Læsningerne til 25. søndag efter Trinitatis efter anden række – 9. november i 2008 – udgøres af et stykke fra Jobs bog: Job 14,7-15. Den nytestamentlige epistel kan enten være af Peter (2 Pet 3,8-15a) eller Paulus (1 Kor 15,50-57), men begge understreger fuldendelsen, omend med hver deres særpræg. Evangeliet i Luk 17,20-33 taler om Guds rige, som ikke kommer synligt, men den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Disse emner leder os frem mod sidste søndag i kirkeåret og advent.
For et træ er der håb (Job 14,7-15)
Job beskriver i Job 14 det menneskeliv, som synden har medført. Mennesket er kvindefødt og altså underlagt syndefaldets vilkår. Derfor er livet kort og fuld af uro (Job 14,1). Men Gud bringer ham dog for retten hos sig (Job 14,3). Her er han uden chance for sejr, hvor “hvem kan gøre det urene rent? Ikke én!” (Job 14,4). Også her lærer vi, at alle er syndere og mangler herligheden fra Gud. Urene syndere kan ikke ændre på det, så lidt som en hund kan få kattekillinger.
Gud har fastsat hans levetid (Job 14,5; jf. Matt 6,27). Job ønsker, at Gud skal lade ham have en arbejdsdag med efterfølgende hvile (Job 14,6).
Et træ kan få en ny begyndelse (Job 14,7-9), men når et menneske er død, så får man ikke en ny chance (Job 14,10). En menneske dør og forsvinder som vand fra sø og flod (Job 14,11; se
Man rejser sig ikke fra døden og vågner ikke før himlen forgår. De vækkes ikke af søvnen (Job 14,12). Selv om det ikke udfoldes, antydes det dog, at det vil blive anderledes, når himlen forgår. Det udfoldes til gengæld mere andre steder. Det afgørende er dog, hvad man skal vågne til. Det er Job ikke optaget af her. Kun den, der tror på Kristus, løseren – sådan som Job gjorde (Job 12,18) – har noget at håbe på.
Der er i øvrigt ikke meget støtte til grundtvigianernes og andres spekulationer om mulighed for omvendelse efter døden. Job understreger tværtimod alvoren. ‘En mand’ i Job 14,10 betyder egentlig en med kraft. Han dør, mister kraften og forgår.
Med Job 14,13 får vi Jobs bøn til Gud. Job kan ikke se håbet i sin virkelighed, fuld som den er af lidelse og prøvelse. Han ønsker derfor at blive gemt i graven (She’ol bør oversættes med enten ‘grav’ eller ‘helvede’), indtil Guds vrede har lagt sig, for sådan ser han Guds handlen med ham. Men han beder dog Gud sætte en frist og huske, dvs. huske ham (i nåde) igen.
Men Job er virkelig anfægtet. I Job 14,13 giver han først udtryk for, at han ikke ser, ikke vover at tro på Guds nåde. Han tvivler og er mistænksom og skeptisk (Kretzmann). Mange troende kender sådanne tanker og kan føle lyst til at give udtryk for det samme som Job.
I Job 14,14 spørger Job, om en mand (med kraft) kan dø og igen leve (se f.eks. Luthers oversættelse og English Standard Version).
I Job 14,14b giver Job udtryk for håb: Han vil (som en soldat) vente al sine tjenestedage, indtil forandringen eller afløsningen kommer.
I det sidste vers af lektien beder Job Gud kalde, så han kan svare. Der er sikkert stadig tale om soldater-billedet. Job beder Gud længes efter hans hænders værk, dvs. efter Job. For sådan føler Job ikke, Gud gør lige nu.
Selv om der er glimt af håb og tro i Jobs svar, er den gammeltestamentlige lektie en stærk beskrivelse af den håbløshed, som rammer enhver, der ikke tror, at Gud er nådig og husker hver enkelt af sine børn.
