Læsningerne
Læsningerne til 19. søndag efter Trinitatis efter anden række – i 2008 er det den 28. september – begynder med 1 Mos 28,10-18, hvor Herren åbenbarer sig for Jakob ved Bet-El (‘Guds hus’). Fordi Herren i sandhed var der, var det Guds hus, og derfor fik stedet dette navn. Denne læsning er naturligvis valgt på grund af Joh 1,51.
Den nytestamentlige epistel er fra 1 Kor 12,12-20, som er en del af Paulus’ gennemgang af kirken som Kristi legeme. Takket være dåben og troen er vi ét legeme. De mange lemmer skal derfor ikke konkurrere hinanden med bekende deres tro og lære i enighed (jf. 1 Kor 1,10) og i øvrigt lade deres enighed komme til udtryk i deres samarbejde og omgang med hinanden i kirken.
Evangeliet i Joh 1,35-51 lærer os, at Jesus er Guds Lam, Kristus, som Moses og profeterne har skrevet om. Han er Guds Søn, Israels konge, dvs. konge over kirken. For han er konge over dem, der tilhører ham, og det gør enhver, der ved Ordet og sakramenterne tror på Ham. Han er også Menneskesønnen.
Det gammeltestamentlige læsning i 1 Mos 28,10-18
Jakob var på rejse og overnattede et sted med en sten som hovedpude (v. 10f). I drømme ser han en stige, der forbinder jorden og himlen, og engle, der steg op og ned ad stigen (v. 12).
Gud selv åbenbarer sig imidlertid for ham. Han giver sig til kende som Herren (JHVH) og som “din fader Abrahams Gud og Isaks Gud” (v. 13a).
Herren lover ham det jord, som Jakob har overnattet på (v. 13b). Han lover ham også, at han skal få en stor slægt, talrige “som jordens støv(korn),” som skal bo mod alle verdenshjørner.
Herren fornyer det løfte, som også Abraham (1 Mos 12,3; 18,18) og Isak (1 Mos 26,4) fik. Den velsignelse gives i Kristus (jf. Gal 3,6ff; se særligt Gal 3,16, jf. Ef 1,3ff).
Fordi Jakob er af løftets slægt, får han et helt særlig løfte om, at Gud vil være med ham og bevare ham overalt (v. 15a) og holde alle sine løfter (v. 15c). Han vil også føre ham tilbage til det land, som han har fået (jf. 13b).
Da Jakob vågnede om morgenen, konstaterede han, at Herren sandelig er på dette sted, hvilket Jakob ikke havde vidst på forhånd (v. 16). Herren er ikke begrænset geografisk, sådan som mange hedninger tror om deres afguder. Men vigtigere er, at Herren virkelig er til stede også dér, hvor Jakob sov. Det var ikke kun en drøm, men Gud brugte i dette og andre tilfælde det, vi kalder drøm, til at åbenbare sig.
Der er ikke noget at sige til, at Jakob blev fyldt af gudsfrygt (v. 17), i betragtning af, at Herren havde åbenbaret sig. Som han sagde: “Hvor er dette sted et sted, der skal frygtes!” Det var ikke, fordi Gud kun havde forkyndt loven eller vist sig som hellig. Tværtimod havde Herren jo netop bekræftet sine løfter.
Derfor gælder dette ikke kun Bet-El, men sandelig ethvert Guds hus, hvor Gud er til stede med sine løfter, dvs. med Ordet og sakramenterne. Netop derfor bør der være ærefrygt omkring Guds hus. En kirke er ikke et cafeteria, men en helligdom, som er frygtindgydende, fordi det er der, Herren åbenbarer sig.
Ethvert sted, hvor Guds ord forkyndes, er jo et Guds hus. Det var også, hvad Jesus lærte den samaritanske kvinde (Joh 4,21.23). En kirke, hvor Guds ord forkyndes i overensstemmelse med den rene lære og sakramenterne forvaltes ret, er et Guds hus, ja, en port til Himlen. Så store ting sker der i en sådan kirke.
