Indhold af: Johannes’ Åbenbaring
1. Indledning
Johannes’ Åbenbaring (Åb) handler om Menneskesønnens (dvs. Jesu) genkomst og dommen og om, hvilke konsekvenser genkomsten har og bør have for menighederne. Bibelens beretning fra skabelse og syndefald over Jesu korsfæstelse, død og opstandelse til den nye himmel og den nye jord får en passende afslutning i dette skrift. Johannes’ Åbenbaring er dog ikke altid let at forstå og er ofte blevet misbrugt. F.eks. så Hitler sit ‘rige’ som tusindårsriget. Fortolkere har ofte tolket sin egen samtids situation, kirkestrid og sorger ind i teksten i stedet for at spørge, hvad Johannes egentlig ville sige menigheden.
2. Forfatterskab
Johannes
Johannes’ Åbenbaring omtaler kun forfatteren som ‘Johannes’ (1,1.4.9; 22,8), men ikke som ‘apostel’. Derimod bruges termen ‘profeti’ om Åb, og i 22,8 kaldes Johannes selv indirekte for ‘profet’, idet udtrykket ‘dine brødre profeterne’ anvendes. Åb 21,14 omtaler ‘de tolv navne på Lammets tolv apostle’.
Johannes på Patmos
If. Åb 1,9f var Johannes på øen Patmos, da han modtog åbenbaringen. Johannes er modtagernes kristne broder og er fælles med dem om ‘trængslen og Riget og udholdenheden i Jesus’, og det hedder, at han var på Patmos ‘for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld’. Johannes deler altså kår med modtagerne. Der er nogen diskussion om, hvorfor Johannes var på Patmos. Patmos hørte under Milet og var en ø med måske et par tusinde indbyggere, et Apollon-Artemis tempel, et gymnasium (idrætsanlæg) samt en militær fæstning, som beskyttede adgangen til Milet (Saffrey). Én mulig forklaring kan være, at Johannes var sendt i en slags ø-arrest på Patmos for at forhindre ham i at lede missionsarbejde i Milet. Enkelte forskere overvejer dog muligheden af, at Johannes var på Patmos for at modtage Åb (sml. udtrykket i 1,9 med 1,2).
Justin og Irenæus
I den tidlige oldkirke var der enighed om, at apostlen Johannes var forfatteren. Såvel Justin (ca. år 100-165) som Irenæus (ca. år 130/140-202) skriver udtrykkeligt, at apostlen Johannes var forfatteren til Åb.
Dionysios
I det 3. årh. blev Johannes’ Åbenbaring imidlertid brugt af en bevægelse, der hævdede, at der skulle komme et jordisk tusindårsrige i Lilleasien (de såkaldte montanister). Modstanderne af denne bevægelse (de såkaldte a-loger) forsøgte derfor at argumentere for, at Åb ikke er skrevet af apostlen, men af en anden Johannes. Det gjaldt særligt en aleksandrinsk biskop ved navn Dionysios i et skrift fra ca. år 250. Han henviste til, at Åb ikke gør krav på at være skrevet af en apostel, og hævdede, at det græske sprog og teologien i Johannes’ Åbenbaring er så speciel, at Åb ikke kunne være skrevet af den samme, som har skrevet Johannes-evangeliet. Åbʼs lære om Gud, Kristus og de sidste tider skulle være uforenelige med Johannes-evangeliet. Derfor foreslog Dionysios med henvisning til to Johannes-grave i Efesos, at forfatteren måtte være en ‘anden Johannes’, den såkaldte ‘presbyter’. Dionysiosʼ argumenter udgør stadigvæk de væsentligste argumenter imod, at apostelen Johannes kan være forfatteren. Med henvisning til Åbʼs omtale af Johannes anser nogle forskere i dag en ellers ukendt profet ved navn Johannes for at være forfatteren. Man hævder bl.a., at Åb 21,14 viser, at forfatteren ikke kan være apostelen, da han i så fald ikke ville have omtalt apostlene uden at inkludere sig selv.
Argumenter imod apostlen Johannes som forfatter
Teologien i Johannes’ Åbenbaring, sproget og Åbʼs udsagn om apostlene og om forfatteren som profet skulle altså tale imod, at det er apostlen Johannes, der er forfatter. Men argumenterne er ikke så stærke, som de umiddelbart ser ud. Desuden er der flere gode grunde til at fastholde, at apostlen Johannes er forfatteren.
Teologien
Teologien i Johannes’ Åbenbaring giver næppe grundlag for at hævde, at forfatteren ikke kan være apostlen Johannes. Ganske vist er der vigtige forskelle mellem Johannes’ Åbenbaring og Johannes-evangeliet: udtrykket ‘Guds kærlighed’ bruges ikke i Åb; der er langt større fokus på både Guds og Kristi dom og ophøjethed i Åb; Johannes-evangeliet fokuserer mere på det, der allerede er kommet med Kristus, mens Åb fokuserer på det, der endnu ikke er kommet. Der er imidlertid tale om forskellig vægtlægning og forskellig sprogbrug, ikke om uforenelige modsætninger.
Sproget
Med hensyn til sproget er det rigtigt, at Johannes’ Åbenbaring er skrevet på et særegent græsk, som ikke følger den gængse grammatik. Sådan var nok Johannesʼ eget sprog. At sproget i Johannes-evangeliet grammatisk set er mere korrekt, kan tilskrives dem, der har redigeret Johannes-evangeliet (se Joh 21,24, som røber, at i al fald dette vers er skrevet eller bevidnet af nogle andre, jf. ordet »vi«).
Johannes, profet eller apostel?
Udsagnet om apostlene i Åb 21,14 beskriver det ny Jerusalem, og i sammenhængen ville en præcisering af, at Johannes var blandt de tolv apostle, have virket tungt og pedantisk. Selv Paulus kan bruge udtrykket ‘apostlenes og profeternes grundvold’ (Ef 2,20), selv om han uden tvivl hører til apostlene.
