Luk 4,16-30 i de to nye oversættelser

To nye oversættelser

1. november 2007 udkom Bibelen på hverdagsdansk (BPH). 16. november 2007 udkom Den Nye Aftale (DNA). Biskopperne har ifølge Kristeligt Dagblad givet mulighed for, at man kan bruge DNA 1. søndag i advent. Jeg vil derfor i det følgende se nøjere på Luk 4,16-30 i de to oversættelser.

Man kan mene, at de to nye oversættelser, i al fald DNA, ikke er beregnet på at blive nærlæst. Men som man kan overbevise sig om ved at læse en standard lærebog i narrative film- eller litteraturanalyse, så opbygges helhedsforståelsen jo af detaljerne. Derfor vil jeg sætte de to oversættelser under lup.

Som jeg skal komme ind på neden for, så kan man få det indtryk, at oversætterne i al fald nogle steder har gjort deres yderste for at gengive grundteksten på helt almindelig dansk. Det kan man egentlig godt undre sig lidt over. Det sker ikke så sjældent, at oversættelser af moderne litteratur kritiseres for ikke at (kunne) gengive dialekter og stilistiske ejendommeligheder, når disse kendetegner personerne i en bog. Når det gælder Bibelen, kan man af og til få det indtryk, at stil ikke kan bruges bevidst. Hvis fx Lukas skriver i en stil, der minder om hebraisk/aramaisk, så er det, fordi han ikke formåede andet. Måske er det rigtigt, men dertil kommer, at moderne oversættere normalt gør sit til, at en dansker skal kunne genkende miljøet i en bog. Hårfine forskelle i sproget er en del af de virkemidler, en forfatter og en oversætter har.

Sproglig og litterær kompetence handler til dels om at have en viden, så man også forstår det, en forfatter vælger ikke at beskrive i detaljer. Det plejer ikke at være et problem, og hvis det er det, så kan en oversætter tilføje en note.

Med Bibelen er det efterhånden blevet anderledes. Med henvisning til, at det er litteratur, griber man oversættelsen an, som om Bibelen eller Det nye Testamente skulle være dansk litteratur. Det får være, hvad det være vil.

BPH og DNA under luppen

Jeg vil kommentere mere generelt neden for på, hvordan sætningsstruktur gengives, og hvordan BPH supplerer med information, som man angiveligt mener, der er brug for.

Indledningen (v. 16)

BPH oversætter Luk 4,16, så vi får en indledende tidsbisætning, hvor Lukas faktisk har et relativt sideordnet sprog. BPH gør dermed Lukas mere kompleks i dette vers, end han er. Det må vel tolkes således, at BPH forsøger at gøre alvor af at skrive, som man gør på dansk, uanset om det gør den danske oversættelse mindre eller mere kompleks.

I øvrigt bryder jeg mig ikke rigtig om, at BPH bruger udtrykket “under mødet.” Det er ikke et udtryk, vi finder i Skriften, og man kan diskutere, om det er overhovedet går an at tale om synagogemøder. Mon ikke synagogegudstjeneste ville være mere på sin plads?

Det er nemmere at foretage en DNA-analyse end en BPH-analyse. Forskellen på DNA og 1992-oversættelsen er ikke så stor. “og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas’ bog” (v. 16f i 1992) bliver til “Da han rejste sig for at læse op fra Skrifterne, gav de ham profeten Esajas’ bog” (v. 16f i DNA). Skønt Lukas har et mere litterært græsk end fx Markus, er der fx her stil med flere sideordnede sætninger, end man nok ville normalt ville se. Der er i grundteksten nok tale om en semitisk stil, som svarer godt til indholdet. I dette konkrete tilfælde, er det min vurdering, at DNA faktisk gengiver det på naturlig dansk. Men måske er prisen netop den semitiske stil. Lukas kunne have valgt en anden stil på græsk, hvis han ville. Det kunne være et argument for at bevare den semitiske stil.

BPH tilføjer en del information i v. 16. Se her til nedenfor til v. 20.

Bog eller bogrulle (v. 17)

BPH har ret i, at der er tale om en bogrulle. Her oversætter man teksten meget præcis, for verbet ‘rullede den ud’ forudsætter en bogrulle. Alligevel er pointen ikke, at det er en bogrulle, men at det er Esajas’ bog. Lidt senere i verset afviger BPH fra grundteksten. Den siger nemlig, at han ‘fandt det sted, hvor der står skrevet.’ Hverken BPH eller DNA mener, at man behøver at sige ‘står skrevet.’ Men BPH oversætter ikke med, at han “fandt det sted …,” men derimod, at han “læste op fra det sted, hvor der står ….” Grundteksten og DNA’s oversættelse overlader det til læseren selv at slutte, at Jesus selvfølgelig læste det sted, han fandt, hvorimod BPH overlader til læseren at slutte, at Jesus fandt teksten, inden han læste. Hvorfor BPH mener, at skulle ændre teksten, kan jeg ikke gennemskue.

