Læsningerne
Læsningerne til Anden pinsedag efter anden række er: Ez 11,19-20 fra Det gamle Testamente, som handler om nyskabelsen. ApG 2,42-27, som handler om forholdet i kirken efter pinsedag, men som også rejser spørgsmålet om, hvordan forholdene bør være i en kirke. Og endelig Joh 6,44-51, hvori Jesus forkynder om sig selv som livets brød, dvs. det brød, der giver liv, evigt liv. Faderen drager og oplærer ved Ånden, som ene og alene bruger Guds ord – samt vand, vin og brød – som sit redskab.
Ez 11,19-20
Ezekiel forkynder – som Jeremias gør det i den gammeltestamentlige lektie til pinsedag – om Guds nyskabende gerning. Gud vil give et andet hjerte, en ny ånd i menneskers indre. Han vil fjerne stenhjertet og give dem et hjerte af kød. Det er retfærdiggørelsen og den nyskabelse, som sker ved evangeliet og dåben (1 Pet 1,23; Tit 3,4-8a). Den nye ånd er den ånd, som Skriften taler om i udtrykket ‘jeres ånd, sjæl og legeme’ (1 Thess 5,23).
Den, som tror og er drevet af Ånden, vil omhyggeligt følge Herrens love (eller nok bedre: vedtægter) og domme (eller afgørelser), fortsætter Herren i Ez 11,20. Det skal forstås på samme måde, som når Jesus siger, at vi skal lære alle folk at holde, hvad han har befalet, eller når han taler om, at hvis vi elsker ham, skal vi holde hans bud (se mere herom til bl.a. Matt 28,18-20 og Joh 14,15 i “Faderen ‘vil give jer en anden talsmand’ [Pinsedag – Joh 14,15-21]“).
Når Gud derfor siger, at “de skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud,” så taler han altså om dem, der er retfærdiggjort ved tro og som Helligånden driver til at opfylde loven (Rom 8,1-4) i kærlighed (Rom 13,8-10).
Det er allerede virkelig for den, der tror. Det rækker ind i fuldendelsen, for Gud selv siger, at “Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn” (Åb 21,7). Dem, der tror, sejrer på dommedag, fordi deres Herre og frelser vil sejre for dem. Ved dåb og tro er vi allerede Guds børn og arveberettigede. Syndernes forladelse og Jesu Kristi legeme og blod får vi efter det nye testamente her i tiden, men den nye himmel og jord, som Gud nyskaber på dommedag, vil vi som arveberettigede få på Herrens dag. Vi er allerede arveberettigede sønner i Guds hus, og det skal aldrig få ende. Kollektivt er vi Guds folk, og han er vores Gud.
ApG 2,42-47
Dette afsnit fra Lukas kunne gerne gives overskriften: Åndens enhed, dvs. den enhed, som Ånden skaber og skænker ved Ordet (jf. Ef 4,3ff) og ved det embede (Ef 4,8.11), som skal prædike ordet og oplære menigheden, så den kan tro, og så den kan tjene i kærlighed (jf. Rom 13,8-10) og nå frem til enhed i troen og i erkendelsen af Guds Søn (Ef 4,13) i stedet for at være læremæssigt fortumlede og usikre (Ef 4,14).
Lukas beskriver i dette afsnit, hvad der rent faktisk var tilfældet. Det er imidlertid vigtigt at skelne. Den enighed, som han omtaler i ApG 2,42, er en enighed, der er påbudt i Skriften. Det gælder ikke ejendomsfællesskabet. Man kan derfor ikke bruge ApG 2,44b-45 til at kræve ejendomsfællesskab i kirken. Og slet ikke i samfundet.
Apostlenes lære (v. 42)
Det, der skal være enighed om; det, en kirke skal holde fast ved, er derimod – for det første – apostlenes lære. Det har vi nemlig et guddommeligt påbud om. Det var apostlene, Jesus satte til at oplære alle folk (Matt 28,18-20). Det var dem, der fik hans guddommelige løfte om Helligåndens bistand (Joh 14,26). Det er dem, der lærer os “ord, som Ånden har lært [dem]” (1 Kor 2,13). Det er ved deres ord, mennesker skal komme til tro (Joh 17,20) (jf. følgende Næste søndage: “Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de … være hos mig” [6. s. e. påske – Joh 17,20-26] og Faderen “vil give jer en anden talsmand” [Pinsedag – Joh 14,15-21]). Kristi kirke holder fast ved apostlenes lære, fordi det er det guddommelige evangelium, som alene kan give os den visdom, som frelser (2 Tim 3,15-17).
