Læsningerne
Læsningerne til 21. søndag efter Trinitatis efter anden række – den 12. oktober i 2008 – består af Ez 18,1-4, lignelsen om de sure druer, som handler om, at enhver vil få sin egen dom, fordi man selv er skyldig. “Den, der synder, skal dø!”
Den nytestamentlige lektie er Åb 3,7-13. Den kan man læse om i et andet indlæg: Jesu nøglemagt (Åb 3,7-13). Jesus har nøglemagten til Himlen og Helvede. Denne nøglemagt forvaltes allerede nu. Tilgivelsen (absolutionen) i skriftemålet og ved evangelieforkyndelsen er fantastisk, fordi Himmeriget virkelig lukkes op for en!
Evangeliet er Lukas 13,1-9, som dels lærer os om forholdet mellem synd og lidelse/død, dels lærer os om omvendelsens nødvendighed. Uden omvendelse vil enhver blive ramt af dommen, sådan som den lille lignelse om figentræet viser.
Ez 18,1-4
Ezekiel får en profeti fra Herren (v. 1). Han skal sige det, vi læser i det følgende, til Israel. Sådan er det med profetier og profetier. De skal viderebringe det, Herren siger. Eller som Paulus siger: Vi taler “med ord, som Ånden har lært os” (1 Kor 2,13). Nu hvor der ikke længere er profeter, skal enhver prædikant tale som Guds Ord (1 Pet 4,11).
På Ezekiels tid har man brugt et ordsprog om Israels land (v. 2). Dette ordsprog om sure druer og problemer med tænderne (stumpe, uskarpe tænder) kunne måske betyde, at straffen for fædres synder rammer deres børn, ikke dem selv.
Det er jo ikke forkert i en vis forstand, for det står direkte i 2 Mos 20,5. Men Gud straffer ikke dem, der omvender sig og tror. Men er man vantro og hader Gud, så vil man blive ramt af dommen ligesom ens eventuelle vantro forældre og bedsteforældre.
Pointen er dog, at Ezekiels samtidig mente, at de selv var uskyldige. Hvis de blev ramt af Guds dom, så skyldtes det ikke deres egen synd, men deres fædres. Selv var de naturligvis uskyldige. Syndere siger altid, at det er de andres skyld, som Kretzmann skriver! Men som profeten Jeremias skriver:
Men enhver skal dø for sin egen synd; ethvert menneske, der spiser sure druer, får selv stumpe tænder. (Jer 31,30)
Du øver trofasthed i tusind slægtled, men gengælder fædres skyld på deres efterkommere. Den store og vældige Gud, Hærskarers Herre er hans navn! (Jer 32,18)
Gud Herren siger, at de ikke skal bruge det mere (v. 3). I stedet skal de lære det, vi læser i v. 4. Gud er Skaberen, og alles sjæle tilhører ham. 1992-oversættelsens “liv” kan måske antyde, at det kun drejer sig om dette liv, men Guds domsord er meget skarpere. Det drejer sig om, at deres sjæle tilhører Gud Herren. Han afgør, ikke bare hvornår de skal dø, men hvor de skal tilbringe evigheden. Det samme lærer Jesus os jo i f.eks. Matt 10,28:
Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.
Både fædres og sønners sjæle tilhører Gud. Og han dømmer. Derfor gælder det, at “den sjæl, der synder, skal dø!”
Men bøjer man sig for Guds dom, frygter ham og tager sin tilflugt til evangeliet om Jesus Kristus, så vil man naturligvis undfly dommen, for den, der tror på Jesus, vil ikke blive ramt af dommen.
Omvendelsens nødvendighed (Luk 13,1-9)
Anledningen (v. 1)
Anledningen, som vi får i vers 1, gør, at evangeliet altid er aktuelt. Jesus får fortalt om, at Pilatus havde slået nogle galilæere ihjel, mens de hjalp under ofringerne i templet i Jerusalem. Vi ved ikke mere end det.
Mange har måske tænkt, at man da måtte være i sikkerhed i templet i Jerusalem, ikke mindst under ofringerne. Så hvis en sådan uhyrlighed kunne ske – og Pilatus var leveringsdygtig i sådanne – så ville det måske være nærliggende at spørge, om de selv var skyld i, at de blev slået ihjel, siden Gud havde tilladt det.
Ikke større syndere (v. 2-3a)
Jesus benyttede straks anledningen til at lære dem om synd, lidelse og omvendelse. Jesus formulerer noget, som også mange i dag straks vil tage afstand fra, i al fald når det gælder det, man i dag definerer som hændelige uheld (se nedenfor). Her kan man jo give Pilatus skylden.
Var galilæerne større syndere end alle andre galilæere, siden de måtte lide dette?
Jesus svarer selv, at det ikke var tilfældet i dette tilfælde (se også Joh 9,1-3). Dermed er ikke sagt, at der ikke er folk, der selv er skyld i, at der sker dem noget (ApG 12,20-23).
Omvendelse nødvendig (v. 3b)
Hvad Jesus derimod straks føjer til, er, at hvis tilhørerne ikke omvender sig, så vil de alle dø på samme måde (ὁμοίως). Dermed menes ikke på nøjagtig samme vis, som om alle uomvendte vil blive dræbt af Pilatus. Men meningen er, at uomvendte syndere vil blive ramt af dommen for deres egen skyld og synd, sådan som bl.a. Ez 18,1-4 lærer os det. Døden kan komme fuldstændig uvarslet, selv de “sikreste” steder, ligesom det skete for disse galilæere.
Konjunktiven i betingelsessætningen udtrykker eventualis, idet det jo ikke er sikkert, at tilhørerne omvender sig.
