Forandrer Bibelen sig?
Niels Højlund har læst Koranen, som han ikke er imponeret af. Både Bibelen og Koranen er gamle, og både kristne og muhamedanere om tolkning. Højlund mener imidlertid, at der er en forskel. Koranen forandrer sig ikke. Det gør Bibelen derimod.
“I en græsk-kristen sammenhæng derimod er fortolkning en proces, hvor både det nutidige menneske (den fortolkende) og den fortidige skrift (det fortolkede) ændrer sig ved at blive bragt i forbindelse med hinanden. At Koranen skulle kunne ændres i en fortolkningsproces er for muslimen en helt umulig tanke.”
Højlund synes at tilslutte sig, at Bibelen “ændrer sig,” når den tolkes. Højlunds forståelse af fortolkning i en græsk-kristen sammenhæng virker postmoderne. Der er ikke engang tale om, at fortolkningsprocessen er en proces, hvor man gennem hårdt arbejde forsøger at komme tættere og tættere på tekstens mening. Det er et fundamentalt opgør med den lutherske lære om Skriftens klarhed og tilstrækkelighed.
Det er ganske vist rigtigt, at vi ikke er ufejlbarlige. Men Skriftens lære baserer sig på steder, som er klare, og det er derfor muligt at nå frem til en sand, entydig og uforanderlig forståelse af Skriftens lære. Man behøver ikke at være en kristen for at kunne læse disse steder. Men skal man forstå Skriftens egentlige mening, må Helligånden oplyse os ved at sætte os ind under Skriftens tale i lov og evangelium. Uden den erfaring vil man aldrig nå til en egentlig forståelse af Skriften.
Til gengæld er der mange andre ting i Skriften, som er mere eller mindre dunkle. Her kan der ske fremskridt – eller tilbageskridt – i tolkningen. Men en lutheraner kan aldrig sige, at Skriften forandrer sig. “Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.” Paulus henviser til den nøjagtige formulering i Gal 3,16 som begrundelse for sin kristologiske af 1 Mos 12,7 (se 1948-oversættelsen).
Højlunds tolkning af Skriften har alvorlige konsekvenser for forståelsen af, hvordan troen bliver til. Ifølge Skriften er det evangeliet, der skaber troen. “Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig,” bad Jesus (Joh 17,20). “Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord,” skrev Paulus. Men hvis Skriften forandrer sig, når den tolkes, så kan man jo ikke vide, om den tro, som frelser, faktisk bliver til. Højlund mener tilsyneladende heller ikke, at troen bliver til på den måde.
Tro, Skriften og Helligånden
“Hvis muslimer derefter spørger mig, om jeg da ikke som offentligt bekendende kristen ‘tror på Bibelen’, så må jeg til deres store undren svare: nej, jeg tror ikke på Bibelen. Men jeg tror på den Gud, som Bibelen bevidner, vel vidende at dette vidnesbyrd er meget mangfoldigt, og at de mange gudsbilleder i Bibelen ofte er i stor indre konflikt. Det kan jeg vove at sige, fordi jeg i kristendommen har et ord for Gud, der hedder Helligånden. Det har muslimen end ikke den mindste antydning af i sit helligskrift. Og det er måske den mest afgørende forskel mellem en bibellæser og en koranlæser.” Sådan skriver Højlund. Kedeligt nok.
Sandt er det jo, at en kristen ikke tror på Bibelen i betydningen at sætte sin lid til Bibelen. Men det er ikke det, Højlund mener. Bibelens vidnesbyrd er “meget mangfoldigt,” skriver Højlund altså, og hævder, at “de mange gudsbilleder i Bibelen ofte er i stor indre konflikt.” Højlund introducerer imidlertid Helligånden. Ikke som ham, der skaber tro gennem apostlenes ord og lære, men snarere på trods af. Her er der ingen artikel 5 i Den augsburgske Bekendelse. “For ved Ordet og sakramenterne som midler [eller: instrumenter] gives Helligånden, der – hvor og når Gud vil – virker troen i dem, der hører evangeliet …” (mine fremhævelser).
Er Skriften uklar og i stor indre konflikt, bliver troen usikker, og i virkeligheden en præstation af den troende selv. Ganske vist forsøger Højlund måske at undgå denne konklusion, men den rolle, han tildeler Helligånden, har Helligånden ikke ifølge Skriften. Jesus taler anderledes: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.”
I øvrigt er Helligånden ikke bare et ord for Gud, men den tredje person i den treenige Gud (jf. Matt 28,19).
Muhamedanisme og kristendom
Der er bestemt stor forskel på muhamedanisme og kristendom. Vi tror ganske rigtigt, at Helligånden skal overbevise verden om synd, retfærdighed og dom (Joh 16,7-11). Men forskellen er meget mere grundlæggende.
For det første tror muhamedanerne ikke på den treenige Gud. Jesus er kun en profet, ikke Guds evige Søn, som er undfanget ved Helligånden og derfor sand Gud og sandt menneske. Jesus sonede ikke al verdens synd. Den sande, treenige Gud er en barmhjertig og nådig Gud.
For det andet er muhamedanismen ikke nogen evangelisk religion. De skal og kan selv opfylde loven. Evangeliet forkastes som unødvendigt, for ikke at sige uretfærdigt.
Skriften er, for det tredje, indblæst af Gud og derfor nyttig og brugbar til belæring, dvs. undervisning i den kristne lære: evangeliet (2 Tim 3,16). Selv ordene har apostlene – og før dem profeterne – lært af Helligånden (1 Kor 2,13), sådan som Jesus også lovede (Joh 14,26; 16f). Sådan kan en kristen ikke sige om Koranen. Den er tværtimod falske profeti, og Muhammed en falsk profet.
Niels Højlund, “Koranen er kedelig,” lørdagsrefleksion i Kristeligt Dagblad, 4. august 2007 http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/koranen-er-kedelig)