Anfægtelsen er netop karakteriseret af, at man ikke kan tro det, Gud siger i sit ord. Vil man kæmpe selv eller overlades man til sig selv, i stedet får at få forkyndt evangeliet rent og personligt, så kan anfægtelse føre til frafald. Anfægtelse er derfor farligt.
Al forkyndelse og sjælesorg må derfor på den ene side tage sigte på at sætte den selvsikre synder under dom. På den anden side er det også helt afgørende at forkynde evangeliet rent og purt, så Guds Ånd derigennem kan virke troen og bevare den, også, ja især i anfægtelsen. Det forstod Luther. Han lærte alvoren under loven og anfægtelsen, men også sødmen i evangeliet. Det er katastrofalt og ansvarspådragende, når forkyndere gør sig færdig med Luther ved at henvise til hans personlighed.
De to epistellæsninger (2 Pet 3,8-15a og 1 Kor 15,50-57)
2 Pet 3,8-15
Apostlen Peter belærer os om, at Gud ikke har glemt sine løfter om Opstandelsens dag, men han har langmodighed, fordi han vil at alle skal frelses. Når det alligevel ikke sker, er det ikke, fordi Gud ikke vil det, men fordi Gud virker gennem midler, som et menneske kan stå imod i sin ondskab. “I ville ikke,” som Jesus sagde om jerusalemitterne.
Herrens dag vil komme overraskende, og denne verden og alle værker på den skal også forgå. Der er sproglige vanskeligheder i 2 Pet 3,10, men den overordnede mening er i sammenhængen klar nok.
Peter formaner på denne baggrund til et helligt og fromt liv (2 Pet 3,11) og til at vente ivrigt på Guds dags komme med de førnævnte kosmiske forandringer (2 Pet 3,12). Jeg vil senere blogge på Danske bibeloversættelser om forståelsen af speudontas. Det oversættes af mange – også de danske oversættelser fra 1900-tallet – med ‘fremskynde,’ men det kan mindst lige så godt betyde ‘at skynde sig’ eller ‘være ivrig for’ eller ‘stræbe efter’ (se LSJM). Her er der tale om to verber, der beskriver, hvilken mentalitet de kristne bør have. Det er i øvrigt det eneste sted, hvor der i givet fald skulle være tale om, at vi skulle kunne fremskynde dommedag. Jeg tvivler ligesom Lenski stærkt på, at det er Skriftens lære, men jeg vil vende tilbage til det ved en senere lejlighed.
Vi venter nye himle og en ny jord efter Guds løfte. I denne nye verden skal retfærdighed bo. Skriften taler om, at den gamle verden skal forgå og en ny blive til. Den nye himmel og jord er kvalitativt forskelligt fra den gamle (jf. lektien til Alle helgens dag: En brud smykket for sin mand [Åb 21,1-7 samt Åb 21,8]). På den er der ingen uretfærdighed eller uretfærdige, for de er i Helvede. Om det nye tempel i Det nye Jerusalem hedder det i Ez 48,35, at “Herren er her.” Kristus er den personificerede retfærdighed, og han vil bo på den nye jord med sit folk.
Det løfte, Gud har givet, er givet på mange måder, men det ligger bl.a. implicit i Es 66,22:
For ligesom den nye himmel og den nye jord, som jeg skaber, skal bestå for mit ansigt, siger Herren, sådan skal jeres slægt og jeres navn bestå.
Men nævnes kan også Es 33,24, der som baggrund har Herrens tjeners stedfortrædende lidelse, død og opstandelse (jf. Es 53):
Folket, der bor der, har fået synden tilgivet.
Apostlen Peter slutter af med endnu engang at tale om at være ivrige, nemlig for at blive fundet uplettede og dadelfri, dvs. uden noget, de kan dadles for, i fred (2 Pet 3,14). Vi skal også forstå, skriver apostlen i en tilbagevenden til 2 Pet 3,9, at vor Herres langmodighed er frelse [for dem], dvs. som noget, der giver mulighed for frelse. Det samme har apostlen Paulus i øvrigt også skrevet til os (2 Pet 3,15a)!
