Tekstlæsningerne
Efter den traditionelle første tekstrække læses Sl 110,1-4, som bl.a. profeterer om Kristus, som skal sætte sig ved Herrens højre hånd (se mere om Sl 110 i relation til Matt 22,34-46 i “18. søndag efter Trinitatis – Matt 22,34-46“). Man læser derfor også Mark 16,14-20, hvor der ikke alene berettes om, hvad Jesus siger umiddelbart inden sin himmelfart. Markus skriver også, at “Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd” (Mark 16,19). Som lektie læses ApG 1,1-11 efter både første og anden tekstrække. Efter anden række læses Lukas’ gengivelse af Kristi himmelfart, som særligt understreger, at den opstandne og himmelfarne velsigner mission i hele verden (Luk 24,46-53). Som gammeltestamentlig læsning har man valgt Sl 113 med et tilsvarende tema.
Sl 113
Den gammeltestamentlige læsning er efter anden række Sl 113, som er den første salme i det såkaldte Store Hallel. Her opfordres vi til at lovprise Herren, og vi får et eksempel på, hvordan vi kan gøre. Det er den ophøjede Herre, som lovprises: “Herren er ophøjet over alle folkene, hans herlighed er ophøjet over himlen.” Årsagen til denne lovprisning er ikke alene, at han er ophøjet, men at den ophøjede oprejser den svage, den fattige og den ufrugtbare. Derfor skal hans navn lovprises over hele jorden: “Fra øst til vest skal Herrens navn lovprises.”
Som vi bl.a. så 3. søndag efter påske (se ““for at hvor jeg er, dér skal I også være” [3. s. e. påske – Joh 14,1-6]“), er Herren ikke kun Gud Fader, men bruges også om Guds Søn i bl.a. 2 Mos 3. Som kristne lovpriser vi netop Kristus, Herren, fordi han bøjer sig ned i det dybe og frelser os fra synd, død og djævel.
ApG 1,1-11
Dette stykke følger i Lukas’ dobbeltbind umiddelbart efter prædiketeksten, som jeg gennemgår nedenfor.
Resumé (v. 1-2)
Lukas’ første bog, Lukasevangeliet, handler om Jesus fra begyndelsen og til Kristi himmelfarts dag. De befalinger, Jesus havde givet inden, har vi i slutningen af de tre synoptiske evangelier (Matt 28,16-20; Mark 16,14-20 og Luk 24,46-53). Lukas tænker i denne forbindelse ikke så meget på det, der står i Luk 1-2.
Theofilus er navnet på en virkelig person, som har fået undervisning (jf. Luk 1,3f), men navnet er vel også repræsentativt for alle dem, Lukas også skriver til. Det betyder ‘en, som Gud har kær’ (selv om det måske også kan tolkes som ‘en, der har Gud kær’). Det er imidlertid et meget brugt navn. Vi ved ikke, om Theofilus var jøde eller græker. Måske var han medlem af ridder- eller senatorstanden, men det er ikke pointen. Pointen er, at han skal have mulighed for at få bekræftet sin undervisning. Det gælder alle uafhængig af tid og rum (jf. også de øvrige tekstlæsninger).
Den opstandne viste sig i 40 dage og underviste (v. 3)
Jesus var virkelig opstået fra de døde. Han fremstillede sig levende for dem med mange beviser, skriver Lukas. Det var ‘efter at han havde lidt,’ hvilket omfatter både Jesu lidelse og død (jf. 1992-oversættelsen).
De 40 dage er perioden fra påskedag til Kristi himmelfarts dag. I denne periode viste han sig gentagne gange, sådan som vi har mødt det i prædiketeksterne siden påske. Han talte om ‘det, der hører Guds rige til.’ Det er ikke kun forkyndelsen af Jesu lidelse, død og opstandelse og profetierne herom i Skriften (se f.eks. Luk 24,13ff). Det er også embedet og nøglemagten (jf. ““Vær hyrde for mine får” [1. s.e. påske – Joh 21,15-19]“).
Disciplene skulle blive i Jerusalem indtil pinse (v. 4f)
Disciplene skulle blive i Jerusalem, indtil pinsedag, sagde Jesus, da han spiste med dem (se nedenfor til Luk 24,49).