Det er sikkert rigtigt, at Johannes forudsættes at være en profet if. Åb. Men det udelukker ikke, at han også var apostel. For i NT er der to typer profeter, nemlig apostel-profeterne og almindelige profeter (Sandnes). Apostel-profeterne, dvs. apostlene, skulle ikke have nogen særlig kaldelse for at modtage og videregive autoritative åbenbaringer. De almindelige profeter derimod kunne ikke påkalde sig autoritet, men deres åbenbaringer måtte prøves af de andre profeter (1 Kor 14,29). Johannes selv kalder sig ikke profet, men han modtager en profeti og udfører dermed en profets opgaver, jf. 1,3; 22,9; 22,7.10.18f. Profetien fremstår med absolut autoritet (1,1f; 22,18f). Modtagerne ville vel dermed kun kunne afvise det, hvis skriftets ‘Johannes’ kunne afvises. Intet tyder imidlertid på, at Johannesʼ identitet eller autoritet var anfægtet. Åbʼs Johannes kan derfor udmærket være apostlen, som her gengiver en større profetisk åbenbaring, som Jesus Kristus har givet ham. Johannes er altså NTʼs specielle apostel-profet, som ene af alle har modtaget og videregivet en større åbenbaring. Netop det, at der er tale om en profetisk åbenbaring, taler for, at forfatteren er apostlen Johannes, som menigheden kendte. Vi kender i øvrigt ikke andre i det første århundrede, som uden videre kunne stå som garant for Åbenbaringens ægthed. At Johannes alligevel ikke udtrykkeligt anfører sit apostolat, skyldes sikkert, at ingen anfægtede det. Dette aspekt understøtter også, at Åbenbaringsbogen kan være (ned)skrevet og videresendt af apostlen Johannes, og forklarer oldkirkens enighed indtil ca. år 250.
Stort set hele skriftet er Menneskesønnens åbenbaring til Johannes givet dels direkte (kap. 2‒3), dels indirekte gennem en engel (kap. 4‒22,5). I en vis forstand er Johannes derfor nærmere sekretær eller skriver end forfatter, men har dog formuleret, hvad han så. Derimod er kap. 2‒3 og (dele af) 14,13 og 19,9 og 21,5 dikteret.
3. Modtagerne
Åb 1,4 angiver udtrykkeligt, at modtagerne er de syv menigheder i provinsen Asien, dvs. menighederne i Efesos, Smyrna, Pergamon, Thyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikea (Åb 1,11). Menighederne tiltales enkeltvis i kap. 2‒3. Nogle af disse menigheder er kendt fra andre tekster i NT, mens andre kun nævnes her.
Åb 1,3 viser, at Johannes’ Åbenbaring efter al sandsynlighed har været læst op ved gudstjenesterne, dog næppe på én gang, da det tager ca. to timer. Men det er utænkeligt, at man ikke også har læst og studeret den efterfølgende. Nogle forskere har foreslået, at Johannes’ Åbenbaring har været oplæst inden nadveren, idet man henviser til mulige nadver-allusioner (3,20; 19,9; se nedenfor afsnit ), sammenhængen mellem Menneskesøns-teologi og nadveren og parallellen mellem 22,17.20; 1 Kor 11,26; 16,22 og Didaché 10,6. Under alle omstændigheder må den gudstjenestelige sammenhæng fastholdes. Vedrørende de enkelte byer henvises i øvrigt til de respektive artikler i det trykte leksikon.
4. Neroniansk eller domitiansk datering
Det er ikke muligt med sikkerhed at datere Johannes’ Åbenbaring. Der har i hovedsagen været to forskellige forslag. Det første forslag er det mest almindelige og daterer Johannes’ Åbenbaring i slutningen af kejser Domitians regeringstid (år 81-96), mens det andet foretrækker en tidligere datering efter kejser Neros død (år 68), men oftest før Jerusalems fald og templets ødelæggelse (år 70).
Datering bygger på fem hold argumenter: oldkirkelige udsagn, udsagn i Johannes’ Åbenbaring selv, generelle historiske argumenter, Johannesʼ alder og endelig allusionerne til andre skrifter i NT. Ingen af argumenterne muliggør en sikker datering.
Oldkirkelige udsagn
Det vigtigste oldkirkelige udsagn findes hos Irenæus, der . år 180-185 skriver, at »Åbenbaringen blev ikke set for så lang tid siden, men næsten i vores egen generation, henimod slutningen af Domitians regeringstid« (Euseb, Kirkehistorie 3.18.3 og 5.8.6). Men Irenæus fik dette at vide af Polykarp (død år ca. 156), da Irenæus kun var en dreng, og han noterede det kun i sit hjerte, ikke på papir (Euseb, Kirkehistorie V.20.5-8). Irenæusʼ kildeværdi er derfor ikke så stærk som ofte antaget.
Udsagn i Johannes’ Åbenbaring selv
Der er ingen argumenter i Åb selv, som direkte kan datere skriftet. En række udsagn kan imidlertid tolkes, så de understøtter en bestemt datering. Det gælder 11,1-2; 13,18 og 17,9-11. Åb 11,1-2 omtaler et tempel, som tolkes enten bogstaveligt som en reference til templet i Jerusalem eller symbolsk som en reference til f.eks. Gudsfolket, hvilket skulle forudsætte, at templet er ødelagt. Åb 13,18 omtaler dyrets tal som tallet 666. Det tolkes ofte som en reference til kejser Nero, men det løser ikke dateringsproblematikken. Der er også forskere, som helt afviser, at tallet 666 refererer til Nero. Åb 17,9-11 tolkes ofte som en reference til Roms syv høje og til syv kejsere, og udsagnet om ‘den ottende’, som også er ‘én af de syv’ ses som en allusion (se nedenfor afsnit ) til en Nero-legende, der opstod lige efter hans død (jf. den såkaldte Nero redivivus-legende). Bortset fra, at nogle forskere afviser denne tolkning og tolker 17,8-11 som en allusion (se nedenfor afsnit ) til beskrivelsen af Gud og Kristus (jf. 1,4.8; 4,8; 1,18 og 2,8 med 13,3.12.14 og 17,8), løser det ikke dateringsproblemet. Begge dateringer kræver rettelser i de antikke kejserlister for at kunne passe. Det er derfor usikkert, om Åb 11,1-2; 13,18 og 17,9-11 kan bruges til at datere Åb med.