DNA taler i modsætning til BPH bare om Esajas’ bog og om at åbne. Måske er der tale om karakteristiske forskelle?

Herren og Herrens Ånd (v. 18)

BPH bevarer grundtekstens ‘Herrens Ånd’, mens DNA oversætter med ‘Guds ånd.’ DNA må vel mene, at ‘Herrens ånd’ kræver mere af læserne, hvilket uden tvivl er rigtig. DNA har åbenbart valgt at undgå navnet Herren i så vid udstrækning som mulig. Dog får Elisabet lov til at sige til Maria, at hun er “mor til min herre,” og Johannes Døbers far får også lov til at indlede sin profeti med “Lad os takke Herren, jødernes Gud” (Luk 1,43.68).

Men når DNA oversætter “du skal gå foran Herren og bane hans veje” (1992) med “Du skal gå foran Messias og bane vej for ham,” synes jeg, det bliver grotesk. DNA tror åbenbart ikke, at læserne kan regne ud, hvem Herren er, skønt det forekommer snesevis af gange i Lukas. Til gengæld mener man, at de ved, hvem “Messias” er. Selv i juleevangeliet, som de fleste danskere vel trods alt har hørt nogle gange, må det ikke længere hedde “Herrens engel,” men man gendigter med “en af Guds engle” (Luk 2,9).

Heller ikke “han er Kristus, Herren” slipper for DNA’s mutationer, for det bliver til “Det er Messias, jeres herre” (Luk 2,11). Johannes Døber er en stemme, der råber i ørkenen: “Ban vej for Herren, ret han stier ud” (Luk 3,4). Her har Herren fået lov at slippe, men gendigterne har jo allerede gjort deres til, at læserne ikke skal opdage, at det er Jesus, der er Herren, som Johannes Døberen skal bane vej for.

Det er ellers en ret vigtig pointe. Også for at forstå den større fortællende sammenhæng. For jøderne anså det for blasfemi, at Jesus og altså også Johannes Døber gjorde Jesus lig med Gud og sagde, at han er opfyldelsen af de gammeltestamentlige tekster, der taler om Herren. Måske mener DNA-oversætterne bare ikke, det er så vigtigt? Man skal jo heller ikke længere tilbede “Herren, din Gud” (Luk 4,8 i 1992), men kun “Gud og kun Gud” (DNA). Det er også slut med at “udæske Herren din Gud” (Luk 4,12; 1992). Nu skal man ikke “sætte Gud på prøve” (DNA).

DNA staver desværre ‘ånd’ med lille ligesom i 1992-oversættelsen, men det er jo næsten ved at være en ligegyldig detalje i forhold til ovenstående. Det samme gælder DNA’s “Guds ånd følger mig” i stedet for “Herrens Ånd er over mig” (BPH).

Ingen salvelse, men udvælgelse og kongekroning (v. 18)

Hverken BPH eller DNA har tiltro til, at folk i dag ved, hvad det vil sige at være salvet. De lærer det heller ikke i denne søndags læsning. Grundteksten siger, at “Herrens Ånd er over mig, fordi han har salvet mig.” Måske skal man oversætte “til at forkynde evangeliet for fattige” i tilknytning til at være salvet.

BPH gengiver med “fordi han har udvalgt mig.” Salvelsen betyder, at man så at sige sættes til side for at varetage en særlig tjeneste. Men ‘udvælge’ er knapt nok nogen oversættelse. Men naturligvis er Jesus udvalgt (jf. grundteksten i Luk 3,22).

DNA har “for Gud har kronet mig til konge.” Og sandt er det, at fx Samuel salvede David, da denne skulle være konge (1 Sam 16,13; jf. 15,1). Men på det her sted virker oversættelsen nærmest forstyrrende, fordi den på et alt for tidligt tidspunkt skaber de forkerte billeder af, hvem Jesus ville være (jf. Joh 6,15). Jesus blev vel egentlig heller ikke salvet til kun at være konge, men også til at være præst og profet.

