Apostlen Johannes og Den augsburgske Bekendelse
“Guds Søns blod renser os fra al synd” (1 Joh 1,7).
“Ligeledes lærer de, at Ordet, det er Guds Søn, har påtaget sig menneskelig natur i den salige Jomfru Marias liv, så at der er to naturer, en guddommelig og en menneskelig, uadskillelig forenede i personens enhed, én Kristus, i sandhed Gud og i sandhed menneske, født af Jomfru Maria, i sandhed pint, korsfæstet, død og begravet for at forsone Faderen med os og for at være offer ikke blot for arveskylden, men også for alle menneskets gerningssynder” (Den augsburgske Bekendelse, artikel 3).
I dagens anledning: 475 års jubilæum for Den augsburgske Bekendelse
I dag er en ganske særlig dag, som man burde have gjort noget mere ud af! Sagen er, at det i dag er 475 år siden, Den augsburgske Bekendelse blev fremlagt for den tysk-romerske kejser. Det skete i Augsburg i Tyskland. Denne lille artikel er et udtryk for min dybe taknemmelighed over, at Gud gav Den augsburgske Bekendelse til kirken for 475 år siden og dermed til os i dag. Hvis en og anden får lyst til at læse mere i Den augsburgske Bekendelse, ville det heller ikke være uvelkomment.
Den augsburgske Bekendelse – en fælleskristen bekendelse
Den augsburgske Bekendelse er ikke nogen speciel luthersk bekendelse, men slet og ret en bekendelse af, hvad Skriften lærer. En række menigheder fremlagde denne bekendelse, som deres teologer (først og fremmest Luthers medarbejder Philipp Melanchthon) havde udarbejdet. Men det var menighedernes bekendelse, for de havde i tro taget imod, hvad Skriften lærer. Fordi det er Skriftens lære, er det også alle sande kristnes lære, for en sand kristen tager imod Guds ord og bliver i det.
Den augsburgske Bekendelse – nyttig at læse: Se f.eks. art. 3
Den augsburgske Bekendelse er et skrift, som det lønner sig at læse. Tag nu bare artikel 3 om Guds Søn. Lutheranere har undertiden en tendens til at skynde sig videre til artikel 4 om retfærdiggørelsen, men den kan vi læse på en anden gang.
Artikel 3 siger:
”Ligeledes lærer de, at Ordet, det er Guds Søn, har påtaget sig menneskelig natur i den salige Jomfru Marias liv, så at der er to naturer, en guddommelig og en menneskelig, uadskillelig forenede i personens enhed, én Kristus, i sandhed Gud og i sandhed menneske, født af Jomfru Maria, i sandhed pint, korsfæstet, død og begravet for at forsone Faderen med os og for at være offer ikke blot for arveskylden, men også for alle menneskets gerningssynder.
”Den samme nedfor til Helvede og opstod i sandhed på den tredje dag, opfor dernæst til Himlene for at sidde ved Faderens højre hånd og stedse regere og herske over alle skabninger og helliggøre dem, der tror på ham, ved at sende Helligånden i deres hjerter til at styre, trøste og levendegøre dem samt forsvare dem mod djævlen og syndens magt.
”Den samme Kristus skal åbenlyst komme igen for at dømme levende og døde osv., efter Den apostolske Trosbekendelse.” (citeret i en redigeret udgave af Th. Jørgensens oversættelse fra 1937)
Oldkirkens kamp for den rette lære om Kristus
Hvad denne artikel siger, er jo ikke nyt. Det er for det første, hvad Skriften lærer. Det er for det andet, hvad den kristne altid har lært, men dog ikke uden kamp. For i oldkirken dukkede der nye synspunkter om Kristus op. Undertiden var det vanskeligt at gennemskue, hvorfor disse nye synspunkter ikke var bibelske, og diskussionerne tog ofte lang tid. Ofte bestod problemet i, at de, der fremsatte nye synspunkter, var dårlige teologer og dårlige logikere. De drog de forkerte slutninger. Sommetider drog de de forkerte slutninger, fordi de havde galt fat i det bibelske materiale. Til andre tider skyldtes det slet og ret, at de drog forkerte slutninger. Akkurat som saddukæerne i Mt 22,23-33 (som deltagere på Luthersk Sommerlejr får lejlighed til at høre mere om). Jo mere udspekuleret de vranglærende kristne var, jo tydeligere måtte de retlærende fremstille, hvad Skriften lærer, og hvad alle kristne derfor skal have lært og tro. De retlærende kristne afviste altså de nye synspunkter. Det kostede dem ofte lidelse. Patriarken Athanasios måtte f.eks. gå i eksil fra sit embede fem gange.
Hvorfor denne kamp var så vigtig
Når det gjaldt læren om Kristus, måtte man derfor formulere sig, så vranglæren blev udelukket. For tror man på en falsk Kristus, der ikke kan frelse, så bliver man ikke frelst. De kirker, som faktisk lærte og forkyndte falsk om Kristus, var ikke nogen kristen kirke, men sekter. En sådan sekt fornægtede f.eks., at Jesus var sand Gud. Det kætteri er den dag i dag centralt i muhamedanismen eller islam, som man kalder det i dag. En sådan Kristus, der ikke er Gud, frelser ikke. En muhamedaner eller muslim kan jo ikke sige, at Guds Søns blod renser os fra al synd. En Jehovas Vidne kan heller ikke, i al fald ikke uden at mene noget andet end Skriften. Dvs. ikke uden at mene noget andet end det, artikel 3 lærer ud fra Skriften.
