Luther skrev mange gode ting om og til forsvar for ægteskabet. Det vil jeg vende tilbage til hen ad vejen.
Jeg er rigere end alle pavelige teologer i hele verden, for jeg er tilfreds. Desuden har jeg tre børn i ægteskab – det har ingen papistisk teolog. (TR 2,2579; Lutherbogen s. 191)
Tilfredshed er ikke, hvad vores tid ser ud til at have mest af. Have-mer-sygen er en epidemi. Det er ikke så underligt, for det er et af udtrykkene for det gamle menneskes syndighed. Men når det er blevet en epidemi, hænger det sammen med, at vores kultur ikke længere holder denne sygdom nede. Tværtimod. Men der er ikke noget galt med rigdom – hvis det er den rigtige slags.
Luther skrev, at han var rigere end alle pavelige teologer, for han var tilfreds. Han havde syndernes forladelse, evigt liv og salighed.
Men Luther agtede sit ægteskab højt, og han var glad for sin børn, som han med rette mente, var en rigdom. Det er en rigdom, for det er gaver, som Gud giver. Gaver, som er en af Guds måder at opretholde verden på.
Der var nok pavelige teologer, som også havde børn. Men eftersom Luther havde forkastet det ugudelige forbud mod præsteægteskab, kunne han glæde sig over, at han havde sine børn med sin ægteviede hustru, Käthe.
Man skulle ikke tro, at et menneske ville sige nej til Guds gode gaver: syndernes forladelse og ægteskab, hustru og børn. Men man vil hellere have denne verdens rigdom, der forgår.
Men Luther var rig, og en sådan rigdom er nok værd at eje. Og takke Gud for.