Kvinder er fra … og mænd er fra …

Cameron, Deborah. The myth of Mars and Venus: Do men and women really speak different languages. New York: Oxford University Press, 2007. vii + 196 pp. ISBN-13: 978-0-19-921447-1.

Kvinder er fra Venus, og mænd er fra Mars, hedder titlen på en berømt bog af John Gray. Den står på vores reol, men jeg gad ikke at læse den færdig. Den og mange lignende indeholder nemlig mange overfladiske påstande.

Mars og Venus-mytens negative konsekvenser

Det er påstande, der har mange konsekvenser, også negative. “Vi ser [mytens] mindre godartede konsekvenser, når arbejdsgivere anser kvinder for bedre kandidater end mænd til stillinger, som kræver evnen til at snakke (og mænd for bedre kandidater end kvinder til stillinger, som kræver verbal autoritet og ligefremhed). Vi ser dem, når forældre og pædagoger og undervisere forventer, at piger er bedre til sprog og drenge bedre til matematik. Vi ser dem, når nævninge i voldtægtssager lader tvivlen komme de mænd, der hævder at have ‘misforstået en kvindes signaler,’ til gode. Og vi ser dem i det små hver eneste gang, en eller anden fortæller en vittighed om hvor meget kvinder taler eller hvor dårlige mænd er til at udtrykke deres følelser.” (s. 166).

Viden støtter ikke myterne

Men sprogforskere, antropologer og andre forskere har faktisk skabt megen reel viden, som gør op med disse myter.

Når det gælder det sproglige, taler mænd og kvinder ofte lige meget, men ikke altid i de samme situationer, og hvis der er forskel og de er lige meget på hjemmebane, er det snarere mænd, der taler mere end kvinder (kapitel 3).

Der er ikke de store forskelle på, hvad mænd og kvinder kan forstå og udtrykke. Faktisk overlapper mænds og kvinders evner hinanden i så meget som 99,75 % af tilfældene, man har undersøgt (s. 117).

Mars- og Venus-myterne kan heller ikke forklare virkeligheden, når det gælder køn og ledelse, siger Cameron, “because they do not describe reality.” Cameron mener, at Mars- og Venus-myten i stedet cementerer attituder og sædvaner, som forhindrer kvinder i at få stillinger med magt (s. 125). Det må dog tilføjes, at Cameron primært beskæftiger sig med de sproglige aspekter af problematikken.

Sproglige forskelle eller magtanvendelse

Hvad der nogle gange udlægges som kommunikationsproblemer på tværs af køn eller endog kønskulturer, er i virkeligheden noget helt andet, argumenterer Cameron.

“Tag nu eksemplet med en, der siger “varerne er ude i bilen’ og mener ‘vil du være venlig at bære dem ind for mig.’ Hvordan kommer vi fra formen til meningen [fra de lyde, der bliver sagt, til meningen med dem]? Svaret er, at vi stopper ikke, når vi har afkodet udsagnet ‘varerne er ude i bilen,’ men vi spørger også os selv: ‘Hvorfor fortæller hun mig, at varerne er ude i bilen?’ Hvad ville gøre, at hun synes, at det er relevant at sige på dette tidspunkt?’ Vi bruger så vores baggrundsviden …” og når som oftest frem til det rigtige resultat (s. 87).

Nu findes der virkelig dem, der har svært ved at afkode den slags. Det er et alvorligt handicap, som bl.a. autister har. “Mener John Gray, at det at være mand er et handicap?” (s. 88). Noget af et spørgsmål for ikke alene Gray, men også alle dem, der har overtaget myten.

Medmindre der reelt er tale om en handicappet person, er der naturligvis ikke tale om, at en mand ikke kan forstå sin kone – eller at voldtægtsmanden ikke kan forstå offerets måde at sige fra på. Heller ikke selv om den formuleres på en mindre direkte måde end et “nej.” Alle ikke-handicappede mestrer at formulere ønsker og afslag på mange forskellige måder, så man tager hensyn til dem, man taler til – eller så man også tager hensyn til sig selv i en farlig situation, som voldtægt jo er.

Hvad er det så, der er på spil, når man “misforstår” kvinder? Det er, skriver Cameron, at man ikke vil forstå, men i stedet vil noget andet eller i al fald bare ikke vil det, som den anden på en taktfuld måde beder om. Det handler ifølge Cameron om, hvem der egentlig har ret til at forvente en tjeneste fra hvem (s. 89).

Voldtægtssagerne er i øvrigt en sag for sig, mener jeg. Her bør “misforståelser” ikke tjene som undskyldning – overhovedet. Camerons pointe er særdeles vigtig – og bliver desværre vigtigere dag for dag her i Vesten. Det burde være indlysende, at sex kræver et fuldt, helhjertet samtykke fra begge parter. Faktisk er ægteskabet jo en meget god ordning i den sammenhæng. Men også i et ægteskab er det en selvfølge, at man ikke tvinger eller “tvinger” nogen. I stedet for at lære ægtepar om Venus- og Mars-myten, skulle man hellere lære dem noget om interessebaserede forhandlinger – og om gode gerninger. Men voldtægt er under alle omstændigheder en afskyelig forbrydelse (det skal jeg vende tilbage til i forbindelse med en anden bog, jeg er ved at læse).

En af Camerons gode pointer er, at det ikke kun er kvindens, men også mandens ansvar at sikre en god kommunikation og undgå misforståelser (s. 91). Og der er utrolig god grund til at være opmærksom på overgreb mod kvinder.