Hændelig uheld eller straf? (v. 4)
Jesus henviser til et andet eksempel, som tilhørerne kendte. Et tårn i Siloa, dvs. nær ved Siloam-dammen, styrtede sammen og dræbte 18. Var de større skyldnere (jf. Matt 6,12), dvs. mere skyldige, end alle de andre, som bor i Jerusalem?
Omvendelse nødvendig (v. 5)
Bortset fra, at adverbiet er et andet (ὡσαύτως) er der tale om nøjagtig samme svar som i v. 3b. På den måde understreger Jesus omvendelsens nødvendighed.
Det bør dog tilføjes, at evangeliet på ingen måde kan tages til indtægt for, at det er tilfældigheder, der råder i et menneskes, endsige et kristenmenneskes liv (Matt 6,27; 10,29f; se mere Frygt derfor ikke, men frygt Gud! [7. s. e. Trinitatis – Matt 10,24-31; Præd 3,1-14; Rom 8,1-4]).
Lignelsen om figentræet uden frugt (v. 6-9)
Jesus illustrerer, hvad han netop har sagt. Men idet han gør det, føjer han noget afgørende til, for i lignelsen er der ikke kun tale om en vingårdsejer, men også om en vingårdsgartner. Denne passer og plejer figentræet efter alle fagets regler, om man så må sige. Det kald til omvendelse, Jesus i det foregående har udtrykt to gange, er aldeles ikke ment på skrømt. Det, der skete med virkelighedens gartner, viser med al tydelighed, at det er ethvert menneske uden undtagelse, der skal omvende sig. Jesus bar al verdens synd, også nyfødte børns, spædbørns og små børns. Ja, han bar også ufødte børns synd, for ethvert menneske er en synder af naturen, født eller endnu ikke født (Ef 2,3; Sl 51,7).
En mand havde plantet et figentræ i sin vingård. Da han kom og kiggede efter frugt på den, fandt han ingen (v. 6).
Det er imidlertid ikke første gang. Som han siger til gartneren eller vingårdsgartneren, så er det tredje år, at figentræet ikke giver frugt (v. 7a).
Han befaler derfor, den skal hugges om, fordi den bare tager næring fra de andre planter (v. 7b).
Gartneren beder dog om endnu et år til figentræet. Han vil grave omkring den, så den har jord og dermed næring nok. Han vil også give den husdyrgødning (v. 8).
I øvrigt tiltaler gartneren ejeren med ‘herre,’ som går på, at han dels er vingårdens ejer, dels er gartnerens arbejdsgiver. Det svarer til, at der i virkelighedens verden er tale om Gud (jf. til Joh 15,1-11).
Gartneren håber, det vil give frugt inden længe. Ellers må han hugge den om (v. 9). Hvem er det, der går i forbøn for Israel og Jerusalem? Det må være Jesus selv. Hele hans tjeneste begrunder i virkeligheden hans bøn, som Gud tilslutter sig. Men afvises Jesu ypperstepræstelige tjeneste, sådan som flertallet af jøderne gjorde, og vil man ikke omvende sig, så er der kun dommen tilbage (jf. Matt 3,8-10).
Det godt spørgsmål er: Hvad symboliserer figentræet. Lenski har ret i, at vingården og figentræet ikke er henholdsvis verden og Israel. For vingården er plantet af Gud. Lensk mener derfor, at figentræet må være Jerusalem. Men det, der sker med Jerusalem, sker også med Israel, ja, med “Israel til alle tider” (Lenski, til Luk 13,6).
Denne tolkning passer fint med de historiske kendsgerninger (jf. også til sidste søndag). ‘De tre år og dette år’ kan meget vel være Johannes Døberens og Jesu egen tjeneste, som Lenski argumenterer for. Israel og ikke mindst Jerusalem burde have omvendt sig.
Udblik
Hvorfor andre udsættes for ulykker eller dør, skal vi ikke spekulere i. Men hvad der derimod vil ske os, hvis ikke vi omvender os, så vi kan møde Gud med en ren samvittighed, retfærdiggjort af nåde ved evangeliet, dét er vores sag. Det er også kirkens sag. Kirken skal forkynde den rene lære og forvalte sakramenterne efter Kristi indstiftelse, så Den treenige Gud kan virke troen og frelse derigennem.
Gud har ikke glemt sit løfte om at komme. Som apostlen Peter skriver:
Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse. (2 Pet 3,9)
Det er det anliggende, Jesus også har her. Alle har syndet og mangler herligheden fra Gud. Kun ved tro på Kristus er der frelse fra den dom, som ellers vil ramme alle.
De menneskelige ulykker, selv med dødelig udgang, her i tiden, er for intet at regne mod fortabelsen i den evige pine i Helvede.
Det protesterer mange imod, men det skyldes jo, at de protesterer over den dom, som også vil ramme dem selv. Men dermed afviser de jo også ham, der kan frelse dem fra denne dom. Det er ham, som netop stiller spørgsmålene i denne søndags evangelium og fortæller den lignelse, der har samme anliggende.
Denne søndag lægger hovedvægten på synd, straf og kald til omvendelse. Men som altid gælder det, at prædikanten ikke skal følge den enkelte teksts vægtlægning, men derimod prædike i overensstemmelse med evangeliet. Evangeliet lærer os, at loven kun kan give syndserkendelse, men det er evangeliet i alle dens trosartikler, der er Guds kraft til frelse. Det skal have hovedvægten, også denne søndag.
Fra Guds udvælgelse fra før, verden blev grundlagt, over evangeliet om alt, hvad Gud gjorde i Kristus dengang, han gik på jorden, til hvad han gør i dag gennem Ordet og sakramenterne for at give os syndernes forladelse, så Kristus kan komme igen for at frelse os ind i evigheden sammen med ham, vores brudgom! Der er nok at tage af og supplere med en søndag som denne! Heldigvis.