1 Kor 15,50-57
Paulus slår først fast, at kød og blod kan ikke arve Guds rige. Det, der skal forgå, kan ikke arve, det, der ikke kan gå forgå (1 Kor 15,50). Jesus lærte os det samme i Joh 3,3-8, ligesom Paulus gør i Ef 2,1ff. Vi, der af natur er syndere (jf. Job-læsningen), må genfødes ved dåben og ordet for at kunne gå ind i Guds rige og få evigt liv.
Nogle skal dø i troen, dvs. sove hen, men andre vil leve, når Kristus kommer. De skal forvandles (1 Kor 15,51). Det er en parallel til forvandlingen af universet.
Det skal, skriver Paulus i 1 Kor 15,52, ske i ét nu, dvs. inden for et tidsrum, der ikke kan deles op (gr. en atomôi). Det skal ske ‘på et øjeblik, dvs. man kan kun nå at blinke med øjet. Det skal ske, når den sidste basun lyder. Når den lyder, skal de døde blive oprejst uforgængelige, og vi, dvs. vi, der lever, skal forvandles.
Det forgængelige skal iklædes uforgængelighed (1 Kor 15,53). Dermed menes, at de forfængelige ikke skal forgå, men få en ny tilstand. På samme måde siger Paulus, at det dødelige skal iklædes udødelighed.
Når det er sket, er døden opslugt til sejr (1 Kor 15,54). Dermed er Guds dom over slangen og hans løfter til Adam og Eva virkeliggjort fuldt ud (1 Mos 3,15). Kristus, der led, død og opstod, har vundet over alle sine fjender (jf. til 1 Kor 15,21-28 i Livets herre [16. s. e. Trinitatis – Sl 139,1-12; 1 Kor 15,21-28; Joh 11,19-45]). Døden og Helvede er kastet i ildsøen, den anden død (Åb 20,14).
Det er evangelium for os, der hver eneste dag ser syndens og dødens magt i verden. Kristus har allerede besejret synden og døden, og ved evangeliet uddeler han det. Men når Den yderste dag kommer, vil det bliver synligt for alle. Til glæde for den, der tror. Til evig pine og ulykke for den vantro.
Så skal vi juble og håne døden: “Hvor er din sejr, død? Hvor er din brod, død?” Hvor ordene ‘din’ og ‘dit’ er begge gange fremhævet. Den jubel er ikke virkelighedsfornægtende eller arrogant, men forankret i Kristi person og gerning. Derfor kan vi faktisk også proklamere sejren over døden allerede nu. Men når Kristus kommer igen, vil det blive en synlig virkelighed!
Hvordan er så sammenhængen mellem død og synd (v. 56)? Jo, det, der fører til død, er synden. Det er synden, der dødens brod eller dødelige stik, på samme måde som en skorpions stik fører til død eller en insekts stik til større eller mindre skader.
Grunden til, at synden har en sådan kraft, er loven. Loven forlanger en perfekt hellighed af os mennesker, og opfylder vi ikke det krav, da er straffen er døden. For at overvinde synden og døden måtte Jesus derfor blive en af os og opfylde loven for os. Han måtte også tage den straf, som vi alle har fortjent, for at vi kan undslippe.
Derfor slutter Paulus denne del af 1 Kor 15 med taksigelsen til Gud, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus! Uden Jesus Kristus og troen på ham er der ingen sejr over synd og død. Derfor priser vi Gud for, at han giver sejr i vor Herre Jesus Kristus.
Luk 17,20-33
Guds rige er ikke synlig (v. 20)
Farisæerne spurgte Jesus om Guds riges komme. De forudsætninger, der lå i deres spørgsmål, afviser Jesus, idet han siger, at Guds rige ikke kommer ‘med iagttagelse,’ dvs. så man kan iagttage det. Det betyder ikke, at der ikke er kendetegn på, hvor Guds rige er, men det betyder, at Jesus afviser det synlige nationalt-religiøse kongedømme, som bl.a. farisæerne håbede på.