Fællesskabet (v. 42)
Det fællesskab, som der her er tale om, er ikke et menneskeligt eller psykologisk fællesskab, selv om det heldigvis ofte følger med. Det er et fællesskab, som har at gøre med, hvad ordet ‘fællesskab’ (gr. koinônia) egentlig betyder. Det er jo substantivet til koinôneô, som betyder ‘at have delagtighed i’ eller ‘at være fælles om.’ Verbet konstrueres med genitiv om det, man har fællesskab om, og med dativ om dem, som man har fællesskab med om noget.
De første kristne er fælles om apostlenes lære, nadveren og bønnerne (se nedenfor), men også om dåben og Helligånden, som det fremgår af 1 Kor 12,13:
For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke.
Det betyder ikke, at alle har fået Helligånden på den måde, som apostlene fik Helligånden pinsedag. Men alle får Helligånden som gave, sådan som Peter taler om det i ApG 2,38. Helligånden som ham, der skænker tro og enhed og driver os til at gøre gode gerninger i kærlighed (Ef 4,3ff; Rom 8,1-4).
Alle blev døbt, fordi Kristus befalede at døbe alle folk (Matt 28,19). Alle skal oplæres, fordi Kristus befalede det (Matt 28,20).
Den enhed, Lukas skriver om, og som menigheden havde, er altså netop den enhed og enighed, som Den augsburgske Bekendelse sætter som betingelse for sand kirkelig enhed: Evangeliets forkyndelse i overensstemmelse med den rene lære og den rette forvaltning af sakramenterne.
Brødets brydelse (v. 42)
Selv om BDAG hævder, at man ikke kan afgøre med sikkerhed, om der her er tale om nadveren, forekommer det mig, at det er spekulation at afvise det. Jesus befalede apostlene at holde nadver: “Gør dette – til ihukommelse af mig!” (Luk 22,19). Så vigtig er Herrens nadver, at Paulus fik befaling om den direkte fra den opstandne Herre selv (1 Kor 11,23).
Nadveren er uddelingen af Herrens legeme og hans blod, ‘testamentets blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse,’ som der faktisk står i Matt 26,28.
Luther har helt ret, når han i “Sermonen om Det nye Testamente” begrunder selve den kristne gudstjeneste – messen, som det hedder i Den augsburgske Bekendelse – med denne befaling af Jesus.
Det er derfor aldeles usandsynligt, at der ikke er tale om nadveren. En kirke, der vil følge apostelkirkens fodspor og lære, holder fast ved nadveren og den sakramentale nadverlære. Alt andet er sværmeri.
Bønnerne (v. 42)
Mange mener, at det betyder tidebønnerne, og det er bestemt muligt. Det er jo brugen af Skriftens ord, man derved holder fast ved. Apostlene var i templet og lovpriste Gud hele tiden (Luk 24,53). Man holdt i enighed fast ved bønnen (ApG 1,14).
Selv om vi ikke kan sige med sikkerhed, præcist hvilken form disse bønner havde – og det er der sikkert en pointe i, for det er ikke formen, der er afgørende – så ved vi, hvem der kan bede, nemlig dem, der ved dåb og tro er blevet Guds børn og kan bede “Vor Fader”. Det er dem, der har lært Gud at kende som den gode og barmhjertige Fader, og som kan bede i tillid til de løfter, som han har givet. Deri består ret bøn, og det er en selvfølge, at en kirke holder fast ved det.
Ja, det er en trøst for både den kristne og Kristi kirke, at vi ikke blot har lov at bede, men hat fået påbud om at bede. Guds omsorg er så stor, at han direkte har sagt til os, at det er hans guddommelige vilje, at vi skal bede til ham. Så vil han også lytte til vores bøn (jf. Luk 11,1-13, som er mere generel i sin sammenhæng end Matt 7,7-14, som jeg har gennemgået her: Ekstra: Bed, så skal der gives jer .. Men hvad? [Bededag – Matt 7,7-14]).
Gudsfrygt (v. 43a)
Alle blev grebet af frygt, skriver Lukas. Det er ikke den frygtsomme gudsfrygt, men det er den gudsfrygt, som Luther taler om i forklaringen til det første bud. Vi skal frygte og elske Gud og stole på ham over alle ting.
Undere og tegn ved apostlene (v. 43a)
Der skete mange undere og tegn ved apostlene. De havde nemlig fået nådegave til at gøre disse undere og tegn som særlige profetiske gaver, der legitimerede deres tjeneste (se nærmere i Douglas Judisch, An Evaluation of Claims to the Charismatic Gifts).