Kvindelige anglikanske præster

Cameron tager spørgsmål op om Mars- og Venus-myten i politik og på arbejdspladsen. Lingvisten Clare Walsh studerede kvindelige præster i Church of England. Eksemplet er karakteristisk, mener Cameron.

“De anglikanske kvinder vandt retten til at blive ordineret som præster i 1994 efter en lang og bitter kamp, som delvist blev udkæmpet på Mars og Venus-feltet. Tilhængere af kvinders ordination havde argumenteret med, at der var brug for kvindelige præster, fordi de ville bringe noget med ind i embedet, som mænd ikke kunne: en særlig kvindelig måde at være præst på, som baserede sig på kvasi-moderlige egenskaber: følelsesmæssig omsorg og opmærksomhed. Dette argument bidrog til at opnå det umiddelbare mål at få åbnet adgang for kvinder til præsteembedet, men det havde konsekvenser for den måde, de blev behandlet på, da de først var blevet præster.

“Walsh observerede, hvordan der opstod en arbejdsdeling som kanaliserede de kvindelige præster ind ind i pastoralt arbejde – opgaver som at besøge de syge og trøste dem, der havde mistet – mens mænd dominerede de aktiviteter og de kommunikationsformer, som gjorde, at de kunne ses (og høres) i ledelsesroller, så som at lede menighedsrådsmøderne og prædike ved gudstjenesterne. Selv om mange af kvinderne virkelig ønskede at prioritere den pastorale side af arbejdet, havde de ikke forventet at blive begrænset til det; og de fandt snart ud af, at det ikke fremmede deres karriere.

“Selv om præsterne er et ekstremt eksempel, finder kvinder i mange erhverv, at de får rollen som omsorgspersoner.” (s. 131-132).

Her er der tydeligvis mange ting på spil, som Cameron ikke kommer ind på. Det er irriterende for kvinder at blive sat i omsorgspersonens bås på en måde, der indskrænker hendes muligheder. Men jeg synes også, det er meget uheldigt, at man tager følelsesmæssige, sociale og vel også kulturelle kompetencer fra mændene, hvis man følger Mars- og Venus-myterne. På den anden side er det mere kompliceret. Måske er det ikke sådan i England, men der er noget, der tyder på, at mænd helst skal overtage disse omsorgsroller for at blive accepteret i Danmark. Forholdene mellem kønnene og diskursen om dette forhold er temmelig kompleks. Men det er godt at få åbnet øjnene for problemerne.

Andre emner

Her vil jeg kun nævne Camerons interessante gennemgang af, hvordan drenge og piger bruger og ikke bruger sproget. Cameron mener, at kvinder typisk repræsenterer deres gruppes tendens, men mere vidtgående end mænd gør. Det gælder, uanset om der er tale om at være konservativ eller innovativ (s. 148). Tankevækkende.

Fortrin og mangler

Hvad der virkelig rykker i Camerons bog, er, at hun henviser til en lang række forskningsresultater, som ikke alene dokumenterer hendes kritik af Mars- og Venus-myten, men faktisk også er tankevækkende i sig selv. Man kan lære en del om de mange forhold, der spiller ind, når man skal forstå kommunikation i en reel social kontekst.

Nogle gange er der fx ikke tale om kønsforskelle, men om, at man taler på en bestemt måde, hvis man ikke er leder – og det er kvinder jo ofte ikke. Andre gange mener Cameron, at det har med køn at gøre, men da set i et magtperspektiv.

Bogen rejser spørgsmål

Jeg kan som regel følge Cameron i hendes kritik af Mars- og Venus-myten. Men indimellem forlader hun sin videnskabelige position og bliver kønspolitiker, men det kan man også lære af.

Hun har en ret omfattende tolkning af, hvorfor Mars- og Venus-myten får så meget plads. Måske er årsagen hertil usikkerheden omkring sex og køn i fremtiden. Fokus på venskab, kommunikation og følelsesmæssige behov i parforholdet hænger ifølge Cameron sammen med, at begge køn har mistet det omfattende netværk, de havde tidligere, og at de i langt højere grad er henvist til hinanden og fælles sociale verdener. Samtidig kan der forhandles om næsten alt. Så får man diskussioner og konflikter, som skaber fokus på kommunikationen. Nogle behov kan man betale sig fra at få opfyldt, men ikke behovet for følelsesmæssig opmærksomhed fra partneren.

En anden forklaring, mener jeg, kunne også være, at mange mænd og kvinder faktisk lever godt med de forskelle, der er. Cameron kommer faktisk ikke ind på det med kvinder og moderskab. Hun har klart sympati for kvindefrigørelsen. Det underminerer ikke de undersøgelser, hun faktisk gennemgår.

Men der skal mere til for at tegne et overordnet billede, end det Cameron gør til sidst. Mars- og Venus-myten er måske så populær, fordi den også synes at legitimere, hvad både mænd og kvinder ønsker i det daglige. En sådan legitimation behøvedes ikke tidligere, da religion og tradition var nok.

Kvinder og mænd er fra jorden

“Kvinder er fra jorden. Mænd er fra jorden. Find ud af det!” slutter bogen. Meget passende, mener jeg. Det betyder jo, at kvinder er kvinder, og mænd er mænd, at de lever sammen, og er henvist til hinanden. God læselyst.