Guds rige er i jer (v. 21)
Derfor kan man ikke sige “Se! Her!” eller “Dér!” Man vil ikke se Guds rige komme i form af en konge i procession (Lenski) eller i form af spektakulære, magtfulde manifestationer, der én gang for alle vil bevise, at Guds riget er kommet. Selv om Jesus jo faktisk gjorde mange tegn og undere, der viste det, så kunne og kan vantroen stå imod.
Jesu begrundelse er, at Guds rige er entos hymôn. Dette græske udtryk oversattes i oversættelserne fra 1819, 1907 og 1948 med “inden i jer,” ligesom Luther oversatte med “inwendig in euch.” Men 1992-oversættelser oversætter med “midt iblandt jer!”
BDAG anfører, at betydningen “within you, in your hearts has linguistic support in Ps 38:4; 102:1; 108:22 … but Lk generally avoids ref. to God’s reign as a psychological reality.” Det er imidlertid en fejltagelse, hvis man tror, at Luk 17,21 drejer sig om en psykologisk realitet i moderne forstand. Guds rige er frelsens, dvs. syndsforladelsens rige (jf. Luk 1,77; 3,3; 24,47). Det er altså rigets art – eller karakter (Lenski) – der er tale om. Syndsforladelse er en realitet, men det er en realitet i hjertet, dvs. en usynlig realitet, selv om syndernes forladelse gives gennem ord, der høres (Matt 18,18; Joh 20,23; Rom 10,17), gennem dåb (Tit 3,4-7) og nadver (Matt 26,28). ‘Inden i jer‘ betyder altså ikke ‘inden i jer farisæere.’
Naturligvis gælder det også, at Guds rige er ‘iblandt dem,’ der har fået syndernes forladelse. Retfærdiggjorte syndere har et fællesskab, også takket være dåb og nadveren (1 Kor 10,16f; 12,13). Men det begynder med den enkelte.
Disciplene skal ikke se en af Menneskesønnens dage (v. 22)
Jesus vender sig og siger til disciplene, at der skal komme dage, hvor de vil længes efter – det er det stærke ord ‘begære,’ Jesus bruger – at se, dvs. erfare, en af Menneskesønnens dage, men ikke få det at se.
Disciplene skal opleve modgang, lidelse og forfølgelse, og nogle af dem endog martyrdøden. Det vil få dem til brændende at ønske at se Menneskesønnen komme med sit synlige rige, så alle fjenderne – synd, død og måske især djævelen og verden – vil blive besejret. Men de vil ikke blive udfriet.
De vil ikke engang få lov at erfare en enkelt af disse dage på forhånd. For hver eneste dag af Guds rige er indtil Menneskesønnens, indtil Kristi komme et korsrige. Det er et rige, hvor man får syndernes forladelse, men også sit kors at bære. Sand kristendom er derfor korsteologi, mens al falsk religion er herlighedsteologi. Det var Luthers ærinde allerede i Heidelberg-teserne (som man i øvrigt kan læse mere om her: Teologi, sprog og formuleringsevne).
Falske kristuser (v. 23)
Så stærk er dette ønske efter at se, efter synlig herlighed, magt og ære, at mennesker den ene gang efter den anden vil udnævnte mennesker til at være Menneskesønnen, der kommer igen, dvs. til at være Kristus. Man vil gøre lige præcis, hvad Jesus ovenfor har sagt, at man ikke kan: “Se, her!” eller “Se, dér!”
Disciplene skal ikke kaste korset bort og løbe efter dem, der vil kaste korset og korsets Kristus bort og erstatte det med en, som vil give folk det, som den syndige natur gerne vil have. Ære, rigdom og magt. Men riget, magten og æren er Guds, som det hedder i den doksologi, som Fadervor afsluttes med i mange håndskrifter.