Nuvel: selve salvelsen er væk, uanset om man taler hverdagsdansk eller nudansk. Underligt er det, for DNA prøver at undgå at kalde Jesus for Herren og bruger i stedet Messias. Men en tekst som denne, der begrunder Messias-titlen (der jo som bekendt betyder ‘Den salvede’), ændres, så forklaringen udebliver.

Fattige eller afmægtige (v. 18)

Jesus er sendt “med gode nyheder” “til de fattige” (DNA) eller “for at bringe godt nyt til de afmægtige” (BPH). Jeg har i og for sig har sympati for BPH’s gengivelse, for den undgår at lægge op til den misforståelse, at der er tale om økonomisk fattige. Men jeg synes nok alligevel, at det ville være bedre at bruge ordet ‘fattige’ og så lære folk, at ordene rig og fattig ikke altid drejer sig om penge, selv om mange vesterlændinge efterhånden – vist nok – tror det.

BPH gengiver grundtekstens ‘sende de sønderbrudte (eller evt. ‘nedtrådte’) bort i/med frihed eller i/med tilgivelse’ med “rejse dem op, som er blevet trampet ned,” mens DNA taler om “at sætte undertrykte i frihed.” Grundbetydning af grundtekstens verbum (trauô) er ‘at knuse’ eller ‘slå i stykker’ og kan bruges om lerkar. Nogle få håndskrifter bruger det faktisk i Mark 14,3 i stedet for ‘at bryde’ krukken. Verbet bruges om forskellige situationer, hvor ens indre eller ydre forhold er blevet ødelagt.

Både BPH og DNA oversætter sådan, at man næsten må forstå Lukas og Esajas meget konkret, men det er en tolkning. En tolkning, som begrænser læsernes muligheder for selv at tage stilling. Det hænger sikkert sammen med, hvordan man tolker Es 58,6, hvor ordet også bruges. Efter min vurdering må man her i Luk 4,18 tage udgangspunkt i, dels at det første led er ‘forkynde evangeliet for fattige,’ dels at Jesus andre steder i evangelier udtrykkeligt afviser at komme med et dennesidigt – eller politisk – evangelium.

Verset slutter med ‘i sætten-fri,’ som enten kan tolkes om at sætte fanger fri eller om at sætte fri af synd, dvs. tilgive. BPH gengiver med “rejse dem op, som er blevet trampet ned,” hvilket vel kan forstås i overført betydning. DNA får næsten en politisk klang, når man gengiver med, at “jeg er sendt for at befri de undertrykte.”

Begge oversættelser ønsker at oversætte meningen præcist, og DNA søger at bruge gængse ord, hvor det er muligt. Alligevel forekommer det mig, at man burde oversætte mere præcist, især et sted som her, fordi det er særdeles afgørende for forståelsen af Jesu virksomhed og dermed af evangeliet/evangelieskriftet.

Det kalder DNA i øvrigt for en “fortælling.” Nu behøver ordet ‘fortælling’ ikke at indebære, at der er tale om fiktion, men sådan forstås det ofte. Egentlig kan man derfor spørge, om ikke man gør læserne en bjørnetjeneste ved at kalde Lukasevangeliet for ‘Lukas’ fortælling om Jesus.’

Ikke noget nådeår (v. 19)

Den traditionelle oversættelse af Luk 4,19: “for at udråbe et nådeår fra Herren” skyldes, at man har sammenlignet teksten i den græske oversættelse af Es 61,2 med den hebraiske original, hvor der står ‘for at udråbe et Herrens (egt. for Herren) nådens år.’ Måske hænger det sammen med talen om jubelår, men måske ikke.

BPH oversætter ikke Luk 4,19 direkte, måske fordi Luk 4,18f da får en meget lang sætning. BPH oversætter: “Det bliver en tid, hvor Herren tager imod alle, som kommer til ham.” BPH vælger altså at udfolde, hvad der menes med grundtekstens eniauton [et år, en tidsperiode] kuriou [Herrens] dekton [som skal tages imod; velkomment, kærkommen; anerkendt, værdsat]. Grundteksten har derimod fortsat fokus på, hvad Jesus er kommet for.

DNA gengiver med: “Guds tid er kommet.” Det er for slapt.

BPH har en række noter, særligt til Luk 4,18f. Se nedenfor til v. 22.

Men noget skal forklares (v. 16 m.fl.)

>
BPH mener tydeligvis, at der er en hel del, der skal forklares. Det gøres på to måder: Dels med noter, som forklarer teksten eller diskuterer oversættelsen. Dels ved simpelthen at flette den uddybende information ind i teksten.

