Unge Melanchthon om alle kristnes læreansvar
Melanchthons Loci blev udgivet 10. april 1521. Som jeg har skrevet andetsteds, var Melanchthon ganske ung, da han tiltrådte. Nu var han 24.
Melanchthon var heller ikke teolog, men sproglærd, filolog, grammaticus. Her får I slutningen af et afsnit og samt et helt afsnit og begyndelsen af det næste (fra Loci. København: O. Lohses Forlag / Eftf, 1953, s. 22-23):
Hvis nu denne Hekseyngel ogsaa vil bebrejde os, at en Sproglærd giver sig af med Teologien, hvad andet skal vi da svare, end at man ikke skal bedømme en Sag ud fra Forfatteren. Nu gælder det nemlig ikke, hvilken Beskæftigelse vi har, men om det, vi lærer, er sandt eller ikke. Og er vi Kristne, maa man heller ikke betragte Syslen med de hellige Spørgsmaal som nogen af os uvedkommende, saa vist som kristelig Indsigt bør være fælles for alle.
Det vigtige er, om noget er sandt eller ej. Og alle kristne bør skaffe sig indsigt i, hvad der er sandt.
Og om viljens frihed
Herefter går Melanchthon over til at behandle spørgsmålet om viljens frihed.
Naar man bedømmer Menneskeviljens Kræfter efter den naturlige Fatteevne, kan det ifølge menneskelig Fornuft ikke nægtes, at den har en vis Frihed, hvad de udvortes Handlinger angaar. Saaledes kan man selv erfare, at man er Herre over, om man vil hilse paa en Mand eller lade være, om man vil tage en bestemt Klædning paa eller ikke, og om man vil spise Kød eller ej. De Smaafilosoffer, der tillægger Viljen Frihed, har rettet deres Øjne mod denne Tilfældighed i de udvortes Gerninger, men da Gud ikke ser paa de ydre Handlinger men paa Hjertets Rørelser, har Skriften ikke fremført noget om denne Frihed. De, som bare fremstiller Moralen som en ydre tillært Velanstændighed, docerer den slags Frihed. Og ikke sandt – det gælder lige netop Filosofferne og de nyere Teologer.
De indre Affekter er vi derimod ikke Herre over. Ved Erfaring og Vane indser vi jo, at Viljen ikke af egen Drift kan aflægge Kærlighed, Had og lignende Sindsbevægelser, men den ene Affekt overvindes af den anden. …
Det er vist ikke særlig populært at sige, og Melanchthons sprogbrug er vist ikke passende i det 21. århundrede. Men for kristne er det jo afgørende, som Melanchthon gør opmærksom på, at man ikke ser på tilfældige, udvortes gerninger, men på det indre, og at man gør det i lyset af Skriften.
Hvilke konsekvenser mon denne lære bør have for vores forståelse af teologi og kirke – og f.eks. for måden at drive mission på?
Se også følgende artikler om Melanchthon: