Jørgen Jørgensen og Kaj Mogensen
Jørgen Jørgensen, sognepræst og formand for Menighedsfakultetet i Århus har allerede i februar kommenteret på Kaj Mogensens fornægtelse af Skriften. Jørgen Jørgensen kan se, at Kaj Mogensen og Det nye Testamente “taler principielt forskelligt.” Han belærer Kaj Mogensen om lov og evangelium og slutter: “Det er forstemmende, når dygtige teologer bruger deres talent på at trodse Guds klare ord. Det er spild af godt talent.”
Dygtige teologer?
Nu kan man jo diskutere, hvem der er “dygtige teologer.” Luther mente fx, at man i det hele taget kun kunne tale om en teolog, hvis vedkommende gennem skriftlæsning, skriftstudier og anfægtelse havde lært at skelne mellem lov og evangelium. Jørgen Jørgensen er mere generøs. Kaj Mogensen kan ikke skelne mellem lov og evangelium, men er alligevel – ifølge Jørgen Jørgensen – en af de “dygtige teologer.”
Stringens og klar tankegang
Men Jørgen Jørgensen har mere ros. “Når man læser Kaj Mogensens stringente artikler og klare tankegang, virker det besnærende, og man føler sig faktisk ganske fristet til at give ham ret – og håbe han har ret.” Man kan måske umiddelbart forstå, at det kan være fristende at gå med på en tanke om, at fortabelsen ikke findes. Det er i al fald fristende for det gamle, syndige menneske, som så ikke behøver at tage sin synd alvorlig.
Men ellers er en sådan ros ret overraskende fra en sognepræst, der har afgivet et helligt løfte om at fremme den rette lære og bekæmpe vranglære. At sognepræsten tilmed er formand for et teologisk fakultet, der i al fald tidligere brystede sig af være bibel- og bekendelsestro, gør det helt uforståeligt.
Stringens og klar tankegang er vanskelige størrelser. Det har at gøre med grundlæggende antagelser. Det har også at gøre med, hvordan man bruger den viden, som hører til faget. For en luthersk teolog er det jo de klare, principielle steder, som definerer læren om de enkelte trosartikler. Som Jørgen Jørgensen selv skriver, er der sådanne klare, principielle steder, når det gælder fortabelsen. Hvad værre er: Måske bliver læren om Kristi person og gerning ikke undergravet, benægtet og forkastet, hvis man fornægter fortabelsen. Men det gør i al fald læren om, hvordan vi mennesker bliver frelst. Hvis man skal tale om stringente artikler og klar tankegang, må man altså se bort fra, hvordan man driver (ordentlig) teologi, og hvad denne teologi drejer sig om.
Om Jørgen Jørgensen nu faktisk anser Kaj Mogensen for en dygtig teolog eller ej, kan jo være svært at vide. Det kan jo også være udtryk for en smart måde at kommunikere på. Det er bare synd, at Jørgen Jørgensen på den måde roser noget, der er livsfarligt, ja, som medfører fortabelsen for dem, der tror løgnen. Lidt større alvor kunne man – burde man i al fald forvente.
I næste omgang er Jørgen Jørgensen klarere i mælet:
Men læser man Det Nye Testamente igennem i sin helhed, er det fuldstændig tydeligt: De nytestamentlige forfattere har udtrykt sig umisforståeligt klart om den ting, og det er helt givet: Hvis Kaj Mogensen har ret i sin fortolkning, så har Det Nye Testamentes forfattere ikke selv fattet, hvad de skrev, for de skriver så klokkeklart, at der i al væsentligt ikke er plads for spekulation om, hvordan deres ord skal forstås.Stiller man Det Nye Testamente og Kaj Mogensen over for hinanden er det let for lægfolk, uvidenskabelige teologer og håbløse naivister at se: De to taler principielt forskelligt. At Det Nye Testamente nok skal overleve den konflikt er åbenlys. Det Nye Testamente har overlevet andre og værre anslag indtil nu.
Man kunne endda have den fornemmelse, at også videnskabelige teologer burde kunne se, at Det nye Testamente og Kaj Mogensen taler principielt forskelligt. Men man kan naturligvis bruge sine evner på at bortforklare det. Men det er vanskeligt, for ikke alene er Det nye Testamente i sin helhed imod Mogensens bortforklaring. Det er en lang række konkrete steder også.
Konflikt – eller kamp på liv og død
Jørgen Jørgensens næste kommentar vækker undren.
At Det Nye Testamente nok skal overleve den konflikt er åbenlys. Det Nye Testamente har overlevet andre og værre anslag indtil nu.
Luther skrev jo, at “Guds ord de nok skal lade stå og dertil utak have”. Men ellers kunne der nok være grund til at lære mere af reformationen. Vranglære og falsk forkyndelse er ikke bare en “konflikt”, men er en magt, som fører i fortabelse. Luther affærdigede ikke vranglære med, at den konflikt skal Det nye Testamente nok overleve. Han havde omsorg for de stakkels kristne, der blev fyldt med løgn og gift og ført i fortabelse. Derfor kunne Luther ikke acceptere broderfællesskab med vranglærere. Jørgen Jørgensen er mere generøs. Hvorfor mon? Det var Luther, der lærte os, at man må kæmpe for læren uanset omkostningerne.
thi Herren selv vil med os gå
alt med sin Ånd og gave;
og tager de vort liv,
gods, ære, barn og viv,
lad fare i Guds navn,
dem bringer det ej gavn,
Guds rige vi beholder.
