Hold jer fra vranglærere!
Under overskriften “Kirkefællesskab med vranglærende kirker (unionisme) er forbudt af Gud” skriver dogmatikeren Franz Pieper om at forsvare kirkefællesskab med vranglærere. Det faktum, at der findes Guds børn i vranglærende kirker, bruges til “at bevise, at det er ret, ja endda påkrævet af næstekærlighed at have kirkefællesskab med vranglærende kirker. Det er nøjagtig det modsatte af, hvad Skriften lærer, for Skriften siger: ‘Hold jer fra dem!’ (i en note henvises til Rom 16,17; 1 Tim 6,3ff; 2 Joh 10f).” Så vidt Pieper.
Steder som dem, Pieper anfører i sin note, er jo ganske klare og entydige. Men det er ikke kun på Piepers tid, man kan møde denne argumentation. Jeg har personligt selv oplevet, hvordan højtuddannede teologer ikke kunne imødegå den ligefremme betydning af disse steder. Den typiske reaktion var da, at disse teologer forsøgte at bruge deres uddannelsesniveau som argument. De påstod uden nogen argumentation, at “disse steder er ikke relevante for den situation, vi står i i dag.” Med andre ord var det ikke Skriftens klare udsagn og autoritet, men disse teologers angivelige dygtighed, vi skulle adlyde.
Naturlig fornuft imod unionisme
Pieper skriver videre: “Unionisternes argumentation er i modsætning til selv den naturlige fornuft. De gamle lutherske lærere henviste til 2 Sam 15,11 som illustration. Nøjagtig ligesom det faktum, at to hundrede af Jerusalems indbyggere i deres uvidenhed sluttede sig til Absalom, ikke gav resten af Israel ret til at forlade deres konge og slutte sig til oprørerne, og heller ikke til i deres stille sind at tillade oprøret, sådan giver heller ikke den omstændighed, at nogle kristne, af uvidenhed og imod Guds befalinger, følger falske lærere, andre kristne lov til at gøre det samme.” Så vidt Pieper, men mere nedenfor.
De gamle lutherske læreres argumentation taler for sig selv, hvis ellers man overhovedet vil lytte!
Sand kærlighed
Pieper fortsætter: “At sige, at kærlighed kræver sådan en praksis [unionisme], er misbrug af det ord. Kærlighed til Gud og borderkærlighed kræver derimod den modsatte praksis. Den, som elsker Kristus, elsker Kristi Ord, og Kristus befaler os at holde os fra alle, som lærer os noget som helst, der er i modstrid med Hans Ord. Og enhver, som virkelig elsker brødrene, nægter at tage del i deres fejltagelser og synder, og søger tværtimod at redde dem fra fejl og synd.” Så vidt Pieper.
Pieper anfører ikke eksempler lige netop her. Men man kan tænke på Matt 7,13-28. Her advarer Jesus mod at lytte til falske profeter. De foregiver at være får ligesom alle andre i menigheden, men indeni er de i virkeligheden glubske ulve. De vil ikke værne fårene, men derimod mishandle dem og dræbe dem. Man kan kende falske profeter på, hvad de siger og gør, og hvad frugterne er. Hvis de får folk til at acceptere og tro på falske lære, er deres frugter dårlige. Falske profeter kan fremtræde med stor åndelighed, men Jesus kender dem ikke (Matt 7,21-23). Ordet “derfor” i Matt 7,24 viser, at Jesus med lignelsen om huset på klippen og huset på sandet i Matt 7,24-27 kommenterer på advarslen mod falske profeter. At tage Jesu formaning mod falske profeter til efterretning i ord og handling er at bygge på klippegrund. Det holder på dommedag. Den, der kun hører, men ikke handler efter Jesu formaning, bygger på sand, og det holder ikke på dommedag.
Det er derfor ikke kærlighed, men ligegyldighed, ja, det er egentlig ondskab, hvis man accepterer og forsvarer, at man kan være og blive i en vranglærende kirke. Det er ukærligt, for Jesus selv lærer os, at falsk lære er farlig, ja dødsensfarlig for det åndelige liv.
Hvorfor tillader Gud vranglærere?
Pieper fortsætter: “Endvidere erklærer både Det gamle og Det nye Testamentes skrifter udtrykkeligt, at Gud tillader falske lærere at fremstå, for at kristne kan vise deres lydighed ved at holde sig fra dem, ikke for at kristne skal forbrødre sig med dem (5 Mos 13,3; 1 Kor 11,19). Hvis kristne imod det guddommelige forbud udøver kirkefællesskab med falske lærere og finder sig i falsk lære, begår de den synd, som kirker kalder ‘unionisme’ eller ‘synkretisme.'”
Som Pieper rigtigt siger, betyder det, at Gud tillader falske lærere, ikke, at man må følge dem. Den, der elsker Kristus og Hans Ord, vil heller aldrig drage en sådan slutning. Ser man på kirkehistorien, må man med Pieper konstatere, at man kunne have undgået såvel papismen som sekterne, som nu plager hele den såkaldte kristenhed.
Se Franz (Francis) Pieper. Christian Dogmatics. St. Louis, Missouri: Concordia publishing house, 1950-1953. Elektronisk udgave 1999. Citaterne er fra bd. 3, s. 425.