Historiske argumenter
Generelle historiske argumenter er også inddraget. Åb 6,9f; 16,6; 17,6; 18,20.24; 19,2 og 20,4 nævner nogle martyrer. Flest fortolkere mener, at Johannes’ Åbenbaring bedst afspejler en situation sidst i det 1. årh., hvor de kristnes situation skulle være blevet kraftigt forværret på grund af et krav fra Domitian om, at de kristne skulle tilbede ham som Gud og Herre. I de senere år har man dog med rette tilkendt dette argument mindre vægt. Andre har peget på, at de martyrer, der er omtalt, kunne være de kristne, som mistede livet, da Nero skød skylden for Roms brand i juni år 64 på dem (Peter og Paulus var muligvis blandt dem). Ingen af disse generelle historiske argumenter kan derfor med sikkerhed bruges til at datere Johannes’ Åbenbaring.
Johannesʼ alder
Man har også inddraget Johannesʼ alder som argument. Såfremt den sene datering er korrekt, og såfremt forfatteren er apostlen Johannes, så ville han være mindst 85 år. Tilhængere af den tidlige datering hævder, at det ville være usædvanligt. Det er uden tvivl korrekt, men en romersk embedsmand (Tiberius Claudius) blev næsten 90 år og var ‘finansminister’ til han var mindst 80, så det er vel ikke umuligt.
Allusioner til NT-skrifter
Johannes’ Åbenbaring alluderer til Mattæus (se nedenfor afsnit ). Allusionerne til Mattæus hævdes af nogle forskere at støtte den sene datering, men dateringen af Mattæus er omstridt. Det er dog ikke umuligt, at Mattæus har foreligget før år 70.
Der er altså ikke mange konkrete holdepunkter i Johannes’ Åbenbaring for kunne datere den i det hele taget. Kun Irenæusʼ udsagn gør det lidt mere sandsynligt, at Åb skal dateres sent, dvs. til år 95-96 i slutningen af Domitians regeringstid.
5. De traditionelle fortolkninger
I grove træk kan man skelne mellem fire tolkningstyper: futurisk, kirke-historisk, samtids-historisk, og idealistisk. Den futuriske og den kirke-historiske deler det synspunkt, at der er tale om profeti, men derudover er der stor uenighed.
Futurisk
If. den futuriske tolkning handler Johannes’ Åbenbaring (fra kap. 4) om det, der skal ske i forbindelse med eller umiddelbart før Jesu genkomst, og ikke om Johannesʼ egen samtid. Man har ofte indvendt, at Åb dermed ikke ville give meget mening for de første tilhørere. Det kommer dog helt an på, hvordan kap. 4‒16 fortolkes.
Kirke-historisk
If. den kirke-historiske tolkning handler Johannes’ Åbenbaring om kirkens historie. Mere eller mindre udførligt tolker man f.eks. de syv segl om syv perioder i kirkens historie, så der byggedes bro mellem Johannesʼ samtid (Åb 2‒3) og endetiden, dvs. fortolkerens samtid.
Samtids-historisk
If. den samtids-historiske forståelse ses Johannes’ Åbenbaring som et resultat af forhold i det 1. årh. Typisk tolker man da Åb som et trøste- og formaningsskrift til de kristne, som blev forfulgt enten direkte fra Rom (et synspunkt, som mange med rette har forladt) eller indirekte gennem den lokale administration og kejserkult. Det hævdes ofte, at Satan direkte handlede igennem Romerriget, og at Åb derfor ikke har noget positivt syn på Romerriget, men betragter det som en dæmoniseret stat. Gud vil dog sejre og dermed føre sin plan igennem. I praksis spiller Jesu genkomst ikke nogen stor rolle for mange af disse fortolkere, selv om det er temaet for Johannes’ Åbenbaring.
Idealistisk
If. den idealistiske forståelse handler Johannes’ Åbenbaring hverken om 1. årh. eller om begivenhederne i forbindelse med Jesu genkomst, men Åb beskæftiger sig i virkeligheden med, hvad der er meningen med al tro i fortid, nutid og fremtid.
Fortolkningshistoriske hovedtræk
Når det gælder den historiske udvikling i forståelsen af Johannes’ Åbenbaring, har der siden det 2. årh. været uenighed om forståelsen af Åb. Uenigheden har især drejet sig om 20,4-6, hvor ‘de tusinde år’ oftest forstås som Kristi rige i tusinde år eller i al fald meget lang tid, det såkaldte ‘tusindårsrige’. Er der tale om et jordisk rige efter Jesu genkomst, men før de vantros opstandelse? eller er der tale om kirkens tid?
Oldkirken indtil Augustin
Justin (c. år 100-c. 165), Irenæus (c. år 130-c. 200), Tertullian (år 160-c. 225), Victorinus (død år 304) og andre mente, at Kristus efter sin genkomst skulle herske over et jordisk tusindårsrige, og at de vantros opstandelse og dommen først skulle komme efter de tusinde år. De oldkirkelige tilhængere heraf kaldes chiliaster (efter græsk chilioi, ‘tusind’). Denne futuriske tolkning er i de seneste århundreder blevet videreført af de såkaldte præ-millennialister (efter latin præ, ‘før’; mille, ‘tusind’ og annus, ‘år’).
Augustin
Med Augustin (år 354-430) slog en anden forståelse igennem. En af forudsætningerne var utvivlsomt, at der nu var sluttet fred mellem Romerriget og kirken. Augustin forkastede bl.a. talen om to legemlige opstandelser. Tusindårsriget tolkedes som kirkens tid, den såkaldt kirkehistoriske fortolkning, og Rom var ikke længere fjenden, men en magt, som betvinger anti-krist. Men Augustin forsøgte ikke at tolke konkrete passager om historiske begivenheder eller personer i de forløbne godt tre århundreder. Først i løbet af middelalderen begynder man at tolke Johannes’ Åbenbaring om de forskellige perioder i kirkens historie, ofte med hovedvægten på de sidste tider som ens egen tid. Det gjorde Luther også, og identificerede ‘dyret’ eller anti-krist med pavedømmet. Tilhængere af den kirkehistoriske fortolkning kaldes ofte a-millennialister (fra græsk a- ‘ikke’), selv om de ikke forkaster tanken om et tusindårsrige, men blot identificerer det med kirkens tid.