Der er ikke noget at sige til, at Jakob ønskede at markere stedet. Byen, som før hed Luz, kom nu til at hedde Bet-El (v. 18).
Århundreder senere siger Jesus noget lignende, men her er det ikke Jakob, men Menneskesønnen, som englene stiger op og ned over.
Kristi legeme og lemmerne – epistlen i 1 Kor 12,12-20
Det fremgår fra begyndelsen, at der var alvorlige problemer i menigheden i Korinth. Man delte ikke lære, og man havde splittelser af mange forskellige grunde. En af dem var de særlige nådegaver, som Paulus og de øvrige apostle havde formidlet: Profeti og tungetale. De brugtes ikke længere til menighedens fælles gavn. Nu er der ikke længere brug for profeti og tungetale, fordi vi har Skriften. Og der er heller ikke længere nogen, der kan give disse gaver. Det er derfor slet ikke til menighedens fælles gavn, når man hævder, at en selv eller andre har fået disse gaver.
For at illustrere dette gør Paulus brug af et billede, som faktisk var kendt fra den politiske retorik. Det gør ikke Paulus’ ærinde politisk.
Kristi legeme (v. 12)
Billedet med legemet og lemmerne er jo i sig enkel og indlysende. Legemet er en enhed med sine mange lemmer. På samme måde gælder det også Kristus.
Dåben og det ene legeme (v. 13)
Paulus begrundelse for, at det også gælder Kristus – og at det altså er relevant at forelægge menigheden i Korinth – er, at alle, dvs. hver og en, blev døbt. Det gælder altså ikke kun mændene (som omskærelsen), eller unge og voksne, men alle, fordi løftet gælder alle, som Peter sagde (ApG 2,38f).
Dåben medfører, at vi bliver et lem på Kristi legeme. Eller med et andet billede: Vi er blevet indpodet på Kristus, det sande vintræ. Det skete ‘ved den ene Ånd.’ Den hellige Ånd, den tredje person i treenigheden, er det instrument, som Kristus døber med (jf. også Wallace, Greek Grammar Beyond the Basics, s. 435). Ifølge Tit 3,5 er det Helligånden, der genføder og fornyer i dåben (subj. gen.). Det skyldes, at treenighedens personer udadtil ikke kan deles. Hvad Kristus gør, gør også Helligånden osv.
Takket være dåbshandlingen og Helligåndens (med)virken er alle blevet lemmer på Kristi legeme. Det gælder, uanset den enkelte tidligere havde løfterne til Abraham, Isak og Jakob, sådan som jøderne havde, eller ej. Det gælder, uanset om man i det verdslige liv var slave eller fri. Ja, alle har fået den ene Helligånd at drikke. Det er Helligånden, der virker den kristnes tro og bekendelse (1 Kor 12,3), og det er altså også Helligånden, der virker i dåben, så vi alle er ét legeme.
Så var det helt forkert, at nogle ville hovmode sig, fordi de havde fået åndelige gaver, som ikke alle havde fået. Der var forskellige udrustninger, men det var underordnet, og det skulle bruges til alle fælles gavn, som vi straks skal se.
Mange dele på legemet (v. 14-17)
Paulus må indskærpe det indlysende, at ét legeme består af mange dele, mange lemmer (v. 14). Det kan man ikke lave om på, ikke engang selv om man skulle forsøge noget så skørt (v. 15f). Så ville man også mangle væsentlige organer og funktioner (v. 17).
Gud har tildelt lemmerne deres plads (v. 18)
Paulus genoptager nu den tanke, han var inde på i v. 4-11. Det er nu engang sådan, at Gud har bestemt, hvilken plads de enkelte lemmer har fået på legemet. Det understreges ved, at Gud er subjekt, og ved, at Paulus tilføjer ‘sådan som han selv ville det’ (καθώς ἐθέλησεν).
