Der er for tiden igen en diskussion, om den kristne Gud og islams Gud er den samme.
Jesus sagde: “Jeg og Faderen, vi er ét” og “Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh 10,30; 14,6).
Paulus siger i 1 Kor 8,6 tydeligt, at: “men for os er [der]: én Gud, Faderen, fra ham [er] alt og vi [er] til ham, én Herre Jesus Kristus, ved hvem alt [er] og vi ved ham.”
Det er uforeneligt med disse – og mange andre skriftsteder – at tale om, at Allah skulle være den samme som den kristne Gud. Den kristne Gud er, har altid været og vil altid være en treenig Gud.
Allah har ingen Søn fra evighed af, som er blevet menneske, og som kan sige: “Jeg og Faderen, vi er ét”. I islam er Jesus ikke Guds Søn, men en “profet,” og tilmed en profet, hvis ord vi ikke kender med sikkerhed, og hvis ord heller ikke er ufejlbarlige og evige, sådan som Jesu ord er evige (Matt 24,35; Mark 13,31; Luk 21,33).
Jesus er medskaber: “ved hvem alt er.” Han er også medskaber til os, der lever nu: “og vi ved ham.” Det fremgår også andre steder (Joh 1,1ff; Hebr 1,3).
Det er ikke bare et teoretisk spørgsmål, hvordan forholdet er mellem Gud og Faderen. Nej, Kristus åbenbarer, hvem Faderen er (Joh 1,18). Ja, Jesus sagde selv, at “Den, der har set mig, har set Faderen.” Vi kristne tror derfor, at Gud først og fremmest er nådig og barmhjertig. Gud vredes over synden, men han elskede verden således, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16).
En sådan kærlig og nådig Gud Fader har islam ikke. Det er derfor en dyb og tragisk misforståelse at tro, at den kristne Gud og muslimernes Allah er den samme. Kristendom handler om nåde; det gør islam ikke.