Oplysningstiden
Oplysningstiden og den historisk-kritiske forskning medførte, at mange forkastede en profetisk forståelse. I stedet fortolkede man mere eller mindre hele Johannes’ Åbenbaring i lyset af de historiske forhold i det 1. årh. Det 1. årh. blev beskrevet som en tid, hvor kejserne iværksatte omfattende forfølgelser af de kristne og forlangte, at de kristne skulle tilbede kejseren som Herre og Gud. Johannes’ Åbenbaring skulle opmuntre de kristne til at stå imod fristelsen til at give efter og i stedet formane dem til at udholde martyriet. Nyere historiske undersøgelser har afdækket, at disse forfølgelser ikke kan dokumenteres, og at forholdet mellem Rom og de kristne det meste af tiden var rimeligt. I stedet har man ændret teorien til, at de kristne enten følte sig forfulgt eller stod i fare for det, hvis de ikke gik på kompromis med Romerriget, og altså helst skulle være forfulgt. Forfølgelserne har i så fald været på lokal foranledning. Det er omdiskuteret, i hvilket omfang denne teori er tilstrækkeligt begrundet. Det er dog hævet over enhver tvivl, at nogle enten havde lidt martyrdøden (2,13 og muligvis 6,9ff) eller ville komme til det (6,9ff; 20,4), og at martyrerne ville råbe på Guds dom (6,9ff). Kun på den baggrund kan formaningerne til f.eks. at være ‘tro til døden’ (2,10) forstås.
6. Genre
Det er generelt anerkendt, at forståelsen af, hvilken genre en tekst har, er vigtig for tolkningen af et skrift.
Profetisk eller apokalyptisk skrift
Når det gælder Johannes’ Åbenbaring, har der været en livlig debat om, hvorvidt Åb er et såkaldt apokalyptisk skrift, eller et profetisk skrift (se evt. artiklerne om apokalyptik og profeti). Fortalere for, at Åb er et apokalyptisk (af græsk apokalypsis, ‘åbenbaring’) skrift, sammenligner Åb med en række lignende skrifter fra antikken, bl.a. 4. Ezras Bog. Fortalere for, at Johannes’ Åbenbaring er en profeti, støtter sig først og fremmest på, at skriftet omtaler sig selv som ‘profeti’ (1,3; 22,7.9.10.18f), og på, at Åb tydeligvis gør krav på at være en ægte (profetisk) åbenbaring (1,1-2). Uenigheden løser sig, når det erkendes, at en genre har tre aspekter, nemlig form, indhold og funktion. Johannes’ Åbenbaring er nemlig et helt unikt skrift, som har apokalyptisk form, nytestamentligt indhold og profetisk eller formanende funktion.
Form
Når det gælder formen, er Johannes’ Åbenbaring klart apokalyptisk (fortællende ramme: 1,1-8 og 22,6-21; åbenbaring formidlet af en skikkelse fra en anden verden, f.eks. en engel: 1,1, jf. f.eks. 1,10f; 4,1; 17,1; 21,9f og 22,1; herunder åbenbaring af en anden verden: 21,9ff; og endelig en eskatologisk fremtid: kap. 4‒22, se f.eks. 6,12‒7,17; 11,15-18; 17,1‒22,5).
Indhold
Når det gælder indholdet, adskiller Johannes’ Åbenbaring sig imidlertid fra de beslægtede jødiske apokalypser som f.eks. 4. Ezras Bog ved at være i overensstemmelse med nytestamentlig lære om Kristus, dommen, kirken og herligheden. Indholdet er i høj grad præget af GT, sådan som GT må læses i lyset af NT.
Hensigt
Når det gælder funktion, dvs. hensigten, står Johannes’ Åbenbaring i en klar forlængelse af GTʼs profeti, idet et af hovedformålene er at forkynde omvendelse for menighederne (2,5.16; 3,3.19 jf. 2,21f; 9,20f og 16,9.11), mens et andet er at forkynde trofasthed, udholdenhed og årvågenhed (2,10; 3,3f; 13,10; 14,12; 16,15). Begrundelserne for formaningerne er dog hele tiden centreret omkring Menneskesønnens komme og dommen og er altså klart nytestamentlige.
7. Form (oversigt over Johannes’ Åbenbaring)
Forskellige opfattelser
Der er ikke enighed om opbygningen af Åb. Nogle opdeler den ud fra indholdet i to hoveddele (1,9‒11,19 og 12,1‒22,6), andre ud fra bl.a. udtrykket ‘i/af Ånden’ i fire (1,9‒3,22; 4,1‒16,21; 17,1‒21,8 og 21,9‒22,5) og andre i endnu flere. For nogle udgør Åb en kronologisk beskrivelse af enten kirken eller endetiden, mens andre mener, at Johannes behandler de samme temaer flere gange (Victorinus af Pettau og den såkaldte rekapitulations-teorien). Den følgende oversigt kan opfattes som en variant af rekapitulations-teorien. Johannes bruger en teknik, hvor han beskæftiger sig med de samme begivenheder: Først til sidst åbenbares det fuldstændigt, hvad han hele tiden har beskrevet. Undervejs derimod bliver glimtene stadigt tydeligere, men i hvert enkelt afsnit er det mindst ét aspekt, som ikke beskrives fuldt ud. Først med det sidste afsnit er Åbʼs tema fuldt ud beskrevet, så tilhørernes forventninger er indfriet (jf. Garrow; Mealy; Adamsen: ‘De tusinde år’)
De såkaldte mellemspil
Man har normalt antaget, at der er en række såkaldte mellemspil i Johannes’ Åbenbaring (f.eks. 7,1-17; 10,1‒11,14; 14,6-20 og undertiden 20,4-6). Men opbygningen lader sig forklare uden brug af mellemspil (Michaels).
Den overordnede opdeling
Johannes’ Åbenbaring består af en ramme (1,1-8 og 22,6-21), mens selve åbenbaringen er gengivet i 1,9‒22,5. Hoveddelen er delt op i to hoveddele, som begynder i forbindelse med udtrykket ‘at blive grebet af Ånden’ (1,10; 4,2). Anden hoveddel (4,1‒22,5) deles op i tre ved hjælp af udtrykket ‘føre i Ånden’ (17,3; 21,10).
Indledningen
Åb 1,1-8 lancerer tema og tidshorisont, beskriver afsender og modtager og antyder hensigten med skriftet.
