Læsningerne
Læsningerne til Midfaste søndag giver valget mellem 2 Mos 16,11-18 og Sl 145,8-16. 2 Mos 16,11-18 beretter om, at Herren sørger for manna og vagtler, så israelitterne kan forstå, at Gud er Herren deres Gud. Alle får det, de har behov for, hverken for lidt eller for meget.
Sl 145,8-16 forkynder på samme måde, at Gud giver sine “deres føde i rette tid.” Det gør Herren, fordi han “er nådig og barmhjertig, en til vrede og rig på troskab.” Ja, han “støtter alle, der falder, og rejser alle de nedbøjede” (jf. også Es 57,15).
Men han er ikke kun nådig og barmhjertig, men han er også “god mod alle.” Det betyder ikke, at alle bliver frelst uden troen på Kristus, men det betyder, at Gud er den, der opretholder alt og alle og sørger for dem, skønt vi er syndere, ja, onde af naturen. Derfor skal hans folk prise ham og hans evige kongedømme.
Jo, Gud vil gerne mætte alle, med daglige føde til sjæl og legeme.
Apostlen Peter taler på samme måde om, at “Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham, der kaldte os med sin herlighed og styrke; og dermed har han også skænket os sine store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur” (2 Pet 1,3-11). Derudover formaner Peter til, at vi ikke blot skal tro, men også leve et dydigt liv.
Prædiketeksten
Forud for prædiketeksten har Johannes berettet om, at Jesus bespiser de 5.000 mænd, foruden kvinder og børn, som Matthæus skriver. For dette er en af de beretninger, som findes i alle fire evangelier. Man udledte, at Jesus var “Profeten, der skal komme til verden” (Joh 6,14), og man ønskede at gøre ham til konge. Det var Jesus ikke interesseret i, for han ville ikke tilbedes som en brødkonge, men som en død og opstanden konge. Teksten peger i den forstand fremad mod påske, men får også det frem, som bør være karakteristisk for fastetiden som bodstid: Vi må bekende, at vi af natur er syndere, der tænker på brød til vores mave og derfor gerne vil have en brødkonge. Men det er ikke maven, der er vores egentlige problem, selv om medierne gerne vil bilde os det ind (dermed ikke være sagt, at maver slet ikke er noget problem). Synden lærer vi at bekende, når loven lærer os Guds vilje og afslører, at vi ikke lever efter den. Af Guds Ord lærer vi også at bekende ham, der er sand Gud og sandt menneske, og som gik til Jerusalem for at sone vores skyld, synd og synder.
Skaren ledte efter Jesus (v. 24f)
Skarerne har ikke givet op. Selv om evangelierne gør det klart, at mange opsøgte Jesus af de rigtige grunde, fremgår det direkte af v. 26, at skaren stadig leder efter Jesus på grund af brødunderet. De tager til Kapernaum, hvor Jesus bor. De kan ikke forstå, hvordan Jesus kom til Kapernaum, så det spørger de om. De har set ham gøre et under, som mennesker ikke kan. Men hvordan og hvornår Jesus skulle være kommet til Kapernaum, kan de ikke gennemskue.
I vil have en brødkonge (v. 26)
Jesus forkynder loven for skaren. Han forklarer dem, at de ikke leder efter ham, fordi de fik tegn at se. Nu afviser Jesus ofte krav om, at han skal bevise, hvem han er, ved at gøre undere (f.eks. Joh 4,48 og nedenfor Joh 6,30). Men han gjorde jo mange undere og tegn. De viste, hvem han er. I Johannesevangeliet har vi allerede mødt flere af dem (f.eks. brylluppet i Kana i Joh 2,1ff; helbredelsen af den kongelige embedsmands søn i Joh 4,43ff og helbredelse af syge i Joh 6,2). De viste Jesu herlighed (Joh 2,11) (se mere til Joh 4,46-53). Grunden til, at de ikke leder efter den rigtige Jesus, men efter en brødkonge, har jeg nævnt ovenfor.
