn er løftets søn, Isak, som Abraham fik med den frie kvinde, Sara. Den anden er Ismael, som blev undfanget og født, ikke på grund af Guds løfte og indgreb, men på naturlig vis og på grund af Abrahams vantro (Gal 4,21-31).
Den yngste søns ugudelige bøn (v. 12)
Den yngste ønsker, at hans far skal dele sin ejendom mellem de to sønner, som om han allerede er død. Det er måske muligt at forstå den yngstes bøn sådan, at han taler om den arv, som skal tilfalde ham ved faderens død. Det er i sig selv en højst overraskende anmodning. Men hvis ordet ’tilkommer’ (gr. epiballon) skal forstås sådan, at det drejer sig om det, som tilkommer ham her og nu, kan det kun forstås sådan, at han egentlig forudsætter, at faderen allerede er død.
Vi får ingen detaljer, ud over at faderen faktisk deler ‘sin ejendom’ (1992-oversættelsen), sin formue (Wierød) eller ‘godset’ (1819- og 1907-oversættelserne) mellem de to. Det græske ord, der er oversat sådan (bios), betyder dog egentlig ‘livsunderhold,’ dvs. det, han skulle have til at opretholde livet med.
Det er i øvrigt værd at understrege, at med denne indledning har Jesus gjort det helt klart, at der kun er tale om en lignelse. Gud Fader døde i al fald ikke. Men takket være, at Jesus er sand Gud og sandt menneske kan Skriften alligevel tale om Guds død, sådan som det sker, når Paulus taler om Guds “eget blod” (ApG 20,28). Det er dog næppe perspektivet her.
Et land langt borte (v. 13)
Den yngste rejste bort til et land langt borte, et udtryk, som minder meget om det, Paulus skriver i Ef 2,17: “jer, der var langt borte.” Det er ikke tilfældigt, for det er hedningerne, Jesus taler om.
Man skal næppe tolke v. 13 sådan, at hedningerne oprindelig havde åndelige goder med, dvs. et kendskab til Guds nåde. For den yngste søns bøn er ikke udtryk for tro og tillid, men for oprør, for et ønske om at “slippe for” Gud.
Den yngste lider nød (v. 14)
Det er nemt at se scenariet for sig. Den yngste fik sin del af arven og levede i sus og dus, så længe han havde penge. Nu har han ingen penge, og en streng hungersnød gør det hele værre. Men endnu er hans egentlig situation ikke gået helt op for ham.
Når det gælder vores åndelige situation, er det loven, der fuldt ud afslører, at vi er i en elendig forfatning, hvor vi er hjælpeløse på enhver måde.
Svinepasser (v. 15)
Den yngste søn har måske nok erkendt sin situation et langt stykke af vejen, men han forsøger stadig at finde en løsning, som ikke kræver, at han må tage hjem til sin far (eller bror).
Sådan er der også mange hedninger, som nok erkender, at de er i en miserabel situation, men som alligevel forsøger sig med egne lappeløsninger. Det er ikke at passe svin. Det er derimod at gøre lovgerninger. Det er at forsøge at overtale Gud med ofre, hvad enten det er, hvad man selv tror, er gode gerninger, eller det er med, hvad man selv tror, er en gudvelbehagelig offerkult.
Der er imidlertid ingen anden vej end den Gud selv har foreskrevet. Før Kristus kom, var det det gamle testamente; nu er det det nye, der giver arveret og arv. Uanset om det er israelitter eller hedninger, der vil klare sig uden evangeliet og sakramenterne, så er den ubønhørlige konsekvens, at man da sætter sine egne forsøg i stedet. De mislykkes.
Sult (v. 16)
Den yngste søns sult var så stor, at han ville have spist svinenes mad, om nogen havde givet ham noget af den. Det var der ingen, der gjorde.
Man har sikkert ret, når man understreger, hvor dybt han som israelit må være sunket for at ville ønske at spise svinemad.
Faderens rigdom (v. 17)
Først på kanten af sultedøden tør denne søn begynde at tænke på sin far, som han formentlig har ønsket død, og i al fald ønskede at komme langt, langt væk fra.
Hans far har stadig daglejere. En måde at forstå det på kunne være, at selv om han har delt sit ‘livsunderhold’ ifølge v. 12, har den ældste søn næppe fået eller taget imod arven på samme måde som den yngste.
Disse daglejere har – set med den yngste søns sultne øjne – mad i overflod.
Omvendelse (v. 18.21a)
Som nævnt er det forkyndelsen af lov og evangelium, der omvender os mennesker. Jesus beskriver den yngste søns omvendelse ved at gengive den yngstes syndsbekendelse.
Far, jeg har syndet mod [H]imlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.