Første hoveddel
Åb 1,9‒3,22 gengiver synet af Menneskesønnen og hans formaninger til de syv menigheder. Dels formanes de til omvendelse og årvågenhed, dels til at holde fast ved, hvad de har (jf. nedenfor afsnit ). Mens præsentationen af Menneskesønnen i indledningen til hver skrivelse peger tilbage på beskrivelsen i Åb 1,12-20, peger alle løfterne i slutningen frem mod beskrivelsen af herligheden i slutningen af Åb. Dermed sættes alle formaningerne i forhold til temaet.
Anden hoveddel
Åb 4,1‒22,5 udgøres af tre sektioner: 4,1‒16,21; 17,1‒21,8 og 21,9‒22,5.
Første sektion
Åb 4,1‒16,21 giver i en række syn mere og mere fuldstændige beskrivelser af den dom, som Gud på tronen vil afsige på dommens dag (sml. kap. 4 med 20,11-15). Hvor 6,8 åbenbarer dommen over ‘en fjerdedel’, er der i 8,7-12; 9,15.18 og 12,4 tale om ‘en tredjedel’. I 15,1‒16,21 er der ikke længere begrænsninger på åbenbaringen af dommen. Hele denne sektion tjener til at understøtte formaningerne i kap. 2‒3: dvs. formane til udholdenhed (jf. 13,10; 14,12) og advare mod dommen og dermed formane til omvendelse (jf. 9,20f; 16,9.11).
Åb 4‒5 beskriver Gud på tronen med en bogrulle i hånden, som Lammet tager: Bogrullens indhold må formodes at være Åbʼs tema.
Åb 6,1‒8,5 gengiver, hvad Johannes ser, da bogrullens syv segl brydes. Det sjette segl består af 6,12‒7,17 og beskriver dommedag med fokus på både de vantro (6,12-17) og de troende (7,1-17). Men også de fem første segl beskriver dommedag ved hjælp af en symbolik, som genoptages i 17,1‒21,8. Selv om seglene beskrives efter hinanden, er der tale om afsnit, der i glimt gengiver begivenheder på dommedag.
Åb 8,6‒16,21 gengiver det syvende segl, som består af syv engle, der blæser i syv basuner. Den femte basun er den 1. ve (9,1-12), den sjette basun den 2. ve (9,13‒11,14) og den syvende basun er den 3. ve (11,15‒16,21). Også de syv basuner giver glimt af, hvad der skal ske på dommedag. Men dog med flere og flere oplysninger. Den 3. ve består først af en beskrivelse af Kristi genkomst (11,15-18). Dernæst beskrives i et stort syn forfølgelsen af de hellige (11,19‒13,18). Det afsløres, at det ender med dom til sejr for Lammet/Menneskesønnen og dem, der følger ham, men med dom til fortabelse for dyret og dem, der tilbeder det (14,1-20). Der er altså god grund til udholdenhed (13,10; 14,12). I 15,1‒16,21 gengives et andet stort syn, nemlig syv engle med syv vredesskåle. Endnu engang beskrives dommen, men denne gang antydes det, at de foreløbige beskrivelser er forbi (jf. ‘Det er sket’ i 16,17).
Anden sektion
I Åb 17,1‒22,5 gengives bogrullens indhold endelig. Dommen beskrives da fuldt ud i to parallelle syner med hovedvægten på hvert sit aspekt: dels dommen over de vantro (17,1‒21,8), dels frelsen for de troende (21,9‒22,5). I centrum står beskrivelsen af Menneskesønnens genkomst i 19,11-16. Åb 17,1‒22,5 beskriver alt sammen domme‘dag’ (6,17; 16,14; 18,8), ‘tiden’ (11,18, jf. 1,3; 22,10) eller dommens ‘time’ (3,3; 3,10; 11,13; 14,7.15; 17,12; 18,10.17.19). Fortælleteknikken fastholdes, og hvert enkelt afsnit forudsætter noget, der har fundet sted, men først beskrives senere (se Adamsen: ‘De tusinde år’ for en nærmere begrundelse og Andersen for en anden forståelse).
Åb 17,1-19,10 beskriver dommen over dels skøgen (kap. 17), dels byen Babylon (kap. 18), og sammenfatter, at dommen har fundet sted og Lammets bryllupsfest er kommet (19,1-10).
Åb 19,11‒20,15 beskriver dommen over dyret og den falske profet (19,20), over dragen (20,10), over døden og dødsriget (20,14) og over alle vantro (20,15). Forståelsen af dette afsnit, især af 20,4-6, er meget omstridt (jf. ovenfor afsnit ). Hvor 20,4-6 beskriver dem, der har del i opstandelsen til liv og derfor kan tage sæde omkring Guds trone (jf. kap. 4 og 20,11), beskriver 20,11-15 dommen over dem, der har del i ‘den anden død’, dvs. fortabelsen.
Åb 21,1-8 er afslutningen på 17,1‒21,8, men fungerer samtidig som overgang til 21,9‒22,5. Her nævnes den nye himmel og den nye jord, hvor Gud nu endelig vil tage bolig sammen med de troende. Der er atter paradisiske tilstande på jorden (jf. 22,1-5).
Tredje sektion
Åb 21,9‒22,5 beskriver det opstandne Gudsfolk, Lammets brud, som byen Det ny Jerusalem (21,9-27). Det herliggjorte Gudsfolk skal bo i det ny Paradis (22,1-5).
Afslutningen
Åb 22,6-21 sammenfatter Johannes’ Åbenbaring og understreger ved en række gentagelser, at Johannes’ Åbenbaring handler om Jesu genkomst. ‘Hvad der snart skal ske’ (1,1; 22,6) er altså Jesu genkomst til dom og til frelse for henholdsvis dem, der tilbeder dyret, og dem, der tilbeder Lammet (22,12; 11,18).
Enhed
Det, der skaber enhed i Johannes’ Åbenbaring, er altså, at hele skriftet i første række er rettet til de oprindelige tilhørere med helt nødvendige formaninger til omvendelse og udholdenhed i Åb 2‒3 (jf. den historiske fortolkning), og at disse formaninger understøttes af en fremstilling i Åb 4‒22 med hovedvægten lagt på Menneskesønnens genkomst og dommen (jf. den futuriske fortolkning). Fra evangelie-forkyndelsen har tilhørerne været fortrolige med talen om Menneskesønnens og Guds rigets komme og med dommedag, og de kunne derfor godt forstå relevansen heraf.