Man skal heller ikke kaste korset og troen bort og løbe efter dem, der lover blot en enkelt dags herlighed, sådan som flere og flere falske profeter lokker med. Sådanne dage vil vi ikke få. Dem, der lover det direkte eller indirekte, er løgneprofeter. Det gælder, uanset om de formulerer det i religiøse eller politiske kategorier.
Menneskesønnens synlige genkomst (v. 24)
For at hjælpe disciplene til ikke at lade sig besnære af falske profeter, belærer Jesus dem om, at Menneskesønnens komme skal være, som når det lyner: Synligt for alle! Når Menneskesønnen virkelig kommer, så vil ingen være i tvivl, og på den dag vil det også være for sent at forkynde for folk. For på den dag vil dem, der tilbeder Satan/Antikrist fortsætte med det, mens dem, der tilbeder Lammet, vil følge ham (jf. Åb 12 – 14).
Korsets Kristus (v. 25)
Men det er ikke det, der skal ske først. Først skal Menneskesønnen lide meget og forkastet af “denne slægt” (jf. Luk 9,22.44). Betegnelsen Menneskesønnen stammer jo fra Dan 7,13, sådan som jeg har skrevet om det en del gange i mine Næste søndage (se Sidste søndag i kirkeåret – Matt 25,31-46, men også f.eks. 19. søndag efter Trinitatis – Mark 2,1-12). Selve betegnelsen lægger altså snarere op til at tænke på Jesu synlige genkomst. Men man skal ikke isolere de forskellige gammeltestamentlige profetier fra hinanden. Menneskesønnen er Herrens tjener, der også skal lide (jf. Es 53). Han er den, der skal knuse slangens hoved, men han er også den, slangen skal hugge i hælen.
Han skal lide meget, for han skal tage og bære alles sygdomme og lidelser; han skal rammes, slås og plages af Gud i vort sted (Es 53,4). “Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt,” som Esajas profeterede.
Menneskesønnen skulle forkastes af ‘denne slægt,’ dvs. af den syndige, onde og vantro slægt. Konkret var det især jøderne, men egentlig blev han forkastet af alle. Nødvendigheden af og frelsen ved Jesu stedfortrædende lidelse og død tror ingen, før de har set erkendt Guds vrede over deres egen synd og fået korsets “for os” forkyndt.
Uden korset vil man også mistolke Kristi synlige komme. Man vil tolke det, som bl.a. farisæerne gjorde, eller man vil blive desperat og håbløs og evt. forsøge sig med alle mulige afværgeforanstaltninger. Man vil sætte sin lid til en falsk kult, til rigdom og ære, til, hvad man håber, er gode gerninger osv. Herlighedsteologi med andre ord.
Intet af det frelser. Kun Gud(s Søn) kan skaffe frelse, og det er derfor, Jesus siger, at Menneskesønnen, dvs. han selv, “skal” lide meget osv. Jesus ‘skal’ (gr. dei) alle dette, fordi sådan har Gud bestemt det for at frelse os.
Som i Noas og Lots dage (v. 26-32)
Når “Menneskesønnens dage” kommer, dvs. når Menneskesønnen kommer igen, skal det gå, som det gik, da syndfloden kom, og da dommen kom over Sodoma og Gomorra. Apostlen Peter bekræfter, at både Noa og Lot var retfærdige; Noa var endog ‘retfærdighedens forkynder’ (2 Pet 2,5-8).
Arken forkyndte både dom og frelse: Dom, i og med, at arken var nødvendig, fordi der ville komme en global oversvømmelse. Frelse, i og med, at alle i arken ville blive frelst. I den tid, det tog at bygge arken, lød denne forkyndelse.