Vers 5 beviser, at Jesus ikke talte om den kristne dåb, når han talte om at blive døbt med Helligånden. Skriften lærer, at Helligånden virker i dåben (Joh 3,5; Tit 3,4-7), men udtrykket ‘at blive døbt med Helligånden’ handler om pinsedag.
Genoprettelsen af riget for Israel? (v. 6)
Disciplenes spørgsmål er er klart nok. De bekender Jesus som Herren, som ifølge bl.a. Sl 110 skal tage sæde ved HERRENS højre hånd. Måske forstår de stadigvæk dette i forlængelse af de jødiske nationalt-religiøse forestillinger. I så fald har de endnu ikke helt forstået, hvad Guds rige er. Det er måske ikke sandsynligt på dette tidspunkt. Sagen er derfor snarere, at de nu spørger om det, som faktisk skal ske, når Jesus kommer igen. Men nu forstår de det ganske anderledes, end de tidligere har gjort.
Under alle omstændigheder kritiserer Jesus dem ikke (direkte), for der vil komme et tidspunkt, hvor verdensherredømmet skal blive “vor Herres og hans salvedes” (Åb 11,15). Men det er ikke et jordisk og nationalt (ej heller internationalt) rige for Israel, men fuldendelsen. Den kommer, når Kristus kommer igen for at dømme levende og døde, nogle til fortabelse, nogle til frelse (jf. også f.eks. Matt 7,13f). Men Guds rige er jo allerede til stede, hvor som helst Gud opretter det med forkyndelsen af evangeliet til syndernes forladelse.
Tidspunktet kender kun Gud (v. 7)
Disciplene skal ikke vide noget om, hvornår Jesus kommer igen. Tidspunktet er fastsat af Faderen, som har magt til at beslutte det selv. Før sin opstandelse og himmelfart sagde Jesus, at han, den menneskevordne Guds Søn, ikke engang kender tidspunktet (Matt 24,36).
Helligåndens kraft og vidnetjenesten (v. 8)
Disciplene skal ikke tænke på fuldendelsen. I stedet vender Jesus tilbage til pinsedag. De skal få kraft, når Helligånden kommer over dem og udruster dem. Det er en særlig udrustning, som de tolv (ApG 2,1) får til deres tjeneste som apostle og ledere af missionen fra Jerusalem og længere og længere ud, ja, indtil jordens ende.
De skal være vidner. De skal vidne om det, som de har lært og oplevet, efter at Jesus havde kaldet dem (ApG 1,21f og f.eks. Mark 3,14f). De er altså øjenvidner.
Vi i dag er ikke øjenvidner. Det, vi kan og skal, er, at være hyrder og lærere, hvis det er vores kald, eller at bekende vores tro og tjene vores næste, hvis vi er lægfolk. Mission finder sted, hvor evangeliet forkyndes og bekendes.
Himmelfarten (v. 9)
Efter første tekstrække er det himmelfarten, der understreges. Efter anden række er det verdensmissionen og, som vi skal se, Jesu velsignelse heraf.
Lukas fortæller, at Jesus blev løftet op for øjnene af dem. En sky tog ham op og bort for deres øjne. Gud bruger ofte en sky, når han åbenbarer sig. Her bruges den til at afslutte en periode, hvor Jesus har åbenbaret sig (selv om han senere åbenbarer sig for Paulus på vej til Damaskus). Men sky-motivet knyttes straks i de næste par vers sammen med det at blive åbenbaret.
Gud åbenbarede sig i en sky:
Herren sagde til Moses: “Jeg vil komme til dig i en tæt sky, for at folket kan høre mig tale med dig og for al fremtid stole på dig.” (2 Mos 19,9)
Sådan som Gud åbenbarede sig på Sinaj, åbenbarede han sig mange gange, nemlig i en sky.
På samme måde læser vi i åbenbaringen til Daniel, at Menneskesønnen skal komme med Himlens skyer:
I nattesynerne så jeg dette: Med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn; han kom hen til den gamle af dage og blev ført frem for ham. (Dan 7,13)
Det er netop det, vi får at høre om i de sidste to vers af epistlen.
