Nedenstående anmeldelse er trykt i Præsteforeningens Blad årg. 101, nr. 8, 25. februar 2001, s. 152-153 og gengives med velvillig tilladelse fra redaktør og anmelder. Anmelderen, sognepræst Kristian Østergaard, er uddannet teolog og litteraturhistoriker.
Når fortiden er borte, og fremtiden endnu ikke kommet
Af Kristian Østergaard
Georg S. Adamsen:
Johannes’ Åbenbaring
Credo Forlag. 472 sider. 350 kr.
Det fortælles, at man i en lille norsk menighed havde en skrap vækkelsesprædikant. Og en søndag havde han tordnet løs om jordens undergang, så folk var blevet synligt fugtige i øjenkrogene og sad uroligt på sæderne. Vækkelsesprædikanten holdt da inde, så ud på menigheden og sagde: »Græd ikke børnlille, det kan jo være, det er løgn det hele!«
Når jeg begynder anmeldelsen af Georg S. Adamsens bog om Johannes’ Åbenbaring således, så er det fordi, Johannes’ Åbenbaring netop er, hvad man kalder en eskatologisk tekst. Den handler om det, som sker, når Jesus kommer anden gang, og Adamsen er ikke den, der sylter læseren ind i fidele fraser i det stykke. I sin gennemgang af det andet kapitel af Åbenbaringen skriver han om den kirke, der, ifølge vers 4, har svigtet troen på Kristus, at »deri ligner den ikke så få biskopper og menigheder i vores tid« (s. 159). Og Adamsen påpeger i sin eksegese igen og igen, at når Jesus kommer anden gang, så kommer han uafviseligt og entydigt som dommer og som frelser. For når han kommer anden gang, så er det for at fuldende frelsesværket, og da skal en ny himmel og jord blive til, hvor døden er borte, og tårerne forsvundet. »Det kan vel siges mere end noget andet bibelsk skrift at være Åb’s opgave«, skriver Adamsen og føjer til: »For selv om vi allerede er frelst ved at tro på ham, så ser vi dog endnu ikke det herlige Guds rige« (s. 158).
Luther blev engang spurgt, hvad han ville gøre, hvis han fik at vide, at jorden gik under: »Hvis jeg vidste, at Herren kommer i morgen, ville jeg i dag gå ud og plante et træ«. Han var altså ikke forvirret og opskræmt, men han var i ro og i balance. Sådan er det ikke alle, der reagerer:
Der var videnskabsmanden, der i et foredrag sagde, at om 7 milliarder år, så vil jordens klima blive som i istiden. En af tilhørerne råbte forskrækket: »Hvornår? »Om 7 milliarder år«, gentog videnskabsmanden. »Gud ske lov!« sagde tilhøreren letter, »Jeg troede i første omgang, De sagde 7 millioner år!«
Jeg synes, at Adamsen suverænt fortolker billedsproget i Johannes’ Åbenbaring på ædruelig og gedigen vis.
Jeg synes, at Adamsen suverænt fortolker billedsproget i Johannes’ Åbenbaring på ædruelig og gedigen vis. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Johannes’ Åbenbaring med sin mystik og koder har fascineret utallige sekter og drevet adskillige af dem ud i vanviddet – hvis de da ikke allerede var vanvittige, inden de begyndte at studere Johannes’ Åbenbaring. Når det i Åbenbaringen i kapitel 13 hedder, at dyrets tal er 666, så er det jo ikke Kejser Neros hemmelige telefonnummer, der er tale om, skønt mange har antydet noget i den retning, hvorfor Adamsen slår fast: »Når det gælder de mange forsøg på at finde ud af, hvilket navn tallet 666 svarer til, må det ganske enkelt konstateres, at det er principielt umuligt« (s. 307).
Det svimlende perspektiv
Men anliggendet i Johannes’ Åbenbaring er at skildre menneskelivet som en stor adventstid, mellem Jesu første komme og hans genkomst, og her er der mennesker, som meget nøje mener at have regnet sig frem til det tidspunkt, hvor Jesus på ny kommer. Derfor har de vendt verden ryggen. Men ifølge Adamsen lærer Åbenbaringen os det modsatte. Netop fordi vi ikke kender tidspunktet for Jesu genkomst og dommens dag, så bliver livet rigt og meningsfyldt. Det er det svimlende perspektiv, Johannes’ Åbenbaring åbner for læseren. For når fortiden er borte, og fremtiden endnu ikke kommet, så bliver hvert øjeblik afgørende, eller med Adamsens ord: »At være udholdende er altså et spørgsmål om, hvorvidt Menneskesønnens komme skal blive til frelse eller fortabelse« (s. 165).
For et par årtier siden pågik der en hidsig debat herhjemme. En foredragsholder havde tilladt sig at minde om, hvad en feltpræst havde sagt til en såret soldat på Dybbøl i 1864: »Hvad skriger du for? Du har jo dine synders forladelse!« Hvor afstumpede, hvor kyniske, hvor ukærlige disse ord end kan lyde, så er der faktisk i lyset af Kristi genkomst mening i dem. Var hele tilværelsen blot det, vi ser omkring os og kan gribe fat i, og alt kun her og nu, så ville det ingen mening give, når vi ved en bisættelse eller begravelse siger: »Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jorden skal du igen opstå«. Men i forvisningen om Jesu genkomst er ordene fyldt med mening.
Håbet er altså det centrale i Åbenbaringen, og det perspektiv finder jeg, at Adamsen holder fint fast i, selv om hans udgangspunkt er et andet end nærværende anmelders.