… for at … i artikel 3 om Guds Søn
Det er det, artikel 3 fastslår. Det, der læres om Kristus, fører frem til “for at forsone Faderen med os og for at være offer ikke blot for arveskylden, men også for alle menneskets gerningssynder“. Selv om det er sandt, at Guds Søn blev menneske, betyder det jo ikke, at han ophørte med at være Guds Søn, at være guddommelig, ja, at være Gud (Joh 1,1).
For at fastholde, at Jesus Kristus faktisk kunne forsone Faderen, og for at fastholde, at Ordet, Guds Søn, påtog sig menneskelig natur for at forsone Faderen med os, derfor måtte oldkirken skrive klare bekendelser, som afviste den falske lære. Nerven i den oldkirkelige bekendelse var altså dels sandheden om Kristus, dels at værne om den lære, som kan skænke den frelsende tro. Præcis det samme gælder Den augsburgske Bekendelse.
Hvad artikel 3 bl.a. lærer om Guds Søn
Hvad må der så siges om Kristus, for at læren/forkyndelsen kan skænke den frelsende tro? Hvad må og skal der siges, for at der i det hele taget kan være tale om en kristen kirke?
Jo, der må bl.a. siges det, som artikel 3 siger: At Ordet, Guds evige Søn, har påtaget sig menneskelig natur i den salige jomfru Marias moderliv. Det er undfangelsen ved Helligånden, vi taler om. Resultatet er, at der på samme tid er to naturer: en guddommelig, som er evig, og en menneskelig, som blev til ved undfangelsen. Og begge dele er og vil altid være der samtidig.
Disse to naturer er uadskillelig forenede i personens enhed, én Kristus, i sandhed Gud og i sandhed menneske. Dermed menes, at der er ikke to personer i Jesus. Han er heller ikke skiftevis det ene og så det andet. Det er heller ikke sådan, at Jesus Kristus nogensinde vil ophøre med at have begge naturer. I den ene person, Jesus Kristus, er den guddommelige og den menneskelige natur uadskillelig tilstede hele tiden. Jesus er i sandhed Gud og i sandhed menneske.
Jesus Kristus var i sandhed Gud og i sandhed menneske, da han blev født, da han indstiftede nadveren, da han led og døde, da han opstod, og når han f.eks. kommer for at give os sit legeme og blod i den hellige nadver. Hvis han ikke var det, kunne han ikke frelse.
Hvad en kristen tror om Guds Søn
Derfor kan man ikke være kristen uden at tro dette. Sådan som man jo gør, når man tror, at Guds Søn blod renser fra al synd. Sådan som man jo også gør, når man tror Hans ord i nadveren. Hans ord, der siger, at det velsignede brød i nadveren er hans legeme og at det velsignede vin er hans blod, der blev udgydt for vore synder.
Moderne afvisning af artikel 3 om Guds Søn
Mange såkaldte lutheranere og mange andre såkaldte kristne afviser i dag, hvad artikel 3 lærer. Måske er de ikke klar over, at de da lærer og forkynder et budskab, der ikke kan frelse. I dag må man ikke sige, at vranglære ikke kan frelse. Man må slet ikke sige, at den, der virkelig tror på vranglære om Kristi person, går fortabt eller i bedste fald står i stor, stor risiko for at gå fortabt. Det er utroligt, at de vil kalde sig kristne, endsige lutherske. Det er endnu mere utroligt, at de får lov til det af dem, der ved eller burde vide bedre. For det er helt nødvendigt at lære, forkynde og tro, hvad denne artikel siger. For læres der falsk om Kristus, så kan man ikke længere sige … “for at han kunne forsone Faderen med os”. Der findes også kristne, som (næsten) lærer, hvad der siges i artikel 3, men som drager falske konsekvenser. Nogle ønsker f.eks. at lære ret om Kristi person, men de afviser i virkeligheden denne lære, når de afviser den bibelske og derfor lutherske nadverlære. Reformert og sværmerisk nadverlære går altid i hånd i hånd med en falsk lære om Kristus, hvad enten det har form af en direkte afvisning eller det er falske slutninger. Det er ikke sikkert, de ved det eller vil acceptere det, men det ændrer nu ikke på, at Luther viste, at det faktisk er tilfældet.
Grund til at glæde sig i dagens anledning
Det var Luthers fortjeneste at tage dette frem i lyset. Det er Luthers fortjeneste, at det kom med i Den augsburgske Bekendelse. Og det er Luthers fortjeneste, at den lutherske teologi tog dette alvorligt – også og ikke mindst i nadverlæren.
Derfor er der al god grund til at være glade og festligholde dagen i dag, for det var en stor gave, Gud gav kirken i Augsburg d. 25. juni 1530. I 475 år har denne bekendelse lydt rent og klart. Gud give, at den også fremover vil lyde rent og klart – også hos os. Gud give, at den fremover vil lyde rent og klart, hvor det ikke sker i dag.
Den augsburgske Bekendelses Dag, det Herrens år 2005