Billedsproget, som især findes i Åb 4‒22, understøtter også Åbʼs formaninger. Billedsproget giver nok viden, men tjener også til at påvirke følelser og vilje hos tilhørerne. Dommen over luderen Babylon skal få tilhørerne til at vende sig bort fra fortabelse, mens omvendt Lammets bryllupsfest skal få tilhørerne til at drages mod frelsen. Det er altså nok vigtigt at spørge efter, hvad billedsproget handler om, men det er lige så vigtigt at spørge efter, hvordan billedsproget påvirker.
8. Indhold (teologiske hovedtemaer)
I det følgende præsenteres nogle væsentlige temaer i Johannes’ Åbenbaring, nemlig kristologien, eskatologien, ekklesiologien og teo-logien.
Læren om Kristus
Hvad kristologien (læren om Kristus) angår, præsenteres Jesus Kristus først og fremmest som Menneskesønnen (‘en der lignede en menneskesøn’, Åb 1,13; jf. 14,14) og som det slagtede Lam (5,6.12; 13,8). If. Dan 7,13ff skal ‘en der så ud som en menneskesøn’ få et evigt herredømme. Hvad Daniel ikke viser, men som Jesus lærer os, er, at Menneskesønnen derfor måtte lide, dø og opstå (f.eks. Mark 8,31; 10,45 og Åb 1,18) for at oprette dette rige. Det er forudsagt i bl.a. Es 52,13‒53,12, hvor Herrens tjener skal lide døden ‘som et lam, der føres til slagtning’ (Es 53,7). Dette rige kom nær med Jesus (Mark 1,15), men kommer først i synlighed og herlighed ved hans genkomst. Selv om Jesu genkomst også behandles i bl.a. 11,15-18, er det dog først Menneskesønnens genkomst i 19,11ff, der viser, at Johannes’ Åbenbaring nærmer sig sin afslutning.
Læren om de sidste tider
Dermed er det også klart, at der er en nøje sammenhæng mellem kristologien og eskatologien (læren om de sidste tider). For det er netop Menneskesønnens genkomst, der er temaet i Johannes’ Åbenbaring (1,7; 11,15-18; 19,11-16 jf. 1,4.8; 2,5.16; 3,11; 4,8; 16,15; 22,7.12.17.20). Det er ‘hvad der snart skal ske’ (1,1; 22,6f). Når Menneskesønnen kommer, bringer han sin løn med sig til enhver: opstandelse til liv for de troende (20,4-6), men opstandelse til fortabelse for de vantro (20,11-15). Johannes’ Åbenbaring beskriver udførligt dommedag i en række glimt, der åbenbarer mere og mere (Åb 4,1‒16,21 jf. forrige afsnit) for at ende med en omfattende beskrivelse af dommen over dem, der følger dragen (17,1‒21,8) og en lidt kortere beskrivelse af det herliggjorte Gudsfolk, Lammets brud (21,9‒22,5 jf. 3,12; 7,9ff; 14,1; 21,2). Frelse er at få del i opstandelsen (20,4-6), at være del af det ny Jerusalem, som Gud og Lammet vil bo sammen med (21,3) i det nye Paradis (22,1-5) på den nye jord (21,1). Fortabelse er at være i ildsøen (20,15; 21,8) udenfor (21,27; 22,15) under Guds og Lammets uudholdelige vrede (6,16f; 11,18; 14,10; 16,19; 19,15), dvs. at blive ramt af ‘den anden død’ (2,11; 20,6.14; 21,8). Hvor Gudsfolkets frelse beskrives som Israels udvandring af Egypten (15,2-4), rammes Gudsfolkets fjender af de egyptiske plager (kap. 8‒9; 16). Frelse og fortabelse afhænger af, hvorvidt man tilbeder og følger Lammet, eller man tilbeder dragen og dyrene. Det kan ikke lade sig gøre at opfatte fortabelsen, dvs. den anden død, som total udslettelse (annihilation), idet ildsøen er evig (jf. 20,10). De klare steder og den klare modsætning mellem frelse og fortabelse gør det også umuligt at indføre en eller anden form for ‘alles frelse’-lære i Åb.
Læren om kirken
Menneskesønnens gerning på dommedag er altså at dømme de vantro (jf. 19,11) og give opstandelse og oprejsning til kirken. Kirken er det folk, som Kristus har købt ved sin død og opstandelse (1,5b-6; 5,9f jf. 7,14; 22,14) eller rettere de folk, idet kirken jo er universel (5,9; 7,9). Gudsfolket beskrives med en række udtryk, der stammer fra GT. Det gælder ikke mindst den grundlæggende beskrivelse som ‘kongeligt folk’ og ‘præster’ (1,6 jf. 2 Mos 19,3b-6; 1 Pet 2,9f). Kirken er allerede et kongeligt folk og præster, men de skal også være det efter opstandelsen (20,4.6; 21,24; 22,5; 22,3), men da med Guds herlighed (21,11). Den herliggjorte menighed beskrives endvidere som ‘Israels børns stammer’ (7,4; 21,12), som er bygget på de tolv apostle (21,14). Kirken beskrives endelig som Israel, idet solen, månen og de tolv stjerner alluderer (se nedenfor afsnit ) til Israel (1 Mos 37,9f). I Åb er der derfor en klar kontinuitet til GTʼs Gudsfolk, men der er også et klart ‘brud’, idet det er Jesus Kristus, der har gjort ‘os’ til ‘et kongeligt folk’ og til ‘præster’ (1,6).
Læren om Gud
Hvad angår teo-logien (læren om Gud i snævrere forstand), er Gud Skaberen (4,11; 10,6). Som han skabte himlen og jorden, vil han nyskabe himlen og jorden (21,1.5). I en lang række udsagn siges det samme om Gud og Lammet (5,13f; 6,16f; 7,10; 11,15; 14,4; 21,22; 22,1.3), men det er dog hovedsagelig Gud, som ‘tilbedes’ (4,10; 7,11; 11,16; 15,4; 19,4.10; 22,9, men se dog 5,13f; 22,3). I Åb beskrives Gud ikke som ‘vores far’, men som Jesu Kristi far (1,6; 2,28; 3,5.21; 14,1), hvorimod det nok hedder, at den troende skal blive ‘hans søn’ (21,7) i kraft af Sønnens gerning.