Men kun otte bøjede sig for dommen og Guds frelsesmiddel. Resten levede ubekymret, optaget af det, som nok opretholder dette liv på jorden, men ikke skænker opstandelse og evigt liv. Gud og hans ord, frelse, gudstjeneste, gode gerninger, evigheden ignorerede de, skønt det er det eneste, der virkeligt betyder noget (jf. Lenski). Menneskene var onde (1 Mos 6,5-7). I vor tid går mange i kirke ud over verden, men langt, langt de fleste går i kirker, som er fyldt med vranglære og frugterne heraf. Dertil kommer de falske kulter som ikke mindst islam, som så mange kristne i deres vantro og vankundighed sværmer for.
De fortsatte hermed lige til den dag, da Noa (og hans familie) gik ind i arken, og syndfloden kom og bragte fortabelse til alle. Verbet apôlesen kan betyde ‘at bringe død, undergang eller fortabelse,’ men her er det jo det sidste, for de var jo alle vantro og ligeglade med Guds ord. Det fremgår også af 1 Pet 3,20f.
Også på Lots tid levede man ubekymret videre med det, der hører denne verden til. Man spiste og drak, købte og solgte, plantede (vingårde og marker) og byggede (huse osv.). Det ligner fuldstændig en beskrivelse af vores tid.
Man ville ikke høre, så da den retfærdige Lot endelig forlod Sodoma, bragte ild og svovl fra Himlen fortabelse over dem. Måske skal det forstås bogstaveligt, men det er i al fald udtryk for Guds vredesdom. Lige siden er ild og svovl fra Himlen symbol på Guds vredesdom, sådan som det ikke mindst kommer tydeligt frem i Åbenbaringsbogen (se Åb 14,10; 19,20; 20,10 og 21,8 og i øvrigt Guds og Lammets vrede [Åb 14,9-11]).
På præcis denne måde skal det ske, når Menneskesønnen åbenbares. Dom og fortabelse vil ramme alle dem, der lever tilsyneladende ubekymret og sætter deres lid til alt andet end Herrens frelse og frelsesmidler.
Menneskesønnen skal ‘åbenbares’ eller ‘åbenbare sig,’ for fra Kristi himmelfarts dag og til den dag er Menneskesønnen skjult for os. Han åbenbarede sig dog for apostlen Paulus og for apostlen Johannes på Patmos. Når han åbenbarer sig, bliver det til frelse for dem, der tror, men til fortabelse for vantro. For sådan er det generelt, når Gud åbenbarer sig.
Når Menneskesønnen åbenbares, er der ikke tid til at omvende sig (v. 31). Den dag skal disciplene ikke tænke som de vantro, der tænker på deres ejendele. Man skal være parat og ikke bundet af denne verden. Det gælder, uanset om man er på taget eller på marken, når det sker. Man skal ikke (som Lots hustru) vende sig til det, som er bagude! I dag ser vi alt andet end den tankegang – måske mere end nogensinde. Især, men ikke kun i den vestlige verden, er det den rige mands tankegang, der hersker (jf. Lazarus og den rige mand [Luk 16,19-31]). Den modsatte tankegang finder vi i 1 Kor 7,29-31 (jf. Lenski).
Ingen får yderligere varsel, for ligesom arken varslede dom og frelse, sådan varsler kristne dom og frelse i tid og evighed. Alle kristne bekender deres tro på syndernes forladelse for Kristi skyld, og alle kristne prædikanter forkynder jo dom og frelse, hvis de ellers er kristne og ikke falske profeter, der lokker med herlighedsteologi.
Lots hustru er et advarende eksempel for os om, hvad der kan ske, når man vil se sig tilbage, dvs. vende tilbage til det gamle liv.
Korsteologien i en sum (v. 33)
Hvis man altså vil søge at opholde sin sjæl (gr. tên psychên autou, som ikke skal oversættes med ‘sit liv’) i tid og evighed, så mister man den. Men bøjer man sig under Guds dom og tror evangeliet, så vil man bevare eller beholde sin sjæl (jf. Luk 12,20 – se At [ikke] være rig hos Gud [1. søndag efter Trinitatis – Luk 12,13-21] og desuden Matt 10,28; jf. Matt 10,39; se mere i Ekstra: Anden juledag – Matt 10,32-42).