Jesus skal komme igen på samme måde (v. 10f)
To mænd i hvide klæder, dvs. engle, stod hos dem, mens de stirrede op i himlen, da Jesus blev ført bort (det er et af de sjældne steder, hvor man stadig kan se, at poreuomai faktisk stadig har en medial betydning).
Disciplene, som kaldes galilæere, får at vise, at den menneskevordne Jesus skal komme igen på samme måde, som de har set ham blive taget op i Himlen. Han skal altså åbenbare sig med himlens skyer, som Daniel og NT siger (Dan 7,13; Matt 24,30; Mark 13,26; 14,62 og Åb 1,7). Når det i Luk 21,27 hedder, at han skal komme ‘i en sky,’ er det sikkert for at undgå at bruge præpositionen ‘med’ (gr. meta) to gange.
I realiteten er dette også svar på disciplenes spørgsmål i v. 6. Men det er ikke temaet Kristi himmelfarts dag.
Prædiketeksten i Luk 24,46-53
Prædiketeksten er et uddrag af, hvad Det gamle Testamente lærer os om Jesus Kristus.
Påskens begivenheder (v. 46)
Det, der drejer sig om påskens begivenheder, er jo gennemgået i prædiketeksterne til fasten og påsken. Det vil jeg derfor ikke gentage.
Der skal prædikes omvendelse for alle folkeslag (v. 47)
I Jesu navn skal der forkyndes omvendelse til syndernes forladelse, siger Jesus.
Ordet ‘forkyndes’ eller ‘prædikes’ er jo kêrussô, som er verbum til substantivet kêrux, som betyder en, der forkynder eller proklamerer noget, akkurat som man stadig kan sige, at man “forkynder” en stævning. Det gør man, når man har fået befaling til det (også selv om en sådan befaling er formuleret diplomatisk).
Når det skal ske ‘i Jesu Kristi navn,’ betyder det, at det sker efter hans befaling og på hans vegne. Derfor betyder det også, at budskabet naturligvis skal være i overensstemmelse med, hvad Kristus har befalet.
Indholdet skal være ‘omvendelse til syndernes forladelse.’ Det betyder, at loven skal forkyndes, så man kan erkende og bekende ens synd. Men det betyder selvfølgelig også, at evangeliet skal forkyndes. Det er jo ikke loven, men evangeliet, der skænker syndernes forladelse. Det har jeg skrevet om mange gange i Næste søndag.
Nu er vi imidlertid efter Jesu opstandelse og snart også efter Kristi himmelfart. Jesus har stiftet et nyt testamente ved sit blod. Det gamle testamente gjaldt Israel, selv om det var muligt at blive optaget i Israel, hvis man ønskede det, så man kunne fejre påske for Herren (2 Mos 12,48).
Men Jesus bar al verdens synd og døde og opstod i alles sted. Det nye testamente omfatter derfor alle folk, mænd og kvinder, unge som gamle, uanset sprog, folk osv. Derfor skal der forkyndes omvendelse til syndernes forladelse ‘for alle folke(slag),’ ikke kun for israelitterne.
Apostlene skal dog begynde i Jerusalem, for jøderne har et fortrin (jf. Rom 3,1):
De er jo israelitter, de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske– han, som er over alt og alle, Gud, være lovet til evig tid! Amen. (Rom 9,4f).
Men dette fortrin betyder på ingen måde, at de bliver frelst, hvis de fornægter Kristus og evangeliet (jf. “3. søndag i fasten – Joh 8,42-51“).
Disciplene skal være vidner (v. 48)
Jesus kaldte disciplene eller apostlene, for at de skulle følges med ham og blive oplært. De skal nu være vidner om alt det, de har set, hørt og lært. Jesus formulerede missionsbefalingen på flere måder. Matt 28,18-20 giver os én; her får vi altså en anden. Men det er samme sag, der er tale om.
De skal bevidne, at Jesus er opfyldelsen af de gammeltestamentlige profetier. Var han ikke det, ville han ikke være verdens frelser, men blot en løgner, som ingen bør fæste lid til. Men nu har han bevist, at han ikke bare taler sandhed, men er sandheden, opstandelsen og livet (Joh 11,25;14,6).