Gud har den bogrulle i sin hånd, som beskriver Menneskesønnens komme til dom over Babylon og til frelse for Lammets brud, det ny Jerusalem (5,1). Når den åbnes, sættes dommen i gang. Kristus kaldes ‘herskeren over jordens konger’ (1,5). Dermed antydes både, at Kristus har magt over Guds fjender, og at han skal være konge over de troende konger i det ny Jerusalem (20,4; 21,24; 22,5). Som i Daniels bog er det altså afgørende, at Gud er herre over historiens gang. Gud vil, når han beslutter det, sende sin Søn, Menneskesønnen, for at oprette sit rige i herlighed og fælde dom over Satan og alle dem, der tilbeder ham. Der er altså ikke kun tale om en dom over Romerriget. Men for de første kristne ville Menneskesønnens snarlige genkomst betyde, at også Romerriget mistede magten. Hvis Johannes alluderer (se nedenfor afsnit ) til Romerriget, sker det måske for at konkretisere, at Guds riges komme betyder afskaffelsen af alle jordiske riger (jf. Daniels bog), også det rige, som de første modtagere boede i. Men en direkte identifikation af Babylon med Romerriget kan der næppe være tale om.
Gud vil gennemføre den frelsesplan, som han har haft siden skabelsen og syndefaldet (jf. 13,8; 17,8). Åb beskriver mere udførligt end noget andet skrift, hvordan det hele skal ende. Det er derfor kun naturligt, at Johannes’ Åbenbaring afslutter ikke kun NT, men hele Bibelen.
9. Funktion (hensigten med Johannes’ Åbenbaring)
Johannes’ Åbenbarings tema er altså Menneskesønnens genkomst til dom og frelse. Men det fremgår af en række udsagn, at Åb ikke kun vil belære om dette tema, men vil have menighederne til at tage konsekvensen af, at Menneskesønnen kommer igen. I Åb 2‒3 kritiserer Menneskesønnen en række af menighederne med henvisning til forhold, som kræver omvendelse (2,4f; 2,14-16; 2,20-25; 3,1-3; 3,17-19, jf. 18,4). Andre menigheder roses for deres liv og opfordres til at være trofaste indtil døden eller til at holde fast ved det, de har (2,9f; 3,11; 13,10; 14,12). For de troendes situation er farlig, idet de møder en voldsom forfølgelse fra djævelens side (12,13). Hensigten med såvel de kritiske som de rosende formaninger er, at alle i menigheden må være forberedt på Menneskesønnens genkomst, så de ikke går glip af frelsen. Det gælder om ‘at sejre’ (jf. 2,7.11.17.26; 3,5.12.21; 21,7) og derfor om at være årvågen. Menneskesønnen ønsker, at alle skal være beredte til hans genkomst, så det bliver til frelse og ikke til fortabelse. Hele skriftet er derfor ét stort formaningsskrift.
Formaningerne og deres årsag
Åb 2‒3 giver en række eksempler på, hvad der er årsag til, at Menneskesønnen må formane dem: manglende kærlighed (2,4), åndeligt selvbedrag (3,1.17), ydre pres og forfølgelser (1,9; 2,9; 2,13), indre vranglære (2,6.14f.20) og økonomisk fremgang (3,17). I den forstand er Johannes’ Åbenbaring lige så relevant for menighederne i dag som for godt 1900 år siden. Sat på spidsen kan man sige, at Johannes’ Åbenbaring vil formane menighederne til at bede ikke kun »Komme dit rige«, men »Kom, Herre Jesus« (jf. 22,17.20), og at tage konsekvenserne heraf. Kan man ikke bede denne bøn, skal man omvende sig. I lyset heraf må såvel advarslerne (2,5.16; 3,3) som løfterne (2,25; 3,11) om Kristi snarlige komme nok forstås som en henvisning til Kristi komme og dommedag. Det gælder om at bevare et ret forhold til Menneskesønnen, dvs. Jesus Kristus, helt frem til døden og dommedag.
10. Allusioner til andre bibelske skrifter og samtidigt materiale
Johannes’ Åbenbaring alluderer (henviser) i særlig grad til andre bibelske skrifter, både i GT og i NT. Nogle forskere finder også henvisninger til samtidige og fortidige myter.
Hvad GT angår, er der en række allusioner til GT. En allusion er en henvisning til f.eks. GT uden indledende formel og uden kildeangivelse. Der er ikke kun tale om, at Johannes’ Åbenbaring bruger GTʼs sprogbrug. Tværtimod er sammenhængen på det pågældende sted i GT som regel vigtig for forståelsen af sammenhængen i Åb. Man har sammenlignet Åb med en sort-hvid stregtegning, som bliver farvelagt, når man inddrager GT. Det er imidlertid vanskeligt at identificere allusionerne, og der er derfor forskellige bud på, hvor mange allusioner Åb har. Det drejer sig i al fald om flere hundrede. I er en række af allusionerne anført i noterne.
Hvad angår forholdet til resten af NT, er der en række allusioner til evangelierne (jf. f.eks. Åb 1,7 ‒ Matt 24,30; Åb 3,2f ‒ Matt 24,42f) og muligvis til Paulusʼ breve (f.eks. Åb 1,5 ‒ Kol 1,18) og Jud og 2 Pet (f.eks. Åb 2,14 ‒ 2 Pet 2,15; Jud 11). Allusionen i Åb 3,2f; 16,15 til Jesu formaning i Matt 24,42f synes at være vigtig for at forstå hensigten med Johannes’ Åbenbaring (se nedenfor og ovenfor i afsnit ).
Hvad angår myter, har nogle forskere peget på, at dragen og drengebarnet i Åb 12 ligner en antik myte, som bl.a. er fundet på en inskription fra Patmos (Saffrey). Parallellerne er slående, men der er også markante forskelle. Andre har peget på, at der er paralleller til ældgamle nærorientalske myter, som også skulle ligge til grund for GT. Det spørgsmål kan ikke behandles her, men GT og NT ser ud til at være tilstrækkelig til at forklare Åbʼs billedsprog.