De troendes fællesskab (v. 44)
Alle de troende var sammen. Hermed menes sikkert, at de holdt gudstjeneste sammen eller i al fald sammesteds. Alene pinsedag blev der døbt næsten 3.000, men hvis de holdt gudstjeneste i templet, kunne de også være mange samme sted (se til v. 46).
De troendes økonomiske fællesskab (v. 44b-45)
De troende havde alting fælles. Man solgte endog både ejendom og andre ting, man ejede, og uddelte det efter behov. Vi kender ikke de nærmere detaljer, og det er som nævnt ikke en befaling, andre kristne eller menigheder har fået.
Jesus sagde ganske vist til en rådsherre, at han manglede at sælge alt, hvad han ejede, men det var ikke, fordi Jesus krævede ejendomsløshed. Det var, fordi denne rådsherre elskede sin ejendom højere end Gud. Det måtte han bringes til at se (Mark 10,17ff).
Men det er naturligt, at en menighed tager sig af hinanden og hinandens behov i det omfang, det overhovedet er muligt (jf. ApG 6,1-6). Jakob har også alvorlige ord til de rige, der udbytter andre (Jak 5,1).
Offentlig gudstjeneste og lukket nadver (v. 46-47a)
Lukas forklarer, at menigheden kom i enighed i templet hver dag. De har holdt gudstjeneste og lovprist Gud (jf. ovenfor). Apostlene har utvivlsomt også forkyndt om den korsfæstede og opstandne.
Men nadveren holdt de ikke i templet. Det gjorde de derimod privat, ligesom de også spiste privat. Måske er der med det sidste hentydet til de såkaldte Agape-måltider, hvor man sørgede for, at de fattige også fik mad (jf. gennemgangen af ApG 6,1-4 i “Jeg beder for dem” [5. s. e. påske – Joh 17,1-11]). Paulus satte i øvrigt en stopper for (hvad der formentlig var) Agape-måltider i Korinth (1 Kor 11,34).
En vigtig grund til ikke at holde nadver i templet er Jesu egen indstiftelse af nadveren. For han tog ikke alle til alters, men kun de 12, og af dem forlod Judas nadverindstiftelsen før uddelingen (Joh 13,30), på Jesu befaling (Joh 13,27).
Ifølge Paulus skal enhver prøve sig selv og således spise af brødet og drikke af kalken (1 Kor 11,28). Det begrunder Paulus med, at ‘den, som spiser og drikker (uværdigt), spiser og drikker sig en dom til, fordi/idet han ikke skelner legemet’ (1 Kor 11,29). Der er visse tekstkritiske problemer, men pointen er under alle omstændigheder at spise og drikke uden at “skelne legemet.” Hermed menes i første omgang Herrens legeme som sakramentet og i anden omgang også Herrens legeme i betydningen Kristi kirke. At fejre nadver uden at skelne legemet, dvs. det indviede brød, som er Kristi legeme (1 Kor 10,16), fra uindviet brød, der ikke er det, er en forbrydelse mod sakramentet.
Skal man oplære menigheden, så de kender evangeliet og kan prøve sig selv, så forudsætter det, at hyrderne tager deres ansvar alvorligt og ikke giver hvem som helst adgang. Faktisk skal ingen gives adgang, uden at de er oplært og udspurgt, og uden at de har været til skriftemål (Den augsburgske Bekendelse, artikel 24 og 25).
Sådan som korintherne holdt nadver, gjorde de det i lodret modstrid med, hvad der for det første er sakramentets egentlige væsen, og for det andet er i modstrid med den enhed, som nadveren konstituerer:
Velsignelsens kalk, som vi velsigner, er den ikke fællesskab om Kristi blod? Det brød, som vi bryder, er det ikke fællesskab om Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi ét legeme, skønt vi er mange; thi alle har vi del i det ene brød. (1 Kor 10,16f; 1948-oversættelsen)
Jeg henviser i øvrigt til kommentaren til Matt 7,6 i Ekstra: Bed, så skal der gives jer .. Men hvad? (Bededag – Matt 7,7-14) og til Den augsburgske Bekendelse, artikel 10, 24 og 25.
De første kristne jublede på grund af evangeliet og var oprigtige. Hvorfor skulle man være andet, når ens synd er sonet og tilgivet ved evangeliet?! De priste derfor Gud. Hos folket havde de også yndest eller velvilje. Det gjaldt ikke så meget hos folkets ledere (ApG 4,1f).