Løfte om Helligåndens kraft (v. 49)
Apostlene skal imidlertid ikke forkynde omvendelse til syndernes forladelse i egen kraft. Jesus understreger, at han siger noget vigtigt med “og se.” Han vil sende det, som Faderen har lovet, nemlig Helligånden. Helligånden skal komme over dem. De skal blive iklædt kraft fra det høje, dvs. en guddommelig, himmelske kraft. Som det fremgår af Apostlenes Gerninger, gjorde det dem ikke syndfrie eller til supermennesker. Men det betød, at Kristus var med dem (jf. Matt 28,20b). Det betyder, at Helligånden er med dem (jf. f.eks. ApG 2,4; 4,8.31; 13,2.4; 15,28). Deres missionsvirksomhed er velsignet.
Indtil det sker – Pinsedag 10 dage senere – skal de blive i Jerusalem.
Velsignelse (v. 50f)
Uden for byen, i nærheden af Betania, løftede Jesus hænderne og velsignede dem. Det sidste, Jesus gjorde, var altså at velsigne. Den velsignelse hører aldrig op.
Velsignelse er “den guddommelige, nådige gave, som han uddeler i sin majestætiske frihed, idet han skænker sin nåde til enkeltpersoner eller et folk og får deres hænders værk til at lykkes” (TDNT 2,756). Vi møder Guds velsignelse over Adam og Eva, som skal blive talrige og opfylde jorden, dvs. over skaberværket. Gud velsigner også særligt de enkeltpersoner, som har en særlig plads i frelseshistorien. Til Isak lød det, at Gud ville være med og velsigne ham (1 Mos 26,3).
Guds velsignelse fik en naturlig plads i den gammeltestamentlige gudstjeneste. Sådan har velsignelsen stadig sin naturlige plads i en ret gudstjeneste (jf. TDNT 2,756ff). For det er ikke til at komme uden om, at velsignelsen har en unaturlig plads, når man foregiver at velsigne det, som Guds ord forbander.
Jesus blev skilt fra disciplene/apostlene og båret op til himlen, nemlig af den guddommelige sky, som vi så i ApG 1,9-11. Men vi må endelig ikke misforstå, hvad der menes med, at Jesus “skiltes fra dem.” Han lovede jo ifølge Matthæus udtrykkeligt at være med dem alle dage indtil denne verdens ende (Matt 28,20). Det, som der menes, er derfor, at han gik ind i den usynlige Himmel. Men selv er han ifølge sine løfter hos sine apostle, ja, hos enhver ret kristen menighed og missionær. Derfor er Kristi himmelfart en glædelig begivenhed:
Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. (Joh 16,7-11)
Tilbedelse af Jesus (v. 52)
Apostlene troede det, de havde fået åbenbaret. Derfor tilbad de Jesus, for han var ikke blot et menneske, men sand Gud og sandt menneske, som nu har taget sæde ved Faderens højre hånd.
Kristendom er tilbedelse af Kristus, ja, af Den treenige Gud, og sådan var det altså fra starten.
1992-oversættelsen har glemt – eller udeladt – et ord, for grundteksten siger, at ‘de vendte tilbage til Jerusalem med stor glæde.’ Skønt Jesus nu var faret til Himmels, glædede de sig, for de vidste nu, at han stadig var med dem, at han ville udruste dem med Helligånden, og at han ville velsigne deres tjeneste med at prædike omvendelse til syndernes forladelse.
Lovprisning i templet (v. 53)
Påskedag opholdt disciplene sig bag lukkede døre, af frygt for jøderne (Joh 20,19). Nu derimod opholder de sig i templet.
Templet er jo ikke “jødernes,” men Guds. Derfor er det naturligt at lovprise Gud i templet, for Jesus og Faderen er ét, og Jesus udførte i et og alt Faderens gerning.
Der var næppe tvivl om, at der var jøder og jødiske ledere, som var kritiske over for det. Det skulle siden få konsekvenser for templet. Men disciplene lovpriste Gud til stadighed i templet.
Sådan må vi også mødes i vores helligdomme, dvs. hvor Kristus er til stede med sit ord og sine sakramenter, og lovprise ham!