I slutningen af v. 16 gengiver BPH ‘og han rejste sig for at læse op’ med “Under mødet blev han bedt om at læse op fra Skrifterne, så han rejste sig”. Det er jo ikke en direkte oversættelse, men skyldes, at oversætteren åbenbart mener, at det er vigtigt for at kunne forstå teksten. Også i vers 20 medtager BPH, hvad der i realiteten er en række forklarende bemærkninger.

Også i v. 25f og v. 27 bryder BPH teksten op og tilføjer informationer.

Der er ikke noget faktuelt galt med det, der står. Det var sådan, man gjorde i synagogerne. Og det kan faktisk godt tænkes, at de læsere, man har i tanke, ikke ved noget om det. Og det er også muligt, at de læsere, der får fat i BPH ikke kender Det gamle Testamentes beretninger.

Men alligevel: I “fortællende” tekster – og det gælder både historiske beretninger som denne og fiktion – er det en del af fortælleteknikken, at man ikke fortæller alt. Det kan heller ikke lade sig gøre, og de fleste læsere kan faktisk supplere den nødvendige information. Det bliver de jo trænet i, når de ser film, for film kan ikke fortælle alt. Jeg har svært ved at gennemskue, hvordan BPH afgør, hvor man skal supplere med mere information, og hvor man ikke skal. Det får være.

Derimod synes jeg, man må spørge, hvorfor BPH ønsker, at de historiske forhold skal forstås helt præcist, hvorimod de teologiske anliggender i teksten ikke får samme opmærksomhed.

Skrift eller profeti (v. 21)

BPH oversætter ‘dette skriftord’ (gr. hê graphê hautê) med ‘de skriftord,’ mens DNA gengiver med ‘den profeti.’ DNA-oversættelsen er jo indholdsmæssig korrekt, men hvorfor det er nødvendigt at ændre i teksten, kan jeg ikke gennemskue.

Reaktionen (v. 22)

I v. 22 indsætter BPH endnu en bemærkning: “Men at Jesus skulle være Messias, det kunne de ikke acceptere.” Det er faktisk ikke så entydigt, at bemærkningen er korrekt. Det må bero på tolkningen af deres spørgsmål: ‘er denne mand ikke Josefs søn?’ Svaret er jo. Men betyder det, at de så mener, han ikke er Messias? Ikke nødvendigvis, for sammenhængen spiller en stor rolle. Vi kender også til, at man kan stille et spørgsmål, som lægger op til det svar, som man tror, de fleste vil høre, selv om man måske ikke selv er enig. Eller man kan stille et spørgsmål, fordi man ikke kan få det, man ser, til at passe med det, man ved. Her behøver spørgsmålet altså ikke betyde, at de allerede har afvist, at Jesus er Messias. Derimod bliver det i de følgende vers klart, at de ikke tror det. BPH’s bemærkning er derfor aldeles utidigt.

BPH har en række noter, nogle mere omfattende end andre. Til v. 18 og v. 19 er der noter, som næsten har karakter af en drøftelse af, hvordan man skal forstå teksten. Til BPH’s tilføjelse i v. 22: “Men at Jesus skulle være Messias” anføres det i en note, at “Dette er underforstået i teksten ud fra, at Jesus anvendte en kendt Messias profeti fra Es.61 om sig selv” (s. 95). Oversætteren føjer altså noget ind i teksten, som kræver en note, frem for blot at forklare sagen i en note.

Begyndelsen af v. 22 er lidt tung at oversætte, for der står ordret, at ‘og alle gav vidnesbyrd [til fordel] for ham.’ Man ændrer det til “Alle fik et godt indtryk af ham” (BPH) og “Alle var imponerede over ham” (DNA), men ændrer dermed også meningen fra at handle om det, de giver udtryk for, til det indtryk, der ligger til grund. Faktisk kunne man have fået nogle bedre forslag ved at kigge på de eksisterende danske oversættelser.

Jesu ord må ikke være nådige (v. 22)

Jesu ord må åbenbart ikke være nådige. BPH gengiver ‘de nådige ord [ordret: de nådens ord], som udgik af hans mund’ med “de vidunderlige ord, der kom fra hans mund,” mens DNA har: “hans ord som var fulde af håb og trøst.” Begge dele er da rigtigt, men det er altså at snobbe (for meget) nedad, at man ikke vil bruge et helt centralt ord Bibelen.