Dette tema er så aktuelt som det var for snart 2000 år siden. Paulus skriver senere om de mange, der lever som fjender af Kristi kors, at de “ender i fortabelse, bugen er deres gud, de sætter en ære i deres skam, de tænker kun på det jordiske” (Fil 3,19). Med ‘bugen’ menes hele det selvcentrerede menneske. De sætter ikke kun mad og drikke højest, men al form for nydelse. Nogle gange i form af et overforbrug, andre gange i form af en yderst selvcentreret asketisk benægtelse af enhver nydelse af mad, drikke, seksualitet og f.eks. socialt fællesskab. Det er også synd, lærer Paulus os i 1 Tim 4,1-5. Guds gaver er gode og må nydes, når de er helliget ved Guds Ord og bøn.
Den form for behovsopfyldelse, som Jesus afslører som synd, er ikke kun en del af vores gamle, syndige natur. Der er desværre også kirker og sekter, som har gjort det til deres samlingspunkt. Af og til har man i historien mødt løfter om penge eller fremgang i det hele taget. Nu er det faktisk sandt, at Gud historisk set har velsignet mange samfund med mange kristne, men det er nu ikke altid, det går sådan. Pointen er imidlertid, at det ikke skal være Guds velsignelse, der gør folk til kristne. Jesus forkyndte jo for de 5.000, og da der var behov for det, sørgede han for dem ude i det øde. Men en ret kirke forkynder lov og evangelium. Derfor vil også dem, der kommer for at få Guds velsignelse her i tiden, blive mødt med, hvad Guds Ord siger om at søge en brødkonge.
Nu om dage bliver denne behovscentrering formuleret på en mere forfinet måde. Man møder det i form af et krav om relevans. Hvis relevans betyder, at syndere skal høre loven og evangeliet for at kunne omvende sig, er det jo fint nok. Men hvis relevans i stedet bliver et krav om forkyndelse og diverse programmer, der skal hjælpe folk med at håndtere dagliglivet, så det bliver bedre at leve, er det at gøre bugen til gud. Det forkynder Jesus dom over.
Vi bør i øvrigt lægge mærke til, hvordan Jesus indleder denne alvorlige tale i v. 26 med “sandelig, sandelig siger jeg jer.” Det er med sin guddommelige myndighed, han taler, og han understreger sandheden med et dobbelt ‘sandelig’ (gr. amên).
Det guddommelige alternativ (v. 27)
Jesus henviser dem i stedet til en anden slags føde. Den mad – eller behovstilfredsstillelse – der blot stiller mavens og det syndige menneskes umiddelbare behov, forgår. Skønt mad og sex er Guds gode gaver (1 Tim 4,1-5), vil det dog forgå og ikke have nogen plads i evigheden, hvor vi skal være som engle (Matt 22,29f), og hvor Gud vil sørge for os med sine åndelige gaver (således Luther).
Nej, vi skal arbejde på – opsøge – “den mad, som består til evigt liv.” Det er Guds Ord, for vi skal leve af det ord, som udgår af Herrens mund (5 Mos 8,3). Jesu egen fristelse viser os, at den store fristelse består i at søge ære og behovstilfredsstillelse af vores syndige natur i stedet for at søge alt til dette og det kommende livs opretholdelse i Herrens ord.
“Den mad, som består til evigt liv,” er Guds Ord. Det får vi af Menneskesønnen. Gud har selv beseglet ham. Man kan spørge om, hvornår Gud gjorde det. Der må være tale om Jesu dåb, hvor Gud selv siger, at “denne er min Søn, den elskede, som jeg fandt (vel)behag i” (Matt 3,13; direkte oversættelse; se også Mark 1,11; Luk 3,21 og – indirekte i – Joh 1,42). Denne “besegling” gentages i ord med Forklarelsen på bjerget. Kristne besegles på tilsvarende måde (jf. 2 Kor 1,22; Ef 1,13; 4,30; se EWNT/EDNT).
Guds gerning er at tro ham, Gud har sendt (v. 28f)
Skaren ønskede at gøre Guds gerning. De spørger derfor, hvad det er, de skal gøre, for at gøre Guds gerninger. Deres spørgsmål afslører, at de ikke helt har forstået, hvad der er Guds gerning. For skaren er Guds gerning gerninger, de skal gøre.
Men Jesu svar viser, at Guds gerning (ikke: Guds gerninger) ikke er noget, de skal gøre. Guds gerning er helt bogstaveligt en gerning, Gud gør (jf. Joh 1,12f). I en vis forstand kan man tale om, at Guds gerning er noget, der sker i den kristne. Det er imidlertid fuldt og helt Gud, der gør gerningen. Det sker ved Hans Ord og Hans Ånd. For Guds gerning er, “at I tror på ham, han har udsendt,” siger Jesus.
