Den unionistiske løgn
Unionisme er kirkefællesskab med vranglærende kirker. Det udøver man, når man går til alters sammen og/eller når man prædiker på hinandens prædikestole uden at have erklæret kirkefællesskab på grundlag af enighed om den rene forkyndelse af evangeliet og den rette forvaltning af sakramenterne. Den uformelle accept heraf fører med tiden til vranglærende kirkesamfund. Herom skriver Franz Pieper:
“Faktisk splitter denne unionisme Kirken og fører til vranglærende kirker i kristenheden. Havde kristne altid adlydt den guddommelige befaling om at holde sig fra dem, som lærer [forkynder og underviser i] anden lære (gr. heterodidaskalountes), ville hverken pavedømmet eller andre sekter have kunnet opstå. Hvor der ingen købere er, er der heller intet marked. Selvfølgelig forsikrer unionismen, at det tager sigte på at fjerne uenighed mellem kristne. Men fordi den kristne kirkes enhed består i at have én tro og én bekendelse, er unionisme faktisk en karikatur, ja, i virkeligheden en hån mod kristen enhed (jf. Luther, som taler om kristen enhed som en hjertens enhed ved tro på Guds ord, St. Louis-udgaven bd. 29, ss. 344f). I stedet for at hele skaden, gør unionismen den permanent.” Så vidt Pieper i denne omgang.
Unionismen i vor tid – og Det nye Testamente
Over 80 år efter, at Pieper skrev ovenstående, er det et faktum, at unionismen har trængt sig dybt ind i stort set alle, især protestantiske, kirker. De fleste lutherske kirker er også dybt præget af unionismen, skønt de endda har en lære om kirkefællesskab, som forbyder det (se Den augsburgske Bekendelse, artikel 7).
Skønt nogle kristne ganske vist forstår, at man bør holde sig til Skriftens lære, mener de ikke, at det har åndelige konsekvenser ikke at gøre det. Hvis bare man tror på Jesus – som man siger – så skal man nok blive frelst. Og sandt er det jo, at tror man virkelig på Jesus Kristus, så bliver man frelst. Men lige så sandt er det, at Gud skænker troen gennem evangeliet. Er det et evangelium, som er blandet op med vranglære, risikerer man at tro på en falske kristus, som ikke kan frelse. Det er derfor, Paulus fordømmer den falske lære med stærke ord: “Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han” (Gal 1,8f).
Det er det, Paulus formulerer positivt i Ef 4,1-6: “Jeg, der er fange for Herrens skyld, formaner jer da til at leve, så det svarer til det kald, I fik, med al ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd: ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle.”
Det nye Testamentes definition på kristen enhed
Pieper fortsætter: “I 1 Kor 1,10 har vi en præcis definition på kristen enhed: “Men jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herres Jesu Kristi Navn, at I alle skulle føre samme Tale, og at der ikke må findes Splittelser iblandt eder”. Dette er et krav om ensartethed i tale (gr. legein) eller i bekendelsen af den kristne lære. Så fortsætter apostlen: “men at I skulle være [fuldt] forenede i det samme Sind og i den samme Mening [eller: bedømmelse],” gr. en tå(i) autå(i) noi kai en tæ(i) autæ(i) gnåmæ(i). Her siger apostlen tydeligt, at kristne skal bruge de samme ord og også bruge dem i samme betydning. Enighed om ordene i kombination med uenighed om meningen er totalt i strid med den enhed, Gud kalder til, og at søge en sådan ‘enhed’ (‘vi er enige om at være uenige’) er umoralsk; det er at tage let på hellige, guddommelige sager, hvilket er usømmeligt for kristne.” Så vidt Pieper i dette afsnit.
Baggrunden for Paulus’ formaning var, at der rent faktisk var stridigheder om en lang række spørgsmål. Hele brevet viser, at det drejede sig om problemer med læren, etik/moral, liturgi og kirkeledelse. Paulus konstaterer, at disse uenigheder foreligger, men han accepterer dem ikke. I stedet formaner han menigheden i Korinth til at få ryddet op og nå frem til en sand enighed. Paulus er apostel, dvs. en befuldmægtiget repræsentant for Kristus selv (1 Kor 1,1), og han formaner ved vor Herre Jesu Kristi navn. Paulus formaner altså med Kristi myndighed både generelt og konkret i dette tilfælde. Det er derfor i virkeligheden ulydighed mod Kristus selv, hvis man ser stort på, hvad Paulus formaner til.
Kristen tålmodighed og dens grænse
Pieper fortsætter: “Den kristne kirke kan og skal have tålmodighed med den, der tager fejl, og søge at få ryddet fejlene af vejen gennem undervisning. Men Kirken kan og skal aldrig give fejl samme ret som sandheden. Hvis den gør det, frasiger den sig sandheden selv. Det er selve sandhedens natur at modvirke fejl. Sandhed, som ikke længere udelukker fejl, men giver dem hjemstedsret, træder netop derved tlbage som sandhed. Luther bemærker meget rammende: ‘Den, som virkelig betragter sin lære, tro og bekendelse som sand, ret og sikker, kan ikke blive i samme bås som dem, som lærer eller holder fast ved falsk lære’ (St. Louis-udgaven, bd. 17, s. 1180). Unionisme afskaffer principielt forskellen mellem sandhed og fejl, så den, der tager fejl, kan kun ved en ‘lykkelig inkonsekvens’ bevare deres greb om den grundlæggende sandhed. Af denne grund er unionisme en alvorlig trussel mod den kristne kirke. En person er faktisk heldig, hvis han, når han ignorerer Skriftens ord, som påbyder ham at holde sig fra dem, der lærer et andet evangelium, alligevel bevarer sin tro på ordene: ‘Jesu Kristi, Hans Søns, blod renser os fra al synd’ [1 Joh 1,7 med tekstvarianten ‘Kristi’].” Så vidt Pieper for denne gang.
Hvis man ikke, som mange gør – også i vor tid, vil opgive sandheden, så må man bevare skellet mellem sandhed og fejl/løgn. Opgiver man sandheden, opgiver man i virkeligheden også kristendommen, for hvem vil lade sig overbevise om synd og retfærdighed, hvis man ikke kan vise, at sandhed findes? Men vil man bevare skellet mellem det, der er sandt, og det, der ikke er, så må man vælge den vej, som Pieper anfører. Den, der tager fejl, må undervises – pædagogisk og tålmodigt.
Men hvis man ikke vil lade sig undervise i, hvad kristendom er, og bøje sig for det, så skal man heller ikke tro, at man er en kristen.
For en kristen er en, der hører Kristi ord (Joh 10,27) og følger Ham (Joh 10,4). En kristen vil aldrig følge en fremmed, men flygte fra ham, fordi de ikke kender den fremmedes røst (Joh 10,5).
Kærlighed, ret og vrang lære
Derfor står det fast, at kærlighed til Kristus og Hans Ord og kristen broderkærlighed ikke tillader fejl og unionisme, men i stedet gør alt, hvad der er muligt, for at den, der tager fejl, skal nå til erkendelse af sandheden.
Se Franz (Francis) Pieper. Christian Dogmatics. St. Louis, Missouri: Concordia publishing house, 1950-1953. Elektronisk udgave 1999. Citaterne er fra bd. 3, s. 425-427. Piepers bibelcitater er gengivet efter 1907-oversættelsen, som svarer til den oversættelse, den engelske udgave af Pieper har anvendt. De skarpe parenteser i gengivelsen af 1 Kor 1,10 er henholdsvis en tilføjelse og en præcisering, som svarer til såvel oversættelsen hos Pieper som den græske originaltekst.