Opgøret med kirkelig markedsføringskultur
Sognepræst, cand.theol. Merete Bøye har en meget sympatisk kronik i Kristeligt Dagblad 28. juli. “Hvis kirken vil konkurrere med showbiz-kulturen, er det en tabt kamp på forhånd. For det første har kirken slet ikke den økonomi og professionalisme, der skal til, og for det andet er kirken ikke sat på jorden for at lefle og underholde. Den er sat til at forkynde sandheden. Selvfølgelig er der ingen, der siger, at evangeliet kun kan forkyndes ved en højmesse med prædiken; men jeg vil vove at påstå, at sandheden har meget dårlige kår, når den tvinges ned i tidsåndens eller popkulturens prokrustesseng.”
Bøye har helt ret. Man kan føje til, at kirken heller ikke er sat til at forkynde en hvilken som helst sandhed. Kirken skal forkynde den sandhed, som Bibelen åbenbarer. Om hvem Gud er, om arvesynden og vores trælbundne vilje, om Kristi gerning til frelse, osv. Derfor skal kirken ikke kun lade være med at konkurrere med showbiz-kulturen, men også med filosofferne, de litterære eksperter osv.
Bøye revser en gadepræst, fordi hun ville have “unge københavnere til at indse, at kristendom er mere end kedelige søndagsgudstjenester.” Bøye tolker dette som “afsmag for den kristne menigheds forsamling om ordet og sakramenterne” og slutter med rette, at så skal man ikke forvente, at folk kommer.
Ansvarsforflygtigelse
Bøye nævner en lang række kirkelige tiltag og slutter: “For om folk vil tage kristendommen til sig, det afhænger nu engang ikke af præsterne, men af Helligånden.” Men netop her bliver Bøye upræcis. Det er ganske vist sandt, at ingen kan komme til tro ved egen evne eller fornuft, men det sker ved Helligånden, som Gud skænker (jf. Luthers lille Katekismus). Det helt afgørende er imidlertid, hvordan Gud skænker Helligånden. Det går Bøye ikke ind i, og det er ærgerligt, for det er nemlig klargørende. Helligånden virker nemlig ikke gennem hvad som helst, men gennem forkyndelsen af evangeliet og forvaltningen af sakramenterne (jf. Den augsburgske Bekendelse, artikel 5)
Præsternes ansvar
Bøye har ret i, at det ikke hjælper at indføre showbiz-kulturen i kirken. Måske trækker den tankegang nogle mennesker ind i kirken, som man ellers ikke ville have set. Men det er der vist ikke empiriske beviser for. Det er to andre faktorer, der er mere og mindre afgørende.
Forkyndelsen af evangeliet og forvaltningen af sakramenterne
Den første og mest afgørende faktor er noget, som præsterne faktisk har eller burde have kontrol over. Det drejer sig nemlig om bruge de redskaber, som Helligånden bruger. Evangeliet skal forkyndes, og sakramenterne skal forvaltes. Det skal ske, så Helligånden kan og vil virke derigennem. Det stiller naturligvis et vigtigt krav til præsterne. De skal vide, hvad evangeliet er, og hvad evangeliet ikke er. De skal vide, hvordan man forkynder evangeliet uden at blande menneskers egen vilje, evne og fornuft ind i det. De skal kunne skelne mellem, hvad Gud kræver af mennesker (loven) og hvad Gud har gjort og gør for menneskene (evangeliet). Alt dette og meget mere handler om, at præsterne skal være “gode lærere”, som Paulus siger i 1 Tim 3,2. Det er et håndværk eller en profession. Præsterne skal altså være professionelle på dette. Bøye synes at afvise showbiz-professionalismen, men får desværre ikke sagt noget om denne vigtige, ja afgørende præsteprofessionalisme. Præsten skal professionelt forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne. Det betyder ikke, at alle kommer til tro og bliver frelst. På den anden side har Gud selv sagt, at han virker gennem sit ord: “… sådan er mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde” (Es 55,11).
Den fælles indsats
Præstens professionelle indsats er afgørende, fordi Helligånden virker gennem præstens tjeneste, for så vidt han forkynder evangeliet rent og forvalter sakramenterne ret. Præstens virke i det daglige hører med i denne tjeneste. Når præsten taler formelt eller uformelt, offentligt eller privat, med menighedens medlemmer (“sognebørn”) eller med ikke-medlemmer, er det også hans professionelle og officielle tjeneste. Husbesøg i forbindelse med begravelser eller fødselsdage kan faktisk godt få mennesker til at gå til gudstjeneste – i det mindste én gang. Men som i enhver anden virksomhed skader det ikke, hvis man har fælles mål og koordinerer indsatsen. Menigheden bør være oplært eller oplæres, så de også kan forklare sig og virke som dagligdagens ambassadører for deres kirke. Nogle skal måske tage kontakt til fremmede, andre skal varetage den helt grundlæggende oplæring i familien. Den grundlæggende oplæring – inkl. udenadslære – i Luthers lille Katekismus, i trosbekendelserne, i centrale skriftsteder fra Bibelen og i gode lutherske salmer er uvurderlige redskaber for alle. Mange vil også have gavn at få lidt oplæring og erfaring i at tale med andre om deres tro. Som med præsten selv er det indlysende, at der bør være overensstemmelse mellem ord og handling. Det betyder naturligvis ikke, at man skal være syndfri. Det betyder tværtimod, at man vedgår sine fejl og synder og får dem tilgivet. Det helt afgørende er evangeliet og sakramenterne. Men derefter skader noget organisation, ledelse og praktisk oplæring ikke.
Præsternes og menighedens ansvar
Præsterne har altså et stort ansvar både for egen virksomhed og for oplæring og vejledning af menigheden. Menigheden har tilsvarende ansvar. Men det er naturligvis lettere at give Helligånden skylden.
Se Merete Bøyes kronik “Den bekymrede kirke” i Kristeligt Dagblad den 28. juni 2007 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/255515)
PS: Kristen Skriver Frandsen, leder af Folkekirkens Mission, kritiserer 4. juli 2007 Merete Bøye i debatindlægget “Lad os i al ubekymrethed løfte blikket” (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/255943). Det vender jeg tilbage til snarest.