Den autoriserede oversættelse fra 1992 blev oversat af en bredt sammensat gruppe fra dansk kirkeliv. Også folkekirkens konservative kredse – gerne kaldet højrefløjen – fik lov at være med. Det betød, at den nye oversættelse straks fra starten fik stor støtte og udbredelse.
Fra tid til anden efterlyses der dog nye oversættelser. F.eks. har jeg set, at man ønsker Septuaginta eller Textus Receptus oversat til dansk (se Facebook-grupperne Textus receptus på dansk og Septuaginta på dansk). Andre (det gælder faktisk også mig selv) ønsker ikke en helt ny oversættelse, men en revideret udgave af f.eks. 1907-oversættelsen. Hvis man ellers kan blive enige om principperne, og hvis man kan finde kvalificerede folk til at gøre arbejdet.
Om Septuaginta eller Textus Receptus burde oversættes, er to ret så forskellige spørgsmål. Septuaginta er jo en græsk oversættelse – eller rettere: græske oversættelser – af Det gamle Testamente (se evt. mere på Wikipedia). Textus Receptus er udgaver af Det nye Testamente. De allertidligste lå til grund for Luthers oversættelser (se mere på Wikipedia, hvis du er interesseret).
Septuaginta
Principielt er det en god idé at få Septuaginta oversat til dansk. Det tyske Bibelselskab har for nylig udgivet en oversættelse af Septuaginta (se Septuaginta Deutsch), og på engelsk har Oxford University Press udgivet Septuaginta (se New English Translation of the Septuagint). Det må man faktisk glæde sig over.
Nu er det, vi kalder Septuaginta, egentlig flere oversættelser. Strengt taget er Septuaginta kun oversættelsen af Mosebøgerne, men vi bruger betegnelsen om de gamle græske oversættelser. Man kan vist ikke hævde, at der er fuldt overblik over, hvilke oversættelser man egentlig havde og brugte.
Det ny Testamente synes ofte at citere en græsk oversættelse, som svarer til Septuaginta. Men der er også steder, hvor det ser ud, som om der er oversat direkte fra hebraisk. Men eftersom eksempelvis Paulus med sikkerhed skrev på græsk for græske tilhørere, er det meget tænkeligt, at man brugte Septuaginta.
Septuaginta – de gamle græske oversættelser – er altså interessante. Også af mange andre grunde, jeg ikke vil gå nærmere ind på her.
Men skal Bibelselskabet bruge ressoucer på at oversætte Septuaginta? Jeg er ikke sikker. Jeg tvivler også på, at man vil sætte et sådant projekt i søen. Med mindre der kommer en fagperson eller en gruppe af fagfolk og lægger en oversættelse på bordet. Jeg vil dog være ærlig at sige, at niveauet i så fald gerne må være højere end i 1992-oversættelsen.
Textus Receptus
Men skal vi så have en oversættelse af Textus Receptus? Ja, hvad er Textus Receptus (TR)?
Da man igen begyndte at interessere sig for den græske grundtekst, kom der flere udgaver af den græske tekst. Erasmus af Rotterdam stod for en af dem. Da der var konkurrence om at komme først, blev Erasmus’ udgave udgivet, inden arbejdet egentlig var tilstrækkelig modnet. Erasmus måtte da også udsende flere udgaver med rettelser.
Erasmus’ græske NT er ikke en udgave af et enkelt håndskrift med angivelse af forskelle til andre håndskrifter. Erasmus lavede udgaven på grundlag af et – stærkt begrænset – udvalg af håndskrifter. Nogle af disse håndskrifter var ikke særligt gode. Det er ganske enkelt et faktum. Der var Erasmus’ græske NT heller ikke uden fejl.
Svaghederne ufortalt blev Erasmus’ værk alligevel banebrydende. Den lagde grunden til en lang række af græske udgaver af NT.
Men efterhånden som man fandt flere og flere håndskrifter og fik kigget på forskelle og ligheder, blev det utilfredsstillende med TR.
I dag har vi Nestle-Alands tekstkritiske udgave: Novum Testamentum Graece. Den samme tekst udgives også af United Bible Socities. Den er – akkurat lige som Erasmus’ udgave – en sammenskrivning af eksisterende håndskrifter. Dem har vi nu mange af. Nogle er gode, nogle er mindre gode.
Alene mængden af håndskrifter gør det helt nødvendigt at have en eller anden form for systematik. De fleste fagfolk – især her i Europa – kan ikke forestille sig andet end Nestle-Aland eller den udgave, som som måtte erstatte denne. Den udgave er også lagt til grund for den danske 1992-oversættelse. Man bruger altså i virkeligheden en såkaldt eklektisk udgave, dvs. en udgave, hvor man efter bestemte kriterier har valgt, hvad der i hvert enkelt tilfælde skønnes at være den (mest) oprindelige tekst.
Nestle-Aland-udgaven er baseret på forskellige historiske og metodiske antagelser, som man faktisk godt kan stille spørgsmålstegn ved. Nogle mener faktisk, at der er visse ringslutninger i den måde, hvorpå udgiverne af Nestle-Aland kategoriserer håndskrifter som gode eller mindre gode.
Historisk set er der også en del spørgsmål, man kunne (burde) stille, men som sjældent drøftes, når man får en introduktion til tekstkritik. Det kan jeg måske gå nærmere ind på ved en senere lejlighed.
Men betyder det så, at vi bør have en dansk oversættelse af TR? Det tvivler jeg på. For det første var TR selv en eklektisk udgave, men på grundlag af relativt få og dårlige håndskrifter.
For det andet – og det er vigtigere – er der alternativer, hvis man absolut skal eller vil forlade Nestle-Aland og de antagelser og teorier, der ligger til grund for den. Man kunne nemlig godt mene, at det kan være mere fornuftigt at inddrage de mange håndskrifter fra den byzantinske kirke. Det er ikke stedet her at gå nærmere ind i det, men kort sagt drejer det sig om, at der kan være gode grunde til, at vi ikke har ældre manuskripter, der svarer til den tekst (med variationer), som man brugte i den byzantinske kirke. Det er jo et område, som helt anderledes end for den vestlige kirkes vedkommende har lidt under Muhammed og hans efterfølgeres hærgen. Samtidig er betingelserne for at finde håndskrifter ikke til stede på samme måde som i f.eks. Egyptens sand.
Om det så er umagen værd i et lille sprogområde som Danmarks, er en helt anden sag.
Hvad synes du?