Legemets sine qua non (v. 19)
Det er faktisk meget alvorligt med dem, der tror, at de er og skal være de eneste, en kirke har brug for. Hvis der var kun én legemsdel, så er der jo slet ikke noget legeme, siger Paulus. Derfor er det så grotesk og ulykkeligt, at der er nogle i Korinth-menigheden, som blæser sig op og gør sig selv til det, det hele handler om.
Kristi legeme med de mange lemmer (v. 20)
Men sådan er det ikke, og sådan kan det heller ikke være. Der er og skal være mange lemmer på et legeme. Der er mange lemmer på Kristi legeme. Det betyder i sammenhængen ikke nødvendigvis, at f.eks. man har ignoreret prædikeembedet, selv om der åbenbart også var problemer med at lytte til og holde sig til læren.
Det fremgår derimod, at det var nogle (få?), der var problemer med. De ødelagde fællesskabet. Derfor må Paulus kalde dem tilbage til det grundlæggende evangelium (1 Kor 1-4), undervise dem om kirketugt (1 Kor 5), om seksualetik og retssager (1 Kor 6-7), om at spise afgudsofferkød m.m. (1 Kor 8-10), om forholdet mellem kvinder, mænd, profeti og bøn (1 Kor 11,2-16), nadveren (1 Kor 11,17-34) og altså også om de åndelige gaver, ikke mindst profeti og tungetale (1 kor 12-14). Ja, selv opstandelseslæren var der ikke enighed om (1 Kor 15). Men det burde der være, som Paulus lægger ud med at sige i 1 Kor 1,10.
Jesus, Guds lam – evangeliet i Joh 1,35-51
I afsnittet forinden har Johannes lært os, at Johannes Døber havde udpeget Jesus som Messias og Herrens tjener, for han var og er “Guds Lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,29). Skønt undfanget efter Johannes var Jesus til før ham, dvs. Guds Søn var efter sin guddommelige natur til før sin undfangelse. Han var præeksistent (Joh 1,30).
Johannes var kommet og døbte med vand, dvs. med den kristne dåb, i modsætning til Jesus, der senere skulle udruste apostlene med Helligånden på Pinsedag (Joh 1,31.34; jf. ApG 1,5). Men Johannes’ dåb var altså også en dåb, hvori Helligånden genfødte og fornyede (Tit 3,4-7). Det var en dåb til syndernes forladelse (Mark 1,4; Luk 3,3; ApG 2,38).
Johannes havde døbt Jesus og bevidnet, at Faderen udrustede Sønnen med Helligånden, og åbenbarede, at Jesus var den, der døber med Helligånden (Joh 1,32f). Derfor er han “Guds Søn” (Joh 1,34).
Andreas og Jesus (v. 35-40)
Dagen efter står Johannes der igen med to af sine disciple (v. 35). Han gentager sin forkyndelse om Jesus som Guds Lam til disse to, som altså også havde hørt det dagen før (v. 36). Dvs. som Ham, der kom for at tage al verdens synd på sig, lide straffen derfor, dermed forsone Faderen, så han kunne lade syndernes forladelse uddele ved sit ord og sine sakramenter.
Den ene af de to disciple er Andreas. Begge hørte, hvad Johannes sagde, og følger derefter og derfor efter Jesus, for når det er ham, Johannes Døber forkynder om, må han være vigtigere end Johannes selv (v. 37).
Jesus vil vide, hvad de vil. De spørger høfligt efter, hvor han bor (v. 38). De ville gerne være sammen med ham, men siger først ingenting, og derefter siger de det indirekte. Måske er der et dybere lag i Jesu spørgsmål, som lenski mener. Måske vil han opfordre dem til selvransagelse, til at overveje, hvad de egentlig vil Jesus. Hvis man som disse disciple søger ham, der bar verdens synd, så vil han lade sig finde. Hvis man søger en anden, der vil opfylde de behov, man selv mener at have, ja, så finder man ikke Jesus. Så bliver man bedraget, sådan som mange også gør.