11. Plads i kanon
I oldkirken har Åbʼs kanonicitet stort set været uanfægtet i den vestlige kirke. I den østlige kirke tog nogle konsekvensen af Dionysiosʼ kritik (se ovenfor afsnit ) og i en lang periode var Åbʼs kanonicitet anfægtet i øst.
Luther synes i realiteten at have frakendt Johannes’ Åbenbaring kanonicitet i fortalen til Åb fra 1522. Først og fremmest tjente Johannes’ Åbenbaring ikke hans reformatoriske arbejde. Luther angiver fire grunde: 1. Johannes’ Åbenbaring belærer ikke om Kristus og giver heller ikke erkendelse af ham. 2. Symbolsproget kan ikke være fra Helligånden. 3. Uenigheden i oldkirken, og 4. sværmernes misbrug spillede også ind. Heller ikke i en ny fortale fra 1530 tilkender Luther Åb plads i kanon, men han udelader dog både pkt. 1 og 2 og har åbenbart ikke opgivet at forstå Åb. Han skitserer tilmed sin egen kirkehistoriske og anti-pavelige forståelse til hjælp for læserne. Denne udlægning dannede skole i meget lang tid. Luther brugte dog Johannes’ Åbenbaring på linje med andre kanoniske skrifter som bevis for forskellige teologiske udsagn, men Åbʼs kristologi forstod Luther ikke.
Åbʼs kanonicitet har altså gennem historien været anfægtet begrundet dels i en afstandtagen til dens teologi eller den teologiske tolkning af den, dels i en tvivlsom forståelse af dens indhold. Men Johannes’ Åbenbaring hører hjemme i kanon. Med beskrivelsen af den nye himmel og den nye jord, det herliggjorte Guds folk og det nye Paradis (21,1‒22,5) er det helt naturligt, at Johannes’ Åbenbaring afslutter det, som 1 Mosebog indleder.
Se også Johannes’ Åbenbarings plads i kanon, hvor jeg diskuterer spørgsmålet mere udførligt.
12. Tusindårsriget
Vedrørende tusindårsriget henvises til artiklen eskatologi i leksikonet og til Adamsen, »‘De tusinde år’«.
13. Litteratur
Adamsen, G.S. 1996. »Om at læse Johannesʼ Åbenbaring« i: Budskabet (hæfte 3): 37-42.
Adamsen, G.S. 1998. ‘De tusinde år’: Et essay om den kronologiske udstrækning af ‘de tusinde år’ i Åb 20,2-7. Ichthys 25(2): 67-83.
Andersen, O. 1995. Når Guds rige kommer: Tusindårsriget og den nye jord. Hinnerup: Ordet og Israels forlag.
Bauckham, R.J. 1993. The Theology of the Book of Revelation. New Testament Theology. Cambridge: Cambridge University Press.
Caird, G.B. 1987. A Commentary on the Revelation of St. John the Divine. BNTC, 2nd ed. 1983. Reprint. London: A & C Black.
Carson, D.A., D.J. Moo, and L. Morris. 1992. An Introduction to the New Testament. Grand Rapids, Michigan: Apollos.
Dumbrell, W.J. 1985. The End of the Beginning: Revelation 21–22 and the Old Testament. Homebush West (Sydney), NSW, Australia:
Eritsland, L. 1978. Fortolkning til Johannes’ Åpenbaring. Bibelverket. Oslo: Luther forlag.
Frøkjær-Jensen, F. 1993. Johannes’ Åbenbaring. In Bibelværk for menigheden, 19: 61-237. . Fredericia: Lohses forlag.
Garrow, A.J.P. 1997. Revelation. NTR. London: Routledge.
Guthrie, D. 1990. New Testament Introduction. 4th ed. Leicester, England: Apollos.
Hofmann, H.U. 1982. Luther und die Johannes-Apokalypse: Dargestellt im Rahmen der Auslegungsgeschichte des letzten Buches der Bibel und im Zusammenhang der theologischen Entwicklung des Reformators. BGBE, vol. 24. Tübingen: J.C.B. Mohr (Paul Siebeck).
Krodel, G.A. 1989. Revelation. ACNT. Minneapolis, Minnesota: Augsburg Publishing House.
Mealy, J.W. 1992. After the Thousand Years: Resurrection and Judgment in Revelation 20. JSNTSS, vol. 70. Sheffield: JSOT Press.
Michaels, J.R. 1997. Revelation. IVPNTC, vol. 20. Downers Grove, Illinois: InterVarsity Press.
Mosbech, H. 1934. Fortolkningen af Johannes’ Aabenbaring i Fortid og Nutid. København: Gyldendalske boghandel, Nordisk forlag.
Mounce, R.H. 1998. The Book of Revelation. NICNT, 2nd ed. 1977. Reprint. Grand Rapids, Michigan: William B. Eerdmans Publishing.
Muse, R.L. 1996. The Book of Revelation: An Annotated Bibliography. Books of the Bible, vol. 2; Garland Reference Library of the Humanities, vol. 1387. New York: Garland Publishing.
Robinson, J.A.T. 1993. Redating the New Testament.London: SCM Press, 1976. Reprint. London: XPress Reprints.
Saffrey, H.D. 1975. Relire l’Apocalypse a Patmos. RB 82: 385-417.
Sandnes, K.O. 1991. Paul — One of the Prophets? A Contribution to the Apostle’s Self-Understanding. WUNT, vol. Series 2, 43. Tübingen: J.C. B. Mohr (Paul Siebeck).
Sweet, J.P.M. 1990. Revelation. TPINTC, 2nd ed. 1990. Reprint. London: SCM Press.
Synnes, M. 1996. Sju profetiske budskap til menighetene: En gjennomgåelse av sendebrevene i Johannes’ åpenbaring. Oslo: Verbum.
Vigilius, N.O. 1995. Israel, Profetien Og Landløftet: Bog Af Aksel Valen- Sendstad. Nemalah 14: 44-64.
Wainwright, A.W. 1993. Mysterious Apocalypse: Interpreting the Book of Revelation. Nashville: Abingdon Press.
14. Yderligere litteratur tilføjet efter udgivelsen af leksikonet
Adamsen, G.S. 2008/2016. »Johannes’ Åbenbarings plads i kanon«. Johannes’ Åbenbarings plads i kanon