Hvorfor præstekandidater skal eksamineres grundigt

Walthers begrundelse

Nedenstående uddrag er fra Walther’s gennemgang af en række teser om de forpligtelser, en retlærende evangelisk-luthersk kirkesamfund eller synode har.

Tese 1 lyder:

Synodens primære forpligtelse er at være tro mod Bekendelsesskrifterne i ord og handling, og derfor skal den a. uden reservation bekende den evangelisk-lutherske kirkes bekendelser. b. kun acceptere hyrder, lærere og menigheder, som er tro mod bekendelsesskrifterne. c. føre tilsyn med medlemmernes troskab mod bekendelsen. d. kun praktisere kirkefællesskab med kirkesamfund, som er tro mod Bekendelsesskrifterne.

Til tese 1.b. sagde Walther bl.a.

En synode er ikke ægte luthersk, hvis den samler omflakkende mænd op på gaden, så længe de kan udtale nogle få fromme fraser, indsætter dem i præsteembedet, måske endda giver dem en tilladelse, så de kan beskæftige sig med menigheder en tid for at se, om de kan prøve sig selv. Det er forfærdeligt ud over enhver beskrivelse.

Hvad hvis en eller anden kom forbi og påstod at være læge, men ingen ved, om han er det eller ej, og de siger til ham: ”Der er mange patienter på dette hospital; gå i gang og behandl dem, og så vil vi se på, hvad du kan gøre.” Hvis nu denne kollega i virkeligheden ikke er læge, så vil han snart behandle alle sine patienter (ud) på kirkegården.

Det er meget mere grufuldt, hvis nogen tillades at blive åndelig læge, og han påtager sig at sørge for sjælene, for det forstås kun af dem, som ved, hvad den rene lære er. Det er medicinen alene, der skænker liv til os mennesker, som er syge, ja, døde i vore synder. Falsk lære skænker ikke åndeligt liv, men gennemsyrer folk med en falsk ånd og leder dem vild på en vej, der fører til Helvede. For selv om nogle frelses i et kættersk fællesskab, er dét ikke frugten af falske lære, men af den sandhed, som stadig er der i et sådant fællesskab. For Guds Ord er så mægtig, at ét sted kan give en fattig sjæl viden om hans synder og lede ham til Kristus.

Apostlen fortsætter med at sige, at Timotheus ikke må blive medskyldige i andres synder. Når en synode derfor vil hjælpe en i embede, skønt man på forhånd ved, at han ikke har en klar forståelse af den sunde lære, og når en sådan person efterfølgende leder en menighed vild, så er synoden en forførerinde. Og så vil ikke kun kætteren, men også synoden blive holdt ansvarlig for disse fattige sjæle. Det gælder selvfølgelig først og fremmest dem, der gør tjeneste i synoden. Men de er jo kun kirkens tjenere, og derfor skal menighederne sørge for, at hyrderne handler i overensstemmelse med Bekendelsesskrifterne.

Derfor vil vi højtideligt aflægge følgende ed: Vi vil udvise al mulig forsigtighed, når vi skal tage imod hyrder, og ikke tænke: ”Hvis vi bliver lidt større, så har vi dog opnået noget.” Det er bedre for synoden at forblive lille og have den rigtige (læremæssige) position end at være stor og have nogle i vores midte, som går og roder rundt i stedet for at bringe livets brød. Resultatet af det er falske lærere under dom, og det er præcist derfor at de først skal prøves, som 1 Tim 3,9-10 siges. De, som har en klar forståelse af troens hemmelighed, skal ”først prøves; derefter skal man lade dem tjene, hvis de er ulastelige.” Med andre ord: Prøv dem grundigt først.

C. F. W. Walther. Duties of an Evangelical Lutheran Synod: Essay for First Iowa District Convention 1879. Oversat af Everette W. Meier. i: C. F. W. Walther. Essays for the Church Essays for the Church. 2 bind. St. Louis: Concordia Publishing House, 1992, bd. 2, s. 14.

Nutidig relevans

Walthers tese er ikke kun relevant, fordi præstekandidater i fx folkekirken reelt ikke er uddannet eller eksamineret ordentligt i den lutherske lære. En cand.theol.-grad er ikke garanti for ret meget. Derfor har en ægte luthersk kirke pligt til selv at undersøge, om en kandidat til præsteembedet kender og forstår den lutherske lære ret.

Andre organisationer forlanger ikke og har ofte kun få teologer ansat. Men man har ikke lov til at række et kald til embedet som hyrde og lærer, hvis man ikke ved, om den, man vil kalde, er kompetent. Det er således heller ikke tilstrækkeligt, hvis kandidaten kun har en grundig og ret forståelse af nogle af trosartiklerne, men ikke af alle.

Det drejer sig, som Walther siger, ikke kun om formelle krav, men det handler om det åndelige ansvar, som kirkesamfundet og kandidaten selv påtager sig.

Se også Ordinationsbevis udstedt af Luther!