Den tiende time er måske ved 16-tiden, måske allerede ved 10-tiden, så de fik mange eller i al fald nogle timer sammen med Jesus (v. 39). Vi er ikke på særlig sikker grund, når det gælder klokkeslettene i Johannes (se Lenski til stedet). Tiden har Jesus utvivlsomt brugt til at undervise dem. For med tiltalen “Rabbi,” som Johannes oversætter med “lærer,” har de to disciple defineret Jesus som deres lærer og sig selv som elever. Når Jesus lod dem gå med, var det derfor for, at de kunne lære ham og hans lære at kende. De skulle i virkeligheden se, ikke bare hvor han boede, men hvem han var og hvad han skulle!
Andreas, Simon Peter og Kristus (v. 40-42)
Andreas er helt klar over, hvem der har undervist dem, for han finder sin bror, Simon Peter, og siger til ham, at de har fundet Messias, dvs. Kristus, den Salvede. Andreas siger altså, at de har fundet ham, som blev lovet til Adam og Eva, til Abraham, Isak og Jakob, til David osv.
Hvem er så den anden discipel, som Johannes ikke nævner? Det er formentlig Johannes selv, for han nævner jo ikke sig selv eller sine nærmeste ved navn. Faktisk antyder v. 41, at Johannes også fandt sin broder.
Udtrykket “vi har fundet” kunne tyde på, at de havde holdt udkig efter ham. De var jo i kredsen om Johannes, som netop skulle berede vejen for Kristus. De havde jo også GT, som det netop fremgår.
Jesus identificerer Simon som Johannes’ søn, dvs. som en, der er undfanget og født i synd (jf. Sl 51,7). Han giver derefter Peter navnet ‘Kefas,’ som svarer til Peter (Petros). Jeg har nærmere gennemgået, hvad navnet Peter betyder, til Matt 16,13-26 (se “Du er … den levende Guds Søn” [5. s. e. Trinitatis – Matt 16,13-26; Jer 1,4-9; 1 Pet 2,4-10]). Johannes huskede, at Jesus “så på” Simon Peter, førend han sagde disse ord, der for altid forandrede Simon Peters liv.
Filip, Nathanael, Guds Søn, Israels konge (v. 43-51)
Næste dag beder Jesus Filip om at tage med til Galilæa. Han var også derfra, ligesom brødrene Andreas og Peter (v. 43f). De, som (sikkert alle) havde været Johannes’ disciple, bliver nu Jesu disciple. Det er meget tænkeligt, at Filip var den anden af de to disciple, vi hørte om i v. 35ff. Men befalingen “Følg mig!” betyder mere end det. Det er et kald til at være Jesu discipel. Jesus møder i øvrigt ikke blot Filip, men finder ham!
Filip finder Nathanael (v. 45), som vi i øvrigt ikke ved mere om med sikkerhed; måske er det apostlen Bartholomæus, som angiver, hvem han er søn af). Hans navn betyder i øvrigt Gud-given (Theodor). Mon ikke Nathanael også har været en af Johannes’ disciple?
Filip er klar over, Jesus, Josefs søn, som er fra Nazaret, er ham, som Moses og profeterne har skrevet om. Vi har allerede ovenfor mødt flere af de Moses-tekster, som Filip nævner, men nævnes må også 5 Mos 18,15-20. Ham skal man lytte til, for han vil tale Guds eget ord og forkynde alt det, som Gud (Fader) befaler ham (5 Mos 18,18), og derfor har det konsekvener, hvis man ikke lytter til ham (v. 19). Til gengæld er der også en alvorlig advarsel mod falske profeter (v. 20).