Troen på Ham, Gud har udsendt, kommer ikke af sig selv, men af at se og høre Jesus. For os, der ikke går sammen med Jesus, som disciplene og skarerne kunne, sker det ved at få malet Jesus for øje med Guds Ord, med evangeliet (Gal, 3,1ff). Troen kommer ikke af vores anstrengelser. En sådan “tro” er ikke tro, men selvbedrag. Troen kommer af det, der høres, og det kommer i kraft af eller gennem Kristi Ord (Rom 10,17). Vi genfødes ved Guds Ord (1 Pet 1,23) eller ved Ånd og vand i dåben (Joh 3,5). Det er altså “Guds gerning” i betydningen ‘den gerning, Gud gør’ (det græske ord theou er subjektiv genitiv).
Krav om bevis: manna fra Himlen (v. 30f)
Skaren reagerer ved et spørgsmål, der igen røber, at de ikke har forstået, hvad Jesus har sagt tidligere. Skaren vil have et tegn, så de kan se og tro Jesus. De kræver et tegn som bevis. De vil ikke nøjes med Jesu ord og tegn, med mindre Jesus gør underne på kommando.
Konkret vil de have et tegn som under ørkenvandringen, nemlig brød fra Himlen (v. 31). De overser dog dermed, at Gud gav dette tegn på baggrund af israelitternes synd. Israelitterne ville ikke nøjes med at vide, at Gud førte og ledte dem. I stedet for at glæde sig over Guds frelse og udfrielse fra slaveriet i Egypten, så de tilbage og gengav virkeligheden i forvansket form. Talen om Egyptens kødgryder (2 Mos 16,3) afspejlede, at de tænkte med deres bug i ovennævnte betydning.
Brødet fra Himlen, det sande brød (v. 32)
Jesus må derfor irettesætte dem med endnu en alvorlig indledning (se ovenfor til v. 26). Jesus må også rette den forudsætning, de åbenbart har. Det var nemlig ikke Moses, men Jesu Fader, der gav israelitterne brødet fra Himlen. Eller sådan oversætter 1992-oversættelsen, men grundteksten har en pointe, der desværre går tabt i oversættelsen. Jesus siger nemlig, at det ikke var Moses, som ‘har givet’ (gr. dedôken, som er perfektum) jer brødet fra Himlen, dvs. Guds Ord, ja, Jesus selv. Det er jo tydeligvis Moses, der er tale om, men Jesus vælger at vægtlægge perfektum-aspektet, dvs. verbalhandlingen som en tilstand. Årsagen hertil er sikkert, at Jesus har modsætningen i tanke.
Mannaen og vagtlerne er blot synlige tegn på det, som de får gennem Guds Ord, som Moses forkyndte sammen med. Faktisk taler Paulus i 1 Kor 10,4 om Kristus som den åndelige klippe, der fulgte med under ørkenvandringen. Han nævner, at israelitterne blev døbt (1 Kor 10,2). Men Paulus siger også, at israelitterne alle “spiste den samme åndelige mad” (1 Kor 10,3). Maden og vandet er synlige tegn fra den skabte verden, men synlige tegn på Guds nåde og omsorg. Paulus vender tilbage til, hvor katastrofalt det er, hvis man har modtaget frelsen, men vil spise og drikke uværdigt (1 Kor 11,17ff). Det gjorde israelitterne i ørkenen.
Det er Jesu Fader, der gav og giver “brødet fra Himlen, det sande brød” (Joh 6,32). Som klippen i ørkenen, der fulgte med, var Kristus (1 Kor 10,4), sådan er den mad, Gud giver nu, også Kristus. Senere i Johannes 6 taler Jesus om at spise eller æde hans kød og drikke hans blod (Joh 6,56), og han viser forskellen på den ydre spise uden Guds ord og den åndelige spise, der virker evigt liv til evig tid (jf. Joh 6,58).
Guds brød er Jesus Kristus (v. 33)
Jesus beskriver nu Guds brød på en måde, der gør det klart, at han er Guds brød, for han er den, der kommer ned fra Himlen og giver liv til verden. Det er det, jøderne burde søge hos Jesus. Men i stedet bliver de forargede, sådan som israelitterne i ørkenen forargedes og ville have, at Gud skulle frelse dem med andre midler og på en anden måde, end Gud selv havde valgt. Det er at sætte sig selv i Guds sted og afvise Guds frelse(småde).
