I strid med Guds kærlighed og Jesus som fortæller
Den 2. juni 2007 skriver biskop Kjeld Holm i Kristeligt Dagblad om den bibeltekst, der prædikes over dagen efter, på Trinitatis søndag. Det er Lukas 16,19-31.
Biskop Holm karakteriserer nogle af de prædikener, han har hørt over denne tekst, som religionshistoriske foredrag. Man hævder, at lignelsen om den rige mand og Lazarus ikke hører hjemme hos Jesus, men er overtaget andetsteds fra. Den passer ifølge biskop Holm “så afgjort heller ikke” “til en moderne virkelighed”. Han begrunder det, med “det er svært at få den rige mands pinsler til at passe med troen på Guds kærlighed, og at Jesus fortæller den”. Men hvad så?
En ironisk Jesus
Jo, biskop Holm skriver: “… Jesus havde givetvis sans for ironi, ligesom vi skal være forsigtige med at fraskrive ham humor. Så jeg påstår, at vi i fortællingen om den rige mand og Lazarus har at gøre med en ironisk Jesus. Han forvrider en kendsgerning med ironien, for at vi skal fatte Guds kærlighed og dens konsekvens, de gode gerninger. At uden for Guds kærlighed er vi intet, så er vi i virkeligheden i Helvede, hvor alt kan være det samme, og hvor alt hele tiden bliver for sent, fordi kærligheden er erstattet af anstrengelse, bekymring og skræk.” En ironisk Jesus, hævder biskop Holm. Tolkningen passer ifølge Holm med troen på Guds kærlighed eller med, at det er Jesus selv, der fortæller lignelsen. Det gør den ligefremme ikke.
Ironi eller dårlig fortolkning
Men hvorfor kan lignelsen ikke illustrere Guds kærlighed og Jesus som fortæller? Er Guds kærlighed og Jesu person uforenelig med et Helvede, der begynder umiddelbart efter døden? For det er jo den ligefremme mening med teksten. Det er derfor, biskop Holm taler om en “ironisk Jesus.” Denne lignelse harfaktisk to pointer, som man ikke umiddelbart forbinder med Jesus og Guds kærlighed. Den ene er jo, at der er et Helvede. I Helvede er der ingen ende på pinslerne for dem, der har levet det søde liv i dette liv uden at tænke på andre. Den anden pointe er, at Helvede er en realitet, der med det samme overgår den, der dør på samme måde som den rige mand. Det forbinder man ganske rigtigt ikke med Guds kærlighed og Jesus som frelser. Det er nemlig udtryk for Guds hellighed og for, at det er Jesus selv, der ifølge Det nye Testamente dømmer til evigt liv og til evig fortabelse (Matt 25,31-46).
‘Herren er hjælper’ bliver frelst
Men det er jo ikke det eneste, denne lignelse fortæller. Den fortæller også om Lazarus. Lazarus betyder ‘Herren er hjælper.’ Og Herren har hjulpet Lazarus, for nu er han “i Abrahams skød”, dvs. han har allerede del i den frelse og det liv, som Abraham har haft del i siden sin død. Opstandelsen vil ganske vist bringe en endnu større glæde, men det ændrer ikke på, at den, der dør i troen, allerede har del i den evige glæde hos Gud. Hvordan kan det så gå til, at Lazarus ender “i Abrahams skød”? Det skyldes ikke, at Lazarus gjorde en masse gode gerninger. Han var jo hjælpeløs i dette liv. Nej, det skyldes, at Herren har hjulpet ham. Det gjorde han ved at blive menneske, opfylde loven i stedet for enhver synder, bære alle menneskers synder og dø stedfortrædende for enhver synder. Da han således havde båret og sonet alle menneskers synd, blev han og med ham alle mennesker erklæret retfærdige. Derfor opstod han påskemorgen. Det er evangeliet, der – omend lidt skjult – findes i denne tekst.
Den rige mand uden undskyldning
Den rige mand levede selvisk, bundet af sin rigdom. Han kunne ikke sætte sig selv fri. Han ville heller ikke. Det kunne og ville Lazarus heller ikke. Men Herren gjorde det. Evangeliet er, at Jesus blev sendt for at lide døden for og i stedet for alle syndere: syndere som den rige mand og syndere som Lazarus. Så stor er Guds kærlighed nemlig, at Gud ikke nøjedes med at ville redde eller frelse dem, der ikke er syndere. Så var der nemlig ingen, der blev frelst. Gud ville derimod frelse syndere. Men den rige mand ville ikke erkende sin synd. Han ville ikke have (brug for) en frelser. Ikke engang selv om Gud forkyndte hans synd for ham gennem Lazarus foran hans død.
Den rige mand var uden undskyldning. For han havde ikke alene loven i hjertet, men også i loven og profeterne, dvs. Det gamle Testamente. Dér havde han også løftet om den kommende frelser. Men han ville hverken høre på loven eller på løfterne. Han ville pukke på sin rigdom og have sin rigdom som sin gud. Derfor gik det, som det gjorde. Han stolede på sig selv i stedet for at frygte og elske Gud og stole på ham over alle ting.
Ironi uden evangelium
Biskop Holm vil tolke Jesus ironisk. Men den Jesus er ikke blot en Jesus, som ikke frelser og ikke kan frelse. Han er måske nok en stor moralist, men ikke en frelser. Og det evangelium, han forkynder, er slet ikke noget evangelium, men en løgn om selvfrelse. Guds kærlighed er ikke forstået på baggrund af Guds hellighed, sådan som den er i såvel Det gamle som Det nye Testamente. Guds kærlighed er her omtolket efter biskop Holms pauvre forståelse, som destruerer det evangelium, som biskoppen ellers skulle forkynde og værne om. Det kan man da kalde at forvride kendsgerninger. Det er en tolkning, der virkelig er i strid med Guds kærlighed og Jesus som fortæller.
Se “Skræk og ironi” i Kristeligt Dagblad 2. juni 2007 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/253308).