Hvad vil de sige? (v. 23)
Begge oversættelser ændrer lidt i v. 23, så det bliver mere mundret. Det gælder især DNA: “Vi har hørt om alt det der er sket i Kapernaum; gør nu det samme i din egen by,” men BPH’s “Hvorfor gør du ikke de samme undere her i din hjemby, som du gjorde i Kapernaum?” er også godt dansk. BPH ændrer dog fra bydemåde til et spørgsmål. BPH mener vel, at det alt i alt er den rigtige måde at gengive grundteksten på, når man tager hensyn til, hvordan man på de to sprog kan bede folk om noget.

Sandelig – nej (v. 24)

Ordet amên må åbenbart ikke gengives med ‘sandelig.’ DNA springer det over, mens BPH gengiver med “Men det siger jeg jer.” Det er jo klart, at det ikke har den samme formelle tyngde over sig. I Lukasevangeliet bruger Jesus kun sjældent ordet (12,37; 18,17.29; 21,32; 23,43). Det er hver gang noget meget vigtigt. DNA-løsningen udelader en pointe, som også fortælleteknisk er vigtig. Ærgerligt nok.

Gammeltestamentlige eksempler (v. 25f.27)

I v. 26 ser vi – i modsætning til i v. 16f, at én sætning brydes op til to i DNA: “og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land” bliver til “Alligevel blev Elias ikke sendt til enkerne i Israel. Han blev sendt til en enke i byen Sarepta i Sidon.”

Der tilføjes desuden en del information (jf. ovenfor til v. 20). Og som i v. 24 fjerner man det formelle “og jeg siger jer, som sandt er” og erstatter det for DNA’s vedkommende med “Hør nu.” BPH skriver v. 25f sammen og taler om et mirakel.

Ifølge DNA sultede man i Israel, hvorimod BPH gengiver, at der var tale om “stor hungersnød.” DNA underspiller lidt rigeligt.

Både BPH og DNA mener, at man bliver helbredt for spedalskhed i stedet for at blive renset. Så kan man naturligvis ikke se, hvilket græsk ord der er brugt. Men det giver vel faktisk bedre mening end på dansk, hvor man næsten ser Elisa for sig med en pudseklud.

DNA tilføjer i øvrigt – ligesom senere i v. 27 – at der var mange jødiske enker, hvilket jo er sandt. Men egentlig står der jo bare, at der var mange enker i Israel. Begge oversættelser gør deres bedste for, at man skal se den modsætning, Jesus peger på.

Hvad er vigtigst (v. 28)

I v. 28 ændrer både DNA og BPH rækkefølgen af information. Ordene i den græske tekst har faktisk en ret usædvanlig rækkefølge: kai [og] eplêsthêsan [de blev fyldt] pantes [alle] thumou [af harme] en tê sunagôgê [i synagogen] akouontes [de hørende, dvs. de, som hørte] tauta [disse ting, dvs. dette]. Det, Lukas understreger med ordstillingen, er, at de alle blev fyldt af harme, hvorimod det åbenbart ikke er så vigtigt, at det var alle i synagogen, eller at det skete, da de hørte eller havde hørt det, Jesus (lige) havde sagt. Det var bestemt ikke, fordi Lukas ikke kunne formulere sig “normalt.” Det var sprogligt muligt, og Lukas kunne græsk godt nok til at gøre det, hvis han havde villet.

Hverken DNA eller BPH fastholder det, som Lukas selv understreger ved ordstillingen: 1) de blev fyldt af arme 2) det gjaldt dem alle. Det sidste udelades endda af begge. DNA’s oversættelse lyder: “Da folk i synagogen hørte det, blev de rasende” (DNA), mens BPH oversætter med “Da folk i synagogen hørte den udtalelse, blev de rasende.”

Ordret står der i øvrigt: ‘da de hørte disse ting,’ dvs. dette. Det er nok at stramme det lidt rigeligt, når BPH gengiver med ‘den udtalelse.’ Man kan blive i tvivl, om det kun gælder v. 27.

Konklusion

Der er gode tilløb, men alt i alt er jeg desværre ikke så voldsomt imponeret over disse to oversættelser. Hvis man vil have folk til at læse Bibelen, skulle man snarere lave en egentlig genfortælling, som har litterær og teologisk kvalitet til at blive læst af voksne.

Så kunne man ved siden af lave oversættelser, der har ordentlige noter, men som ikke ændrer teksten i det omfang, disse oversættelser gør.

Ingen af dem egner sig til brug i gudstjeneste eller til bibelstudium.