Bøn om det himmelske brød (v. 34)
Skaren vil have det brød, der gør, at man ikke skal dø, men giver (evigt) liv. Ja, de tiltaler Jesus pænt med ordet ‘herre.’ Det kan betyde ‘Herren,’ men her er det næppe mere end en høflighedsfrase. Til gengæld viser ordstillingen, at de understreger, at de gerne vil have det brød, Jesus taler om, altid. Det følgende viser, at de ikke vidste, hvad de egentlig bad om, og heller ikke ville have det, når det kom til stykket. For det fordrer omvendelse fra at dyrke bugen som ens gud.
Jesus – livets brød, der stiller den sjælelige sult (v. 35)
Jesus proklamerer nu, at han er er livets brød. Frasen ‘jeg er’ kan måske godt give mindelser om, at Jesus er ham, der åbenbarede sig i tornebusken (se Joh 8,24 med kontekst), men pointen er i al fald, at Jesus understreger, at han er det brød, han taler om.
‘Livets brød’ betyder ‘det brød, der (giv)er liv.’ Jesus Kristus stiller al sjælelig eller åndelig sult og tørst. Men det er nødvendigt at understrege, at det altså er den Jesus, der taler til dem, der gør dette. Det er ikke den Jesus, man måtte skabe mere eller mindre i sit eget billede. Derfor er det vigtigt, at Jesus Kristus præsenteres, som Guds Ord selv gør det (jf. til 3. søndag i fasten – Joh 8,42-51).
Forkyndes evangeliet uden forandringer (jf. Gal 1,6ff), så det virkelig er Guds ord, der læres (1 Pet 4,11), har vi et himmelske løfte: Jesus Kristus og ordet om Ham stiller virkelig al sjælelig eller åndelig tørst. Derfor er det et stort – men også ansvarsfuldt – embede at være prædikant.
Jødernes vantro (v. 36)
Jesus har tidligere sagt det, og siger det nu igen. De har set ham og hans tegn og undere, men men de tror ikke (jf. igen til Joh 8,42-51). Men skylden er deres, ikke Gud Faders eller Guds Søns.
Guds gerning og Jesu åbne arme (v. 37)
I det sidste vers taler Jesus om ‘alt, hvad Faderen giver ham.’ Skønt Jesus bruger neutrum, tænker han naturligvis på mennesker. Bag Jesu formulering ligger læren om forudbestemmelsen. Det er virkelig Guds gerning, der gør, at vi kommer til tro. Gud har bestemt forud, hvem der kommer til. Men man skal ikke deraf slutte, at Gud så har bestemt nogen til fortabelse, for Gud vil, at alle mennesker skal frelses (Joh 3,17; 1 Tim 2,4; 4,10; Tit 2,11; 2 Pet 3,9; jf. Ez 18,23; 18,32). Det er nogle, der slet ikke vil høre Guds Ord, og så er der også nogle, der altid vil lære, men alligevel ikke vil lære sandheden at kende (2 Tim 3,7).
Men alle dem, som Gud Fader giver Sønnen, skal komme til ham. Om dem siger Jesus ikke, som 1992-oversættelsen ellers lader os tro, at “den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” (Joh 6,37). Grundteksten siger, at ‘den, der kommer til mig, vil jeg ikke nogen sinde kaste udenfor.’ At komme til Jesus betyder at bekende sin synd og få tilgivelse, dvs. at omvende sig eller gøre bod (ret forstået). Det menneske, som tror Jesu ord om, at dets synder er forladt for hans skyld, vil Jesus ikke kaste ud af Guds rige, hverken her eller i evigheden.
Derfor er også næste søndag en hellig dag, hvor Gud ved prædikanterne gør sin store gerning blandt mennesker, når han kalder til syndserkendelse og ved sit Ord og sin Ånd skænker den tro på Jesus Kristus, der frelser for tid og evighed. Hvis vi ellers holder fast ved evangeliet (1 Kor 15,2). Det gør vi ikke af egen kraft, men det giver Gud os – gennem sit Ord og ved sin Ånd. På søndag vil Gud mætte os, og han vil forkynde, at vores tro er Hans gerning fra først til sidst. Hvis I vil vide mere herom, så anbefaler jeg Luthers Om den trælbundne vilje.