Vækst (v. 47b)
Der var vækst på denne tid, siger Lukas her og flere andre steder i Apostlenes Gerninger. Vækst er ikke, som mange mener i dag, betinget af, at man giver køb på kristendommens lære og sakramentale praksis. Tværtimod.
Prædiketeksten i Joh 6,44-51
Prædiketeksten er en del af Jesu tale om sig selv som livets brød. Midfaste søndag var prædiketeksten efter anden række Joh 6,24-37. Jeg henviser til Midfaste søndag – Joh 6,24-37, hvor der også er en kontekstanalyse.
Faderen drager til Kristus (v. 44a)
Jesu udsagn i Joh 6,44 er meget principiel. Man kan ikke selv komme til ham. Der er nemlig ingen, der søger Gud (Rom 3,11). Vores vilje er trælbundet. Vi må fødes af Gud ved Ånden og Ordet (Joh 1,12f; 1 Pet 1,23; Tit 3,4-7). Det sker efter Guds forudbestemmelse (Rom 8,30). Ingen kan altså tro på Kristus ved at sætte sin menneskelige vilje ind på det, men det sker udelukkende, fordi og når det er Guds gode vilje.
Det er også Guds vilje, at alle skal frelses (1 Tim 2,4; 2 Pet 3,9; Ez 18,23; 33,11). Det kan vores fornuft ikke få til at hænge sammen. Det er et ægte paradox, som man ikke skal opløse ved at benægte Guds frelsesvilje mod alle, sådan som den klassiske calvinisme gør det. Hvorfor og hvordan er ikke åbenbaret for os, men er en hemmelighed i den skjulte Gud, som vi kristne ikke skal forsøge at trænge os ind på (jf. Luther i Om den trælbundne vilje).
Men omvendt er der en vældig trøst i dette ord. For når evangeliet forkyndes – i prædiken og undervisning og ikke mindst i skriftemålet – så får vi lov at tro, at det er sandt, fordi det er Guds ord, og han lyver ikke. Og vi får lov, ja, vi skal tro, at det er sandt og gælder os, fordi Gud vil, at vi skal tro hans ord og tro, at det gælder hver enkelt af os.
Når Gud skænker os syndernes forladelse ved ordet – særligt i skriftemålet – da er det hans vilje og hans gerning, at vi tror, hvad han siger. Så er vores tro slet ikke forankret på egen indsats, fornuft eller noget andet hos os selv, men den er forankret i Guds vilje og i hans gerning ved evangeliet og Helligånden.
Kristus vil oprejse i opstandelsen (v. 44b)
Kristus skænker det evige liv ved troen, og derfor lover han også, at han vil oprejse den, der tror, på den yderste dag, dvs. på dommedag. Jesus er selv opstået som en førstegrøde af de hensovede (1 Kor 15,20). Han har nøglerne til, dvs. magt over, døden og helvede (Åb 1,18). “Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt” (Fil 3,21).
Den, der tror, har derfor evigt liv. Om vi end skal dø – og det skal vi, med mindre Kristus kommer igen før vi dør – vil vi alligevel leve. Vores sjæl går til Gud, og Kristus, der har liv i sig selv, vil oprejse os fra graven på dommedag (jf. også Joh 5,25-29).
Tro og lære (v. 45)
Jesus henviser til Es 54,13: “Alle dine sønner skal være oplært af Herren, dine sønner får stor lykke.” Den oplæring, der er tale om, er en oplæring i evangeliet. Det er Gud selv, der oplærer. Det gør han ved Ordet og ved sin Hellige Ånds virke i Ordet. Helligånden virker derfor ved på Kristi vegne at kalde Ordets tjenere (ApG 20,28), som forkynder og skal forkynde Kristi ord (1 Pet 4,11).
Der er ikke nogen modsætning mellem Faderen og Sønnen, sådan som jøderne troede og for flertallets vedkommende stadig tror. Har man hørt, hvad Gud Fader siger, har man virkelig lært af ham, så kommer man til Kristus, som Faderen har udsendt.
Sønnen har set Faderen (v. 46)
Kun Kristus, Guds Søn fra evighed, har set Faderen. Faderen og Sønnen er jo ét (Joh 10,30). Sønnen er Gud (Joh 1,1f), og han er fra Gud (Joh 6,46). Efter sin guddommelige natur var Kristus hos sin Fader og havde guddommelig herlighed, allerede før verden blev til (Joh 17,5) (se mere om treenighedslæren, særligt i “Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de … være hos mig” [6. s. e. påske – Joh 17,20-26]).