Han erkender, at han har syndet imod faderen, men først og fremmest, at han har syndet mod “Himlen,” dvs. mod Gud. Al synd mod ens næste er synd mod Gud (jf. Matt 25,31-46). Synd mod ens forældre er også en synd mod Gud, for vi skal adlyde og ære vores forældre ifølge Guds egen befaling i det fjerde bud.
I vores del af verden taler vi meget om at blive voksne, selvstændige og uafhængige af vores forældre. Det er godt nok. Vores tro og vores kristne samvittighed skal ikke være bundet til vores forældre. Det er imidlertid ikke noget, vi først skal lære, når vi skal være voksne. Det hører med til, hvad børn skal lære fra begyndelsen.
Men det hører også med, at vi faktisk skal ære og adlyde vores forældre. Gud har endog knyttet et særligt løfte til det (se mere om opdragelse i Bibelen her). Oprør mod forældrene er oprør mod Gud. Men det fjerde bud legitimerer naturligvis ikke, at forældrene kan være menneskeligt eller åndeligt grusomme mod deres børn. Denne lignelse kan være en udmærket anledning til at inddrage det fjerde bud.
At al synd er synd mod Gud, betyder også, at al synd skal bekendes over for Gud. Det kan man gerne gøre i det fælles skriftemål, som hører til i forbindelse med en luthersk gudstjeneste. Men man kan også benytte sig af det individuelle eller såkaldte private skriftemål hos ens præst. Da kan man ikke kun bekende sin synd, men også få Guds tilgivelse gennem præstens mund og embede.
Fortabelsen af barnekår (v. 19.21b)
Den yngste søns syndsbekendelse er dyb.
Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.
Han forstår, at hans synd og oprør er så alvorlig, at han ikke længere er værdig at kaldes ‘Guds søn,’ (gr. hyios) dvs. at have sønnekår og være arveberettiget.
Det eneste, han beder om, er at få lov til trods alt at arbejde for Faderen og få føden.
Faderens barmhjertighed (v. 20)
Den yngste søn drager hjem. Hans far ser ham, mens han endnu var langt borte. Igen møder vi dette ‘langt borte’-motiv, som jeg har omtalt ovenfor.
Faderen så ham og fik medynk med ham, dvs. han blev fyldt af inderlig barmhjertighed. Han løb hen til ham og faldt ham om halsen.
Kenneth Bailey og andre har argumenteret stærkt for, at en næroriental far aldrig ville løbe, for det er under hans værdighed. Det er muligt, men under alle omstændigheder understreger Jesus det, som også Esajas taler om. Gud virker omvendelse og frelse.
Faderen kysser også sønnen. Det kan kun tolkes som faderens kærlighed til sin søn, på trods af sønnens oprør.
Sønnens syndsbekendelse (v. 21)
Se ovenfor til v. 18 og 19.
Genindsættelse i sønnekår (v. 22)
Som det fremgår, har sønnen ikke fortjent noget. Men det afholder ikke faderen fra at genoprejse sønnen og igen give ham status som søn med arveret. I Guds rige er der nemlig ikke i denne sammenhæng nogle, der er daglejere. Vi er alle Guds ‘sønner,’ dvs. arverberettigede børn.
Sønnen skal have den fineste dragt på. I og for sig siger Jesus ikke, at det er en festdragt. Den er faktisk langt bedre. Denne dragt kan nemlig kun betyde, at faderen genindsætter ham i den status og position, han havde, førend han gjorde oprør.
Hvor mange fædre der ville gøre det i det virkelige liv uden videre, er svært at vide. Men det vil næppe være mange.
Men Jesus lader faderen i lignelsen gøre det, for det er nemlig, hvad Gud gør, når det gælder Guds rige. Som syndere har vi gjort oprør mod Gud og har mistet retten til al arv og velsignelse. Ja, vi har fortjent evig fordømmelse og straf.
Men Gud forbarmer sig og iklæder os frelsens klæder. Dermed er vi Guds ‘sønner,’ dvs. arveberettigede børn (m/k).
Måske er ringen udtryk for, at sønnen kan forvalte faderens ejendom og optræde på hans vegne. Det kan vi også som kristne. Alle kan vi dele ud af syndernes forladelse og lære andre evangeliet. Vi kan og må dog ikke gøre det offentligt eller rettere officielt på kirkens vegne uden at være kompetente og kaldede til det.
Fest (v. 23)
Der, hvor en synder omvender sig, er der altid fest. Festen består i, at prædikanterne forkynder evangeliet og rækker sakramenterne frem.
Sønnen genoplivet og fundet (v. 24)
Faderens begrundelse for festen er meget klar. Sønnen var død, nemlig død i sine synder. Uden tro er man åndelig død. En død kan ikke gøre sig selv levende. Det er uden betydning, at ordet ‘er blevet levende’ (gr. anazaô) ikke er passivisk. Sønnen ‘kom til live,’ fordi han blev gjort levende.