Profeterne har også skrevet om ham. Esajas gjorde det, ikke mindst i Es 53. Daniel gjorde det i Dan 7, hvor han profeterede om Menneskesønnens komme med Himlens skyer (Dan 7,13). Som det fremgår, vidste disse disciple udmærket, at alle disse tekster taler om den samme, selv om der er brugt forskellige titler og udtryk om ham. Til sammen ser vi her Jesu profetiske (5 Mos 18), ypperstepræstelige (Es 53) og kongelige (Dan 7) embede. Jesus er blevet salvet til disse tre embeder.
Nathanael undrer sig og spørger direkte, om ‘der kan være noget godt fra Nazaret?’ (v. 46). Hvorfor spørger han sådan? Lenskis forklaring giver bedst mening, nemlig at Nathanael ikke umiddelbart kan komme i tanke om nogen Messias-profeti i forbindelse med Nazaret.
Filip gør det bedste, man kan. Han siger til Nathanael, at han skal komme med og se, dvs. møde Jesus. Det er stadig det bedste svar, man give, forudsat at man da tager skeptikere og andre med hen, hvor evangeliet forkyndes rent og sakramenternes forvaltes ret.
Det, Jesus i v. 47 siger om (og derfor også indirekte til) Nathanael, må vel forstås på baggrund af det foregående (jf. Lenski). Nathanael var nok skeptisk, fordi Jesus kom fra Nazaret, men han ventede Messias og gik derfor med. Nathanael er sandelig en israelit uden svig, for han kom til Jesus og var ikke blot overfladisk interesseret.
I v. 48 demonstrerer Jesus sine guddommelige viden. Skønt han ikke havde talt med Nathanael, kendte han ham, for han havde set ham under figentræet og set, hvilken person han var.
Det er derfor også helt følgerigtigt, når Nathanael drager og udtrykker sin slutning om, hvem Jesus er. Han er Messias, som de andre sagde. Ja, han er Guds Søn, Israels konge, for han er opfyldelsen af Sl 2, den store salme, som spiller så stor en rolle adskillige steder i NT. “Du er min søn, jeg har født dig i dag” (Sl 2,7). Herren har indsat sin Salvede som konge på Zion, mit hellige bjerg (Sl 2,6).
Det er også i overensstemmelse med det, Gud Fader sagde ved Jesu dåb: “Dette/Han er min elskede Søn; i ham fandt jeg velbehag” (Matt 3,17; Mark 1,11; Luk 3,22). Og det er, hvad Johannes også havde sagt (Joh 1,34).
Senere lyder Peters bekendelse på samme ved Cæsarea Filippi (jf. henvisningen til Matt 16 ovenfor).
Jesus anerkender Nathanaels tro ved Jesu egne ord (v. 50a). Noget reelt spørgsmål er der ikke tale om. Men Nathanael og de øvrige disciple skal få noget endnu større at se! (v. 50b).
De skal se Himlen åben og ligesom Jakob se engle stige op og ned over Menneskesønnen (v. 51)! Jesus indleder det med det hyppige dobbelte sandelig (‘amen’). Det er ikke, fordi han ikke normalt taler sandt og pålideligt, men det er for tilhørernes og vores skyld.
Hvordan skal man forstå Jesu løfte? Bogstaveligt eller overført? Participiet ‘åbnet’/’være i en tilstand af åben’ (ἀνεῳγότα) indikerer, at det ikke er en enkeltstående begivenhed. Det samme gør participierne ‘stige op og ned,’ som er imperfektiv (præsens). Jesus er Guds Søn, men han er også Menneskesønnen. Menneskesønnen skal komme med Himlens skyer ifølge Dan 7,13, men Menneskesønnen er guddommelig. Det er det, de får at se. At se Himlen åben og Guds engle stige op og ned betyder at se, hvem Jesus virkelig er. Guds Søn og Marias søn, sand Gud og sandt menneske. Det fik de at se mange gange, og sådan lød deres bekendelse.
Jeg har skrevet mere om titlen Menneskesøn i tidligere Næste søndage (se 19. søndag efter Trinitatis – Mark 2,1-12 og Sidste søndag i kirkeåret – Matt 25,31-46).
“Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed” (Joh 1,14).