Præsten og salmedigteren Paul Gerhardt er kendt og skattet af mange – med rette. Det skyldes salmer som
- Befal du dine veje
- Den grund, hvorpå jeg bygger
- Gak ud, min sjæl, betragt med flid
- Hjerte, løft din glædes vinger!
- Hvorledes skal jeg møde
- Nu hviler mark og enge
- Skulle jeg dog være bange?
Det er vist kendt, at Paul Gerhardt ydede meget sjælesorg, mens han var præst i Mittenwalde, som var frygtelig hærget af krig, ildebrand og pest. Kun 17 % af husstandene var tilbage efter førstnævnte. Men Gerhardt ydede også sjælesorg på anden vis: Ægte sjælesorg i betydningen at sørge for sjælene, som var ham betroet. Den sjælesorg varetages jo med Ordet og sakramenterne. Den hverken ville eller kunne Paul Gerhardt svigte.
Pastor Gerhardt måtte holde fast ved den lutherske lære og praksis for sjælenes skyld. Det gjorde han også i Berlin, selv om den reformerte kurfyrste i Berlin lagde stor pres på ham. Så stor, at pastor Gerhardt – formentlig den 9. februar 1666 – blev afsat fra sit embede i Berlin af kurfyrsten. Årsagen var altså, at Gerhardt ikke ville svigte sin lutherske bekendelse og sin præsteed og indgå et kompromis omkring nadverlæren med de reformerte. Det var kulminationen på mere end tre års drøftelser, forhandlinger og “forhandlinger” mellem kurfyrstens teologer og de lutherske præster i Berlin. Pastor Gerhardt var sekretær og talsmand for de sidstnævnte.
Der var ikke kommet nye argumenter på bordet siden 1529, hvor Luther i Marburg afviste at indgå kirkefællesskab med Zwingli og de øvrige reformerte, hvad der reelt heller ikke er siden. Men Gerhardts sag var blevet ekstra vanskelig, for der var “lutherske” teologer, der støttede kurfyrstens anliggende. De kurfyrstelige teologer argumenterede med, at Gerhardt kunne mene, hvad han ville, men han skulle blot ikke tillægge det en sådan vægt, at han ikke kunne være i samme kirke som de reformerte, og han skulle ophøre med at advare sine menigheder mod den reformerte lære som vranglære. Men for Gerhardt var det ikke blot en del af evangeliet, der kunne udelades. Det var selve evangeliet. Akkurat som Luther mente det i 1529, og som de lutherske bekendelsesskrifter lærer.
For tvivlen at afvise
du givet har dit nadverbord.
Dér lader du mig spise
og drikke på dit klare ord.
Her mærker jeg i marv og ben,
at Gud er nu min ven.
Du giver mig at nyde
dit dyre kød og blod,
og ord du lader lyde,
som giver mig nyt mod.
Du lader mig indbyde:
”Kom, kom og tag den føde god!”
Sådan skrev Paul Gerhardt i en nadversalme, som hans sognebørn kunne bruge derhjemme og således fortsat blive belært om og trøstet af den lutherske nadverlære. Den er oversat til dansk af pastor Magnus N. Sørensen og kan downloades som PDF: O Jesus du min kære.
Selv om Gerhardt ikke bøjede af i Berlin, var der mange, der gav efter for de reformertes tvang. Siden fortsatte de reformerte deres kamp mod den lutherske teologi i Preussen, igen med anvendelse af tvang. Denne politiske tvang virkede. Lutheranere gav efter, eller de udvandrede. Allerede mens Luther levede, var der “lutheranere”, der hældte mod den reformerte nadverlære, som blot taler om et mindemåltid, men ikke reelt om, at Herren giver os sit eget, sande legeme og blod under brød og vin. I 1900-tallet er de blevet flere og flere. Lutheranere verden over har nu frivilligt forladt deres lutherske nadverlære eller i al fald (som et første skridt) gået med til at betragte deres egen lære som en unødvendig del af evangeliet. Reelt er det nu også at forlade den lutherske nadverlære.
Men der er heldigvis stadigvæk lutheranere, som deler de lutherske bekendelsesskrifters lære og følger Paul Gerhardts eksempel. For menighedernes skyld prædiker de et klart og stærkt nadverevangelium og værner menighederne mod at miste denne herlige, nådefulde lære! Og der findes heldigvis stadigvæk menigheder, som bekender deres tro på dette herlige evangelium til et klart vidnesbyrd for vor tids mennesker!
Kristus giver os sit legeme og sit blod under brød og vin og skænker derigennem syndernes forladelse, evigt liv og salighed til den, der tror. Og han, sand Gud og sandt menneske, tager bolig i vort hjerte! Vor himmelske Herre gives os i munden skjult under brød og vin! Hvilken fornedrelse for Ham! Hvilket evangelium for os!
Det var ikke kun pastor Paul Gerhardt, der forkyndte nadverevangeliet i prædikener og salmer. I 1689, kun nogle få år efter, at pastor Gerhardt døde, skrev salmedigter og biskop, pastor Thomas Kingo, følgende om nadveren:
O Jesus, søde Jesus, dig
ske hjertens tak evindelig,
som med dit legem og dit blod
så kærlig mig bespise lod!2 Bryd ud, min sjæl, med tak og sig:
O, hvor er jeg nu bleven rig!
min Jesus i mit hjerte bor,
tak, tak, hvor er min glæde stor!