Men for Jørgen Jørgensen kan ikke engang en vranglærer, der fornægter fortabelsen, føre til andet end protest i en avis. Protest, men ingen handling. En protest, der blandes med ros, så man kan blive helt i tvivl om, hvad Jørgen Jørgensen egentlig mener. Ikke om fortabelsen, men om Kaj Mogensens ret til at være i en kirke, hvor man måske – vist nok – stadigvæk hævder, at præsten skal tale, som Guds ord taler. I al fald hvis man er enig med Guds ord. En uge senere skriver Jørgen Jørgensen, at “Uanset hvem man er, kommer man op mod overmagten, når man er imod Kaj Mogensen.” Jørgen Jørgensen vil ikke risikere noget, når han ikke er sikker på at vinde. Han anmoder derfor Kaj Mogensens foresatte, biskop Lodberg Hvas, om at gribe ind. Som Jørgen Jørgensen udmærket ved, kunne Lodberg Hvas ikke drømme om at gøre det. Derfor nøjes Jørgen Jørgensen med følgende svada:
Det hjælper jo ikke noget, at Kaj Mogensen og andre, der er enige med ham, har en vindersag — folkeligt og kirkeligt — hvis de tager fejl. Det gavner ikke os andre at protestere, for jo mere vi debatterer og argumenterer, jo mere fordømmende kommer vi til at lyde. Derfor burde biskoppen over Aalborg Stift kalde ham til orden og lukke debatten, så vi kunne få ro til at forkynde evangeliet. For når vi går ud over skrift og bekendelse, så åbner vi ikke bare en spændende debat, så piller vi ved ror og kompas på kirkens skib. (15. februar 2007)
Problemet er blot, at det ikke kun ændrer ved folkekirkens ror og kompas. Det ændrer ved søkort og evnen til at aflæse såvel søkort som skib. Kun få opdager det og sender en mere eller mindre halvkvædet advarsel. Næsten ingen tager konsekvensen og finder et rederi, hvor der er ægte omsorg for passagererne. Der er langt mellem skibene, så det folkekirkelige skib kan sejle længe. Men en dag kommer uvejret. Mange skibe vil gå ned med mus og mand, for de sejlede efter falske kort og med elendige skibsførere. Mange vil skulle stå til ansvar for, hvorfor de ikke advarede mod de farlige skibe og reelt fik passagererne reddet over på de skibe, der havde ordentlige søkort og uddannet, pålideligt mandskab. Jørgen Jørgensen er endda formand for et fakultet, der vil uddanne personale til skibene. Skal de lære af deres formand, så skal man stikke piben ind og sejle videre, hvis det ikke gavner at protestere.
At bruge talent på at trodse Guds klare ord
“Det er forstemmende, når dygtige teologer bruger deres talent på at trodse Guds klare ord. Det er spild af godt talent,” skrev Jørgen Jørgensen. Nu er jeg ikke tilhænger af, at tale om godt talent, hvis man bruger sine kræfter på at “trodse Guds klare ord.” Det burde Jørgen Jørgensen heller ikke være.
Men måske er der en forklaring på, at det for Jørgen Jørgensen kun er “forstemmende.” Man skal jo som bekendt ikke skyde for meget med sten, hvis man selv bor i et glashus. Men nogle sten må man jo smide, i al fald så mange, så man måske kan bevare skin af selv at tage Guds klare ord alvorlig. Men mere end skin bliver det heller ikke.
Kirkelig enhed på Skriftens grund
For Den augsburgske Bekendelse siger med baggrund i Skriftens egne udsagn, at det “til kirkens sande enhed” er “tilstrækkeligt at være enig om evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning” (artikel 7). Er man ikke enig, skal man få enighed bragt i stand (1 Kor 1,10). Lykkes det ikke, skal vranglærere udstødes efter en advarsel eller to (Tit 3,10f). Og hvis det ikke virker, må man bryde med dem (fx Rom 16,16-19; 2 Kor 6,14-18; 2 Joh 9). Kristi får hører Hyrdens røst, og lytter ikke til fremmede (Joh 10). Falske profeter bygger på sand, mens sande profeter bygger på klippen, dvs. Kristus (Matt 7,13-27). Derfor accepterede Luther og reformatorerne ikke falsk lære. Jørgen Jørgensen er desværre mere generøs.
Når man trodser Guds klare ord
Jeg tvivler desværre ikke på, at Jørgen Jørgensen og hans fakultet gerne vil bruge “talent” på at trodse disse klare ord. Det har man gjort før. Det kunne jo også koste at lade være. Det ønsker hverken Jørgen Jørgensen eller hans fakultet. De ønsker derimod anerkendelse, accept, økonomisk støtte og et marked at afsætte kandidaterne på. Så må man jo blæse og have mel i munden på samme tid. “Kaj Mogensen er slem, men ikke så slem, at vi ikke kan være i kirke sammen.” Og sådan er det hele vejen igennem. Kaj Mogensen må ikke trodse Guds Ord, men Jørgen Jørgensen og hans fakultet må godt. Nogle vil nok kalde det for hykleri.
Se også Kaj Mogensen og fortabelsen (I) og Kaj Mogensen og fortabelsen (II).
Se Jørgen Jørgensen, “De stærke skriftord kan ikke bortforklares”, Kristeligt Dagblad, 6. februar 2007 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/de-stærke-skriftord-kan-ikke-bortforklares); “Vi piller ved kirkens
kompas”, 15. februar 2007 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/vi-piller-ved-kirkens-kompas).