Den, der tror, har evigt liv (v. 47)
Med sin sædvanlige højtidelige indledning, der understreger, at det er sandt og troværdigt, hvad han siger, proklamerer Jesus, at den, der tror, har evigt liv.
Evigt liv er liv, der stammer fra den, som livet er i. Når Jesus siger: “For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv” (Joh 5,26), så taler han ikke om Sønnen, dvs. sig selv, efter sin evige, guddommelige natur, for efter sin guddommelige natur har han og har han altid haft livet i sig. Men han taler om sig selv efter sin menneskelige natur.
Det liv, han har fået efter sin menneskelige natur, giver han til enhver, som tror. Derfor er det et evigt liv. Det er i øvrigt værd at bemærke, at Jesus også siger, at “Det er Ånden, som gør levende” (Joh 6,63).
Men det er også et evigt liv i tidslig forstand, idet den, der tror, eventuelt skal dø, men sjælen vil leve, og i opstandelsen vil Kristus skænke et nyt, åndelige legeme. Det liv er evigt og vil aldrig få ende (jf. også Matt 25,46).
Jesus er livets brød (v. 48)
Jesus proklamerer: “Jeg er livets brød.” Uanset om “jeg er” nu her henviser til 2 Mos 3,14 eller ej, så er Jesus både sandt menneske og sand Gud. Som den menneskevordne, ja, som den kød-vordne (in-karna-tion), er han det brød, der giver liv.
Man må spise Jesus åndeligt. Der er stor diskussion om, hvor vidt Jesus taler om en åndelig spisning, eller om han – særligt i Joh 6,51.53 – taler om nadveren.
Men som vi så ovenfor, kan man spise og drikke sig en dom til, hvis man spiser Herrens legeme og blod uværdigt (1 Kor 1,17-34). Luther har derfor ret i, at Joh 6,53 ikke handler om nadveren, for der gøres det at spise Menneskesønnens kød og drikke hans blod til en betingelse for at have liv.
Jesus taler altså om sig selv som en åndelig spise. Denne åndelige spise sker ved at blive oplært og få skænket troen af Faderen (jf. ovenfor).
Vi skal naturligvis tale sandt om Jesus og evangeliet og således give mennesker en åndelige spise uden “forurening.” Løgnen er fra djævelen, der er løgnens fader (Joh 8,44). Når vi skal holde fast ved den sunde og rene lære, er det også, for at mennesker ikke skal få en føde, som risikerer at gøre dem åndeligt syge eller endog slå dem ihjel.
Ørkenmannaen (v. 49)
Mannaen i ørkenen gav liv til israelitterne, men det gav dem ikke evigt liv, som det klart fremgår af dommen over israelitterne i ørkenen (4 Mos 26,65; 1 Kor 10,3-5; Hebr 3,17-19; Jud 1,5).
Kristus, det himmelske brød (v. 50)
Det er helt anderledes med Kristus, som er det brød, der er steget ned fra Himlen som den menneskevordne. Spiser og drikker man ham, dvs. tror man på ham, så skal man ikke dø, dvs. så skal man ikke gå fortabt, men leve, om man end skal dø i legemet.
Der er naturligvis en særlig velsignelse ved ikke kun at tro Kristus og i den forstand spise ham åndeligt, men faktisk også modtage hans sande legeme og blod, som han hengav og udgød til syndernes forladelse. For giver den åndelige fortæring af vor Herre Jesus Kristus evigt liv, hvor meget mere da ikke det at modtage hans sande legeme og blod i tro på hans ord og løfter (jf. Luther i Den lille Katekismus)?
Som det siges i Konkordieformelen, er der dog i nadveren ikke tale om en “kapernaitisk”, men om en overnaturlig, himmelsk spise. Man skal derfor ikke begynde at fable om f.eks. at tygge Herrens legeme (FC, Ep. VII.14).
Sammenfatning (v. 51)
Jesus samler tankerne i det foregående sammen. Han er det levende brød, som er blevet kød, menneske af kød og blod, og som i den forstand er steget ned fra Himmelen (v. 51a). Den, der tror på Ham, dvs. spiser af ham som det levende brød, skal leve evigt (v. 51b). Det brød, som han vil give, er “mit kød, som gives til liv for verden.” Det græske er mere kompakt, men 1992-oversættelsen er ikke dårlig. 1948-oversættelsen oversætter mere direkte: “Og det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden.”
Jesus vil ofre sig selv for at give liv til verden. Uden dette offer, og uden at modtage offeret og syndernes forladelse, ville der ikke være liv for syndere.
Glædelig pinse!