Kristeligt Dagblad skriver d. 29. juni 2005 om en undersøgelse fra Landsforeningen af Menighedsråd. Den “viser, at kun 20 procent af dem, der stemte ved valget, både går i kirke mindst en gang om måneden og tilslutter sig kirkens traditionelle lutherske tro.”
Det er der nogle, der ikke vil kalde et reelt problem, selv om det nok kan give anledning til at overveje, om der skal være noget mere undervisning. Sognepræst Jørgen Anker Jørgensen, næstformand i omtalte Landsforening, siger, at “Jeg synes, at tallene giver anledning til at overveje, om vi ikke skulle gøre mere for at folk bliver mere bekendt med kristendommen”. Andre – som Luthersk Missions nye generalsekretær, cand.theol. Jens Ole Christensen – mener, at man bør afholde menighedsrådsvalgene i forbindelse med gudstjenesterne.
Mange vil utvivlsomt mene, at det ikke er noget problem, for de, der stemmer, er jo medlemmer og betaler deres medlemskontingent (kirkeskat).
Men så enkelt er det ikke, hvis man tager teologiske briller på. Valget drejer sig jo om, hvad menighedens penge skal bruges til og hvem der skal ansættes. Det har stor betydning for en menighed. Her er det ikke et godt kriterium, at man har betalt sin kontingent. For det kan føre til taarbækske tilstande, hvor man har en præst, man ikke burde (kunne) have.
Det virkelige problem drejer sig om noget andet. Det afgørende spørgsmål er, om man skal lytte til Kristi stemme, sådan som vi har den i Den hellige Skrift, Bibelen, eller om man skal lytte til stemmerne, dvs. dem, der ikke nødvendigvis opfylder andet kriterium end at betale kontingent.
De, der mener, at det vil afskaffe folkekirken, har utvivlsomt ret. Men er det ret at lade stemmerne bestemme?
Dr. Spids