Det kunne ske, fordi Helligånden kan gøre et menneske levende ved evangeliet og dåben (Joh 1,12f; 3,5f; Tit 3,4-7; Kol 2,12f; 1 Pet 1,23).
Sønnen var fortabt, dvs. under Guds vrede og fordømmelse. Men han ‘blev fundet.’ Selv om lignelsen ikke går særligt meget ind på, hvordan han blev fundet, så handler det om, at Guds ord gør sin gerning. Undertiden sker det lang tid efter, at et menneske har hørt evangeliet. Men sådan kan Guds Ånd også virke.
Derfor er det godt at indprente børn Guds ord og evangelium, så de ikke glemmer det. Det giver Helligånden noget at arbejde med.
Den ældste søn kommer hjem (v. 25-27)
Den ældste søn hører, at der er fest, da han kommer hjem fra sit arbejde (v. 25) og spørger naturligt nok om, hvad der er sket, for det var ikke planlagt, da han tog afsted (v. 26). Han får sit svar (v. 27).
Den ældste søns vrede (v. 28-30)
I stedet for at glædes bliver den ældste søn vred og nægter at tage del i festen. Faderen gik ud og inviterede ham ind. Men forgæves (v. 28).
Den ældste søn giver faderen skylden for sin vrede og hævder, at faderen har hindret ham i at feste med sine venner (v. 29). Faderen gør forskel, hævder den ældste og omtaler på sin vis sin lillebrors synd objektivt. Alligevel er det udtryk for synd og vantro, for han kritiserer sin fader for at glæde sig over, at lillebroderen er blevet omvendt og frelst (v. 30).
Eller som Jesus lader en vingårdsejer sige: “Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?” (Matt 20,15).
Faderens irettesættelse (v. 31)
Faderen korrigerer ham og taler til ham som sit barn (gr. teknon). Dette ord udtrykker faderens følelser for sin ældste. Men måske har han også valgt det, fordi det ikke siger noget om sønnekår og arv.
I al fald har den ældste altid været hos faderen. Sådan var det med israelitterne/jøderne. De var jo hos Gud i den forstand, at de havde Guds ord og løfter, templet, Skriften osv.
Fordi de var omfattet af det gamle testamente, var alt Guds også deres. Men de benyttede sig ikke af Guds rigdom på nåde og barmhjertighed. Sådan måtte Gud som nævnt ovenfor også irettesætte israelitterne/jøderne igen og igen. Sådan måtte også Jesus selv gøre – i andre sammenhænge med anderledes klare og direkte ord.
“Vi burde fryde os og glæde os” (v. 32)
1992-oversættelsen er glad for fest. Det er jo også klart, at det er fest, der er tale om. Det kan godt være, at verbet ‘fryde sig’ (gr. eufrainô) kan oversættes med ‘feste.’ Men det er i al fald vigtigt at understrege, at det er en fest med fryd.
Det nye Testamente giver adskillige eksempler på, at de israelittiske/jødiske ledere på Jesu tid blev vrede over, at også hedningerne, ja, toldere og skøger, kunne blive frelst.
Det afslørede, at de ikke havde Guds sind. For så ville de have glædet sig over enhver, som omvendte sig og blev frelst. I stedet var de selvcentrerede og magtsyge. Det er ikke en speciel jødisk synd. Det er en synd, som alle mennesker har i sig, fordi vi er syndere.
Men har vi lært frelsen at kende i vores synders forladelse, så vil vi også glæde os over dem, der på samme måde får deres synder tilgivet. Det er det største, der findes, og det er en rigdom, der varer evigt i modsætning til denne verdens rigdom (jf. At [ikke] være rig hos Gud [1. søndag efter Trinitatis – Luk 12,13-21]).
Den fortabte søn
Lignelsen kaldes lignelsen om den fortabte søn. Men der kan være grund til at understrege, at den yngste søn var fortabt en tid. Men hvis ikke den ældste søn omvendte sig, så ville han være fortabt for tid og evighed. Skønt han var i sin faders hus, og skønt alt faderens var hans, benyttede han det ikke, men var i stedet optaget af sin egen indsats og af sammenligninger mellem sig selv og sin broder. Det er det samme, vi møder i lignelsen om farisæeren og tolderen (Luk 18,9-14).
I Lignelsen om den fortabte søn gjorde begge egentlig oprør, men den ene gjorde det, så alle kunne se det. Den andens oprør var længe ikke synlig, men til sidst kunne det ikke skjules.
Begge havde brug for omvendelse og frelse, men kun den yngste blev omvendt og fundet.
At prædike er en alvorlig, men også herlig tjeneste, for med forkyndelsen af Guds ord som redskab skænker Gud Helligånden, som virker den retfærdiggørende tro, hvor og hvornår Gud vil.